Vi bringer her et uddrag fra en analyse af Grækenlands Kommunistiske Parti, KKE. Pladsen her tillader ikke at give analysen fuld retfærdighed, men den berører væsentlige spørgsmål, som også diskuteres herhjemme på den danske venstrefløj og i den revolutionære bevægelse.
Nogle kritiske bemærkninger om KKE
Af Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien
KKE er et parti med en militant holdning og praksis. Dets medlemmer udfører kamphandlinger mod den imperialistiske krig og NATO (såsom at blokere lastbiler lastet med våben til den ukrainske front), deltager i massestrejker som dem, der fandt sted i havnen i Piraeus mod lønnedgang, og de rammes af undertrykkelse fra den græske regering.
Vores kritik af KKE’s svagheder og fejl har derfor en anden karakter end den, vi retter mod revisionistiske partier, organisationer og strømninger, som er fuldstændig fremmede for arbejderklassens kamp. Det er faktisk en åben, loyal og broderlig kritik, som gavner arbejder- og kommunistbevægelsen.
På dette tidspunkt i historien er en af de vigtigste kampe, som marxist-leninister står over for, forsvaret af den leninistiske analyse af imperialismen mod multipolære forestillinger.
Multipolarismen benægter, at den rådnende, parasitære og krigslystne karakter i nutiden stammer fra monopolernes dominans og de imperialistiske magters kamp om opdeling af markeder, ressourcer og territorier. Den hævder, at dette udelukkende stammer fra handlingerne begået af en enkelt imperialisme – USA eller højst den euroatlantiske – og erstatter den materialistiske analyse med en idealistisk Kautsky-lignende tilgang, ifølge hvilken styrkelsen af de ”svagere” kapitalistiske poler og international konkurrence mellem røvere kunne fremme fred og udvikling og ikke krig og plyndring. (…)
Nødvendigheden af denne kritik stammer naturligvis også fra årsager relateret til udviklingen af kampen for kommunistpartiet i vores land. I Italien er KKE i lang tid blevet fremstillet som et stærkt antirevisionistisk, revolutionært parti, der forsvarer leninismen, af dem, der roser det (i vores land f.eks. FC-FGC, Kommunistisk Ungdomsfront), mens det bliver stemplet som dogmatisk og sekterisk med angreb fra højre fra tilhængere af russisk eller kinesisk imperialisme.
Mens kritikken fra højre er ren revisionisme, er den positive holdning til KKE ikke baseret på en objektiv analyse af KKE’s ideologi og politik, men snarere på et fænomen af ”at være tilhænger”. Men hvis man ser ud over sprogbarrieren og går mere i dybden med analysen, smelter argumentet om, at KKE er et ægte marxistisk-leninistisk parti, som dug for solen. (…)
Sekterisk avantgarde-teori
KKE taler om at »genopbygge arbejderbevægelsen og styrke klasseenheden gennem klasseorientering« og om sine bestræbelser på at opbygge en alliance »blandt offentligheden, arbejderklassen og fattige landmænd, småvirksomhedsejere, kvinder og unge fra familier, der tilhører forskellige samfundslag«.
Partiet hævder, at »under de nuværende forhold kommer denne alliance til udtryk i de forenede kampe og koordinerede aktioner, som PAME fører blandt arbejderklassen, PASY blandt landmændene, PASEVE blandt de selvstændige og byens iværksættere, MAS blandt de unge universitetsstuderende og OGE blandt kvinderne.« 1
Det kunne derfor se ud, som om der i Grækenland er skabt en ægte folkelig alliance, men en sådan situation har i virkeligheden aldrig eksisteret.
Det hævdes nemlig, at ”den sociale folkelige alliance har en antikapitalistisk og antimonopolistisk retning”, udelukkende fordi PAME, PASY, PASEVE, MAS og OGE er ”kampenheder”, der følger KKE’s linje. Der findes altså ingen ”social folkelig alliance”, men derimod en organisatorisk enhed mellem fagforeninger, ungdoms-, kvinde- og bondebevægelser, der fungerer som ”transmissionsremme” for KKE og/eller dem, der følger partiets linje.
KKE er ude af stand til at betragte revolutionen som en dialektisk proces med tilhørende klassealliancer og kvalitative forskelle afhængigt af det enkelte lands særlige kontekst; denne begrænsning er i et afhængigt land som Grækenland særligt alvorlig og kommer den imperialistiske monopolkapitalisme til gode.
Ved at erklære de sammenslutninger, som arbejderfagforeningerne er tilknyttet, for at være ”kompromitterede” og ”kollaborerende” i blok, uden at skelne mellem deres medlemsmasse og de kapitalistiske ledelser, og uden at forstå mulige interne dialektikker, har KKE dannet PAME, som fungerer som en separat national faglig koordinationsinstans.
Denne holdning har bidraget til at splitte arbejder- og fagbevægelsen. PAME har i påberåbelsen af en påstået klasse-renhed, idet den har udnævnt sig selv til faglig avantgarde, gennem årene ved adskillige lejligheder udøvet en praksis med splittelse og opløsning af arbejder- og massekampe og dermed spillet en negativ rolle i kampene ved at forsøge at kanalisere dem hen imod valgstøtte til KKE ved hvert valg, uden at arbejde for en klassealliance mellem arbejderklassen og de folkelige bevægelser under det kommunistiske partis politiske ledelse, men ved at svække og sabotere alt, hvad der ikke var et udtryk for KKE, og dermed fremmedgøre sig fra alle andre progressive kræfter og arbejdere.
»Revolutionens karakter er socialistisk«, siger KKE, og på dette grundlag er partier, bevægelser, fagforeninger og masseorganisationer, der ikke følger KKE’s linje, automatisk reformistiske og/eller borgerlige. De indgåede alliancer skal ifølge KKE være ”antikapitalistiske og antimonopolistiske”, og derfor bør de ikke indgås med andre kræfter, men tværtimod skal ”den sociale folkelige alliance” opbygges ved at vinde arbejderne for de ”avantgardistiske masseaktiviteter”, som er under KKE’s eksklusive kontrol.
En sådan vision lider åbenbart af doktrinær og sekterisk snæversyn i tilgangen til og løsningen af det kommunistiske partis politiske opgaver, som udformes på basis af stereotyper og forenklede skemaer, løsrevet fra klassens og massernes reelle bevægelse. (…)
Overlapning af strategi og taktik
KKE er ikke blot et parti uden et program med delmål. Hvis et kommunistisk parti forveksler sine medlemmers enhed med »en folkelig social alliance«, hvis det ikke i praksis stræber efter arbejderklassens enhed, hvis det ikke formår at gøre udviklingen af handlingsenheden til kompromisløs forsvar for arbejdernes interesser til det bærende element i sin taktik for en samlet klassefront og på dette grundlag opbygge en bred antiimperialistisk og antifascistisk alliance, hvis det erstatter alt dette med en separat gruppe af ”avantgarde-masseaktivister”, der er skabt inden for arbejderbevægelsen, så kan det, uanset hvad det pågældende parti hævder teoretisk, ikke fungere som arbejderklassens revolutionære klasseparti. Det betyder, at det svigter sine forpligtelser over for arbejderbevægelsen.2 (…) Partiets strategi og taktik er, fordi de specifikke forskelle er gået tabt, i det væsentlige identiske. (…)
KKE’s historiske rødder og ikke mindst dets manglende politiske ideologiske opgør med Khrusjtjov og den moderne revisionisme og de blodige spor, det trak i det græske kommunistparti, behandles i artiklen. Ligesom det anskueliggøres, at det ikke er spørgsmålet om at hænge fast i bagudskuende historiediskussioner, som marxismen-leninismens modstandere som regel hævder. Men at det både har store teoretiske og praktiske konsekvenser i opfattelsen af klassekampen, af arbejderklassens enhed og alliancer, af muligheder og strategi og taktik for revolutionen og mulighederne for gennemførelsen af denne.
Det siges bl.a. i afsnittet om KKE’s syn på de socialistiske landes historie:
KKE har siden 1995 gennemført en omfattende kritisk analyse af sin egen adfærd og af processen med genindførelsen af kapitalismen i Sovjetunionen. I disse analyser er partiet nået frem til overvejelser, der tilsyneladende er i tråd med marxismen-leninismen, såsom kritikken af den revisionistiske politik efter den 20. kongres (f.eks. teorien om fredelig sameksistens) og kritikken af de økonomiske teorier, der banede vejen for decentralisering og markedsudvikling (…) men betegner fortsat Sovjetunionen og Østeuropa som socialistiske lande frem til 1991.
KKE støtter denne falske opfattelse, som ikke tillader partiet at tage endeligt afstand fra sin skaber (Khrusjtjov-Bresjnev-revisionismen), der bevidst forveksler statskapitalismen med de socialistiske produktionsforhold. En opfattelse, der i øvrigt nikker til den trotskistiske teori om den ”degenererede arbejderstat”.
På baggrund af ovenstående afviser KKE også den marxistisk-leninistiske analyse, ifølge hvilken genindførelsen af kapitalismen i Sovjetunionen havde forvandlet landet til en revisionistisk og socialimperialistisk stormagt med en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik, der undergravede revolutionen.
En supermagt baseret på sovjetisk monopolkapitalisme, der markerede sig som et rovdyr, fast besluttet på at underlægge sig sine indflydelsesområder i konkurrence med USA. I stedet for at fordømme det roser KKE Sovjetunionens optræden i Tjekkoslovakiet, Afghanistan og så videre. (…)
Tesen om den imperialistiske pyramide
KKE hævder at have beriget den leninistiske analyse af imperialismen, som den anser sig for at være en tilhænger af.
For KKE er den imperialistiske karakter af det nutidige Kina og Rusland ganske klar. Desuden tager partiet afstand fra de neokautskianske teser, der benægter, at imperialismen er kapitalismens højeste og sidste udviklingsfase, og som hævder, at den er en politik, som finanskapitalen foretrækker (en forestilling, der tjener til at påstå, at imperialisterne kan føre en anden politik, en ikke-imperialistisk politik, der ikke er baseret på erobring og plyndring).
For at imødegå disse holdninger har KKE fremsat en kritik, der bygger på en opfattelse af det imperialistiske system centreret om en »pyramide«. Men som det ofte er tilfældet, er kritikken af det, der er forkert, ingen garanti for en korrekt holdning, og det skaber derfor forvirring i analysen af de imperialistiske træk, som Lenin har identificeret.
På baggrund af denne antagelse fremhæver KKE kraftigt imperialismens karakter som monopolkapitalisme (og fokuserer dermed på blot én af de fem grundlæggende økonomiske karakteristika ved imperialismen, som Lenin har beskrevet) og kommer frem til, at imperialismen ikke længere er et verdensomspændende system, hvor en håndfuld undertrykkende lande knuser og udnytter de afhængige lande (en kæde), men et verdensomspændende system i form af en pyramide, hvor imperialismen har omfavnet alle lande i verden, og hvor de antiimperialistiske kampe for national befrielse derfor ikke længere har nogen revolutionær betydning.
I Enhed og Kamp nr. 4, 2023 behandles tesen om ”den imperialistiske pyramide” omfattende her:
Kritik af ”det imperialistiske pyramideskema” – ENHED og KAMP
Endeløs forvirring i debatten om imperialisme – fra ”multipolaritet” til “pyramiden” – ENHED og KAMP
I nr. 2, 2024 behandles tesen om multipolarisme: Mod multipolarisme, for arbejderklassens internationalisme – ENHED og KAMP
Stadig forvridninger, tvetydigheder og forvirring
De alvorlige problemer, der er synliggjort med hensyn til KKE’s ideologi og linje, partiets tvetydige holdninger og de dybt rodfæstede revisionistiske tendenser, der aldrig er blevet opløst, skyldes partiets historie og den sammensatte og uensartede sammensætning af KKE’s medlemmer, hvor der findes en minoritet af militante, der henviser til marxisme-leninismen, sammen med revisionistiske, socialdemokratiske og trotskistiske strømninger, som passer godt sammen med analyser og opfattelser som ”folkenes Europa” og ”den imperialistiske pyramide”, der implicit benægter revolutionens sejr og indførelsen af proletarisk magt i et enkelt land.
Et slående eksempel på tvetydighed og fremmedhed over for marxismen-leninismen er også de nylige udtalelser fra Aleka Papariga, tidligere sekretær for KKE, om krigen i Ukraine, der defineres som en befrielseskrig mod den eksterne angriber, i modsætning til KKE’s holdning til krigen, selvom hun stadig er medlem af sit partis Centralkomité.3
Konklusioner
Den manglende overvindelse af det revisionistiske præg, som KKE har båret med sig siden 1955, har ikke gjort det muligt for dette parti at indtage revolutionære holdninger i tråd med proletarisk socialisme; dets teser og analyser er gennem tiden konstant blevet præget af denne faktor og dermed negativt påvirket.
Som vi har set, opstod og styrkedes det nuværende KKE under Khrusjtjovs og Bresjnevs ledelse, uden nogensinde helt at fornægte sin oprindelse, men ved gradvist at indarbejde elementer fra trotskismen og socialdemokratismen i sine holdninger og kun på en symbolsk og instrumentel måde at henvise til marxismen-leninismen og visse af dens skikkelser.
Det er ikke overraskende, at KKE i dag tager afstand fra den 20. kongres i SUKP, Sovjetunionens Kommunistiske Parti, hvorfra det i det væsentlige opstod. Intet revisionistisk parti i verden og ingen eksisterende ideologisk strømning forsvarer i dag khrusjtjovismen.
Men det betyder ikke, at de partier, der i årtier har tilsluttet sig den sovjetiske revisionismes holdninger, har foretaget en seriøs og omfattende selvkritik eller en indgående debat om problemernes oprindelse.
Tværtimod har en række revisionistiske partier rettet formelle, overfladiske og uvæsentlige kritikpunkter mod deres egen fortid og har i realiteten fastholdt og forsvaret deres egen revisionistiske linje.
Intet revisionistisk parti har foretaget en dybtgående kritik af begivenhederne efter den 20. kongres, af de ødelæggelser, som den moderne revisionisme har forårsaget, og som har været af langt større omfang end dem, der blev forårsaget af forræderne fra Den Anden Internationale. I bedste fald har disse partier forsøgt at frigøre sig fra visse hindringer og betingelser for at kunne fortsætte deres virksomhed.
Det KKE, vi kender i dag, har ganske vist gennemgået en alvorlig krise og undgået at blive omdannet til et åbent socialdemokratisk parti i begyndelsen af 1990’erne, men har dog endnu ikke gjort fuldt regnskab med de fejl, udeladelser og opportunistiske afvigelser, der i årtier fik partiet til at stille sig på side med Khrusjtjov, Bresjnev og Gorbatjov, som førte til socialismens fald i Sovjetunionen og de andre socialistiske lande, ligesom det endnu ikke har taget afstand fra de åbent revisionistiske og socialdemokratiske partier.
På det teoretiske plan er der talrige mangler ved dette parti: KKE reviderer den leninistiske analyse af imperialismen, den nationale befrielse, definitionen af fascisme, revolutionen, den videnskabelige socialisme og de socialistiske landes historie.
Det betyder ikke, at KKE ikke i visse situationer i klassekampen spiller en positiv rolle, der objektivt er i opposition til den internationale finanskapitaloligarki og den græske borgerskab. Det betyder ikke, at KKE ikke i visse øjeblikke og situationer kan udvikle eller deltage i initiativer, der bør støttes.
Men så længe KKE ikke fuldstændigt har renset sig for sine revisionistiske rester, så længe det ikke har taget et opgør med sin fortid og sin nutid, og så længe det ikke er konsekvent og sammenhængende i teori og praksis, kan det hverken repræsentere proletariatets generelle og historiske interesser eller fungere som et avantgardeparti i den internationale kommunistiske bevægelse.
På baggrund af disse overvejelser er det en alvorlig fejl at lade sig inspirere af KKE’s teser og holdninger til genopbygningen af det kommunistiske parti i Italien.
I stedet er det nødvendigt at gå videre med at bekæmpe disse forestillinger med fasthed og arbejde uophørligt for at forene de kommunistiske og revolutionære kræfter på grundlag af de marxistisk-leninistiske principper.
Arbejderklassen har mere end nogensinde brug for enhed blandt de oprigtige kommunister, det har brug for et politisk parti, der er uafhængigt af borgerskabet, ikke for enhed mellem kommunisterne og socialismens fjender, revisionisterne og opportunisterne.
Processen med at forene kommunisterne er uadskillelig fra dens ideologiske, politiske, programmatiske og organisatoriske grundlag. Den er tæt forbundet med kampen mod afvigelser, forfald og forvrængninger af marxismen-leninismen, som er manifestationer af den borgerlige og småborgerlige indflydelse på arbejderklassen, og som til enhver tid kan banke sig vej frem.
Kommunisternes enhed fremstår som målet og genstanden for en indædt kamp mellem arbejderklassens ideologi og alle andre ikke-arbejderklasse-tendenser.
Man må kæmpe mod fornægtelsen og karikaturerne af leninismen, mod dens reduktion til nogle få citater eller henvisninger uden forbindelse til helheden af teorien, strategien og taktikken i arbejderklassens frigørelsesbevægelse.
Den internationale kommunistiske bevægelse kæmper for at genfinde sin revolutionære enhed. Den tunge arv fra revisionismen, der førte til nederlaget for de første erfaringer med proletarisk socialisme, tynger stadig vores bevægelse, mens gamle og nye opportunistiske og socialdemokratiske afvigelser dukker op og skærpes i denne periode, der er præget af den imperialistiske krig, der udkæmpes i Ukraine.
Genopretningen af vores bevægelse kan kun ske som følge af en intens teoretisk, ideologisk og politisk kamp mod alle disse forvrængninger og afvigelser, baseret på forsvaret af de marxistisk-leninistiske principper anvendt på den konkrete virkelighed.
De kommunister, der kæmper for at give arbejderklassen sit eget uafhængige og revolutionære parti og for at styrke det internationale samarbejde mellem kommunistiske partier og organisationer på et solidt marxistisk-leninistisk grundlag, kan ikke unddrage sig opgaven med at skabe fuldstændig klarhed om imperialismespørgsmålet og det dermed nært forbundne spørgsmål om opportunisme.
Samtidig må vi kritisere og nedbryde alle de klichéer, der i vores land ofte gentages ukritisk, ligesom de fremmede elementer, der er indpodet i marxismen-leninismen, den forvirring og det eklekticisme, der kommer til udtryk på grund af manglende ideologisk uddannelse og manglende tilegnelse af den materialistiske dialektik.
Som kommunister (marxister-leninister) unddrager vi os ikke konfrontationen og den fælles handling for at støtte arbejderklassens og de undertrykte folks sag, men vi udvikler dette som et aspekt af den ideologiske og politiske kamp, som fremskridtet i kampen for arbejderklassens kommunistiske parti afhænger af.
Drevet af behovet for at rette vores indsats mod denne historiske opgave opfordrer vi til at studere de teoretiske og historiske spørgsmål og anvende dem på den aktuelle virkelighed, til at give plads til en åben debat, så der kan dannes klare holdninger til alle de grundlæggende problemer, og så der kan etableres en tilsvarende praksis, hvorved vi dermed skaber et mere solidt grundlag for sagen om forening af alle kommunister (marxister-leninister) på et mere solidt grundlag og befri os fra alle fordomme og revisionistiske afvigelser.
Noter
2) ”Den moderne sociale reformisme og KKE”.
3) https://youtu.be/Ny8sYAvoOQU?si=4FzydQdfSwJbnEyZ
Af Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien
November 2025, offentliggjort i tidsskriftet ”Teori og Praksis” nr. 34, januar 2026
Artiklen har været bragt i APK’s marxistisk-leninistiske magasin Enhed og Kamp. Se Enhed og Kamp nr. 2/2026
Se også APKs marxist-leninistiske magasin Enhed og Kamps hjemmeside. Her finder du også CIPOML’s engelsksprogede tidsskrift Unity & Struggle og danske oversættelser bragt i Enhed og Kam
Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
