Dette er historien om mine bedsteforældre.
Af Souad F. Taha
På billedet ser I min mormor, Nabiha, og morfar, Tawfik. I 1948 invaderede israelerne deres hjem i Al Zeeb, og fra den ene dag til den anden mistede de alt. Deres jord, deres hjem, deres oliven- og appelsintræer, deres arbejde, deres hyggelige aftener i landsbyen og alt hvad de ellers kendte til.
Før den dag, hvor de mistede alt, havde mine bedsteforældre et ganske normalt liv. De ejede marker med appelsiner, citroner og oliven, en gård med køer, får og høns. De var selvforsynende.
Min morfar solgte appelsiner til storbyen, Akka. En del af overskuddet brugte han på at købe nyt tøj og sko til min mormor for at forkæle hende.
En dag i 1948, hvor min mormor stod og rullede dej i køkkenet, blev hun afbrudt af min morfar, som råbte at de skulle forlade deres hjem grundet massakrene i de nærliggende landsbyer. Køkkenet og hjemmet blev efterladt som det var, og min mormor og morfar skulle nu flygte ud af Palæstina med deres 7 børn. 3 af deres børn flygtede til Syrien og resten til Syd Libanon. Og her var det så begyndelsen af et nyt liv af splittelse og ødelæggelse.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
