De tidlige år af Republikken Sovjet

For at kunne regere med succes er det nødvendigt, udover at kunne mobilisere og sejre i borgerkrig, at vide, hvordan man organiserer på en praktisk måde. Det er den vanskeligste opgave, for det drejer sig om på en ny måde at organisere det økonomiske grundlag for titusinder og atter millioner menneskers liv.
Over en række lørdage bringer vi nye afsnit i en beretning om Lenin, der kæder begivenheder af enorm verdenshistorisk betydning sammen med Lenins liv, værker og betydning – og med Oktoberrevolutionens, Bolsjevikpartiet SUKPb’s og arbejderklassens første stats historie.

De tidlige år af Republikken Sovjet

Afsnit VI

Da Lenin og bolsjevikpartiet først var ved magten, var de fokuseret på opgaverne med at opbygge socialismen, men for at nå dette formål var det nødvendigt at løse et kerneproblem: at afslutte krigen. Det første dekret fra den spirende socialistiske stat var dekretet om fred, som igen etablerede en venskabspolitik med alle folk. Den sovjetiske regerings bestræbelser på sammen med regeringerne i Frankrig, England og USA at indgå fælles fredsforhandlinger med Tyskland var uden respons. Det tvang Sovjetregeringen til direkte forhandlinger med Tyskland.

I Brest-Litovsk, en by beliggende på den russisk-polske grænse, blev fredskonferencen i december 1917 afholdt. Leon Trotskij (Folkekommissær for Udenrigsanliggender) havde udtrykkelige instruktioner om at underskrive fred, selvom det var under barske forhold for Rusland, fordi det var nødvendigt for at udføre det socialistiske program. Desuden forstod Lenin, at Tyskland i nærmeste fremtid  ville ophæve Brest-Litovsk-traktaten.

Trotskijs selvmordspolitik om “hverken fred eller krig” fik ham imidlertid til at nægte at underskrive fredstraktaten, og han fortalte tyskerne, at sovjetterne ikke ville føre krig, og at demobiliseringen af deres hær ville fortsætte. Tyskland gik i offensiven. I diskussionerne i partiledelsen om emnet påpegede Lenin, at Trotskij og Bukharin “faktisk hjalp de tyske imperialister og hindrede revolutionens fremskridt og udvikling i Tyskland.” Trotskijs og Bukharins forræderi  kostede den spirende sovjetrepublik dyrt, Tyskland annekterede Letland, Estland, Polen og Ukraine blev adskilt fra sovjetrepublikken og blev en vasalstat i Tyskland [2].

I marts 1918 besluttede den syvende partikongres at ændre sit navn til Ruslands kommunistiske parti (bolsjevik), som Lenin allerede havde foreslået i aprilteserne (1917). I april 1918 blev pjecen ”Sovjetmagtens umiddelbare opgaver” udgivet, hvori den fastlagde generelle retningslinjer for opbygningen af socialismen. I den hedder det ” For at kunne regere med succes er det nødvendigt ud over at vide, hvordan man organiserer på en praktisk måde, udover at kunne mobilisere og sejrer i borgerkrig. Det er den vanskeligste opgave, for det drejer sig om på en ny måde at organisere det økonomiske grundlag for titusinder og atter millioner menneskers liv. Og dette er den vigtigste opgave af alle, for først efter at den er gennemført (i sine vigtigste og grundlæggende aspekter) kan det siges, at Rusland ikke kun er blevet en sovjetrepublik, men også en socialistisk republik.

Lenin påpeger i samme tekst, at “på dagsorden er opgaverne med at genoprette produktivkræfterne, ødelagt af krigen og af borgerskabets herredømme; at hele de sår, der er påført af krig, militært nederlag, spekulation og borgerskabets forsøg på at genoprette udbytternes styrtede magt; at hæve landets økonomiske niveau og at opretholde en elementær orden. Det kan synes paradoksalt, men i virkeligheden og i kraft af de objektive betingelser, der er angivet, er der absolut ingen tvivl om, at sovjetmagten i øjeblikket kun kan sikre Ruslands overgang til socialisme, hvis den opfylder Sovjetunionens opgaver i praksis. På trods af borgerskabets, mensjevikkernes og de højre-socialrevolutionæres eksistens må det løse disse opgaver, de mest elementære opgaver med at opretholde det sociale liv. [3].

Kapitalens reaktion mod den spirende sovjetrepublik tog form med den udenlandske militære intervention fra flere lande – herunder USA, Storbritannien, Frankrig, Japan – som tvang dem til at stå over for en ny krig, der kostede hundredtusinder af mænd og kvinder livet og ødelæggelsen af landets økonomi. I oktober 1922 blev Sovjetrepublikkens triumf fejret med den japanske hærs nederlag ved Vladivostok og efterlod territoriet renset for angribere.

Konspirationen var udbredt og systematisk med forsøg på at danne anti-sovjetiske regeringer og flere terrorangreb. Lenin var offer for dem. Den første fandt sted i begyndelsen af januar 1918, da Lenin, ledsaget af sin søster Maria og sekretæren for det schweiziske socialdemokratiske parti, Fritz Platten, forlod et møde og blev angrebet med granatsplinter. Lenin slap uskadt, men Platten blev såret i armen. Den 30. august samme år led han et andet angreb, dette begået af den socialrevolutionære (socialrevolutionære) Fanny Kaplan, der affyrede tre skud mod Lenin, to kugler sårede ham i venstre skulder og lunge. Hans gode helbred tillod ham en hurtig bedring, en måned senere var han allerede i Kreml og ledte landet.

På hans initiativ blev Unionen af unge kommunister grundlagt, hvis stiftende kongres fandt sted i oktober 1918.  Samme år skrev han det symbolske værk ”Den proletariske revolution og renegaten Kaustky”, hvor han fordømte Kaustkys forræderi og socialdemokratisme. Lenin kritiserer Kaustkys tale om demokrati generelt i stedet for udbytternes borgerligt demokrati, som har et klart klasseindhold. Kautsky havde givet afkald på marxismen og glemt, at enhver stat er en maskine for en klasse til undertrykkelse af en anden klasse  og at selv den mest demokratiske borgerlige republik er en maskine til borgerskabets undertrykkelse af arbejderklassen.

Arbejderklassens, arbejderklassens stats diktatur, maskineriet til arbejderklassens undertvingelse af borgerskabet er ikke en »regeringsform«, men en stat af en anden art. Undertvingelse er nødvendig, fordi borgerskabet altid vil modsætte sig dets ekspropriation.” [4].

I marts 1919 ser vi Lenin ved to ekstraordinære begivenheder: den ottende partikongres, der godkendte det nye program, og den første kongres for de kommunistiske partier i forskellige lande, der på initiativ af Lenin og SUKP(b) grundlagde Kommunistisk Internationale. Kongressen blev ledet af Lenin. I teserne om borgerligt demokrati og proletariatets diktatur, som han præsenterede på kongressen, sagde lederen af sovjetrepublikken: “Statens sovjetorganisation er tilpasset arbejderklassens ledende rolle, den klasse, der er mest koncentreret og uddannet af kapitalismen. Erfaringerne fra alle de undertrykte klassers revolutioner og bevægelser, den socialistiske verdensbevægelses erfaringer, lærer os, at kun arbejderklassen er i stand til at forene og bringe de spredte og tilbagestående lag af den arbejdende og udbyttede befolkning bag sig.

Den sovjetiske afskaffelse af staten betød straks at gøre en ende på det gamle bureaukratiske retsapparat. Dvs. det borgerlige apparat, som er blevet og uundgåeligt må opretholdes under kapitalismen, selv i de mest demokratiske republikker, og som i praksis er den største hindring for demokratiets anvendelse på arbejderne og arbejderne i almindelighed. Pariserkommunen tog det første skridt af universel historisk betydning ad denne vej: Sovjetmagten har taget det andet.

Ødelæggelsen af statsmagten er det mål, som alle socialister har sat sig, med Marx i spidsen. Hvis dette mål ikke nås, kan ægte demokrati, dvs. lighed og frihed, ikke realiseres. Kun sovjetisk eller proletarisk demokrati fører til dette mål i praksis, for ved at tiltrække arbejdernes masseorganisationer til permanent og uundgåelig deltagelse i statens ledelse, begynder det straks at forberede enhver stats fuldstændige forsvinden.

Noter

[1] Elio Bolsanello. En kort illustreret historie om Lenin.

[2] Se: Sovjetunionens kommunistiske partis historie (b).

[3] V. I. Lenin. Sovjetmagtens umiddelbare opgaver

[4] V. I. Lenin. Den proletariske revolution og renegaten Kautsky

Links til seriens syv afsnit:

Afsnit I: Lenins første skridt i den revolutionære bevægelse og partiopbygning

Afsnit II: Revolutionen i 1905 i Rusland

Afsnit III: Perioden 1905 frem til revolutionen 1917

Afsnit IV: Revolutionen i 1917 sejrer

Afsnit V: Den bolsjevikiske revolution 1917 sejrer

Afsnit VI: De tidlige år af Republikken Sovjet

Afsnit VII: Lenin arbejdede for socialismen til det sidste