Klasseinteresserne bag Danmarks krigsdeltagelse

Denne artikel har været  bragt i APKs teoretiske tidsskrift Enhed og Kamp 1, 2018
Artiklen er et led i forberedelsen af APK’s 7. kongres

Af Arbejderpartiet Kommunisterne – APK, Tine Spang Olsen

Danmark – en krigsførende nation

Man kan undre sig og spørge: Hvorfor er Danmark blevet en krigsførende nation – og hvorfor er de regerende politikere til enhver tid villige til at følge USA ud i den næste krig og ivrigt følge NATO’s diktat om voldsomt øgede militærbudgetter? Hvem har fordel af Danmarks krige?

Enhver kan jo se, at krigene ikke ligner succeser efter almindelig målestok. Lande som Libyen og Irak er opsplittet i kaos og arnesteder for de mest bestialske ting som slavehandel og terror, og millioner af mennesker er tvunget på flugt.

Ingen af de overfaldne nationer, som Danmark har deltaget i krig imod i de seneste årtier, har været nogen trussel mod os. Krigenes officielle begrundelse – at Danmarks sikkerhed er truet af terror – har også yderst begrænset troværdighed.
Terrorproblemet er kun øget siden 2001, hvor USA startede deres ’krig mod terror’, og der findes omfattende dokumentation for, at USA selv har været den vigtigste bagmand for de terrororganisationer, vi angiveligt går i krig for at bekæmpe. Terrorangreb og terrorgrupper bruges først og fremmest som en bekvem begrundelse for at føre angrebskrige og indskrænke frihedsrettigheder.
For at komme tættere på svaret må der kigges på de bagvedliggende kræfter og klasseinteresser i vores hjemlige kapitalistiske samfundssystem. Det gælder både imperialismens lovmæssigheder og statens klassekarakter.

Danmark – et imperialistisk land

Kapitalisme betyder, at merværdi og profitjagt styrer alt i samfundet. At kapitalejere som den herskende klasse sikrer sig produktionens overskud gennem deres ejerskab til samfundets produktionsmidler.
Kapitalismen har udviklet produktionsmidlerne gennem den stadige kamp for at sikre sig en større produktion som middel til større profit, at producere hurtigere og billigere, at afsætte mere. Men systemet støder på sin egen indre modsætning, når varerne, der ikke produceres ud fra samfundets behov, mangler et afsætningsmarked. Der opstår igen og igen kriser. Under kapitalismen har virksomhederne et indbygget krav om at skaffe maksimal profit eller gå under. Ekspansion og stadig større koncentration af kapital er en lovmæssighed i dette økonomiske system.

I mere end 100 år har vi nu levet i imperialismens tidsalder. Dvs. i det stadie af kapitalismen, hvor verden er opdelt mellem stormagterne, der repræsenterer indbyrdes konkurrerende kapitalgrupper.
Verden er nu opdelt mellem nogle få stormagter, der har mindre og svagere nationer såsom Danmark grupperet omkring sig. USA er stadig verdens stærkeste imperialistiske magt – og den mest aggressive – men mødes af hård konkurrence fra ikke mindst Kina på det økonomiske plan.
USA’s overlevelse som supermagt kræver ekspansion og omfordeling på verdenskortet. USA har f.eks. ædt sig ind på det tidligere Sovjetunionen og har siden murens fald trukket det ene nye østeuropæiske land efter det andet ind under den amerikanske interessesfære.

Omfordelingen af magt holder sig absolut ikke til fredelige metoder, men udløser imperialistiske omfordelingskrige. På regionalt plan er denne type krige blevet ført uafbrudt siden 1999 med krigene på Balkan og mere indirekte gennem USA’s støtte til Taliban i Afghanistan vendt mod Sovjetunionen. Og i årene herefter gennem krigene mod Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Yemen. At modsætningerne også kan udløse den globale omfordelingskrig – en tredje verdenskrig – eksisterer som en meget reel risiko.

Lenin skrev om krigene som imperialismens følgesvend:
”Finanskapitalen og trusterne afsvækker ikke forskellighederne i væksttempo i de forskellige dele af verdensøkonomien, men forstærker dem. Men så snart styrkeforholdet ændrer sig, hvorledes skal da modsigelserne under kapitalismen løses uden ved magt?” (1)
Et par eksempler kan vise, hvordan den kapitalistiske stat på alle planer i samfundet tager rollen på sig som én klasses redskab og servicerer kapitalejerne fra A til Z.

Fra økonomi til militær magt – gør verden ’open for business’

En af verdens mest avancerede faciliteter for mikroskopi findes på Københavns Universitet på fakultetet for sundhed og medicinsk forskning (CFIM) i hjertet af Copenhagen Science city.
Disse faciliteter udlånes i al diskretion til private virksomheder såsom medicinalfirmaet Lundbeck.
En af Lundbecks forskere, Ann-Louise Bergström, fortæller:
”Lundbeck ejer ikke elektronmikroskoper af denne kaliber, og selv hvis vi havde, ville vi ikke være i stand til at holde en stab i gang eller udstyret opdateret … her får jeg altid de bedste råd og anvisninger, og deres service er venlig og til god hjælp.” (Copenhagen Science City, 31. august 2017)
CFIM har aldrig annonceret omkring dette, men har været ’open for business’ siden dets start.
‘Open for business’ er på alle måder et af kapitalismens grundlæggende slogans. De store virksomheder nøjes ikke med det danske marked, de må blive multinationale for at kunne ekspandere og sikre sig voksende profit.

En lille smule Danmark i Mexico – for A.P. Møller Mærsk

April 2017:
”Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Lars Løkke Rasmussen, den mexicanske præsident Enrique Peña Nieto og Søren Skou fra A.P. Møller Mærsk stod sammen ved åbningsceremonien for den nye dybvandshavneterminal. En investering på 900 millioner amerikanske dollar i Mexicos ekspanderende økonomi.”
Lars Løkke udtalte ved ceremonien:
”Jeg er stolt over, at et dansk selskab bygger en terminal og etablerer et partnerskab her, der vil bane vejen for mere handel, vækst, jobs og velstand i Mexico.” (Mærsk 5. april 2017)

Selvfølgelig skal det hedde sig, at det er mexicanerne, der vinder velstand og jobs.
Danmark har i dette tilfælde ikke vundet sin plads i solen i Mexico gennem en netop overstået krig, men Mexico er en del af den indflydelsessfære, som Danmarks placering som nær allieret med USA-imperialismen skaffer de danske multinationale firmaer. En indflydelsessfære, som generelt bygger på vold og undertrykkelse, afhængige og gældsplagede økonomier og et militært apparat med baser over det meste af verden.

Under en stærk magts vinger

Danske virksomheder har konkrete økonomiske interesser i mange lande verden over. Både i de lande, som krig har gjort ’open for business’, og dem der ’fredeligt’ har accepteret f.eks. en frihandelsaftale.
Udvidelsen af EU gjorde det bl.a. muligt at få adgang til billig jord i Polen og andre østlande, ligesom kuppet i Ukraine har åbnet dette lands uhyre frugtbare landbrugsjord for dansk landbrugskapital.

Der er mange former og metoder til at opnå denne adgang, og dansk udenrigspolitik er skabt til formålet, hvor økonomi, ulandsbistand og militær dominans i disse år væves fuldstændigt sammen.
Danmark har en udførlig politik for dette, hvor den overordnede adgang er skabt gennem alliancen med supermagten USA og med EU og NATO i ryggen.
Det ville dog være forkert at tale om rent danske kapitalinteresser.

Udenlandsk kapital bliver stadigt mere dominerende i Danmark. Den går ind i produktions- og vidensindustrier, men i stor stil også for blot at købe og videresælge virksomheder med ekstrafortjeneste for øje. Udenlandske kapitalfondes køb og salg er taget stærkt til i de seneste ca. 20 år. Også dansk landbrugsjord er nu åben for udenlandsk kapital.

Her skal bare nævnes et enkelt eksempel på amerikansk opkøb af førende danske virksomheder – og deres tætte forbindelse til statsapparatet, i dette tilfælde den overnationale EU-stat.
Cheminova, der tidligere havde Københavns Universitet som ejer, blev i 2015 opkøbt af amerikanske FMC Corporation – der netop har overtaget en stor del af kemigiganten DuPont, som til gengæld tidligere har opkøbt danske Danisco.
Begge firmaer er førende producenter af glyphosat og har netop fået tilladelse til at gå ind i en verserende sag ved EU-domstolen, hvor EU vil sikre sig retten til ikke at offentliggøre industriens egne forskningsresultater.

Krigsbyttet omsættes

Overordnet kan man sige, at Danmark deltager i NATO’s krige for at bevare den vestlige bloks magt på verdensplan for at sikre nye markeder, adgang til råstoffer, geopolitisk placering osv. Men der falder også umiddelbare lunser af til dansk monopolkapital gennem de konkrete krige.
Danmarks krige har givet kontant afregning for danske virksomheder. Efter krigen kommer ’genopbygningen’. Ødelæggelsen af værdier, bygninger og landets produktionsapparat er en vigtig del af krigens profitmulighed.

Dansk kapital var tidligt på pletten for at dele rovet i Irak. Her gav Danmarks tætte alliance med USA et helt konkret afkast. I den britiske Chilcot-rapport fremgår det, at Danmark var meget langt fremme i skoene med hensyn til at omsætte krigen i kontant afregning. Irak blev efter krigens officielle afslutning inddelt i fire administrationsområder, hvor en dansk ambassadør som den eneste ikke-amerikanske repræsentant stod for at styre området omkring Basra. Han inddrog fra starten Mærsk og Cowi Consult i ledelsen. Mærsk overtog bl.a. en vigtig industrihavn (hvorfra de dog ret hurtigt blev smidt ud af irakerne).
”Det er da prisværdigt, at man forsøger at tjene nogle penge på samtidigt at hjælpe med at genopbygge et land,” udtalte den indsatte guvernør Ole Wøhlers Olsen.

Strategisk ’ulandshjælp’

Det der før blot kaldtes ulandshjælp, kaldes nu ofte for bistandsmidler, sikkert for at man ikke skal undre sig for meget, når man hører, at ’hjælpen’ gives med stadigt tydeligere militærstrategiske hensigter eller som hjælp til, at danske firmaer kan få en fod indenfor.
I november 2017 bevilgede regeringen f.eks. 860 millioner kroner (over årene 2017-2021) til et naboskabs-program til Ukraine og Georgien, netop to af de lande, som USA-imperialismen arbejder intenst på at trække fuldt ind under sin interessesfære med NATO-medlemskab som mål. Pengene kommer fra udviklingsbistanden.
Mange forskellige indsatser kombineres, når Danmark arbejder for sine strategiske imperialistiske interesser. F.eks. leder Danmark EU’s indsats i Georgien. Udenrigsminister Anders Samuelsen udtaler:
”Vi vil hjælpe begge landes (Ukraines og Georgiens) erhvervsliv med bedre at anvende frihandelsaftalerne med EU.”
Danmark skal angiveligt ’sikre demokratiet’ i de to lande, der beskrives som ’truet af Rusland’.

Om ulandsbistandens formål sagde udviklingsminister Ulla Tørnæs det ligeud, da hun talte om Danmarks opfyldelse af FN’s verdensmål:
”Flygtninge og ulandshjælp må godt være big business … Skellet mellem hjælp og forretning skal endegyldigt viskes væk.”
”Jeg har ingen barrierer over for, at udvikling i brændpunkter kan ses som en forretning. Det lægger verdensmålene faktisk op til, at man gør.”

”Det er ikke et problem, at en dansk virksomhed tjener penge på et udviklingsprojekt. En stor flygtningelejr kan godt være en kæmpe business case.” (Altinget 1.12.17)

I Lars Løkke Rasmussens bestilte udredning om dansk udenrigspolitik skrev Peter Taksøe-Jensen da også direkte, at ulandspengene skal fordeles, så de også tilgodeser danske interesser.

Ideologien bag dette lyder, at kapitalistisk vækst bringer fremgang til udviklingslandene. Men det egentlige problem er jo netop afhængigheden, frihandelsaftaler, der forhindrer udvikling i landet selv, tyveri af råstoffer, dumping af varer, der forhindrer landene at opbygge sin egen produktion, og værdier og profitter der trækkes ud af landet, oven i købet uden skattebetaling. Industrilandbruget og kemiske gigantvirksomheder, der forsøger at gøre landene afhængige af kunstgødning, sprøjtegifte og genmodificerede afgrøder og frø, forhindrer alt sammen et uafhængigt og selvbærende landbrug.

Danmark i Afrika

Pensionskasser udgør nye store danske kapitaler, der søger investering til højeste profit. Angiveligt ’for vore medlemmers skyld’. Men disse store samlinger af risikovillig kapital adskiller sig ikke fra andre. Administratorerne scorer den største del, der på ’normal’ vis fordeles til direktørerne gennem millionlønninger. Her er statsmagten gået ind og har afkrævet arbejderklassen at levere en pæn del af lønnen retur til kapitalejerne, mens man sideløbende har forringet folkepensionen til et minimum. Et smart EU-projekt.

En af disse administrerende direktører, Torben Möger Pedersen, forklarer Pension Danmarks nye planer på det afrikanske marked til dagbladet Information 23. september 2017.
Sammen med to andre pensionsselskaber og AP Møller Fondens investeringsselskab, AP Møller Holding, har man søsat, hvad Möger Pedersen beskriver som verdens største private fond til investering i afrikansk infrastruktur: Afrika Infrastruktur Fond.

Fonden skal over de næste ti år bygge veje, jernbaner, elledninger, køleanlæg, rørledninger m.m. for 15 milliarder kroner i 10-15 afrikanske lande. Tanken er, at man trækker på ’de erfarne Mærskfolk’ .
Pensionskasserne er gentagne gange blevet udsat for protester, når deres investeringer ser helt bort fra ethvert etisk hensyn. Bliver der i et land myrdet faglige aktive, investeret i våben eller hugges skibe op på stranden, er det bare ærgerligt, så længe ingen ved det. ’Vi skal jo sikre vores kunder,’ som de siger.

Som partner har man den statslige Danske Investeringsfond for Udviklingslande, IFU, der gennem 50 år har sikret danske virksomheder mere end 1.200 investeringer i virksomheder i Afrika, Asien og Latinamerika.

Med et udtryk hentet fra den nærliggende militære verden fremhæver Torben Möger Pedersen, at partnere skal have ‘boots on the ground’, være til stede i Afrika. Sikringen af ’stabile samfundsstrukturer’ i investeringslandene i Afrika kræver ganske ofte også de militære støvlers tilstedeværelse.

Afrika er i det hele taget et kæmpe forretningsområde under udvikling for stridende imperialistiske magter. Kina har store investeringer, og det samme har EU og USA, der sikrer sine økonomiske interesser med et net af militærbaser spredt ud over kontinentet.
Danmark er med og har netop forlænget den såkaldt fredsbevarende aktion under FN og EU, MINUSMA i Mali.
Der er i den forbindelse meldt en ganske klar strategi ud fra Udenrigsministeriet. Man kan bl.a. læse:
”Malis regering må sikre en sammenhængende politik, og et erhvervsklima, der støtter produktive aktiviteter og skabelsen af ordentlige arbejdspladser. Dette skal samtidig sikre, at den økonomiske vækst opnås på en måde, der ikke går ud over mulighederne for fremtidige generationer. Danmark vil bygge på tidligere erfaringer med støtte til privatsektorudvikling baseret på en værdikædetilgang … Trods vanskelige markedsvilkår er der vigtige forretningsmuligheder på det maliske marked, og danske virksomheder vil evt. vise større interesse i at investere og arbejde i Mali i fremtiden. Baseret på efterspørgslen vil Danmark fremme og støtte danske virksomheders aktiviteter i Mali og dansk-maliske økonomiske aktiviteter gennem økonomisk diplomati og udviklingssamarbejde.”

De militære og politiske magtorganer i Mali er omfattende og indbefatter:
” … EU i forhold til at fastholde fokus på politiske reformer, MINUSMA og Frankrig, hvis militære regionale operation Barkhane har afgørende betydning for bekæmpelsen af den voldelige ekstremisme. Dertil kommer EU’s militære og civile træningsmissioner i sikkerhedssektoren, EUTM Mali og EUCAP Sahel Mali, Den Afrikanske Union, den regionale organisation G5 og andre ligesindede partnere.” (Udenrigsministeriet)

Taksøe udtrykte dog ikke den store tiltro til Mali-projektet i sin rapport. Han ser hellere, at Danmark koncentrerer sig om Afghanistan, Syrien og Libyen.
Dvs. netop lande, hvor Danmark har investeret sin krigsindsats.
Også EU matcher deres militære indgriben i Afrika med økonomiske investeringer, aktuelt med en investeringsplan på 44 milliarder euro.

‘Open for business’ – også den militære

Princippet gælder både civilt og militært, men den danske strategi, der officielt kalder sig ’open for business’, retter sig specifikt mod våbenindustrien. Strategien blev lanceret under Thornings regering i 2013 og videreføres af den nuværende VLAK-regering. Danmarks krigsdeltagelse skal omsættes i våbenkontrakter:
”Visionen med Open for Business-strategien er, at vi skal udnytte Danmarks

gode omdømme som aktiv deltager i internationale operationer til at fremme

danske industrivirksomheders afsætning på udenlandske markeder og derigennem

bidrage til øget vækst i Danmark.” Danske forsvarsattachéer blev tildelt en særlig rolle:

”Erfaringen er, at en forsvarsattaché, der jo er en militær person med uniform, har meget lettere ved at snakke med de andre landes forsvarsministerier, fordi man snakker uniform til uniform og dermed forstår det her fællessprog,” udtalte forsvarsminister Nick Hækkerup og fortsatte:

”Det kan være alle mulige forskellige elementer, hvor det ikke er det færdige kampfly eller den færdige kampvogn, som vi leverer, men hvor nogle af vores elementer indgår som en del af den samlede løsning.”

Dansk våben- og aerospaceindustri står langt fremme, når våbenindkøbene skal sikres. Gerne med ’arbejdspladser’ som det argument, der skal sælge de nye milliardprojekter i død og ødelæggelse. Som da Terma i Lystrup og Grenå skulle sikres deres leverance af smådele til F35-kampflyene.

Kan imperialismen overtales til at blive fredelig?

Lenin skrev i 1916 i ”Imperialismen som kapitalismens højeste stade” i sin kritik af Kautsky:

”Det væsentlige er, at Kautsky skiller imperialismens politik fra dens økonomi, idet han taler om anneksioner som en politik, finanskapitalen ”foretrækker”, og stiller den over for en anden, angiveligt mulig borgerlig politik på samme basis, nemlig finanskapitalens. Heraf følger, at monopoler i det økonomiske liv skulle være forenelige med en ikke-monopolistisk, ikke-voldelig ikke-annektionistisk fremgangsmåde i politik. Heraf følger, at verdens territoriale opdeling, der er fuldbyrdet netop i finanskapitalens epoke og danner grundlaget for de nuværende særprægede former for konkurrence mellem de kapitalistiske stormagter, skulle kunne forenes med en ikke-imperialistisk politik. Resultatet er en tilsløring, en afstumpning af de fundamentale modsigelser inden for kapitalismen, i stedte for en afsløring af deres dybde. Resultatet er borgerlig reformisme i stedet for marxisme.” (*2)

At forstå kapitalismens og imperialismens natur er således af helt afgørende betydning, både i kampen for et socialistisk samfund og i kampen mod krig.
Fredskrav, der bygger på illusioner om imperialismen og statens rolle, er dømt til at trampe på stedet. Også handlinger hos partier, der er repræsenteret i parlamentet, bør betragtes ud fra en forståelse af imperialismens kræfter. Ellers vil de ende med at være en støtte for en imperialistisk krig.
Eksempler på begge dele er der kun alt for mange af.
Et klassisk eksempel var, da Enhedslisten i 2011 i Folketinget stemte for bombardementer mod Libyen i en USA-ledet krigsaktion, mens antikrigsbevægelsen gik på gaden og sagde: Ingen krig mod Libyen. Partiet havde stolet på USA’s løfter om, at bombardementerne var rent humanitære, og måtte mindre end to uger senere trække deres støtte tilbage.

Bevægelsen mod krig og krigsforberedelser

Stalin skrev i 1952 :
”Det mest sandsynlige er, at vore dages fredsbevægelse som en bevægelse for at bevare freden under et gunstigt forløb kan forebygge en bestemt krig, udskyde den for en tid, for en tid bevare en bestemt fred og føre til, at en krigslysten regering må træde tilbage og erstattes med en anden regering, der er rede til for en tid at bevare freden. Det er naturligvis godt. Det er endda meget godt. Men det er alligevel ikke tilstrækkeligt til at tilintetgøre uundgåeligheden af krige overhovedet mellem kapitalistiske lande. Det er utilstrækkeligt, eftersom imperialismen under alle de succeser, fredsbevægelsen kan have, stadig bevares og forbliver ved magten, og altså også krigenes uundgåelighed forbliver i kraft. For at fjerne krigenes uundgåelighed må man tilintetgøre kapitalismen.” (*3)

Problemet i fredsbevægelsen i dag er, at der mangler en bevidsthed om, at det kapitalistiske system for det første er årsag til krigene og for det andet ikke er eviggyldigt. Man kigger efter alle løsningerne inden for det kapitalistiske system gennem ’forbedringer’ og nye parlamentariske beslutninger. De borgerlige politikere skal overbevises, og med gode forklaringer skal de bringes til at indse, at de kan gøre tingene i det mindste lidt bedre.
Når det faktum, at krigene er en følge af klassemodsætninger, ikke er inde i overvejelserne, er det svært at skelne mellem fredskrav, der skaber illusioner, og fredskrav der rammer en central nerve hos krigens bagmænd og på samme tid mobiliserer mennesker på en måde, der skaber større klarhed om samfundets modsætninger.

Illusioner om kapitalismen og imperialismen er uhyre udbredt i fredsbevægelsen. Der bliver opbygget illusioner om, at EU kan være eller måske presses til at optræde som en fredsbevarende kraft, måske i opposition til USA. Dette selv i en tid, hvor EU tager store skridt i retning af at opbygge en egentlig EU-hær og begynde at koordinere en selvstændig erobringspolitik for unionen – i samarbejde med NATO, men også som konkurrent til den svækkede supermagt USA.
Der bliver opbygget illusioner til den danske stat, som man opfordrer til at kaste den ’aktivistiske udenrigspolitik’ fra sig og skifte den ud med en fredsskabende. Der skal sættes penge af til uddannelse, der kan gøre krigsskabere til fredsskabere. Selvfølgelig er det fint at træne konfliktløsning, men problemet er blot ikke, at Danmark og dets allierede ’løser konflikter med forkerte midler’, som man siger. De skaber selv konflikterne.

Det må altid være et kommunistisk partis opgave at gøre det klart, at faren for nye krige vil bestå, så længe vi lever under kapitalismen, og kun kan afskaffes gennem en socialistisk revolution. Men samtidig vil det også i dag være nødvendigt at arbejde med at opbygge en bredere kamp mod krigen, hvis bevægelsen skal få det nødvendige omfang og mobilisere mange.

Men det er vigtigt at gøre det på en måde, så bagmændene bag krigene ikke går fri. Tværtimod må vi gøre, hvad vi kan, for at spænde ben for deres krigsplaner og ramme dem, hvor det betyder noget. Det fjerner ikke grundlæggende faren for krig, men kan måske stoppe den konkrete oprustning eller udskyde en ny krig. En sådan bevægelse organiserer mennesker og bevidstgør om, at også det danske samfund er et klassesamfund, hvor krigene ikke blot er udtryk for ’forfejlet’ politik, men udtryk for klasseinteresser.

NATO som et redskab for USA-imperialismen og dens allierede er i dag den mest aggressive og farligste krigsforberedende kraft i verden. Det er derfor nødvendigt, at spørgsmålet om NATO’s hensigter og vores medlemskab sættes i centrum i antikrigsbevægelsen.
Bevægelsen må også tage fat om NATO’s konkrete oprustningsskridt for dermed at samle endnu bredere. Som eksempel kan nævnes bevægelsen mod køb af nye kampfly. Her bliver Nej’et til krigsforberedelserne sammenkoblet med arbejderklassens almindelige kamp, ved at kontrasten mellem de brutale sociale nedskæringer og de meget løstsiddende krigsbevillinger bliver sat op mod hinanden i parolen Nej til kampfly – ja til velfærd.

Danmark – et imperialistisk land

Danmark er et lille land, men fuldgyldigt imperialistisk. Politikken styres benhårdt ud fra borgerskabets økonomiske interesser tilsat en smule pynt. Det gælder hele vejen rundt fra økonomiske omfordelingsforlig og reformpolitik til imperialistisk omfordelingskrig.
Det hele gennemført med EU og NATO i ryggen.
Midlerne spænder lige fra den daglige servicering til deltagelse i erobringskrige. Danmark er således et fuldgyldigt imperialistisk land, hvis overklasse både er afhængig af og profiterer på voldsanvendelse og krig.

Noter:

1. V.I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stade, Forlaget Tiden 1981 s. 148

2. V.I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stade, Forlaget Tiden 1981 s. 144

3. J.V. Stalin: Socialismens økonomiske problemer, Forlaget Arbejderen 1979 s. 37-38

TEGN ABONNEMENT PÅ ENHED OG KAMP

Læs også fra Enhed og Kamp 1, 2018
Trotskis løgne: Hvad de er og hvad de betyder
Af Grover Furr

Varig fred får vi kun med socialisme
Af Gerd Berlev

Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  16. april 2018