29. august 1943 – Oprøret der sejrede

Den 29. august 1943 tvang den danske befolkning ved sit modige oprør regeringen til at gå af og satte dermed en rød slutstreg under den samarbejdsvillige politik, som hav­de bastet og bundet det tyskbesatte Danmark til Hitler-Tyskland og nazisternes folkemorderiske krig.

I den første periode af den tyske besættelse af Danmark tog modstanden fastere form i takt med undertrykkelsen og den danske regerings samarbejdspolitik, – dvs. indordnings- og eftergivenhedspolitik. Den illegale presse gjorde et udmærket for­arbejde og var sandhedsfakler i dette ords bedste betydning, mens den legale presse uanset partifarve kørte løs for fulde omdrej­ninger ad Kapitulantvej og Kollaborationsal­lé.

Det var dog først og fremmest sabotagen imod den tyske krigsmaskine, som rejste modstandsviljen og i hurtigt tempo banede vej for det store oprør, der i sommeren 1943 bragte regeringen og samarbejdspolitikken til formelt fald. Det var i denne sommer, at begrebet folkestrejke blev skabt. Ved egen indsats og egen erfaring lærte en stor del af befolkningen, at det kan nytte at gå til mod­stand og at enhed og sammenhold kan ud­rette vidundere. Aldrig tidligere i danmarks­historien var det sket, at en regering blev sat på porten. Men det var resultatet af den storm, der fejede over en stor del af landet i 1943.

Det skal nok indskydes, at alt dette skete efter Stalingrad. Det var det store ven­depunkt, idet den tyske hær her blev knæk­ket så eftertrykkeligt, at den aldrig blev sig selv igen. Det foregik også på et tidspunkt, hvor f.eks. det »neutrale« Sverige nødtvun­gent måtte opgive den omfattende støtte til tyskernes krigspolitik og måtte ophæve den gældende tilladelse til tyskerne om at trans­portere krigsmateriel og soldater igennem Sverige til Østfronten. Tyskerne måtte også se sig slået af andre allierede tropper i Nord­afrika, ligesom der var sat en delvis stopper for de­res forbryderiske krigsførelse med Ubåde.

Alt dette skabte en optimisme og tro på nazismens nederlag og en bedre fremtid for menneskene – bar ved til det flammende modstandsbål, der prægede sommeren 1943.

Under besættelsen udgav modstandsbevægelsen en serie postkort: “Mænd der skal afregnes med” tegnet af Herluf Bidstrup. Prisen var 25 øre. – Her ses Scavenius.

Den 29. august 1943

Så dagen den 29. august vil for altid stå som oprørets og den militante befolknings sejrsdag over samarbejdsfolk, kapitulanter og forrædere.
Den 29.august 1943 var kulminationen på voldsomme begivenheder – især i provinsen – hvor ubevæbnede mennesker i titusindvis gik til åben modstand imod verdens mest brutale militærmagt og imod den tyske fascisme.
Den 29. august var den dag, hvor samarbejdsfolkene ikke længere var i stand til at tjene tyskerne.
Det var den dag, hvor den danske befolkning fyrede »sin« regering på gråt papir.

Læs også 29. august 1943 – Regeringen fyret på gråt papir

 

Ved 50 årsdagen arrangerede Aktive Modstandsfolk sammen med en række fagforeninger og antifascistiske organisationer en stor markering af dagen på Rådhuspladsen i København. Mere end 70 organisationer sluttede op.

Modstandsmanden Per Mortensen skrev dengang (i det antifascistiske tidsskrift Håndslag 3/1993): Her knyttedes trådene tilbage til 1943, hvor først og fremmest arbejderne foranstaltede de store, militante folkestrejker og tvang samarbejdsfolkene til retræte. Erfaringerne fra dengang har også betydning både nu og i fremtiden, nemlig at enhed og samarbejde smedes fra neden og at fagbevægelsen er kaldet til at være rygraden i folkets fælles kamp. Der er skabt sikkerhed for, at 29. au­gust er en uadskillelig del af arbejderklassens historiske erfaringer. Folkefesten manede til fortsat og intensiveret kamp imod nazisme/racisme, for Danmarks selvstændighed og for sociale fremskridt.

Erik Stinus (1934 – 2009)

Det store offentlige møde på Rådhuspladsen i København den 29. august 1993 blev indledt med en prolog – De gik –  af digteren og forfatteren Erik Stinus som blev fremført af skuespilleren Henning Jensen  Prologen er tilegnet aktive modstandsfolk.

De gik

De gik ud i gaderne
for at marcherende soldaters sang
ikke skulle være den eneste musik
under himlen
De gik,
nogle tøvende, andre altfor rask
ud i mørket
for at befolke det,
for at det ikke uindskrænket
skulle herske på Jorden.
De sagde mit land,
ikke fordi det stod over andre lande,
men fordi drømmen om det
var under angreb,
våben rettet imod den,
dens blod udgydt i den kolde sidste
nattetime før Solen stiger.
De sagde bror, søster, kammerater,
ikke blot i deres egen by,
deres eget land,
men, så de næsten kunne høre
og skelne dem,
række dem hånden gennem mørket,
overalt.
Dette herredømme havde bredt sig
ud fra parader og had.
Med knuste ruder, blod og grus
var det tromlet frem,
siden med ildregn
for at mørket kunne råde fuldkomment,
renset, uigennemtrængeligt, dumt.
For at ophæve mørkets lov
gik de ud i gaderne
mod de selvproklamerede renes planlagte
endelige udgang på historien.
De befolkede mørket
for at skrive på murene,
selv når de næppe turde tro hvad de skrev,
eller mørket bagfra
holdt dem i sit jerngreb,
sigtede på dem, isnende,
geværet med sin gloende kortvarige varme
tømte deres krop for varme:

Det gryr.
De havde levet hver for sig
bag de store døre og små døre.
Når de mødtes
forstod de kun med måde hverandre,
de havde aldrig ment
de skulle mødes på gaden
for andet end at nikke mut
eller blotte hovedet
i forbifarten.
De var de fleste og de få,
som enkle sange
og kunstfærdige sange, ikke engang
rimene havde de tilfælles.
Men de nægtede at leve på en tom Jord,
en udhulet, rungende Jord,
bajonetternes og støvlernes.
De nægtede at affinde sig med Jordens død,
stumhedens ekko,
askens kilometer af formørkelse,
skrækkens og skammens udslukte ansigter,
de gamles hjælpeløse flugt
for lavtstrygende fly,
børnenes rynker og grå hår,
sultens lange lige rækker
af skåle og kors.
Derfor gik de i gaderne,
derfor oversvømmede de landevejene
og markerne med sol,
gav fornuften nye navne:
brødre, søstre, kammerater,
kærlighed, elskede.
Og solen oversvømmede hærene,
kommandanterne der havde beregnet alt,
summen af den fortræd
de kunne forvolde,
antallet af dræbte, lemlæstede, flygtende,
ruinhobenes rumfang,
havde forsømt at gøre regning
på en sådan fjende.
Og hærene sank i sne og pløre,
i nyudsprunget løv.
De var ikke tænkere,
men de tænkte dybt.
De var ikke velopdragne,
men de gik ud for at bekæmpe
undertrykkernes, de dresseredes tanker,
børns tanker.
Fordi trældom bød dem imod
gik de ind i fangenskab,
fordi de ikke troede på våbenmagt
trodsede de døden.

Fordi de levede og døde, lever vi,
fordi de ikke var rene
overlevede daggryets renhed på Jorden,
overlevede synet,
åbnede sig veje, vi kunne gå,
stavede vi langsomt, med befriede hænder,
til en lykkeligere fortsættelse
af historien.
I lyset ophævedes fremmedheden,
for vi var alle fremmede,
alle omsider hjemme imellem hverandre,
kunne eventyret begynde.

Fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 1/1994


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne