Det socialistiske menneske – oplæg på APKs novemberkonference 2022

Det socialistiske samfund vil være et samfund med en kæmpe skaberkraft. Også med helt nye muligheder for udvikling for det enkelte menneske. APKs Novemberkonference havde i år temaet socialisme i Danmark.

Af Lisbet Bonde, APK

Der findes utallige beretninger fra folk fra mange lande om udviklingen og livet i Sovjetunionen efter revolutionen. Bl.a. vores store arbejderforfatter Martin Andersen Nexø skrev begejstret om det nye liv.

Udviklingen af den nye situation baserer sig på samfundsvidenskab og videnskab om mennesker.

Tidligere i historien blev der også frigivet en masse skaberkraft og udvikling som resultat af samfundsomvæltninger.

Fx ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme, pludselig var kapitalismen fri til at udvikle sig.

Det var en udvikling der nok var progressiv for alle set i historisk lys, men den menneskelige, personlige udvikling nåede kun kapitalistklassen og dens støtter.

Først med socialismen kommer et samfundssystem, hvor fremskridt og udvikling inddrager alle mennesker.

Den kapitalistiske produktionsmåde og samfundssystem holder mennesker nede.

Millioner verden over holdes endog som slaver, det gælder også nogle kvinder og migrationsarbejdere i Danmark.

Arbejderklassen og alle arbejdende har ingen del i arbejdets organisering og samfundets styre.

Vi skal makke ret, knokle, stresse og holde kæft.

En håndværker kan rive sig i håret over forkerte arbejdsgange, forkert brug af materialerne, af uværdig behandling. Det samme kan skolelæreren, sygeplejersken, kassemedarbejderen, buschaufføren.

I modsætning til hvordan mennesket kues og behandles under kapitalismen, vil socialismen frisætte den menneskelige skabertrang, nysgerrighed, virkelyst.

Socialismen vil betyde en øjeblikkelig begejstring, offervilje, eksplosion af ideer.

Ingen bånd vil binde menneskenes ideer. Ideer og forslag både på arbejdspladserne og i forskningen vil kunne afprøves, tusinder nye ideer vil opstå.

I børnehaver, skoler, arbejdspladser, universiteterne vil kræfterne blive sat ind på udvikling af bedre fødevarer, bedre natur- og klimabeskyttelse, bedre sygdomsbekæmpelse og forebyggelse. Nu hvor alt ikke længere er indrettet på at skaffe en lille gruppe monopoler superprofit.

Børn, unge alle mennesker vil kunne stortrives med nye mål i livet, en meget mere meningsfuld tilværelse end den, hvor enhver skal være sig selv nærmest.

Det enkelte menneskes potentialer vil blive udløst og udviklet helt anderledes end det sker i dag.

Som vi synger i Internationale:

”For at knuse tyvene vi føder, for at fri vor bundne ånd, vi puste vil til essens gløder, og smede med en senet hånd.”

Hvert eneste menneske kan udvikle sine evner i mange retninger, der vil blive en meget mindre skelnen mellem håndens og åndens arbejde, da alle kan lære at mestre begge dele. Og begge dele vil blive indført i den enkeltes arbejdsliv og væren.

Arbejderklassens stat og hele det socialistiske samfund vil opdrage og opmuntre børn og voksne i socialismens videnskab, menneskesyn og værdier.

Arbejdersolidaritet, ægte ligeværd og lighed mellem kvinder og mænd, solidaritet med alle folkeslag, antiracistisk og antifascistisk, at blive medlevende demokratiske borgere, at bidrage til opbygningen af det socialistiske samfund til udviklingen af videnskab, kultur, til sammen at tage kampen op mod klimaskader og skader på naturen og mod imperialismens ødelæggelser.

Stalin skrev konkret om kvindernes frigørelse:

Det blev klart for alle, hvilken kraft den arbejdende kvinde er blevet hos os, hvor højt hendes stemme lyder, hvor kraftigt hun tager fat ved den socialistiske omformning af hele landet. Man kommer uvilkårligt til at tænke på de ord, som Lenin sagde i 1919 i artiklen “Det store initiativ”:

“Tag kvindens stilling. Ikke et eneste demokratisk parti i verden, ikke en af selv de mest fremskredne republikker har i århundreder i denne henseende gjort blot en hundrededel af det, som vi allerede i det første år af vor magt har gjort. Vi har bogstavelig talt ikke ladet sten på sten tilbage af de nederdrægtige love om kvindens ulighed, om skilsmissevanskelighederne, om de til skilsmissen knyttede ynkelige formaliteter, om ikke-anerkendelsen af børn uden for ægteskab, om opsporen af deres fædre osv., af de love, hvis rester endnu træffes talrigt i alle civiliserede lande til skændsel for bourgeoisiet og kapitalismen. Vi har tusinde gange ret til at være stolte af det, som vi har præsteret på dette område.

Men jo renere vi rydder jorden for de gamle borgerlige loves og institutioners skrammel, desto klarere er det blevet for os, at dette kun er rydning af jorden til bygningen, men endnu ikke bygningen selv.” (Samlede værker, bind 24).

I den første lange tid vil der være rester af borgerskabet, arbejderaristokrater men også en række småborgere, som vil forsøge at undergrave og sabotere socialismen. Det vil hele samfundet være årvågen overfor og sætte ind imod.

Der vil være mange rester af tankegangen fra kapitalismens tid i hovederne på os alle sammen.

Først og fremmest skal alle bidrage til og udvikle sig gennem deres arbejde og deres demokratiske deltagelse i organiseringen af arbejdet og af opbygningen af ens kvarter og lokalsamfund.

Alle vil blive tilbudt at studere og dygtiggøre sig teknisk og bogligt som en del af arbejdsugen.

Alle kan deltage i, bidrage til og opleve kultur.

Så snart situationen tillader det, vil arbejdstiden blive sat ned, så man netop kan studere, arbejde med kultur og opbygningen af samfundet og have det familieliv man ønsker.

Nadesjda Krupskaja, var med til at forberede revolutionen og til at opbygge socialismen. Hun oprettede Komsomol og børnenes pionerorganisation. Hun er kendt for udviklingen af biblioteksvæsenet og det sovjetiske uddannelsessystem.

Krupskaja skrev bl.a. om, hvordan børnehaver og andre steder, hvor børn voksede op, skulle indrettes med vægt på at bringe skønhed ind i børnenes liv, at omgive børnene med skønhed for at bidrage til deres udvikling til smukke mennesker.

Noget af den samme tankegang lå bag opførelsen af den enestående metro i Moskva. Europas første. Det var arbejdernes samfund, så skulle det også være arbejdernes metro.

Udsmykning som før var forbeholdt adelens og Zarens paladser, skulpturer, malerier, mosaikker, lysekroner blev nu brugt på metroens stationer.

Efter Zarens terroristiske regime, efter revolutionen og efter imperialistmagternes interventionskrige levede der hundredtusindvis af forældreløse børn og unge. De vandrede på landevejene og overlevede kun gennem kriminalitet, overfald, mord, indbrud.

….Anton Makarenko påtog sig opgaven at give nogle af de børn et hjem og socialisere dem, gøre dem til socialistiske borgere.

Man kan læse i hans bog, Vejen til Livet, om dette kæmpe store arbejde. Han formår med en kæmpe tillid til drengene om at de alle har et potentiale at udvikle, og med kombinationen af teori, skoling og praktiske opgaver med at sørge for mad, håndværk osv. til kolonien, at udvikle børnene.

Den dag i dag kan pædagoger og lærere lærer meget af Makarenko.

Da han af områdets skoledirektør, i øvrigt Ukraine, bliver bedt om at påtage sig opgaven, siger direktøren:

“Det vigtigste er, at det ikke bliver sådan en opdragelsesanstalt for mindreårige forbrydere. Det skal være social opdragelse forstår du… Vi har brug for rigtige mennesker, Sovjetmennesker.”

Makarenko skriver, at de i flere år ønskede at få en ungkommunist afdeling på hjemmet, men de omkringliggende Komsomol afdelinger ville ikke organisere nogle af de unge, da de var kriminelle.

Så kommer de i forbindelse med det lokale KGBs ungkommunister, som siger sikke noget pjat og snart får organiseret en Komsomol afdeling på kolonien til stor stolthed for hele kolonien.

Anker Holm får det sidste ord, her fra hans vidunderlige bog, De røde vender altid tilbage, om Moskvas metro:

“Karakteristisk for socialismen drejede det sig ikke bare om tidsforkortelsen frem til arbejdet, men i allerhøjeste grad om kultur, som skulle befæste selvværd, stolthed og arbejdsglæde.

Hvorhen øjet rakte i Moskvas berømte metro – udover marmorbelagte perroner – var der kunstværker i relief, inspireret af socialrealismen, som genspejlede arbejderkvinder og mænds aktuelle heroiske indsats i kampen frem mod kommunismen.

Smukke omgivelser til smukke mennesker.”

Og allersidst: Jeppe Aakjær:

Med det gamle samfunds port på ryggen

lejrer vi os i en verden ny,

og mens tågen letter, smiler lykken

fra det nye samfundsgry.

Læs også

Revolution – vejen til socialisme
Af Nikolai Aamand (DKU)

Et socialistisk Danmark – Konference og kulturaften den 5. november

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne