Status på G20: Imperialistmagter i indbyrdes slagsmål

G20-lederne og medierne gjorde sig store anstrengelser for at skjule, at modsætningerne mellem stormagterne indbyrdes skærper til, og at enigheden om mange vigtige geopolitiske spørgsmål kan ligge på et meget lille sted. Det er imidlertid en uundgåelig konklusion, at G20-mødet mere lignede en spand krabber i slagsmål end et toneangivende verdensforum.

Ikke meget slap ud om indholdet af G20-landenes træf i Hamborg, hvor lederne af 19 af verdens rigeste lande + EU drøftede ‘en række spørgsmål af stor betydning for hele verden’.
Men hvad det egentlig var, der blev drøftet og hvad man fandt frem til – eller ikke fandt frem til – blev holdt uden for offentlighedens søgelys. Der var ingen egentlig sluterklæring – og en udtalelse om klimaberedskab, der fastholdt Paris-aftalen, blev ikke støttet af Trump og USA.
I stedet blev den eksisterende uenighed demonstreret, så den står klar for enhver. Ingen mainstream-medier siger det, men G20-topmødet var en fiasko og var ikke i stand til at fremvise nogen enighed eller udpege en retning

Politistat i aktion

Medierne fokuserede i mangel på reel politik på de store protester, der var fortrængt af massive politistyrker til at udfolde sig langt væk fra, hvor toplederne og deres store følger bevægede sig. De var forskanset bag det største sikkerhedsopbud i Tyskland nogensinde.
Tyskland var på det nærmeste sat i undtagelsestilstand. Grænsekontrollen var skærpet. Demonstranterne blev massivt opdækket, og politistyrken gennemførte en lang række bevidste provokationer, mens medierne fortalte om demonstranternes ‘vold’. De tyske marxist-leninisters blad Arbeit-Zukunft talte om ‘en politistat i aktion’.

Men mere end hundredtusinde demonstranter med stor international deltagelse fik sendt et budskab til hele verden: Den folkelige modstand mod stormagternes nyliberale nedskæringspolitik, klimaødelæggelser, imperialistiske udplyndring og evige krigspolitik lader sig ikke kue af politistatsmetoder.

Stormagtssignaler

Som altid var USAs præsident i centrum – men Donald Trump lignede langt fra en triumfator eller sejrherre. Han indledte sin Europa-rejse med et besøg i omtrent det eneste land, hvor han kunne regne med en vis folkelig støtte, nemlig Polen. men derefter var det nedad bakke. Hans træf med Putin var uden politiske resultater – og en tweet om styrket samarbejde blev hurtigt trukket tilbage af Trumps udenrigsminister Tillerson.

Trumps signaler om, at ‘USA kan selv og går selv’ blev mødt med kulde. Til gengæld udvikler USA igen et tæt forhold til Storbritannien, som under Theresa May falder tilbage i sin vante efterkrigstidsrolle som amerikansk drabant. Den konservativt styrede Brexit står ikke for en uafhængig britisk global kurs – men en genoplivning af det anglo-amerikanske imperialistiske partnerskab.
Donald Trump erklærede, at de to lande snart vil indgå en økonomisk aftale:
– Vi arbejder på en handelsaftale. Det bliver en stor, stor aftale, en meget magtfuld aftale. God for begge lande, lød det i vanlig tweet-stil.

Kina og Rusland

Selvom USA en en militær supermagt er det ikke længere den økonomiske supermagt, det var. Krigene især siden 2001 har tæret. Industri og den meste øvrige produktion er sakket bagud. Ikke mindst i forhold til Kina, der er blevet en økonomisk verdensmagt. Både Rusland og Kina trues militært af amerikansk omringning – men signalet til G20-mødet fra begge disse kapitalistiske stormagter er, at USA ikke længere kan bestemme det hele.
Det er ikke længere en unipolær verden, men en bipolær, siger de. Stormagterne må finde kompromiser og udvikle en enighed, der tilgodeser alle disse magters kapitalistiske og imperialistiske interesser.

Kina og Rusland har udviklet et strategisk samarbejde bl.a. gennem Shanghai Cooperation Organisation SCO. Det er militært, politisk og økonomisk – og de to kapitalistiske stormagter optræder i stadig højere grad sammen på verdensarenaen. Ikke mindst i forhold til de militære konflikter med USA rollen som aggressor.

Tyskland og EU

EU’s kansler Merkel var ikke bare vært ved G20. Hun var også mediehelten over alle andre. Efter G7-topmødet i maj måned erklærede hun: ‘Europa (dvs EU) kan ikke længere regne med USA som alliancepartner’.
EU vil også gå sin egen (imperialistiske) vej – med kansler Merkel som ‘verdensleder’ og den franske Macron som højrehånd. De benytter sig af UK’s udtræden og Brexit til at sætte fart på integrationsprocessen. ‘Europas Forenede Stater’ skal være en realitet fra 2025. Det er målet. Det sætter små nationer som Danmark under pres.

Det var den netop afdøde tyske kansler Kohl – euro’ens og den tyske kapitalistiske genforenings ‘fader’ – som personligt udvalgte Merkel som sin efterfølger.
Merkel søger nu øget samarbejde med Kina og håber ligesom USA at splitte alliancen mellem Kina og Rusland. Forholdet til Rusland er fortsat stærkt nedkølet – også pga amerikansk pres.
Op til G20-mødet gav EU og Japan hinanden håndslag på at indgå en omfattende bilateral ‘frihandelsaftale’ med de samme elementer som TTIP, CETA osv. EU ser sultent på det fjerne Østen

Øget ustabilitet

Alt dette giver en global situation med øget ustabilitet og stadig risiko for konfrontationer mellem imperialistmagterne, som slås om globalt bytte – udplyndring af kontinenter eller dele af kontinenter som Afrika, Asien og Latinamerika for råvarer og jord. Og Mellemøsten for olierigdomme.

Krigene og udplyndringen driver millioner af mennesker på flugt. Lige nu ses den største mængde flygtninge siden 2. verdenskrig.
Krige mellem imperialistiske stormagter er ikke længere utænkelige, som man erklærede efter den kolde krig. USA og EU truer hinanden med handelskrige.
Kriser af enhver art, konfrontationer og pludselige eksplosioner er på den globale dagsorden.

Trump og klimaløfter på G20 topmødet: Fup fra begge sider
KPnet 10. juli 2017

G20 – International solidaritet – massiv politivold – og forsøg på at isolere protesten mod kapitalismen
KPnet 10. juli 2017

KPnet 12. juli 2017