Til oktoberrevolutionens fireårsdag – Af V. I. Lenin (1921)

Skrevet den 14. oktober 1921, trykt første gang i Pravda nr. 234, den 18. oktober 1921.

 

lenin
Vi nærmer os fireårsdagen 25. oktober (7. november).

Jo mere vi får denne store dag på afstand, desto klarere bliver betydningen af den proletariske revolution i Rusland, desto nøjere gennemtænker vi også vort arbejdes praktiske erfaringer som helhed.

I ganske korte rids – naturligvis langtfra fuldstændige og langtfra præcise – kan man skildre denne betydning og disse erfaringer på følgende måde.

En umiddelbar og helt nærliggende opgave for revolutionen i Rusland var af borgerlig-demokratisk art. Det gjaldt om at befri sig for middelalderens rester, at fjerne dem til bunds, at rense Rusland for dette barbari, denne skændsel, denne vældige bremse på al kultur og alt fremskridt i vort land.

Og vi kan med rette være stolte af, at vi udførte denne rensning langt mere energisk, hurtigere, dristigere, heldigere, bredere og dybere, for så vidt angår virkningen på folkets masse, på dets brede lag, end den store franske revolution for over 125 år siden.

Såvel anarkisterne som de småborgerlige demokrater (dvs. mensjevikkerne og de socialrevolutionære, de russiske repræsentanter for denne internationale sociale type) kommer bestandig med utroligt meget vrøvl om den borgerlig-demokratiske revolutions forhold til den socialistiske (dvs. den proletariske). Rigtigheden af vor opfattelse af marxismen på dette punkt, af vor vurdering af de hidtidige revolutioners erfaringer er fuldt ud blevet bekræftet i de 4 år. Vi har som ingen før os ført den borgerlig-demokratiske revolution til ende. Vi bevæger os ganske bevidst, sikkert og støt fremad, til revolutionens socialistiske stade, vel vidende, at den ikke er skilt fra den borgerlig-demokratiske revolution ved nogen kinesisk mur, vel vidende, at kun kampen vil afgøre, hvor langt det (i sidste instans) vil lykkes os at rykke frem, hvilken del af vor umådelig omfattende opgave vi kan løse, hvor stor en del af vor sejr vi kan fastholde. Tiden vil vise det. Men allerede nu ser vi, at der er præsteret uhyre meget i den socialistiske omformning af samfundet, til gavn for et forarmet, udpint, tilbagestående land.

Lad os imidlertid sammenfatte det borgerlig-demokratiske indhold i vor revolution. For marxister bør det være klart, hvad der ligger i dette. For at gøre det klart vil vi tage nogle anskuelige eksempler.

Det borgerlig-demokratiske indhold i revolutionen betyder, at landets sociale relationer (tilstande, institutioner) renses for middelalder, for livegenskab, for feudalisme.

Hvad var de vigtigste udslag, levn, rester, af livegenskabet i Rusland op til 1917? Monarki, stænderdeling, jordbesiddelse og dyrkningsret, kvindens stilling:, religion, undertrykkelse af nationaliteterne. Tag en hvilken som helst af disse »augiasstalde« [1] – apropos blev de i betragteligt omfang efterladt i snavset tilstand af alle fremskredne stater, da de gennemførte deres borgerligdemokratiske revolutioner for 125, 250 eller flere år siden (1649 i England) – tag en hvilken som helst af disse augiasstalde, og I vil se, at vi har gjort dem grundigt rene. I løbet af en halv snes uger, fra og med den 25. oktober (7. november) 1917 og til opløsningen af den konstituerende forsamling (5. januar 1918) udrettede vi på dette område tusind gange mere, end de borgerlige demokrater og liberale (kadetterne) og de småborgerlige demokrater (mensjevikkerne og de socialrevolutionære) gjorde i løbet af de otte måneder, de havde magten.

Disse kujoner, snakkehoveder, selvglade narcisser og små Hamlet’er slog om sig med et papsværd – og fik ikke engang monarkiet afskaffet! Vi smed hele det monarkistiske djævelskab så langt væk, som ingen nogen sinde tidligere har gjort. Vi lod ikke sten på sten, mursten på mursten tilbage af stænderdelingens århundredgamle bygning (selv de mest fremskredne lande som England, Frankrig, Tyskland har indtil i dag ikke skilt sig af med de sidste spor af stænderdelingen!). Stænderdelingens dybeste rødder, nemlig feudalismens og livegenskabets rester i jordbesiddelsen har vi rykket op til sidste trævl. »Man kan diskutere« (i udlandet er der nok af litterater, kadetter, mensjevikker og socialrevolutionære, der kan beskæftige sig med disse diskussioner), hvad der »til syvende og sidst« kommer ud af den store oktoberrevolutions omdannelser i landbruget. Vi har ikke lyst til at spilde tiden på disse diskussioner nu, for vi afgør denne diskussion og hele mængden af deraf afhængige diskussioner gennem kamp. Men man kan ikke diskutere det faktum, at de småborgerlige demokrater i otte måneder »kom overens« med godsejerne, vogterne af livegenskabets traditioner, mens vi i løbet af nogle få uger fik jævnet såvel disse godsejere som alle deres traditioner med den russiske jord.

Tag religionen eller kvindens retsløse stilling eller de ikke-russiske nationaliteters undertrykkelse og ulighed. Det er alle sammen spørgsmål fra den borgerlig-demokratiske revolution. Fladpander i det småborgerlige demokrati vrøvlede om dette i otte måneder; der findes ikke et eneste af de mest fremskredne lande i verden, hvor disse spørgsmål kan siges at være løst til bunds i borgerlig-demokratisk retning. Her i landet er de løst til bunds gennem oktoberrevolutionens lovgivning. Vi bekæmpede og bekæmper religionen reelt. Vi gav alle ikke-russiske nationaliteter deres egne republikker eller autonome områder. Her i Rusland findes der ikke noget så gement, afskyeligt og nederdrægtigt som kvindens retsløshed eller manglende ligestilling, dette oprørende levn fra livegenskabet og middelalderen, holdt i live af et begærligt bourgeoisi og sløvt, forkuet småborgerskab i alle lande verden over uden en eneste undtagelse.

Alt dette hører til indholdet i den borgerlig-demokratiske revolution. For 150-250 år siden lovede progressive førere for denne revolution (eller disse revolutioner, hvis man skal tale om hver enkelt national udgave af den ene, fælles type) at befri menneskeheden for middelalderlige privilegier, for kvindens ulighed, for statslig fortrinsret for den ene eller den anden religion (eller »religionsidé eller overhovedet »religiøsitet«), for nationaliteternes ulighed. Det gav de som løfte – men de holdt det ikke. De kunne ikke holde det, »respekten«… for den »hellige privatejendom« hindrede dem deri. I vor proletariske revolution fandtes ikke denne forbandede »respekt« for den trefold forbandede middelalder og den »hellige privatejendom«.

Men for at sikre Ruslands folk den borgerlig-demokratiske revolutions erobringer måtte vi rykke længere frem, og det gjorde vi. Vi løste den borgerlig-demokratiske revolutions problemer undervejs, i forbifarten, som et »biprodukt« af vort egentlige hovedarbejde, det proletarisk-revolutionære, socialistiske arbejde. Reformer, sagde vi altid, er et biprodukt af den revolutionære klassekamp. Borgerlig-demokratiske omdannelser – sagde vi, og beviste vi i gerning – er et biprodukt af den proletariske, dvs. den socialistiske revolution. For øvrigt kunne alle disse, Kautsky, Hilferding, Martov, Tjernov, Hillquit, Longuet, MacDonald, Turati og andre helte i »II½«-marxismen ikke fatte en sådan relation mellem den borgerlig-demokratiske og den proletarisk-socialistiske revolution. Den første vokser over i den anden. Den anden løser i forbifarten den førstes problemer. Den anden underbygger den førstes værk. Kampen og kun kampen afgør, hvor langt det lykkes den anden at vokse ud over den første.

Sovjetsystemet er netop en af de anskuelige bekræftelser på eller udslag af dette fænomen, hvor én revolution vokser over i en anden. Sovjetsystemet indeholder et maksimum af demokratisme for arbejderne og bønderne, og samtidig betyder det et brud med den borgerlige demokratisme og dannelsen af en ny, verdenshistorisk type demokrati, nemlig den proletariske demokratisme eller proletariatets diktatur.

Lad køtere og svin i det døende bourgeoisi og dets bagtrop af småborgerligt demokrati dænge os til med forbandelser, skældsord og spottegloser over forbiere og fejl i vor opbygning af vort sovjetsystem. Vi glemmer ikke et øjeblik, at der virkelig var mange forbiere og fejl i vort arbejde og stadig gøres mange. Som om man kunne undgå fejl og forbiere i et så nyt, for hele verdenshistorien nyt værk som skabelsen af en hidtil uset type statsindretning! Vi vil ufortrødent kæmpe for at korrigere vore forbiere og fejl, for at forbedre vor praktiske anvendelse af sovjetprincipperne, som endnu anvendes meget, meget ufuldkomment. Men vi har ret til at være stolte af, og vi er stolte af, at det faldt i vor lykkelige lod at begynde på opbygningen af en sovjetstat og dermed at indlede en ny epoke i verdenshistorien, hvor herredømmet udøves af en ny klasse, der er undertrykt i alle kapitalistiske lande, men overalt er på vej til et nyt liv, til sejr over bourgeoisiet, til proletariatets diktatur, til menneskehedens udfrielse af kapitalens åg, af imperialistiske krige.

Spørgsmålet om de imperialistiske krige, om finanskapitalens internationale politik, som nu om stunder dominerer i hele verden, en politik, som uvægerlig afføder nye imperialistiske krige, uvægerlig afføder en uhørt skærpelse af den nationale undertrykkelse, udplyndringen, kvælningen af små, svage, tilbagestående nationaliteter fra en håndfuld »førende« magters side – dette spørgsmål er siden 1914 blevet et kardinalspørgsmål for al politik i alle lande verden over. Det er et spørgsmål om liv og død for millioner og atter millioner af mennesker. Det drejer sig om, hvorvidt den næste imperialistiske krig, som åbenlyst forberedes af bourgeoisiet og åbenlyst vokser frem af kapitalismen, skal slagte 20 millioner mennesker (mod 10 millioner dræbte i krigen 1914-18 med tilhørende »små« krige, som ikke er endt endnu), hvorvidt denne optrækkende krig (som er uundgåelig, hvis kapitalismen bevares) skal lemlæste 60 millioner (mod 30 millioner lemlæstede i 1914-18). Også i dette spørgsmål indledte vor oktoberrevolution en ny epoke i verdenshistorien. Bourgeoisiets lakajer og dets eftersnakkere i skikkelse af socialrevolutionære og mensjevikker, i skikkelse af alverdens småborgerlige, »socialistiske« demokrater hånede parolen »den imperialistiske krig skal forvandles til borgerkrig«. Denne parole viste sig imidlertid at være selve sandheden – en ubehagelig, grovkornet, usminket, brutal sandhed, det må siges, men det var sandheden i et hav af raffinerede chauvinistiske og pacifistiske bedragerier. Nu ryger disse bedragerier i luften. Brestfreden er afsløret. Hver dag bringer en mere og mere ubarmhjertig afsløring af, hvad den endnu værre Versaillesfred betyder og medfører. Og for millioner og atter millioner af mennesker, som tænker over årsagerne til krigen i går og over den kommende krig i morgen, for dem rejser sig stadig klarere, stadig tydeligere, stadig mere uafvendeligt den truende sandhed: man kan ikke undslippe den imperialistiske krig og dens sikre ophav, den imperialistiske verden (hvis vi havde den gamle retskrivning, ville jeg her skrive både »verden« og »fred« [2]), man kan ikke undslippe dette helvede på anden måde end gennem den bolsjevikiske kamp og den bolsjevikiske revolution.

Lad dem blot rase mod denne revolution, lad bourgeoisi og pacifister, generaler og spidsborgere, kapitalister og filistre, alle troende kristne og alle II og II½ Internationales riddere falde over den. Hvor megen ondskab, bagtalelse og løgn de end udspyr, kan de ikke udviske den verdenshistoriske kendsgerning, at for første gang i hundreder og tusinder af år har slaverne besvaret en krig mellem slaveejerne med åben forkyndelse af parolen: gør denne krig mellem slaveejerne om delingen af byttet til alle nationers slavers krig mod alle nationers slaveejere.

For første gang i hundreder og tusinder af år er dette løsen ikke mere en dunkel og afmægtig forventning, men er blevet et klart, præcist politisk program, de undertrykte millioners aktive kamp under proletariatets ledelse, det har forvandlet sig til proletariatets første sejr, den første sejr på vejen til krigenes afskaffelse, den første sejr for forbundet mellem alle landes arbejdere over forbundet mellem de forskellige nationers bourgeoisi, det bourgeoisi, som både enes og kriges på bekostning af kapitalens slaver, på bekostning af lønarbejderne, på bekostning af bønderne, på bekostning af det arbejdende folk.

Denne første sejr er endnu ikke endelig, og vor oktoberrevolution vandt den kun under uhørte genvordigheder og vanskeligheder, under uhørte lidelser, efter en række vældige forbiere og fejl fra vor side. Som om et enkelt, tilbagestående folk uden forbiere og fejl skulle kunne overvinde de imperialistiske krige, ført af de stærkeste og mest fremskredne lande på kloden! Vi er ikke bange for at indrømme vore fejl, og vi vil behandle dem nøgternt, så vi kan lære at rette dem. Men det er og bliver et faktum: for første gang i hundreder og tusinder af år er løftet om at »besvare« en krig mellem slaveejerne med slavernes revolution mod samtlige slaveejere indfriet til sidste tøddel – indfriet trods alle vanskeligheder.

Vi er begyndt på dette værk. Nøjagtigt hvornår, i hvilket tidsrum den eller den nations proletarer vil fuldføre dette værk, er et uvæsentligt spørgsmål. Det væsentlige er, at isen er brudt, vejen er åben, ruten er afstukket.

Fortsæt kun jeres hykleri, I herrer kapitalister i alle lande, som »forsvarer fædrelandet«, det japanske mod det amerikanske, det amerikanske mod det japanske, det franske mod det engelske og så videre! Fortsæt kun at »afskrive« spørgsmålet om kampmidler mod imperialistiske krige ved at forfatte nye »Basel-manifester« (i stil med Basel-manifestet fra 1912), I herrer riddere i II og II½ Internationale med samt alle pacifistiske spidsborgere og filistre i den ganske verden! De første hundrede millioner mennesker på Jorden er befriet fra den imperialistiske krig og den imperialistiske verden af den første bolsjevikiske revolution. De næste vil befri hele menneskeheden fra sådanne krige og en sådan verden.

Det sidste værk, både det vigtigste, det vanskeligste og det mest ufuldendte, vi arbejder med, er den økonomiske opbygning, rejsningen af det økonomiske fundament til den nye, socialistiske bygning i stedet for den ødelagte feudale og halvt ødelagte kapitalistiske. I dette særlig vigtige og vanskelige værk har vi oplevet de fleste forbiere og de fleste fejl. Som om man kunne begynde på dette verdensnye værk uden forbiere og fejl! Men vi er begyndt på det. Vi fører det fremad. Med vor »nye økonomiske politik« retter vi netop nu en hel række af vore fejl, vi lærer, hvordan man skal bygge videre på den socialistiske bygning i et småbondeland uden at begå disse fejl.

Vanskelighederne er umådelige. Vi er vant til at kæmpe med umådelige vanskeligheder. Det havde sin grund, når vore fjender kaldte os »stenhårde« og sagde, at vi repræsenterede en »halsbrækkende politik«. Men vi har også lært – i hvert fald til en vis grad lært en anden nødvendig kunst i revolutionen – smidighed, evne til hurtigt og brat at ændre taktik og tage hensyn til ændrede objektive forhold, vælge en anden vej til vort mål, hvis den hidtidige vej viste sig uegnet og umulig i den givne tidsperiode.

Båret oppe af begejstringens bølge, med folkets entusiasme vakt, først almenpolitisk og senere militært, regnede vi med at kunne gennemføre lige så store økonomiske opgaver (som de almenpolitiske og de militære) ved at bygge umiddelbart på denne entusiasme. Vi regnede med – eller måske rettere: vi tænkte os uden tilstrækkelig beregning – at når den proletariske stat udstedte direkte befalinger, kunne vi ordne en statslig produktion og en statslig fordeling af produkterne på kommunistisk vis i et småbondeland. Livet har klarlagt vor fejltagelse. Der krævedes en række overgangstrin: statskapitalisme og socialisme, for at forberede – gennem mange års arbejde forberede – overgangen til kommunismen. Det er ikke den umiddelbare entusiasme, man skal bygge på, men man skal bruge entusiasmen, som den store revolution har skabt, og den personlige interesse, interessen for personlig fordel, den økonomiske beregning, og på denne basis skal man værsgod begynde med at bygge solide småbroer, der i vort småbondeland kan føre gennem statskapitalismen til socialismen; ellers vil I ikke nå frem til kommunismen, ellers vil I ikke kunne føre millioner og atter millioner af mennesker frem til kommunismen. Det har livet lært os. Det har revolutionens objektive udviklingsgang lært os.

Og vi, som i tre og fire år har lært lidt om kunsten at foretage bratte vendinger (når der kræves en brat vending), begyndte ihærdigt, opmærksomt, udholdende (men stadig ikke ihærdigt nok, opmærksomt nok, udholdende nok) at lære en ny vending, den »nye økonomiske politik«. Den proletariske stat må blive en forsigtig, omhyggelig, dygtig »driftsherre«, en punktlig grosserer – ellers kan den ikke få et småbondeland økonomisk på fode, nogen anden overgang til kommunismen findes der ikke nu, under disse forhold, side om side med det kapitalistiske (foreløbig kapitalistiske) Vesten. En grosserer, det er nok en økonomisk type, der er så langt fra kommunismen som himlen fra jorden. Men det er netop en af den slags modsigelser, der i det levende liv fører fra det lille bondebrug over statskapitalismen til socialismen. Interessen for personlig fordel øger produktionen; vi har brug for en større produktion, først og fremmest og for enhver pris. Engroshandel forener millioner af småbønder økonomisk, gør dem interesserede, binder dem sammen, fører dem op til det næste trin: forskellige former for forbindelse og sammenslutning i selve produktionen. Vi er allerede begyndt på den nødvendige omlægning af vor økonomiske politik. Vi kan allerede notere visse fremskridt på dette område – ganske vist små og begrænsede, men dog utvivlsomme fremskridt. Vi er på dette felt allerede ved at forlade forberedelsesklassen under den nye »skolegang«. Vi kommer også op i de næste klasser, når vi lærer målbevidst og vedholdende, prøver hvert af vore skridt på de praktiske erfaringer, ikke er bange for at begynde forfra flere gange og rette vore fejl, idet vi opmærksomt sætter os ind i deres betydning. Vi vil gennemgå hele »kurset«, selv om forholdene i verdensøkonomien og verdenspolitikken har gjort det langt mere langvarigt og vanskeligt, end vi kunne ønske. For enhver pris, hvor byrdefulde overgangstidens lidelser, trængsler, sulten og forfaldet end bliver, vil vi ikke tabe modet, men føre vor sag igennem til den sejrrige ende.

14. oktober 1921

N. Lenin

Noter

1.Augiasstalde fra den græske mytologi om kong Augias, hvis stald ikke var blevet rengjort i 30 år; Herakles (Herkules) lod den rense ved at lede en flod igennem den. – S. 26.

2. Efter moderne russisk retskrivning staves »verden« og »fred« på samme måde; efter gammel retskrivning stavedes de to ord forskelligt. Ordene før parentesen kan altså også oversættes: »dens sikre ophav, den imperialistiske fred« osv., og denne dobbelthed gælder tillige resten af artiklen. – S. 29.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15 s. 25-33, Forlaget Tiden, København 1984.
Oversat til dansk af Gelius Lund.

KPnet 21. juni 2017