Tyrkiets Arbejderparti EMEP: Kupforsøget var en kontrarevolution i kontrarevolutionen – Hverken kup eller en-mands-diktatur!

Den tyrkiske præsident Erdogan har beordret foreløbig tre måneders undtagelsestilstand mens der gennemføres en altomfattende udrensning i statsapparatet, undervisningssektoren, medier osv. efter det mislykkede kupforsøg. Formålet er klar at skabe  ‘én mands og ét partis’ diktatur. Arbejderpartiet EMEP betegner kupforsøget som en kontrarevolutionær reaktion på Erdogans og AKPs kontrarevolutionære kurs – og opfordrer til kamp mod det ny diktatur, der er ved at blive etableret.

emep_soergetog_111015_th

Sørgetog i Ankara i oktober 2015  for dræbte EMEP-medlemmer og andre ved IS-terrorattentat på en fredsdemonstration

Af Tyrkiets Arbejderparti EMEP

Om natten den 15. juli var Tyrkiet vidne til, at soldater i to store byer overtog nogle kritiske positioner. Kupmagerne indtog de tyrkiske væbnede styrkers generalstabs hovedkvarter og gendarmeriets centralkommando, en militær flybase og Atatürk lufthavnen i Istanbul. De øverste befalingshavende i de væbnede styrker blev tilbageholdt. Kampfly fløj lavt over nogle byer og bombede senere sammen med helikoptere bestemte mål, herunder den tyrkiske parlamentsbygning og omegnen af generalstabens og specialstyrkernes hovedkvarterer.

Uden tilstrækkelig forberedelse og styrke var kupmagerne, der måske af omstændighederne var tvunget til at handle, og måske blev overgivet af dele af de væbnede styrker, i løbet af nogle få timer nået til et dødt punkt.

For det første kunne de ikke vinde over folket og dets organiserede del. Dette kup blev ikke støttet af nogen, ikke af en organiseret kraft som et politisk parti eller en fagforening. De fire politiske partier i parlamentet udsendte en fælles erklæring imod kupforsøget.

For det andet kunne de sammensvorne ikke få de vigtigste af de væbnede styrkers tropper over på deres side. De blev konfronteret af politiet og specialstyrkerne, der direkte kontrolleres af regeringen og tæller hundredtusinder. Islamistiske politiske aktivister, indbefattet jihadister, viste deres høje organiseringsgrad ved at konfrontere dem hånd i hånd med politiet. De fulgte opfordringen fra præsidenten, som kupmagerne ikke indfangede, om ’at gå på gaden’. Et stadigt voksende antal AKP-støtter samt folk fra de dele af befolkningen, som insisterer på demokrati, fyldte også gaderne i trods mod kuppet.

I et land, som har været udsat for hen imod 10 kup, hvoraf de eneste vellykkede er dem, som er blevet bakket op af USA, kunne kupmagerne ikke sikre sig USA’s åbne støtte på trods af dets tvetydige holdning i starten.

Så det lykkedes ikke for dem.

Hvad der imidlertid ikke kan diskuteres, er at det er den siddende AKP-regering og præsident Erdogan – som udvikler et ’enmandsvælde’ – og deres linje såvel i indenrigspolitikken som udenrigspolitik, som har trukket Tyrkiet hen imod sådanne begivenheder som dette kup.

Faktisk var det AKPs og Erdogans primære påstand ved folkeafstemningen om forfatningem 2010, at de ’gjorde regnskabet op med kupforfatningen’ fra 1980, og at ’det vil være slut med kup i Tyrkiet’! Dette er ikke sket. Ikke bare blev ’regnskabet aldrig gjort op’ med kupforfatningen, men tværtimod er alle de skridt, der er foretaget siden, blevet gjort med henblik på at ødelægge landets i forvejen svage institutioner og friheder.

Kort efter han var valgt som præsidentm proklamerede Erdogan et ’de fakto regimeskifte’.og erklærede, at det palamentariske system er ’stillet på pause’ og tog skridt i den retning.

Den udøvende magt blev styrket gennem ‘Loven om indre sikkerhed’, som tildelte politiet og guvernørerne på regions- og provinsniveau ekstraordinære beføjelser. I den krig, som føres i de kurdiske byer, beskyttes de væbnede styrker ved at de er blevet givet immunitet. Soldater kan ikke retsforfølges uden premierministerens samtykke.

Lovgivningen er blevet underordnet den udøvende magt. Med oppustningen af ’den nationale vilje’, med fokus på stemmeafgivning mere end på demokratiske rettigheder og friheder, og endelig med ophævelsen af parlamentsmedlemmers immunitet, er dette blevet udviklet til et punkt, hvor man befrier sig for uønskede parlamentarikere. At den ’Nationale vilje’ betyder ’én mands enevældige beslutninger’ blev demonstreret af at valget den 7. juni 2015, som sagde Nej til en-mands-diktatur, er blevet omstødt.

Ved anstiftelse af krig mod kurderne, som har fået den nationale chauvinisme til at flamme op, blev landet trukket ind i krig og kaos og blev påtvunget valget den 1. november.

Lovgivningen er blevet underlagt den udøvende magt med ’særdomstole’, påståede kupmagere med forskellige identiteter, med dommernes og anklagernes øverste råd, som mest består af udpegede medlemmer. En tredjedel af dommerne og anklagerne er blevet afsat. Før kupforsøget blev det meddelt, at med undtagelse af højesteretspræsidenten og statsrådets juridiske chef ville alle medlemmer af de to institutioner blive udpeget af den udøvende magt, selvom ingen anklager eller domstol har nogen bemyndigelse dertil. Kupforsøget foranledigede at to medlemmer af højesteret, 140 af landets højeste dommere, 48 medlemmer af statsrådet og 2745 blev tilbageholdt i varetægt.

Pressefriheden er næsten totalt udryddet. Ytringsfriheden og ikke mindst retten til at tænke frit og til at holde møder og organisere demonstrationer er blev umuliggjort. Især demonstrationer 1. maj, og tilmed retten for det største oppositionsparti til at afholde møder, bliver nægtet. Under krigsforhold sker forsvar for freden med risiko for ens eksistens. Et eksempel er fyringerne og fængslingerne af akademikere, som underskrev en fredsappel (vedr. krigen mod kurderne, o.a.). Det er nu meddelt at valgte lokalregeringer vil blive afsat og erstattet med vilkårlige udnævnelser.

Påstanden om at man vil ’fjerne sporene fra kuppet’ var ikke andet end et slør over at der indføres vilkårlige love for et ’en-mands- og et-partis diktatur’, der gør enhver snak om retsstat meningsløs. Denne indenrigspolitiske kurs gennemføres med en fornyet alliance med soldater fra Ergenekon. (Ergenekon er en hemmelig højrenationalistisk sekulær organisation, som har opereret som en slags tyrkiske gladio, herunder med snigmord. Medlemmer af organisationen er tidligere blevet stillet for retten af Erdogan, o.a.). Det sker i ’terrorbekæmpelsens’ navn i stedet for ’fredsprocessen’, med et forbud mod protester på gaderne og med en konflikt og en krig, der jævner kurdiske byer med jorden, som er belejret med tanks og kanoner.

Krigspolitikken, som har dræbt tusinder, og har fjernet demokratiske rettigheder og friheder, tvinger og har tvunget landet ud i en situation, hvor det ikke kan regeres som under normale omstændigheder. Særlig har den øgede brug af våben og væbnet magt medført en øget indflydelse fra militærfolk i landets administration. At dette har spillet en rolle i at gøre landet mere modtageligt for kupforsøg kan ikke benægtes.

En tilsvarende politik er fremmet i udenrigspolitikken, hvor krigspolitik skal tjene ny-ottomansk ekspansionisme. (En drøm om at nyskabe et ottomansk imperium, o.a.).

Utilfredsheden med denne kurs sammen med de herskede kræfters søgen efter alternativer er forståelig og har bevirket, at forholdet til amerikansk udenrigspolitik er blevet disharmonisk og umuliggjort efter den russiske intervention i Syrien. I sammenhæng med et kurdiske spørgsmål har snakken om ’røde linjer’ i Syrien mistet al mening (Obamas ’advarsel’ til Assad-regimet i 2012 om ikke at overskride en ’rød linje’ i forhold til brugen af kemiske våben, o.a.)

Det har tvunget AKP til at ændre politik. En politisk linje for at normalisere forholdet til Israel og Rusland bliver nu fulgt. Men sammenbruddet for de hidtidige udenrigspolitiske målsætninger – knyttet til krigspolitikken – førte til militærets indflydelse på udenrigspolitikken og fremprovokerede militær foretagsomhed og til en konflikt mellem fraktioner i de herskende kredse

Derudover førte de skridt, der blev taget til at forene de herskende klasser gennem en overgang til et ’en-mands og et partis diktatur’, til utilfredshed og bitterhed blandt reaktionære kræfter. Straffe for skatteunddragelser og udelukkelse fra budgivning på lukrative regeringsprojekter, som blev gennemført for at ’vinde’ også traditionelle monopolkapitalistiske grupper, er nogle af disse skridt.

Meget alvorlige sanktioner ramte Gülen-bevægelsen, som var allieret med AKP siden dens stiftelse, men hvor det kom til et brud i forbindelse med korruptionsundersøgelserne 17-25. november (2013). Denne bevægelse er ikke bare islamistisk, men også en stor pengefond. Med dens bank- og investeringsselskaber, landets største mineselskab og udstrakte investeringer i medier og uddannelsessektoren, og i kraft af alliancen med AKP, har denne gruppe gennemtrængt det meste af statsapparatet, især inden for politiet, retsvæsenet og de væbnede styrker.

Efter den 25. november 2013 blev denne gruppe stemplet som en ’terrororganisation’, dets banker og mineselskab beslaglagt, medier og uddannelsesinstitutioner blev lukket, selskaber og medlemmer bragt for domstole og fængslet. Efter udrensningen i retsvæsen og politi og i forbindelse med, at nyudnævnelser og forfremmelser i de væbnede styrker skal finde sted i slutningen af august i år, var undersøgelser, arrestationer og retsforfølgelse af medlemmer af denne gruppe allerede påbegyndt.

Dette var ’det sidste strå’ – de organiserede kræfter i denne gruppe og i andre utilfredse grupper kastede sig ud i et kupforsøg, idet de var klar over at udrensningslisterne fandtes. I stedet for at blive afskediget og fængsler var de på en vis måde tvunget ud i det. Dette fejlslagne kupforsøg har ført til et opgør blandt de herskende reaktionære.

Det er ubestrideligt, at kuppet med dets først proklamerede militære undtagelsestilstand og forbud ville fremme reaktionen i både inden- og udenrigspolitik, og det var derfor vigtigt at det blev slået tilbage. Det er imidlertid klart, at kuppet har styrket AKPs reaktionære politik for ’én mand og ét parti’. Præsident Erdogan kaldte kupforsøget ’en guds gave’ og erklærede at det gav ham ’en chance for at rense ud i militæret’. Kupforsøget afslørede politiets islamistiske ideologiske forankring og eksistensen af en militant hemmelig organisation, der spillede en væsentlig rolle i at slå kuppet ned efter Erdogans appel. Det styrkede også AKPs organiserede basis i befolkningen.

Der er nu påbegyndt en ekstrem ’udrensning’ af dommere, sagførere udover politiet og hæren under påskud af en hurtig ’udrensning af kupmagere’. Det er klart at dette har til formål og vil tjene til at skabe en statsmekanisme, som kun følger ’én mands’ ordrer.

AKP-regeringen er allerede begyndt at legitimere dette under påskud af at slå ned på den afslørede ’Gülen- terrorisme’, hvis målsætninger den vil inddæmme, og af at slå ned på kupmagerne. Dette bruges som en katalysator for at forene befolkningen – begyndende med den borgerlige opposition – omkring dets egne mål.

Vort parti EMEP var klare modstandere af kuppet. Partier advarer alle om, at kuppets nederlag i sig selv ikke nødvendigvis betyder ’demokratiets sejr’, og at demokratier med detes rettigheder og friheder kun kan vindes i en svær kamp.

Vi appellerer til alle om at gå ind i kampen for at forhindre én mands og ét partis diktatur.

EMEP er medlem af Den internationale konference af marxstisk-leninistiske partier og organisationer CIPOML.

Se også

Tyrkiets Arbejderparti EMEP: Hverken militærkup eller enmands- og et-parti diktatur
KPnet 17. juli 2016

 

KPnet 21. juli 2016