Hemmelige aftaler med USA: Demokratiet under radaren – Af Bård Wormdahl

Den danske stats militære aftaler med USA har altid været karakteriseret ved hemmeligholdelse. Det samme gør sig gældende i NATO-landet Norge. Det faktiske samarbejde og de tosidige militære aftaler og deres formål kommer normalt ikke til offentlighedens kendskab. Artiklen er oversat fra norsk, og er tidligere bragt på netavisen Revolusjon.no

globus-2Globus II radaren på Värdö – en del af missilskjoldet under USA’s kommando


Af Bård Wormdahl

Vores militære forbindelse til USA har ført Norge ind i en demokratisk blindzone. Offentligheden er ført bag lyset i forhold til Norges militære forbindelse til USA. Helt tilbage til 1954 og frem til i dag har Norge og USA indgået omfattende hemmelige aftaler, som ikke har været en del af norsk NATO-medlemskab.

De tosidige aftaler mellem USA og Norge vil få endnu større betydning i de kommende år. Norsk NATO-samarbejde er ofte blevet kritiseret for den stærke militære binding til USA. Den norske offentlighed har aldrig måttet ytre sig om dette tosidige samarbejde med USA udenfor NATO.

Meget holdes fortsat udenfor offentlighedens kendskab, men store dele af det militære samarbejde mellem USA og Norge udenfor NATO-alliancen er det nu blevet muligt at dokumentere.

  • 1963: Samarbejdet udvides til overvågning af interkontinentale raketter og satellitter. Den første Globus-radar kommer i funktion i Vardø for at overvåge sovjetiske raketter, mens Fauske II bliver sat i funktion for at samle oplysninger fra Sovjetunionens satellitter.
  • 1994: Samarbejdet udvides igen, blandt andet omkring aflytning gennem COMINT. Aflytning af forbindelseslinjer på Barhaug i Sør-Varanger, Vadsø og fra fartøjet Marjata.
  • 2013: NSA mener at anlæg i Norge udmærker sig ved at kunne tappe satellit-kommunikation. NSA vurderer Norge til sammen med et andet, ikke navngivet land at være de vigtigste samarbejdspartnerne for indhentning af tekniske efterretninger for USA. NSA samarbejder om en ny lyttestation for satellitdata ved Hønefoss.

Omfanget af det tosidige efterretningssamarbejde med USA burde være centralt i dagens debat om forsvarets fremtid. Begge de to tunge udvalg som har sat præmissen for debatten, Fagmilitært Råd og Ekspertgruppen for Forsvaret prioriterer begge efterretninger højt.

Det som ikke er kommet frem offentligt er, at Ekspertgruppen for Forsvaret mener at amerikansk økonomisk støtte er helt afgørende for at Norge skal kunne anskaffe nye overvågningsfly og nye sensorer i nord, ligesom den også har været tilhænger af at udstyre det nye overvågningsfartøj Marjata.

Nu er regeringen i langtidsplanlægningen for Forsvaret gået ind for en fortsat stærk satsning på efterretninger, blandt andet nye overvågningsfly. Ved de to sidste indkøb af overvågningsflyet Orion var det også USA som betalte det meste af regningen – et lidet kendt faktum. Det er som regel sådan, at den som betaler for morskaben også bestemmer.
Overvågningen har i alle årene først og fremmest været rettet mod russiske styrker i nord. Metoder og kapaciteter holdes stadig i stor grad udenfor offentlighedens kendskab, men Globus II-radaren i Vardø er et undtagelse. Globus II giver et interessant indblik i det amerikansk-norske samarbejde.

Amerikanerne anvender radaren med det formål, at kunne føre krig i verdensrummet. Radaren skal give data til at kunne angribe russiske og andre landes satellitter. Dette til trods for at Stortinget har besluttet at Norge skal arbejde internationalt mod at Star Wars bliver en realitet.

Tidligere statssekretær i det amerikanske Forsvarsministerium, Philip E. Coyle, har udtrykt at missilus II er en vigtig del af det amerikanske missilforsvar. Det amerikanske missilskjold kan sætte hele det russiske atomarsenalet ud af spillet.

Missilskjoldet har været en vigtig årsag til at forholdet mellem Washington og Moskva nærmer sig koldkrigslignende tilstande. Radar-systemet i Vardø er direkte underlagt amerikansk kommando, viser et officielt amerikansk dokument. Dette til trods for at vi ifølge norsk officiel politik, skal have fuld national kontrol med alle deler af denne efterretningsvirksomhed.

Er der i dag tilsvarende problemstillinger som det der gør sig gældende for Vardø ved andre anlæg? Det ved vi ikke meget om.

Der hersker fortsat ekstrem hemmeligholdelse i forhold til stationer, skibe og andre sensorer som for eksempel stationerne på Fauske og i Vadsø, skibene Marjata og Eger og kablerne udfor Andøya, Hammerfest, Tana, Vardø og andre steder.

Det som trods hemmeligholdelsen står klart er, at USA i årtier har brugt Norge som en fremskudt lyttepost mod Rusland både for defensive og offensive formål. Efterretningsinformation fra Vardø-radaren deles kun mellem USA, Canada, Storbritannien og Norge, og er ikke fælleseje i NATO. NATO har begrænset sine egne efterretningssystemer stærkt. Den historiske udvikling og omfanget af den amerikansk-norske efterretning tilsiger at den først og fremmest tjener amerikanske formål.

VGs ofte velinformerede journalist Frithjof Jacobsen skrev i forbindelse med statsminister Erna Solbergs møde med USAs præsident Barack Obama at bidrag til overvågning af russiske ubåde er Norges bedste kort til at skabe et godt forhold til USA.

De seneste år har Norge satset kraftigt på militær efterretning og der satses stadigt. Naturligvis kan forsvaret ikke lægge alle metoder og kapaciteter frem, men der er meget at komme med i forhold til det som Rusland åbenbart har kendskab til.

Hemmelighold må kun være begrundet med at offentlighed vil kunne skade Norge militært. Til en start må de tosidige aftaler mellem USA og Norge offentliggøres. En tilsvarende aftale mellem USA og Storbritannien blev for nylig offentliggjort.

Det er en alvorlig svaghed ved det norske demokrati at der ikke er åbenhed og debat om en central del af norsk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Offentligheden er ført bag lyset omkring Norges militære forhold til USA.

Bård Wormdahl er NRK-journalist og forfatter. Han har blandt andet skrevet bøgerne «Spionbasen» (Pax 2015) og Satelittkrigen (Pax 2011).

Artiklen er bragt på netavisen Revolusjon efter aftale med forfatteren og oversat fra norsk af Kommunistisk Politik.

 

 

KPnet 12. september 2016