Akut sundhedskrise i Indien

Mangel på læger, sundhedspersonale, hospitalssenge, medicin og medicinsk ilt er et resultat af årelang systematisk forsømmelse og leflen for de superrige og de medicinske forsikringsselskaber. Følgerne er katastrofale og Modi-regeringen står med ansvaret, slår det indiske Revolutionary Democracy fast i sin udtalelse.

Befolkningen i Indien er kastet ud i den største sundhedskrise nogensinde, hvor Covid 19 pandemien de sidste to uger har raset overalt i landet. Det officielle system, der tester og tæller antallet af smittede personer, raskmeldte og dødsfald, er brudt sammen. Så vi kender ikke engang omfanget af situationens alvor. Rundt omkring hører vi kun om mennesker, der bliver smittet i hobetal, hospitaler ude af stand til at håndtere patienterne på grund af mangel på senge, personale, akut medicinsk udstyr, og medicin. Man lader folk bogstaveligt talt dø på gaden. Noget så elementært som iltforsyning er i stor mangel samtidig med at patienter gisper efter vejret.

I modsætning til tidligere har pandemien nu spredt sig dybt ud i landdistrikterne, hvilket påvirker landbefolkningen og i landsbyerne. Selv i storbyområderne har den spredt sig hurtigt blandt hele beolkningen og skabt den nuværende krisesituation.

Den indiske stat var blevet selvtilfreds efter den første bølge var stilnet af og virkningen af den anden bølge af pandemien var relativt mindre. Staten forestillede sig, at en relativt langsom vaccinationsproces i storbyområderne ville bremse spredningen af pandemien. Den forsøgte at udrulle et minimalt vaccination program for +60-årige i første omgang og derefter udvide til +45-årige. Det var deres vaccinestrategi, da den tredje bølge var ved at bryde ud. Vaccinationsfaciliteterne var kun tilgængelige bredt i storbyområderne, i resten af landet havde de mindre byer og landsbyer næsten ingen vaccinationssteder.

På det tidspunkt kom de første advarsler om den hurtige spredning i den tredje bølge. I nogle stater som Maharashtra sås en så akut spredning af virussen, at det blev klart, at den kunne sprede sig over hele landet i en endnu mere dødelig form.

I stedet for at forberede sig på den forestående katastrofe fik Modi-regeringen travlt med at gennemføre en intensiv politisk erobring af magten i de provinser, der var styret af oppositionspartier, gennem at afholde valg. Dette resulterede i et stærkt omstridte valg i flere stater med store valgmassemøder og vold. Regeringen forsøgte også at lefle for religiøse følelser ved at tillade, at millioner af mennesker samledes til den hinduistiske religiøse festival kaldet Kumbh Mela efter den tredje bølge var startet. Hvilket afledte opmærksomheden fra regeringen, der tillod store sammenkomster uden nogen sundhedsrestriktioner.

Den første nedlukning, som centralregeringen tvang landet ud i 2020, efterlod økonomien i ruiner. Millioner af fattige i byerne og middelklassen stod over for tab af indkomst og beskæftigelse og dermed intet at leve af. Det gjorde det muligt for staten og kapitalisterne, at suspendere de love, der beskytter arbejderne, landarbejdere, og mindretal, med det formål at øge investeringer og overskud for de kapitalister, der allerede tjente superoverskud i pandemiens første år. Regeringen håbede at “genoplive” økonomien og vækstraten for at tiltrække international kapital, og har derfor været tøvende med at gennemføre en fuldstændig nedlukning, selv efter den nuværende bølge af pandemien er gået helt ud af kontrol.

På trods af de fremskridt, der er gjort i de seneste årtier, halter Indien langt bagefter verdens standarder med hensyn til at sørge for adgang til sundhedssystemet. Staten bruger mindre end 1,3% af BNP på den offentlige sundhed og har ladet området stå åbent for private sundhedssystemer, der appellerer til de superrige i byområderne. I stedet for at investere i det offentlige sundhedssystem for alle i både landdistrikter og områder, har den nuværende regering indledt en politik for at støtte den private sektor og forsikringsbranchen.

Det meste af det indiske sundhedssystem, læger, sygeplejersker, hospitaler og lægebutikker er koncentreret i byområder i et land, hvor 70% af befolkningen bor i landsbyer. 60% af det medicinske personale er udstationeret i byområder, hvor kun 30% af befolkningen bor. Det indiske sundhedssystem er overvejende privat og placeret i byerne.

Hvor galt det står til og hvor ekstrem lav dækning af enhver medicinsk behandling for flertallet af befolkningen er viser disse tal. Der er kun 0,9 kvalificerede læger pr. 1.000 indbyggere (sammenlign dette med Cubas tal på 8:1000). Forholdet mellem sygeplejersker og paramedicinsk personale til befolkningen er 1,7:1000. Antallet af hospitalssenge er knap 0,5:1000 (sammenlignet med 5,3:1000 i Cuba). Man kan således se, at den aktuelle katastrofe faktisk ventede på at ske. Den akutte mangel på læger, paramedicinsk personale, hospitalssenge, medicin og medicinsk ilt er i vid udstrækning et resultat af årelang systematisk forsømmelse og leflen for de superrige og de medicinske forsikringsselskaber.

Modi-regeringen udnyttede pandemien til først at suspendere lovene om beskyttelse af arbejderne og derefter til hurtigt at vedtage love, der erstatter alle eksisterende love om arbejdernes rettigheder uden en tilstrækkelig offentlig diskussion eller høring af fagforeningerne. På samme måde anvendte Modi-regeringen situationen omkring pandemien til at vedtage ny love omkring salg af landbrugsvarer. Hvilket har fået hundrede tusindvis af små landmænd til at slå sig ned i protest uden for grænserne af New Delhi hovedstaden i Indien og krævet lovene afskaffet.

Modis nye love banede vejen for deregulering af landbrugsmarkederne og fjernede den prisbeskyttelse, som staten garanterede for nogle af de vigtigste afgrøder. Ligesom lovene overlod kontrollen med markedet for landbrugsprodukter til de store fødevarevirksomheder og dermed også kontrollen over jorden. Det eneste, regeringen var villig til at tilbyde, var at suspendere iværksættelsen af loven et år for at sætte landmændene i stand til at tilpasse sig den nye ordning.

Det er overflødigt at sige, at der har været udbredte protester og kampe om konkrete spørgsmål over hele landet, på trods af den tunge undertrykkelse af al uenighed (på de sociale medier, på gaden, på universiteterne) og på trods af forholdene under pandemien. Valgresultatet viser, at Mr. Modis parti BJP og dets allierede har tabt i tre af de fire store stater, hvor valget blev afholdt.

4. maj 2021

Revolutionary Democracy, Indien

Se andre artikler fra Revolutionary Democracy i APKs politiske magasin Enhed og Kamp

Revolutionary Democracy’s hjemmeside

Revolutionary Democracy er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML)

Se CIPOMLs  hjemmeside