Udsendelsen 8. december 2018
Den 1. januar 1999 blev euroen indført som elektronisk valuta. Og i 2002 kom møntfoden som fysiske sedler, og alle folk i medlemslandene skulle vænne sig til nye priser på varerne. Det var i første omgang 12 EU lande der gik med, og siden er EU blevet udvidet med de østeuropæiske lande og en del af disse har også indført euroen som valuta.
Her ved 20 året tager vi en kort snak om hvordan det er gået, og hvad der ligger af planer for fremtiden.
Euro = krise
Helt overordnet har eurolandene haft det meget svært, landene er nemlig stadig i intern konkurrence med hinanden, og uden selvstændig valuta har lande med relativt svag industriproduktion ikke mange værktøjer i konkurrencen mod Tyskland der har den nyeste teknologi, og derfor også har den største produktivitet.
Euroen betyder derfor et konstant pres arbejderklassen, især i lande med forældet industri: Arbejde hurtigere og længere, for mindre løn. Men stadig har det ikke kunne dæmme op for den tyske industri der derfor har nydt godt af et stort overskud på handelsbalancen, i forhold til de andre lande.
Tendensen til at kapitalistiske landes økonomi udvikler sig i forskelligt tempo, er altså ikke aftaget med indførelsen af euroen. Men med euroen har landene mistet et af de instrumenter der kunne afbøde nogle af konsekvenserne for de fattigste økonomier.
En selvstændig valutakurs giver nemlig mulighed for at gøre importerede vare en smule dyrere og eksporterede varer billigere, og selvom det ikke er en løsning hvis et land baserer sig på import af energi eller andre råstoffer, så vil det for lande med hovedsagelig turisme og landbrugsproduktion betyde at de klare sig bedre. Tjekkiet er et af de EU-lande der ikke er med i euroen og til gengæld, har de klaret sig nogenlunde igennem den seneste økonomiske krise. Mens Grækenland med mange flere, der er med i euroen, stadig lider under eftervirkninger.
Euroen som global spiller
Euroen var fra starten også tænkt som en global valuta, der udtrykker medlemslandenes samlede økonomiske størrelse i forhold til de andre spillere i verden i G20 gruppen.
EU har ikke lagt skjul på at deres ambition er at euroen skal være en international valuta på linje med dollaren, en valuta der holde sin kurs, og kan fungere som reservevaluta og vinde indpas i den internationale handel. Det er i dag stadig dollaren der fungerer som den største globale handelsvaluta selvom Bretton Woods aftalende stoppede i 1973, og de forskellige stormagter derefter lod deres valutakurs ”flyde frit”. (Dvs. at nationalbanker og spekulanter forsøger at holde hinanden i skak.)
Men EU kalder i dag sig selv den næststørste økonomi i verden baseret på samhandel, og de har opfordret medlemslandene til at skifte til euroen som internationalt betalingsmiddel, også når det gælder olie og andre vitale råstoffer. At få ens egen valuta anerkendt som internationalt betalingsmiddel er naturligvis en fordel frem for at skulle veksle om til dollars. Men på den anden side af Atlanten synes man det er en rigtig dårlig ide.
Økonomi og magt
I takt med EU’s økonomisk størrelse er vokset, har EU indført en stadig større fælles udenrigstjeneste, der skal veksle økonomi til global politisk magt og indflydelse. Den overnationale tilgang betyder f.eks. at internationale handelsaftaler nu er stort set overladt til EU. Aftalen med Canada og Japan skulle stadig ratificeres af medlemslandene, men fremad forestiller EU sig at denne magt skal overdrages helt til EU.
Men også på det sikkerhedspolitiske område kan man se at den økonomiske magt bliver brugt, f.eks. i EU’s sanktions regime med Rusland og Iran osv.. Og med økonomisk sikkerhedspolitik følger også militær politisk overbygning. EU har i øjeblikket 17 internationale militære missioner, hovedsageligt i de tidligere afrikanske kolonier. Alle steder hvor EU-landene også har økonomiske interesser.
EU-finansminister
I euroens korte levetid har EU gradvist styrket den overnationale kontrol med medlemslandene økonomi og finanspolitik, og sigter nu mod at indføre en egentlig finansminister for eurolandene.
Fra starten var det klart at euroen ikke ville holde længe, hvis ikke de deltagende lande havde en nogenlunde stabil økonomi. De mange kriser som euroen har befundet sig har blot understreget dette.
Derfor stod der også klart at indførelsen af euroen ville medføre en lavine af tiltag og krav til de deltagende lande, og i sidste ende akskaffe demokratierne som vi kender dem.
Og det er langt hen ad vejen sket: Grækenland som stjerneeksempel på et af de lande der først blev pålagt at overtage sine bankers gæld, og dernæst påtvunget at låne et kæmpe beløb så gældens kunne betales tilbage. Og med gældsforpligtigelse kom et nedskæringsregime dikteret af EU, IMF og Den europæiske centralbank.
Stadig sidder der lokale politikere i de enkelte medlemslande, og befolkningen kan sådan set også vælge hvem de har lyst til. Men finansloven, og skatte- og sociale politik osv. det bliver alt sammen dikteret fra brusseles. Og på den måde bliver de nationale demokratier forvandlet til en kulisse. Alt sammen for at EU kan fremstå som økonomisk stormagt på den globale scene.
Intet nyt fra klimatopmødet
Til slut i udsendelsen taler vi lidt om klimatopmødet i Polen, men der er som forventet intet nyt at berette. Den danske regering har igangsat sin meget ambitiøse plan om at skifte alle biler ud til el, men i første omgang handler det om ca. 1000 biler ud af 2 mio. så det er en plan der kommer til at strække sig over meget lang tid.
Læs mere her:
FNs klimatopmøde #COP24: Ingen plan for løsning af klimakrisen
15 år siden danskerne sagde Nej tak til euro: Folkebevægelsen mod EU markerer det
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
KPnet 9. november 2018
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
