Tyrkiets Eufrat-operation i Syrien: Erdogans mål og realiteter

D. 9. oktober indledte tyrkiske styrker et militært angreb mod Syrien. Erdogan vil skabe en “sikkerhedszone”, renset for kurdere og kurdiske militser, som led i Tyrkiets undertrykkelse af kurderne og med ambitionen om kontrol over dele af Syrien.

Artiklen er fra den tyrkiske avis EVRENSEL, organ for det tyrkiske arbejderparti EMEP, og giver en grundig beskrivelse af baggrunden for angrebet. Den er skrevet kort tid før det blev indledt.

TYRKIETS EUFRAT-OPERATION I SYRIEN: ERDOGANS MÅL OG REALITETER

Denne operation er en operation, der er bundet op til kampen for dominans mellem USA og Rusland og er blevet gjort lettere som et resultat af disse to imperialistiske magters ønske om at bruge Tyrkiet i deres indbyrdes kamp.

Mens dette skrives er operationen øst for Eufrat, som Tyrkiet har haft under forberedelse i nogen tid, endnu ikke er startet, men udviklingen tyder på at operationen er nært forestående.
Med den amerikanske meddelelse om ”godkendelse” af operationen efter telefonopkaldet mellem Erdogan og Trump, meddelelsen om at operationen var forestående, og at USA ikke var en del af operationen, samt de efterfølgende nyheder om tilbagetrækning af amerikanske tropper fra grænseregionerne – forventes det hvert øjeblik, at Erdogan administrationen trykker på knappen.

De forhåndenværende fakta tillader os at sige, at hverken målsætningerne eller de potentielle konsekvenser af denne operation, der kaldes “Fredens kilde”, endnu før den er påbegyndt, vil være så venligsindet som dens navn giver sig ud for.

For at forstå omfanget af de mål, der er erklæret af de tyrkiske magthavere i forbindelse med denne operation, er vi først nødt til grundigt at undersøge den udvikling, der førte til denne operation.

Når vi ser bort fra Idlib, hvor den syriske regering og Rusland ved enhver lejlighed viser deres bestræbelse på at bekæmpe jihadistgrupper, finder den største usikkerhed om Syriens fremtid udtryk i spørgsmålet om hvem der skal herske øst for Eufrat, hvor Den Frie Syriske Hær (SDF) samarbejder med USA.

Lige siden russerne gav Tyrkiet tilladelse til Afrin-operationen har de fulgt en strategi i Syrien, der er designet til at bringe NATO-medlemmet Tyrkiet og USA i konfrontation med hinanden og lægge hindringer i vejen for USA’s planer. Der kan ikke være nogen uenighed om, at den russiske udenrigsminister Lavrov’s seneste kommentarer om, at USA ikke var parat til at stå til ansigt med Tyrkiets legitime krav i regionen, og at præsident Erdogans holdning var forståelig – at alt dette tjener det formål at bringe Tyrkiet i konfrontation med USA, og få Tyrkiet til at indlede en ensidig operation.

USA har på sin side indtil nu brugt samarbejdet med kurderne som et trumfkort i sine forhandlinger om Syriens fremtid, og på samme tid forsøgt at føre en politik for at bringe Tyrkiet til at støtte samme linje, især med hensyn til strategien om at belejre Iran.

Forhandlingerne med Tyrkiet om en ”sikkerhedszone” og den seneste position, der gav Tyrkiet ”godkendelse” af deres ensidige operation, må opfattes som en fortsættelse af denne politik – og SDF har også klart erfaringer de må drage fra denne politik, efterhånden som de er blevet mere forbundet med USA siden Raqqa-operationen.

Trumps invitation til Erdogan om samtaler i Washington i næste måned og Erdogans udtalelser om, at han har tillid til Trumps gode hensigter, hver gang han har lejlighed til det viser, at på trods af de betydelige spændinger der har været, så kan relationerne mellem disse to lande udvikle sig til et helt nyt plan efter denne operation.

I så fald er den første ting, man kan sige om Tyrkiets operation øst for Eufrat, at den er bundet til kampen for dominans mellem USA og Rusland og at den er blevet gjort lettere som et resultat af disse to imperialistiske magters ønske om at bruge Tyrkiet til indbyrdes rivalisering. Derfor betyder udstedelsen af en “godkendelse” af operationen ikke at Tyrkiets magthavere vil være i stand til at realisere deres erklærede mål igennem operationen. Tværtimod, i hvilket omfang disse mål realiseres afhænger af kampen for dominans mellem USA og Rusland.

Tyrkiets magthavere erklærer, at målet for operation er at skabe en ”sikker zone” 30-32 km ind i området øst for Eufrat, at neutralisere SDF, fratage dem deres tunge våben og at bosætte to millioner flygtninge i den foreslåede ”sikre zone.”

Realiteterne viser, at det ikke er, og ikke vil blive så let for Tyrkiet at realisere disse mål.

For det første kan det være vildledende at se på Afrin-operationen og forvente en let “sejr” øst for Eufrat, fordi SDF (kurdiske styrker) var i en position på tidspunktet for Afrin-operationen, der gjorde det muligt for dem at trække sig tilbage med deres styrker til positioner øst for Eufrat.

I betragtning af, at der mangler et andet område hvor styrkerne, og de tunge våben de er udstyret med i øjeblikket, kan trækkes tilbage til, vil et angreb her uundgåeligt føre til en alvorlig og langvarig konflikt.

På den anden side, hvis den “godkendelse”, USA har givet operationen, ikke betyder, at de har forladt deres mål for at redesigne regionen – og at tænke sådan ville i det mindste være politisk naivitet – så er det ikke udenfor sandsynlighedens grænser at dette skridt både vil bringe Tyrkiet i konfrontation med den syriske regering og dets allierede og også tvinge den til at gå på kompromis med den amerikanske akse, som konfliktkursen med SDF dikterer.

Rusland ønsker på sin side en tyrkisk intervention for at bringe landet i konfrontation med USA og for at tvinge de syriske kurdere til at indgå et kompromis med regimet. Det er ikke svært at regne ud, at både Rusland og den syriske regering såvel som Iran vil modsætte sig, at Tyrkiet opretter en 30-32 km ”sikker zone” og også bosætter to millioner flygtninge i denne zone – da disse styrker er kendt for at modsætte sig planen om en ”sikker zone ” ved at henvise til Adana-aftalen og argumentere for, at grænseregionerne skal overføres til den syriske regering.

På denne baggrund vil øst Eufrat-operationen først og fremmest inddrage Tyrkiet endnu mere i kampen for dominans mellem de to imperialistiske magter.

For det andet vil den efterfølgende konflikt øge ustabiliteten og manglen på sikkerhed i regionen snarere end at fremme sikkerheden, og også medføre betingelserne for en genoplivning af ISIS-truslen.

For det tredje vil planen om at bosætte to millioner flygtninge bringe Tyrkiet i langt større konfrontation med den syriske regering og føre til resultater, der øger risikoen for konflikt.

Det spørgsmål, der må stilles her er, hvorfor Tyrkiets magthavere er så insisterende på denne operation på trods alle disse risici?

For det første forsøger de at forene hele samfundet omkring dets politik ved at fremstille denne operation som et spørgsmål om “overlevelse” og skabe en åndehul for sig selv i en tid med alvorlige politiske og økonomiske vanskeligheder. På den anden side ser de denne operation som nødvendig for at få succes med den politik, de fører internt i landet omkring det kurdiske spørgsmål.

Ikke desto mindre vil det, takket være både de dårlige forhold som landet befinder sig i, og vanskeligheden ved ​​at realisere målene, ikke være overraskende hvis magthaverens politik – i modsætning til Afrin-operationen – ender med at blive udsat for endnu større debat. Og her vil den holdning, som faglige kræfter, freds- og demokratikræfter i landet påtager sig helt sikkert også spille en afgørende rolle.

Endelig vil det, selvom udviklingen øst for Eufrat har indflydelse på det kurdiske problem i landet, ikke desto mindre være forkert, udelukkende at henføre problemet til dette. Desuden vil interventionspolitikken hverken løse problemet eller svække håbet og forventningerne til en løsning på det kurdiske spørgsmål baseret på fredelig sameksistens indenfor landets grænser.

Lad os antage, at Tyrkiets magthavere når alle deres mål øst for Eufrat. Hvis der afholdes et valg i Diyarbakır i morgen, så lad bare præsident Erdoğan stå op imod Selçuk Mızraklı.

Vil resultatet blive et andet?

Så hvorfor insisterer landets magthavere på at nedstige til helvedes forgård ved Bahçeli og Perinçeks reb?

EVRENSEL

læs også:
Arbejderpartiet EMEP, Tyrkiet: Vi vil ikke betale – Nej til krig med Syrien!


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater