Med Joe Biden som ny præsident efter Donald Trump vender USA tilbage fra vulgære imperialistiske trusler til en mere ’civiliseret’ imperialistisk opførsel. Forskellen kan mærkes i retorikken, langt mindre i politikken.
Af Revolusjon, Norge
NRK og de andre norske mediehuse lever op til forkortelsen ARK (Amerikansk rikskringkasting). De har døgnet rundt i næsten en uge formidlet Bidens evangelium, som om Norge var en blå delstat med forskydning af absolut alle andre nyheder end coronasmittetallene. Med skrækblandet fryd har de udsendte norske journalister gnedet søvn ud af øjnene for at fortælle igen og igen, at de tror Biden vinder, fordi han bare skal vinde.
Men det var ved at gå galt for Biden og det norske mediekorps ligesom ved valget i 2016. Det er temmelig sikkert, at Trump ville have gået af med sejren i flere delstater, hvis det ikke havde været for den katastrofale håndtering af corona-pandemien med næsten en kvart million døde amerikanere som foreløbigt resultat. Trump fastholder stadig, at valgresultatet er baseret på snyd under optællingen. Den siddende præsident vil længst muligt stikke en kæp i hjulet for Biden og Harris, der tiltræder 20. januar 2021.
En dosis farverevolution
Såkaldte farverevolutioner har længe været den amerikanske imperialismes foretrukne metode til at skabe regimeskift på verdensplan. Kapitalismens højborg fik en smag af sin egen medicin, da præsidentvalget mellem ’rødt og blåt’ næsten kom ud af kontrol.
Polariseringen i det amerikanske samfund manifesterer sig i perverteret form som en kamp mellem ’trumpismen’ på den ene side og ’det inkluderende USA’ på den anden. Begge er de vrængbilleder af virkelighedern. Klassekampen fremstår i en desorienteret og forvirret form i et amerikansk samfund i økonomisk, politisk og moralsk forfald.
Som et resultat af et forældet og udemokratisk valgsystem tvinges amerikanerne til at vælge mellem to reaktionære partier og deres kandidater til Kongressen og præsidentembedet. Om deres stemmer bliver taget til indtægt for demokrater eller republikanere afhænger i høj grad af, hvilken delstat de bor i, om den traditionelt er blå eller rød. Det eneste alternativ for de amerikanske arbejdere og progressive er i praksis at stemme imod den mest uspiselige kandidat.
Stemmer på den ene for at slippe for den anden kandidat
Et ukendt antal millioner har stemt på Joe Biden, fordi de ønskede at slippe af med den rabiate, racistiske og korrupte Donald Trump. Omvendt har mange millioner stemt på Trump, fordi de hader det korrupte og krigsglade føderale etablissement i Washington DC.
Trump-tilhængerne omfatter alt fra fascistiske militser som Boogaloo Boys til mellemstore virksomheder med USA som deres vigtigste marked – og olie- eller minearbejdere, der kæmper for deres levebrød. Biden-tilhængerne omfatter alt fra feminister og antiracister til de største aktionærer i de transnationale gigantiske monopoler i IT-branchen. Hovedsponsorerne for de respektive kampagner kommer fra olie- og minesektoren og ejendom (Trump) og finans- og teknologiselskaberne (Biden).
Polarisering og forbitrelse
Polariseringen af det amerikanske samfund har fået sin forvrængede, populistiske udtryksform gennem Trump. Hans sociale basis og meget af den løgnagtige retorik minder til forveksling om, hvordan fascismen opbygger sig i europæiske lande. Hvis vi ser bort fra rabiate religiøse og de åbenlyst racistiske elementer, består dele af denne basis af fattige amerikanere – også en stor andel latinoer og sorte – som håber at finde redning i en højrepopulisme med fascistiske træk. Når folk indoktrineres til at tro, at det undertrykkende føderale USA og Det demokratiske parti repræsenterer en slags ’socialisme’(!), er dette en uundgåelig tendens, indtil et revolutionært, socialistisk alternativ opstår, der kan vinde tillid fra de arbejdende masser.
Klassehad og populisme
I en eller anden form med eller uden Trump vil denne højrepopulistiske bevægelse fortsætte med at kanalisere forbitrelsen og hadet blandt mange af de 38 millioner amerikanere, der lever i fattigdom, deres klassehad mod et system, som de dagligt ser tjener et lille antal multimilliardærer. Det demokratiske parti fik solid støtte fra mange sorte og især kvinder. Ikke desto mindre stemte hver tredje sorte mandlige vælger i Midtvesten på Trump og Det republikanske parti, mens 40-45% af de latinamerikanske vælgere i Texas og Florida gjorde det samme. Dette sker vel at mærke lige efter den store BLM-bevægelse, der har raset og stadig raser over landet.
Bidens forsøg på at fremstå som landsfader på tværs af alle modsætninger, vil ikke være i stand til at glatte over de sociale og klassemæssige konfliktlinjer. Det vil Kamala Harris, landets første kvindelige vicepræsident, heller ikke lykkes med. De er begge høge i spurvedragt, der har vist, at de ikke tøver med at gå i krig mod andre lande og folk. Intuitivt ved mange amerikanere, at de heller ikke vil tøve med at gå i krig mod deres egen fattige befolkning enten i overført eller helt bogstavelig betydning.
Lettelse i Kina og Europa
Myndighederne i Kina og europæiske lande trækker et lettelsens suk og håber på et mere forudsigeligt USA. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg er ikke længere Trumps ‘bedste ven’ og omfavner nu sin nye herre og mester i Washington. Den kinesiske og europæiske imperialisme ser mere ’normale’ handelsforbindelser for sig og et USA, der optrapper deres udenlandske investeringer. EU satser på, at en ny amerikansk regering vil vende spillet om Brexit og spille på hold med Bruxelles, ikke med London, som Trump har gjort.
Statsminister Erna Solberg og udenrigsminister Ine Søreide forventer, at USA igen vil tage ’internationalt lederskab i klimapolitikken’ og vende tilbage til Parisaftalen. Om Biden faktisk vil udvide START-aftalen til at begrænse antallet af strategiske atomvåben, er en anden sag, og selvfølgelig af mindre interesse for den norske NATO-regering. Under valgkampen har Biden tordnet aggressivt mod enhver tilnærmelse til Nordkorea, et land Trump som den første og eneste amerikanske præsident har været i direkte forhandlinger med.
Kun de naive mener, at de imperialistiske modsætninger forsvinder med Trump ude af Det hvide hus. I bedste fald vil krigsretorikken mod Iran aftage, og atomaftalen blive respekteret. Som præsident vil Biden give læbebekendelser til palæstinensernes rettigheder, men uden at trække blankofuldmagterne tilbage, som Trump-regimet har givet Netanyahu. Biden kan slippe væk fra alle valgløfter ved at få udenrigspolitiske ambitioner standset i senatet, hvor det republikanske parti bevarer flertallet.
Ny gammel krigshøg
Biden er en gammel krigshøg. Som senator støttede han Bill Clintons og NATO’s ulovlige krig mod Jugoslavien i 1999. Han hjalp med at bemyndige præsident George Bush fuldmagt til at invadere Irak. Han var som vicepræsident medansvarlig for Obamas krigshandlinger og interventioner i Libyen og Syrien. Vicepræsident Kamala Harris, der er kanoniseret som kvindernes store gennembrud i magthierarkiet, er ikke stort bedre og opretholder tæt kontakt med den zionistiske AIPAC-lobby.
Uanset hvad der ellers kan siges om Trump, har USA under hans formandskab delvist trukket sig ud af flere krigszoner og har ikke lanceret nye, omfattende krige. Ganske vist har tilbagetrækningerne ofte været brugt som pressionsmiddel i et større politisk spil, og USA har samtidig optrappet sin militære aktivitet i de nordlige områder og i Østasien. Ikke desto mindre er den utilslørede amerikanske aggression i form af krigshandlinger aftaget under Trump.
Hvad der var ved at udvikle sig til en amerikansk fascisme med klassiske træk, er midlertidigt bremset med Trumps snævre valgnederlag. Under Biden vil øget militarisering, overvågning og diktatoriske foranstaltninger tage andre og mindre ekstreme former. På kort sigt vel at mærke. Udenrigspolitisk vil vi komme til at se et mindst lige så aggressivt USA forsøge at dæmme op for den spirende alliance mellem Kina og Rusland med alle tilgængelige midler. Det handler om at forsvare et amerikansk verdenshegemoni som står for fald.
Under Biden vil de aggressive planer ikke blive annonceret med store bogstaver på Twitter, men vil udspille sig på mere traditionel diplomatisk manér. Uanset om præsidenten hedder Trump eller Biden: den amerikanske strategi for at bevare verdensherredømmet ligger fast.
Original artikel:
Blå fargerevolusjon i USA
Revolusjon 8. november 2020
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne