18. maj og statens voldsapparat

Datoen 18. maj trækker skygger til statens undertrykkelsesapparat. I 1993 hvor politiet affyrede 113 skud mod en demonstration af unge EU-modstandere. I 2003 sendte Anders Fogh Danmark officielt i krig mod Irak. Ingen er stillet til ansvar for nogen af delene.

To gange inden for de sidste 10 år har folketingsflertal dikteret flertallet af befolkningen en politik af de største konsekvenser imod dens vilje:

Den 18. maj 1993 dekreteredes omafstemning om Maastricht-traktaten, der bandt Danmark til opbygningen af Den europæiske Union som en ny imperialistisk supermagt med fælles regering og statsapparat, fælles valuta o.s.v. I 1992 sagde danskerne klart Nej til Unionen – i maj 1993 manipuleredes Danmark med ved omafstemningen.

Den 18. marts 2003 meddelte den danske regering, at den sendte Danmark i krig – for første gang i halvandet århundrede. Danmark blev aktivt krigsførende i strid med international ret og FNs charter – og mod et flertal af danskernes holdning.

I begge situationer blev statens undertrykkelsesapparat taget i anvendelse mod den uundgåelige protest mod voldtægten af det borgerlige demokrati.

Den 18. maj 1993 blev en demonstration af, at politiet er parat til at skyde og dræbe demonstranter. 113 skud blev affyret mod en gruppe unge EU-modstandere, som havde samlet sig på Skt. Hans Torv på Nørrebro i protest mod det manipulerede resultat af omafstemningen. 13 mennesker blev såret af skud – heraf nogle, der blot var tilskuere til urolighederne. Ved et rent mirakel blev ingen af dem dræbt. For første gang siden den tyske besættelse blev der skudt direkte ind i en folkemængde.

Ingen politikere er blevet draget til ansvar 10 år efter. Ingen politifolk er blevet straffet. Løgnagtige undersøgelsesrapporter blev produceret over en lang årrække, tilbagevist – og til sidst blev hele sagen arkiveret lodret.

Det juridiske opgør med demonstranterne, som havde kastet med brosten, gik derimod sin gang. Op til et års fængsel for nogle af brostenskasterne.
Skuddene var – hvad der aldrig er blevet fastslået officielt – en provokation iværksat af en gruppe urobetjente, som havde deres egen regning at gøre op med demonstranterne. Den officielle konklusion blev, at politiet var for dårligt udrustet til at kontrollere demonstranter – og det er siden blevet oprustet i en sådan grad, at selv gigantprotester vil kunne undertrykkes af statens magtapparat. Det blev mobiliseret til demonstrationerne omkring det danske EU-formandskab, og ikke mindst topmødet i december 2002, hvor nye politiprovokationer fandt sted – uden at de demonstrerende denne gang lod sig provokere.

For en hel generation af unge blev den 18. maj 93 en demonstration af, at statens voldsapparat i sidste ende er til for at blive sat ind mod befolkningen. At den politiske protest har meget snævre rammer – og går man til grænsen, vanker der fængsel eller massakrer.
Senere er der igen blevet skudt mod politiske demonstranter i Unionen – i Genoa, hvor Carlo Giuliani blev dræbt, og i Gøteborg, hvor kun held forhindrede, at demonstranters liv gik tabt.

 Den 18. marts 2003 går det officielle Danmark i krig. Titusinder har demonstreret landet over i den mest omfattende protestbevægelse, landet har set i årtier. Millioner har været på gaderne overalt i verden. Den danske regering har lurepasset og ikke meldt ud, at den har aftalt med Bush’s USA at blive aktiv krigsdeltager. Da stats- og udenrigsministeren vil meddele dansk krigsdeltagelse på et pressemøde, bliver de overhældt med økologisk rød maling, symboliserende det blod, de vil få på hænderne.

Mere end 5000 civile irakere blev dræbt under de påfølgende kamphandlinger, mange tusinder flere er gået til af krigens følgevirkninger af sygdomme og mangel på behandling. Blodet på Anders Foghs og Per Stig Møllers hænder sidder fast og vil aldrig blive vasket af.

Og statens undertrykkelsesapparat gik i gang igen, akkompagneret af en villig lakajpresse, der søgte at fremstille den ikke-voldelige og symbolske aktion i folketinget som en terroristhandling.

De formastelige maleraktivister, som protesterede mod en ulovlig krig og ulovlig krigsdeltagelse og mod voldtægten mod flertallet af befolkningen, er blevet sat til at rådne op i et fængsel, varetægtsfængslede i 2½ måned før retssagen – og med udsigt til en langvarig dom. Der skal sendes ‘et klart signal’ (som anklageren siger) om at grænsen for politisk protest er overskredet med mange længder, når statsministeren drypper af maling (ikke af blod). Kravet er en langvarig fængselsdom.

Selvfølgelig har man forsøgt at fremstille den 18. maj som en voldelig protest og skuddene mod mængden som ‘nødvendige’ afværgeforanstaltninger. Der var ikke et gran af vold i maleraktionen. Og statens undertrykkelsesapparat reagerer hårdt og massivt. “Vold” eller ikke-vold: Det er lige meget. Det er selve den politiske protest, den opfatter som kriminel og til at blive behandlet efter den skærpede terrorlovgivning.

At drage konsekvenserne af den erkendelse er nu op til endnu en ny ungdomsgeneration og en gigantisk antikrigsbevægelse, som har udviklet sig mod den imperialistiske globalisering, den amerikanske imperialisme og monopolernes EU og deres ægtefødte afkom: de blodige røver- og kolonikrige.

Kommentar, Klaus Riis

Kommunistisk Politik 11, 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater