Historiefuskeri og manipulation

Efter krav fra den tysk-nazistiske besættelsesmagt begik de danske myndigheder landsforræderi, da de den 22. juni 1941 begyndte at arrestere kommunister, fordi de var kommunister. Dette overgreb har Horserød-Stutthof foreningen taget initiativ til at få regering og folketing til at anerkende og give en undskyldning for.
Det er en vigtig debat, der hermed rejses og virker tydeligvis som våd og rød klud i ansigtet på samarbejdspolitikkens ihærdige forsvarere.

Leder.
Håndslag 2, 2021

Historiefuskeri og manipulation

Efter krav fra den tysk-nazistiske besættelsesmagt begik de danske myndigheder landsforræderi, da de den 22. juni 1941 begyndte at arrestere kommunister, fordi de var kommunister. På dansk initiativ blev aktionen udvidet til højforræderi, da de samme politikere et par måneder senere, nemlig 22. august 1941, i hast gennemførte den såkaldte kommunistlov, der med et slag gjorde kommunisterne retsløse og til jaget vildt. Senere fulgte deportationer til tyske koncentrationslejre med mange dødsfald til følge.

Dette overgreb har Horserød-Stutthof foreningen taget initiativ til at få regering og folketing til at anerkende og give en undskyldning for. Det er en vigtig debat, der hermed rejses og samtidig en våd og rød klud i ansigtet på samarbejdspolitikkens ihærdige forsvarere.

En sådan er den tidligere chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard, som for åben skærm i en debat med historikeren Albert Scherfig erklærede: »Hele Samarbejdspolitikkens ide – som jo altså de fire demokratiske partier stod bag – var at beskytte danske borgere og det danske samfund fra det, der var værre, nemlig en nazistisk magtovertagelse«!

Tyk lige på den! Nazisternes besættelse af Danmark den 9.april betød vel, at de tog magten?

Den 8 juli 1940 dannede Stauning en ny regering – en samlingsregering. Her erklærede udenrigsminister Erik Scavenius: »… Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland …«.

Lidegaard er kendt for at mene at historiens dom over Scavenius som alt for tyskervenlig er dybt uretfærdig.

Det var en vanskelig men omsorgsfuld beslutning de fire demokratiske partier tog, for det var bedre for kommunisterne at blive taget, fængslet og bevogtet af dansk politi fremfor af tysk politi, der straks ville have sendt dem til en KZ-lejr til død og udslettelse. Hævder Lidegaard alvorsfuldt. De kom – så at sige – i beskyttelsesarrest!

Lidegaard er ustoppelig. Han mener at kommunisterne faktisk burde være taknemmelige for at blive reddet af samarbejdsregeringen, for egentlig havde de ikke fortjent det. De var jo ikke demokrater, men gik ind for proletariatets diktatur – i modsætning til de fire demokratiske partier, der stod bag samarbejdspolitikken med besættelsesmagten.

Sådan vendes tingene fuldstændig på hovedet – i stedet for at bede om en undskyldning skulle kommunisternes efterkommere takke de storsindede og omsorgsfulde samarbejdspolitikere. Historiefusk og manipulation.

Samarbejdspolitikken var en villig lakaj­politik overfor HitlerTyskland, som reelt gjorde Danmark til deltager i Nazitysklands krig for verdens­herre­dømme.

Den danske regering tilsluttede sig Anti-kominternpagten, understøttede oprettelsen og udrustningen af de danske SS-racekrigere i Frikorps Danmark, der sendtes til østfronten hvorved Danmark blev reelt krigsførende i Hitlers felttog mod Sovjetunionen – mod bolsjevikkerne.

Den officielle danske politik var en tilpasningspolitik til Hitlers nyindretning af Europa og verden.

Dansk industri og dansk landbrug omstillede produktionen til den tyske krigsmaskines behov – og tjente store profitter derved. I danske ministerier planlagdes profitable danske andele i ‘østrummet’. Danske monopoler f.eks. F.L. Schmidt tjen­te som de tyske monopolgiganter på brugen af slavearbejde i de besatte områder.

Selv efter den danske samarbejdende krigsforbryderregering var blevet tvunget væk, fortsatte væsentlige elementer i samarbejdspolitikken under det efterfølgende embedsmandsstyre.

Historiens dom over samarbejdspolitikken er klar – den faldt den 29. august 1943, da strejker og protester tvang regeringen til at gå af.

Det var ikke samarbejdspolitikken, men derimod den modsatte politik – opgøret mod samarbejdspolitikken og den væbnede modstandskamp – der gjorde, at Danmark kunne tage plads ved siden af de allierede og deltage i stiftelsen af FN efter sejren over fascismen.

Leder Håndslag 2/2021

Håndslags hjemmeside

Indslaget , der refereres til med Albert Scherfig og Bo Lidegaard, er fra Deadline den 2. maj 2021. Linket er her. Indslaget starter 16.20 min. inde i udsendelsen.