Baseaftaler ’Minsk-er’ suveræniteten

Når et lille land binder sig op med baseaftaler med en stormagt så ligger land og territorium åbent for den larmende storebror, som ser sit snit til at tage sig friheder på lillebrors bekostning. Hviderusland/Belarus’ skæbne bør stå som en advarsel. En udvikling fra et selvstændigt land til en stormagts vasal. Samme skæbne truer Norge såvel som Danmark.

Lukasjenko i forhandlinger med Putin 17. februar. Officielt foto fra president.gov.by

Af Jan R. Steinholt

Baseaftaler ’Minsk-er’ suveræniteten

Hviderusland/Belarus har længe prøvet at modsætte sig baseaftaler med Rusland, men sidder nu i fælden. Norge (og Danmark/red) er i fare for at havne i en lignende fælde gennem den nye baseaftale med USA.

Der er mange forskelle på Norge og Belarus. Men begge lande har det til fælles, at de mere eller mindre modvilligt bliver til vasaller for hver sin stormagt.

Rusland og Belarus har været militære alliancepartnere siden Aleksandr Lukasjenko kom til magten i 1994. Rammen har været Rigsfællesskabet af uafhængige stater (Commonwealth of Independent States – SNG) og senere Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO). Sidstnævnte blev dannet i 2002 og omfatter udover Rusland og Belarus flere tidligere sovjetrepublikker i Centralasien og Kaukasus.

CSTO har mange lighedstræk med NATO, men har ikke været brugt i almindelige kampoperationer. Årsagen er primært mangel på fælles politisk vilje, især fra russisk og belarusisk side. De to medlemslande Tadsjikistan og Kirgisistan havde i 2021 en grænsekonflikt mellem hinanden uden involvering af CSTO. CSTO kom heller ikke Armenien til undsætning under krigen mod Aserbajdsjan i 2020.

Modvilje i Minsk

Belarus har været en bremse for at tillade sine tropper at deltage i udenlandske missioner. Dette har ændret sig hurtigt, da landet har følt sig tvunget til at bede storebror Rusland om beskyttelse, især i den nye spændte situation i Europa. Minsk reagerede overraskende hurtigt, da sikkerhedsrådet i CSTO besluttede at sende ’fredsbevarende styrker’ for at kvæle optøjerne i Nur-Sultan (Astana) og Almaty i Kasakhstan i begyndelsen af januar. En luftbåren brigade til særlige missioner rejste til Kasakhstan samme dag.

Ud over SNG og CSTO har Belarus en række bilaterale militæraftaler med Rusland. Unionsstaten Rusland og Hviderusland har siden 1999 været rammen om en gensidig forsvars- og sikkerhedspagt med forpligtelser svarende til NATO-pagtens artikel 5. Fælles forsvarspolitik, fælles brug af militær infrastruktur, koordinering af grænsekontroller indgår i rammen for Unionsstaten. Dertil kommer der bilaterale aftaler om et fælles luftforsvarssystem, fælles øvelsesrutiner og kommandostrukturer, hvis et af landene bliver udsat for angreb.

Parallellerne til Norges aftaler med såvel NATO som USA stopper her. Belarus har også fastholdt sin ejendommelige variant af den norske basepolitik. De har ikke ønsket permanent stationering af fremmede tropper på egen jord. Rusland har længe presset på for at få oprettet en permanent militærbase på belarusisk territorium. Lukasjenko har gjort modstand.

Modstanden fra Minsk har været så stærk, at Rusland undtog belarusisk territorium, da landet reagerede på NATO’s opbygning af styrker i de baltiske lande og Polen i 2016 med indsættelse af styrker og materiel. Hverken Rusland eller Belarus anser anlægget i Vileyka til kommunikation med ubåde eller radarsystemet for tidlig varsling ved Baranovitsji for at være sådanne baser.

Det er nogenlunde som da Norge og USA ikke vil nævne Vardø-radaren eller U.S. Marines’ aktiviteter på Værnes som baser. I begyndelsen af marts 2021 gik Minsk med til at etablere et fælles træningscenter for kampflyvetræning i Grodno-regionen.

Belarus er i gang med at udskifte sine gamle Mig-jagerfly med russiskbyggede Sukhoi-30, men har i øjeblikket et relativt svagt luftvåben. Russiske fly patruljerer derfor jævnligt landets luftrum på rotationsbasis, altså uden en permanent flybase. Lyder det bekendt?

Skaber gensidig afhængighed

På samme måde som Norge er afhængig af amerikansk flyteknologi, er Belarus afhængig af russisk. Og til en vis grad omvendt. Norske våbensystemer indgår i flere typer amerikansk militærudstyr. Rusland er dog endnu mere afhængig af visse typer optisk-elektronisk udstyr og avanceret chassis til mobile affyringsramper leveret af den belarusiske industri. Russiske forsøg på at sikre sig kontrol over den belarusiske maskinindustri gennem opkøb eller fusioner med russisk industri har slået fejl.

I årevis, og især efter protesterne, der fulgte efter det seneste præsidentvalg, har Belarus været i klemme mellem EU på den ene side og Rusland på den anden. Lukasjenko har forsøgt at balancere, men skruen er blevet strammet fra begge sider og nået et foreløbigt klimaks, da Rusland brugte en fælles øvelse og belarusisk territorium til at invadere Ukraine 24. februar i år.

Belarus er nu ved at blive et russisk militærdistrikt. Den strategiske tænketank European Union Institute for Strategic Studies beskriver udviklingen i et særskilt notat.

Fjerner a-våbenforbud og baserestriktioner 

Helt frem til den sidste forfatningsændring – vedtaget ved en folkeafstemning den 27. februar – har Minsk også erklæret sig som en atomvåbenfri stat, og landet har også gjort krav på sin ’neutralitet’ på trods af forsvarspagten med Rusland og CSTO. Begge disse formuleringer forsvandt ved den forfatningsændring, der kom få dage efter den russiske invasion af Ukraine.

Det er stadig uvist, om belarusiske soldater faktisk deltog i den russiske invasion af nabolandet Ukraine. Under alle omstændigheder har krigen ført Belarus endnu dybere ind i Ruslands favn. Moskva har været i stand til at stramme nakkegrebet om Minsk ved at udnytte bilaterale aftaler om fælles øvelsesaktiviteter, ’roterende’ styrkedeployeringer og beskyttelse af luftrummet.

Støre (Norges statsminister, red) og Lukasjenko har måske ikke så meget til fælles. Men begge statsoverhoveder lader deres land og territorium stå åbent for en larmende storebror, som ser sit snit til at tage sig friheder på lillebrors bekostning. Belarus’ skæbne bør stå som en advarsel.

Den bilaterale baseaftale med USA, der kommer op i Stortinget før påske, giver USA jurisdiktion over norsk territorium. Aftalens ordlyd om ’tæt samarbejde og løbende konsultationer mellem de norske og amerikanske myndigheder’ er omtrent ligeså lidt værd som lignende formuleringer i aftaler mellem Rusland og Belarus.

Et norsk nej til baseaftalen med USA vil være et lille, men vigtigt skridt for at afværge, at Norge ender som en vasalstat og springbræt for USA.

Af Jan R. Steinholt

Originalartikel fra tidsskriftet Revolusjon, Norge: Baseavtaler ‘Minsk-er’ suvereniteten


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater