Havnestrejkerne 1982/83 – kampens vej

Politiet i Aalborg forsøger at bryde havneblokaden

Havnearbejdernes mere end 10 uger lange strejke tilbage i 1982-83 var en af de mest militante landsomfattende strejker i årtier i Danmark. Den samlede mere end 2.000 havnearbejdere fra 19 forskellige havne til en fælles kamp imod VCQM-regeringens reaktionære angreb på dagpengene. Den udløste og udviklede en kampenhed og solidaritetsbevægelse i hele arbejderklassen og mobilerede en af de største generalstrejke- og protestdag undervejs. Den overvandt i det lange løb mange alvorlige kriser og vanskeligheder, der gav nye vigtige kamperfaringer til de efterfølgende, kampe, strejker og aktioner. Den var og er af betydning for hele arbejderklassens kamp mod hele den kapitalistiske udbytning og borgerskabets kriseoffensiv.

Tirsdag d. 6.december 1982 nedlagte havnearbejderne i Århus arbejdet i 24 timer i protest mod dagpengelovene. Havnene var store vigtige arbejdspladser, havnearbejderne var løsarbejdere ligesom dagens moderne daglejere på 0-timers kontakter. Med den nye dagpengelov blev bl.a. muligheder for supplerende dagpenge for manglende arbejdstimer forringet.

De strejkende krævede regeringens indgreb i arbejdsløshedsunderstøttelsen taget af bordet og udsendte en opfordring til havnearbejdere i hele Danmark til at følge deres eksempel og gennemfører strejker, arbejd-langsomt-aktioner, nægte overarbejde osv. Dermed trodsede de SID (i dag 3F) ledelsen og en række fagforeningsledere, der havde besluttet at pålægge havnearbejderne at vente og kun lave en tidsbegrænset to-dages aktion ugen efter. Havnearbejderne, der havde fingeren på pulsen, besluttede i stedet at gå i strejke på det tidspunkt, hvor alle var i arbejde og der var mange skibe i havnene.

Tirsdag d. 13. december er alle store havne i strejke. Dagen efter vælger havnearbejderne et landskoordineringsudvalg til at samle aktionerne. 15. december danner søfolkene en støttegruppe i Esbjerg. 20. december opfordrer havnearbejderne i Århus til at der dannes strejkestøttekomiteer. Og de første blokader mod den skruebrækkervirksomhed som politiet beskytter, etableres. 22.december rydder en større politistyrke Esbjerg Havn og blokaderne ved DFDS. Flere havnearbejder bliver skambidt af politihunde. Søfolkene på DFDS nægter at arbejde, så længe politiet er på havnen. 27. december bliver havnearbejder Kaj Aage Nielsen fra Ålborg myrdet på Hirtshals Havn. Det vækker vrede og sorg over hele landet. Arbejdet bliver straks nedlagt på fabrikkerne i Hirtshals. Havnestrejkerne udvides til over 30 havne. 28. december demonstration foran arbejdsuretten i København. Strejkestøttearbejdet tager mere organiserede former og svenske havnearbejdere nægter at rører dansk gods. Resten af ugen afholdes der tillidsmandsmøder i de store byer.

1.januar træder de reaktionære dagpengelove i kraft. 3. januar demo foran Arbejdsministeriet, hvor Arbejdsministeren mødes med SID-toppen og repræsentanter for havnearbejderne. Ministeren afviser blankt. 4. januar Kaj Aage Nielsen bliver fulgt til graven af over 4.000 arbejdere fra hele landet. Samtidig lå næsten alle fabrikker stille i Ålborg. SiDs formand Hardy Hansen truer gennem udtalelser i pressen med at ekskludere de strejkende havnearbejdere. Arbejdsministeren forslår en dispensation, at dagpengelovene udsættes 2 måneder, og ønsker havnearbejderne fastansat med fyring af 50-70% af arbejderne til følge.

Havnearbejderne står overfor en samlet front af VCQM-regeringen, Socialdemokratiet, fagtoppen, og staten med dens politibrutalitet. Hvad vælger de?
5.januar falder havnearbejdernes svar: Ingen dispensation – vi forsætter til loven er taget af bordet! Esbjerg-arbejderne får støtte fra andre havne til at standse eksportfragten til England. Blokaderne gør strejken 100% effektiv. Britiske havnearbejdere støtter og nægter at røre dansk gods.

Opbygning enheden i kamp
Ved at rejse det fælles krav ”Loven af bordet!” kunne havnearbejderne gradvist opbygge ikke bare enheden blandt dem selv som en kerne i strejken, men også bredt ud i arbejderklassen. Det blev et fælles politisk krav. Det gjorde, at især søfolkene, arbejdere i fiskeindustrien og andre industrier i havnebyerne blev aktivt inddraget, nedlagde arbejdet undervejs og tog del i blokaderne, men også mange andre grupper af privat-og offentligt ansatte og arbejdere.

Århus 28. januar 1983 omkring 10.000 arbejdere i strejke gennem byen

Havnearbejderens Koordinationsudvalg skriver bl.a. i deres opfordring til generalstrejkedag d. 28. januar ”Disse forringelser rammer ikke kun havnearbejderne, men hundredtusinder af arbejdere i hele landet indenfor mange fag….Denne opfordring sker for at vise regeringen, at vi ikke kun kæmper havnearbejdernes kamp, men hele befolkningen kamp.” (Havnearbejdernes opråb til alle danske arbejdere, 19.januar 1983).

Havnearbejdernes kampvilje og stædighed gav stødet til opbygningen af en omfattende solidaritetsbevægelse i arbejderklassen. Tusinder af arbejdere gav en stor økonomisk støtte, der blev organiseret på arbejdspladserne og i lokalområderne, hundrede deltog i blokaderne. Strejkestøttebevægelsen blev organiseret i strejkestøttekomiteer, der ikke mindst var med til at bryde igennem den hysteriske og løgnagtige medie- og propagandakampgane, der blev ført.

Daværende statsminister Schlüter tordnede frem med, at havnearbejderne var gangstere og kriminelle, der handlede uansvarligt og mod landes love. Men det var Schlüter og hans regering, der handlede som gangstere og kriminelle. De forsøgte i forbund med borgerskabet at drukne strejken i politibrutalitet, at fremprovokere vold og terror med politiprovokatører, som det f.eks. blev afsløret i Padborg. Det var regeringen, staten og dens voldsapparat, der dræbte 2 havnearbejdere i kampens løb.

Havnearbejderne handlede ansvarligt og loyalt overfor arbejderklassen og gennemhullede snakken om, at landets demokratiske love var blevet brudt. Blokadecirkulæret der forbød fysiske blokader har aldrig været demokratisk, heller ikke skruebrækker virksomhed under politibeskyttelse. Det tjener kun til at holde arbejderne nede.

Strejken måtte udvides
I takt med at kampen trak ud indstillede havnearbejderne sig på en langvarig kamp og dens betingelser, hvor det blev det stadig mere nødvendigt at solidaritets- og strejkebevægelsen fik en større bredde og slagkraft.
Mange havnearbejdere og andre arbejdere stillede store forhåbninger til fagforeningslederne i LO (i dag FH). Socialdemokratiet og LO og særlig SID-lederne havde allerede fra start gjort det klart, det de ikke ville røre en finger for havnearbejderne. Deres parlamentariske ”loyale opposition” til regeringen betød, at de arbejdede for at kampen ikke skulle udvikle sig, så regeringen skulle blive tvunget til at trække lovforslaget tilbage. Allerede i december anbefalede SID-toppen regeringens rådne kompromis om 2 måneders dispensation for havnearbejderne mod fyringer af over halvdelen. Det var havnearbejdernes store fortjeneste, at de ikke lod SID toppen forhandle alene på deres vegne, men selv havde repræsentanter med ved forhandlingerne og afviste det forræderiske udspil.

Regeringen fasthold sin konfrontationskurs, optrappede hetzen og politibrutaliteten. Behovet for at udvide solidaritets-og strejkebevægelsen var akut. Forhåbningerne blev stillet til de lokale fagforeningsledere og særligt til DKP’s Overenskomstkampagne 83. Arbejdsgiverne, regeringen og fagtoppen gjorde store anstrengelser for at få stoppet strejken inden urafstemningerne omkring de nye minusoverenskomster.
Men støtten fra OK 83 blev aldrig til andet end ord. Den blev aldrig omsat til handling, selvom angrebet på dagpengepengene og minusoverenskomsten var del af samme reaktionære krisepolitik. De kaldte sig ”revolutionære” men de mobiliserede ikke deres medlemmer til at deltage i den fælles kamp, eller deltage i blokadekampene.

Da havnearbejderne tog det rigtige og modige skridt at indkalde til en generalstrejkedag d. 28. januar for at overvinde isolationen – for at få skabt den nødvendige strejke-og solidaritetsbevægelse Hvad gjorde de så? De fordømte det, gik åbent ud imod det og kaldte det et utilladeligt ”proklamatorisk” skridt, som ikke kunne og måtte tages udenom LO ledelsen. De omdøbte dagen til en ”aktionsdag”, der skulle gøre den til en tom engangs manifestation og ikke udvide kampen. Og det blev klart for den, der ville se, hvor de stod.

I modsætning til denne politik til støtte for reformisterne i fagbevægelsen stod RFO, Den revolutionære fagopposition, der var aktiv under hele strejken, ikke mindst i at udvide og organisere udvidelsen af strejken og støttearbejdet.
Dagen før generalstrejkedagen indrykkede SID toppen og Hardy Hansen en annonce i de såkaldte arbejderaviser Aktuelt og Land og Folk, hvor han under overskriften ” Arbejdet må genoptages nu” optrykte Arbejdsurettens dom, om at havnearbejderne skal standse strejken. Og Hardy Hansen tilføjer at ”konflikten er skadelig for vort samfund, for vores arbejdspladser, men også for de faglige organisationers troværdighed.”

Det lykkes ikke umiddelbart for fagtoppen at få lagt strejken ned der. Strejkedagen d. 28 blev omfattende, i mange byer større end under de store demoer i oktober året før mod den borgerlig-socialdemokratiske krisepolitik. Sammen med havnearbejderne strejkede bl.a. værftsarbejderne, slagteriarbejderne, arbejderne i fiskeindustrien, renovation, byggeri, bryggerier, grafiske virksomheder, lagerarbejdere, stilladsarbejdere og postarbejdere. Den store opslutning, da der blev kaldt til generalstrejkedag, viste tydelig nok, at arbejderklassens bevidste og militante dele var indstillet på at gå til kamp, var indstillet på at følge havnearbejdernes eksempel.

I mange byer demonstreres der videre mod den optrappede politivold og at nu også militærpoliti, der blev sat ind for at bryde blokaderne. På B&W skibsværft lockoutes 1.700 arbejderne efter de i solidaritet med havnearbejderne havde nægtet at arbejde under politibeskyttelse. Hver gang politiet nærmede sig værftet hylede alle kranernes sirener, arbejdet blev nedlagt og arbejderne forsamledes i marketenderiet. Lockout provokationen var arbejdsgivernes reaktion på, at B&W arbejderne havde udstyret blokadevagterne med B&W kedeldragter, så de kunne forsvinde i mængden af B&W arbejdere, når politiet dukkede op for at arrestere havnearbejderne på blokaden og blev ved med aktivt at støtte havnestrejken .

Kniv i ryggen – fagtoppens forræderi
I strejkens 8. og 9.uge midt i februar griber fagtoppen og arbejderaristokratiet (den del der er købt og betalt af arbejdsgiverne) til stadig mere åbne angreb på de strejkende. I Esbjerg satte SiD toppen sine lokale håndlangere i SiD- Transport ind, hvor bestyrelsen ekskluderede 4 af strejkelederne under på skud af, at fagforeningen blev idømt bod og at de 4 ”ikke have formået at bringe strejken til ophør”. I Ålborg troppede formændene for alle de lokale SID afdelinger op i havnestuen, for at overtale havnearbejderne til at gå i arbejde igen. Med det meget velkendte argument om at arbejdet må genoptages for at få gang i forhandlingerne med regeringen om en løsning. På trods af at regeringen havde gjort det klart, at den ikke ville tage loven af bordet.

På topplan i SiD udarbejdedes det såkaldte ”notat” for at slagte strejken. Det lykkedes ikke på noget tidspunkt SiD toppen selv åbent at tvinge havnearbejderne i arbejde. Derfor blev det næste led i kæden – 5 fagforeningsformænd fra Esbjerg, Horsens, Århus, Ålborg og København, der blev sat ind som strejkeslagtere med ”notatet” i hånden. Det viste sig ikke at indeholde nogen som helst krav eller betingelser for at gå i arbejde, udenover at overenskomstforhandlingerne og en såkaldt strukturændring kunne komme i gang, hvis arbejdet blev genoptaget. Notatet var designeret til at skabe forvirring og splittelse, hvilket i nogen grad lykkedes, i nogle havne genoptages arbejdet. Det revisionistiske DKP, hvis folk var blandt de 5 og jublede allerede over, at havnearbejderne havde fundet ”vejen frem” forhandlingsvejen.

SiD toppen krævede, at i stedet for at havnearbejdernes egne strejkemøder og Havnearbejdernes Landskoordinering tog beslutning om strejken skulle forsætte, så skulle der afholdes ekstraordinære generalforsamlinger, som SiD forbundstoppen selv styrede og kørte. Vreden var stor, men det blev klart at uden et klart flertal i alle havne kunne enkelte havne i denne situation ikke forsætte alene. Og strejken blev afsluttet.

”Havnestrejken viste os, hvilke kræfter der gærer i arbejderklassen. Kræfter, der kunne være udløst under oktober- demonstrationerne (1982), hvis de ikke var blevet afsporet, og jeg vil godt sige til dem, der mener, at havnestrejken var et nederlag: Sludder! Den var en stor sejr for den kæmpende arbejderklasse. Hvis kampen kun drejede sig om dagpengeloven, så var det et nederlag, men det drejede sig om meget mere. Det drejede sig om andre overgreb, vi endnu ikke har set, men som vil blive langt grovere. Det var en kamp, der afviste reformisternes og revisionisternes forsøg på at gøre arbejderne til fromme søndagsskoleelever. Det var en kamp, der lærte masser af arbejdere meget kontant, hvor den borgerlige voldsmagt står. Havnearbejdernes strejke har direkte og indirekte, med øjeblikkelig virkning og på længere sigt vundet masser af arbejdere for den eneste farbare vej, nemlig kampens vej. ” (Kommunisten og arbejderforfatteren John Max Pedersen, 1.maj tale 1983)

Havnestrejkerne fandt i sted i en politisk klassekamps situation, hvor arbejderklassen var mobiliseret mod Schlüterregeringens reaktionære krisepolitik med angreb på helt fundamentale rettigheder, der bare er eskaleret siden da.

Strejken har først og fremmest givet den erfaring, at arbejdere i kamp må stole på egne kræfter både politisk og organisatorisk. At de må styrke og tage de nødvendige beslutninger og de initiativer, der er nødvendige for at opbygge enheden og solidariteten – udenom og imod fagtoppen aktivitet for at bremse dem.

Arbejderklassens historie findes ikke i historiebøgerne, erfaringerne fra Havnestrejkerne kan ikke googles på nettet – de findes i arbejderklassens revolutionære historie. Her er den genfortalt ud fra det dengang revolutionære kommunistiske parti DKP/ML`s opsamling ”Havnestrejken er forbi – kampen vil forsætte. En vurdering af strejkens rolle og resultater” 25. februar 1983. Offentliggjort i det dengang lige så revolutionære dagblad Arbejderen, hvor man også kunne finde de 10 ugers strejke udvikling fortalt i daglige artikler.

I dag er det revolutionære Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, der i respekt for tusindvis af kampvillige arbejderes indsats og erfaringer, videregiver dem til kampe der bliver ført og som vil blive ført i fremtiden.

9.juli 2021.
Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

 

TEMA: ERFARINGER FRA VIGTIGE STREJKEKAMPE

Med sygeplejerskernes strejke stiller mange spørgsmål omkring at føre arbejdskamp og klassekamp sig igen knivskarpt og konkret. Spørgsmål som betyder forskellen på sejr eller nederlag. Hen over de næste uger vil vi bringe en række artikler med nogle af de vigtige strejkeerfaringer, der er gjort i de sidste årtier. Brugbare og dyrekøbte erfaringer opnået i kamp mod arbejdsgiverne, skiftende regeringer og fagpamperne i forbundstoppene og hovedorganisationerne. Vigtige erfaringer vundet med mod, solidaritet og klassekamp og på trods af klassesamarbejdes klamme hånd og det fagretslige system snærende rammer.

Klik ind og se tidligere artikler i temaet erfaringer fra vigtige strejkekampe


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne