Erklæring fra de marxistisk-leninistiske partier i Latinamerika

De latinamerikanske partier, der er medlemmer af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML, har holdt et produktivt møde, hvor vi analyserede det økonomiske, politiske og sociale scenario, som regionen udvikler sig i; vi evaluerede opfyldelsen af vores revolutionære politiske aktivitet i hvert af landene; og vi definerede aktiviteter for den nærmeste fremtid.

• Latinamerika er en af de regioner, hvor fattigdom, ekstrem fattigdom, social ulighed, arbejdsløshed, mangel på fuldtidsarbejde og andre manifestationer af kapitalistisk udnyttelse og undertrykkelse er mest intens. Prognoserne for den økonomiske vækst i år (2,1 %) ligger under verdensgennemsnittet, hvilket betyder, at disse problemer vil fortsætte og i nogle tilfælde forværres.
• Regionen er offer for inter-imperialistiske stridigheder, for kampe om at vinde nicher til udenlandske kapitalinvesteringer, et fænomen, der hovedsageligt forekommer mellem den amerikanske imperialisme, den kinesiske imperialisme og de imperialistiske lande i Den Europæiske Union. Begge har politiske formationer og borgerlige fraktioner, som presser på for at favorisere eller bevare forbindelserne til den ene eller den anden magt eller kapitalistiske blok. Den amerikanske imperialisme opretholder på nuværende tidspunkt en overvægt af kapitalinvesteringer i regionen.
• I de senere år er der sket en ændring i forholdet mellem de politiske kræfter i regeringerne. Den såkaldte “progressivisme”, som ikke er andet end et socialdemokratisk udtryk for borgerskabet selv, er blevet fortrængt fra regeringen i nogle lande, og disse pladser er blevet overtaget af det traditionelle højre. Når det gælder økonomisk styring, er der ikke stor forskel på de “progressive” og det traditionelle højre: De er dækket af neoliberale, monetaristiske politikker; det, der højst adskiller dem, er dækningen af velfærds- og populistiske politikker.
• Højrefløjens vækst – et fænomen, der også findes på andre kontinenter – betyder ikke, at alle disse kræfter er udtryk for fascisme. Der er et spænd fra det liberale, konservative, neoliberale, ultrakonservative, fascistiske og anarko-kapitalistiske-libertære højre. Det mest reaktionære, fascistiske højre er kommet til udtryk i Bolsonaro-regeringen i Brasilien og fortsætter med at agere; i Argentina er Xavier Milei en klar eksponent for anarkokapitalistisk-libertærisme. I begge lande er arbejdernes, ungdommens, kvindernes og befolkningens kamp et eksempel på, hvordan disse regeringer og regimer skal konfronteres.
• Arbejderne i byerne og på landet, de unge og kvinderne i de folkelige sektorer, de indfødte befolkninger og halvproletariatet er vigtige aktører i landets udvikling.

Kampen mod regeringernes upopulære politik; i dem alle er utilfredsheden med de vanskelige levevilkår til stede, og længslen efter forandring er åbenlys. Latinamerika er hjemsted for oprørske, nonkonformistiske befolkninger, som har fundet den mest kamplystne udtryksform i de folkelige opstande.

• Vores partier er til stede i arbejdernes, ungdommens og folkenes kamp; de gør en indsats for at forbedre deres forbindelser med den sociale bevægelse, for at give et politisk perspektiv til kampen for massernes materielle krav, de arbejder for at sprede ideerne om revolution og socialisme. Vi opfylder de forpligtelser og det ansvar, som organiseringen af revolutionen kræver. Vi er bevidste om vores begrænsninger og arbejder på at overvinde dem.

Vi forpligter os til proletarisk revolution og socialisme, og vi gør vores bedste for at nå disse mål.

Brasiliens revolutionære kommunistparti
Colombias Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk)
Ecuadors marxistisk-leninistiske kommunistparti
Mexicos Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk)
Perus kommunistiske parti (marxistisk-leninistisk)
Arbejderpartiet Kommunisterne i Den Dominikanske Republik

Quito, juli 2024