Den bolsjevikiske revolution 1917 sejrer

Over en række lørdage bringer vi nye afsnit i en beretning om Lenin, der kæder  begivenheder af enorm verdenshistorisk betydning sammen med Lenins liv, værker og betydning – og med Oktoberrevolutionens, Bolsjevikpartiet SUKPb’s og arbejderklassens første stats historie.

Den bolsjevikiske revolution 1917 sejrer

Afsnit V

Sejren for den borgerligt-demokratiske revolution i februar 1917 skærpede den politiske konfrontation i Rusland. Arbejderklassen pressede på for yderligere fremskridt, mens det liberale borgerskab og den reformistiske opportunisme gjorde deres bedste for at bremse massernes kamp. Det parole, som bolsjevikkerne fremsatte, var: “Al magt til sovjetterne!”

Det vandt genklang blandt arbejderne, bønder og soldater. En af disse store massemobiliseringer fandt sted den 3. juli 1917 i Petrograd, og blev brutalt undertrykt af den provisoriske regering. “Hovedstadens gader var dækket af blod, og fængslerne var fulde af bolsjevikker. Pravdas redaktion, hvor Lenin et øjeblik før havde opholdt sig, blev ødelagt. Lenin flygtede og gik i skjul.”  [1] Han søgte en tid tilflugt i en lille hytte på bredden af Razliv-søen tæt ved den finske grænse. Men forfølgelsen fra regeringsagenter tvang ham til at rejse til Finland.

Der var en reaktion fra den provisoriske regering, og forholdene ændrede sig til fordel for borgerskabet, der havde kontrol over regeringen, som på sin side havde vundet positioner i sovjetterne takket være støtten fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære, hvilket tvang bolsjevikkerne til midlertidigt at trække parolen ”Al magt til sovjetterne” tilbage.

Dette blev godkendt af den sjette partikongres i slutningen af juli og begyndelsen af august i Petrograd, som mødtes i hemmelighed på grund af forfølgelsen af bolsjevikkerne. Lenin var ikke i stand til at være til stede, men ledede arbejdet fra under jorden.

Fra juli til oktober 1917 brugte Lenin tiden til at skrive teksten kendt som ”Staten og revolutionen”. I forordet til den første udgave af dette værk, siger Lenin, at han havde en plan for indholdet af værkets kapitel VII, “men jeg havde ikke tid til at skrive en eneste linje af det kapitel: Jeg blev forhindret af den politiske krise og den sidste optakt til Oktoberrevolutionen forhindrede mig.” Vi kan kun glæde os over en sådan forhindring, det er meget bedre og nyttigt at opleve revolutionen end at skrive om den.

Bolsjevikkernes utrættelige arbejde med at afsløre regeringens opportunistiske og reaktionære karakter, deres arbejde med at forklare behovet for at gå videre mod socialisme, den modige konfrontation, som bolsjevikkerne foretog mod general Kornilovs forsøg på at knuse revolutionen ved hjælp af våben, tillod dem at vinde plads og indflydelse blandt masserne af arbejdere og bønder i sovjetterne.

Nederlaget for Kornilovs styrker åbnede et nyt politisk øjeblik i revolutionens udvikling, og bolsjevikpartiet viste sig at være den afgørende kraft i den igangværende proces. Sovjetterne – som var ved at genvinde deres klassepolitiske handling – viste sig endnu en gang at være en stor politisk kraft til modstand og revolutionær handling. Fasen med fornyelse af sovjetterne begyndte at udvikle sig.

Lenin forstod, at med den forandring, der havde fundet sted i forholdet mellem klassekræfterne, var de grundlæggende forudsætninger for at gå over til opstand til stede.

Endnu en gang blev kravet ”Al magt til sovjetterne” sat på dagsordenen. Men nu var det sovjetter ledet af bolsjevikkerne.

Den 7. oktober 1917 forlod Lenin Finland i al hemmelighed og ankom til Petrograd, Ruslands hovedstad. Den 8. oktober skrev han det berømte brev kendt som ”Råd fra en fraværende”, hvori han indtrængende opfordrer til at arbejde for at overdrage magten til sovjetterne og advarede om, at “overdragelsen af magten til sovjetterne i dag i praksis betyder væbnet oprør. […]

Men den væbnede opstand er en særlig form for politisk kamp, underlagt særlige love, som skal analyseres

omhyggeligt. Karl Marx udtrykte denne sandhed, da han skrev, at ’opstand’ (væbnet) ’er den samme kunst som krig’.

Blandt de vigtigste regler for denne understreger Marx følgende:

1. Spil aldrig oprør. Når det først er begyndt, skal man være klar over, at det skal føres til ende.
2. Det er nødvendigt at koncentrere sig på det afgørende sted og på det afgørende tidspunkt og i det afgørende øjeblik, for ellers vil fjenden, der er bedre forberedt og bedre organiseret, udslette oprørerne.
3. Når først oprøret er begyndt, er det nødvendigt at handle med den yderste energi og ubetinget gå over til offensiven. Defensiven er døden for alle væbnede opstande.
4. Vi må stræbe efter at overraske fjenden, gribe øjeblikket, hvor hans tropper stadig er spredt.
5. Vi skal vinde succeser hver dag (man kunne endda sige hver time, selv om der kun er tale om én by), selv om de er små, og for enhver pris opretholde “den moralske overlegenhed”.

Den 24. oktober (6. november) udgav avisen Arbejdernes Vej (på det tidspunkt bolsjevikpartiets centralorgan) opfordringen til at vælte den provisoriske regering. Afdelingerne af revolutionære soldater og rødgardister koncentrerede sig i Smolnyj (revolutionens hovedkvarter) og på forskellige strategiske steder. Oprøret var begyndt.

Om natten den 25. oktober (7. november), tog Lenin til Smolnyj for personligt at overtage ledelsen af bevægelsen. Samme dag, den 25. oktober, meddelte et kommuniké fra det bolsjevikpartiet, at det provisoriske styre var blevet væltet, og at magten var i hænderne på sovjetterne. Lenins plan havde ført til sejr for den første socialistiske revolution i verden.

Forfatningen af den første stat ledet af arbejderklassen (1922) kan du læse i sin helhed i bogen ”Socialisme i ord og handling”, udgivet af APK i 2023. SOCIALISME – ORD OG HANDLING (apk2000.dk)

Links til seriens syv afsnit:

Afsnit I: Lenins første skridt i den revolutionære bevægelse og partiopbygning

Afsnit II: Revolutionen i 1905 i Rusland

Afsnit III: Perioden 1905 frem til revolutionen 1917

Afsnit IV: Revolutionen i 1917 sejrer

Afsnit V: Den bolsjevikiske revolution 1917 sejrer

Afsnit VI: De tidlige år af Republikken Sovjet

Afsnit VII: Lenin arbejdede for socialismen til det sidste