En verdenskrig er i gang – bryd tavsheden! Af John Pilger

Den verdenskendte australske filmmand, forfatter og journalist John Pilger holdt i marts 2016 en tale på universitetet i Sydney under overskriften ’A world war has begun’. Han advarer her mod den verdensomspændende krig, der allerede nu føres som en propagandakrig og på et splitsekund kan forvandles til en krig ført med atomvåben. Det er også en skarp kommentar til den amerikanske valgkamp og de to partiers kandidater.

bikini island
Jeg har været på filmoptagelse på Marshalløerne, der ligger nord for Australien midt i Stillehavet. Hver gang jeg fortæller folk hvor jeg har været, spørger de: ”Hvor er det henne?” Hvis jeg giver dem et hint ved at sige ”Bikini”, svarer de ”Du mener badetøjet”.

Kun få synes at være bevidst om, at bikinien fik sit navn for at hylde atomsprængningerne, der ødelagde øen Bikini. USA sprængte 66 nukleare enheder på Marshalløerne mellem 1946 og 1958 – det svarer til 1,6 Hiroshimabomber hver eneste dag igennem 12 år.

Bikini er stille i dag, muteret og forurenet. Palmetræer vokser i sære formationer. Intet bevæger sig. Der er ingen fugle. Stenene på den gamle kirkegård stråler af radioaktivitet. Mine sko gav udslag for ”sikkerhedsrisiko” på Geigertælleren.

Da jeg stod på stranden betragtede jeg det smaragdgrønne Stillehav synke ned i et aflangt, sort hul. Det var krateret efter brintbomben kaldet “Bravo”. Sprængningen forgiftede mennesker og miljø over et område på hundredevis af kvadratkilometer, måske for altid.

På hjemrejsen havde jeg et stop i Honolulu lufthavn og bemærkede her et amerikansk magasin med navnet “Kvinders helbred”. På forsiden sås en smilende kvinde i bikini, og overskriften lød ”Også du kan få en bikinikrop”. Nogle få dage tidligere på Marshalløerne havde jeg interviewet kvinder med en helt anden form for bikinikrop; de havde været ramt af kræft i skjoldbruskkirtlen eller andre livstruende kræftformer.

I modsætning til den smilende kvinde i bladet var de alle fattige: Ofre og forsøgsdyr for en grisk supermagt, der i dag er mere farlig end nogensinde.

Jeg nævner denne oplevelse som en advarsel og for at sætte en stopper for en vildledning, der har grebet så mange af os. Grundlæggeren af den moderne propaganda, Edward Bernays beskrev dette fænomen som ”den bevidste og intelligente manipulation med vaner og holdninger” i det demokratiske samfund. Han kaldte det en ”usynlig styring”.

Hvor mange mennesker er klar over, at en verdenskrig er i gang? Lige nu er det en propagandakrig, en krig på løgne og vildledning, men det kan ændre sig på et øjeblik, med den første forfejlede ordre, med det første missil.

I 2009 stod præsident Obama foran en tiljublende menneskemængde i Prags centrum i hjertet af Europa. Han gav sig selv et løfte om at ”gøre verden atomvåbenfri”. Folk jublede og nogle græd, en strøm af banaliteter flød fra medierne. Og Obama modtog efterfølgende Nobels fredspris.

Alt var falsk. Han løj.

Obama-administration har produceret flere atomvåben, flere atomsprænghoveder, flere atomfremføringssystemer, flere atomvåbenfabrikker. Alene udgifterne til atomsprænghoveder er vokset mere under Obama end under nogen anden amerikansk præsident.

Over 30 år har udgifterne været mere end 7 billioner (!) danske kroner. En miniatombombe er på tegnebrættet. Den er kendt som B61 Model 12. Der har aldrig været noget tilsvarende. General James Cartwright, tidligere næstkommanderende i den amerikanske militære overkommando, har sagt: “Jo mindre dette våben, desto mere tænkeligt (bliver brugen af det).”

I de seneste 18 måneder er der foregået den største militære opbygning siden den 2. verdenskrig – anført af USA – langs Rusland vestgrænse. Ikke siden Hitler invaderede Sovjetunionen har udenlandske tropper udgjort en så demonstrativ trussel mod Rusland

Ukraine – der engang var en del af Sovjetunionen – er blevet forvandlet til en forlystelsespark for CIA. Efter at have stået bag et kup i Kiev har USA taget effektiv kontrol over et regime, der er fjendtligt og befinder sig som nærmeste nabo til Rusland; et regime råddent af nazister, bogstaveligt talt. Prominente parlamentsmedlemmer er de politiske efterkommere af fascisterne i OUN og UPA (organisationer der samarbejdede med de tyske nazister under 2. verdenskrig o.a.).

De hylder åbenlyst Hitler og opfordrer til forfølgelse og udvisning af det russisktalende mindretal.

Disse forhold omtales sjældent i de vestlige nyhedsmedier, eller de bliver fordrejet for at undertrykke sandheden.

I Letland, Estland og Litauen, der er nabolande til Rusland indsætter det amerikanske militær kamptropper, tanks og tunge våben. Denne ekstreme provokation overfor verdens anden atommagt bliver mødt med tavshed i Vesten.

Hvad der gør udsigten til atomkrig endnu farligere er, at der rettes en parallel kampagne mod Kina.

Der går ikke en dag uden at Kina bliver benævnt som ‘en trussel’. I følge admiral Harry Harris, øverstkommanderende for USA’s Stillehavskommando, er Kina i gang med ”at bygge en stor mur af sand i Det Sydkinesiske Hav”.

Det han refererer til er, at Kina bygger landingsbaner på Spratlyøerne, et stridspunkt i forhold til Fillipinerne. Men det er en strid der først fik betydning, da Washington afpressede og bestak regeringen i Manila, og Pentagon lancerede en propagandakampagne under navnet ”frihed for navigation”.

Hvad betyder dette i virkeligheden? Det betyder frihed for amerikanske krigsskibe til at afpatruljere og dominere Kinas vandveje. Man kan forestille sig den amerikanske reaktion, hvis kinesiske krigsskibe gjorde det samme udfor Californiens kyst.

Jeg lavede filmen ”Krigen du ikke ser” hvor jeg interviewede fremstående journalister i USA og Storbritannien; reportere som Dan Rather fra CBS, Rageh Omar fra BBC og David Rose fra the Observer.

Hver og én sagde de, at hvis journalister og nyhedsformidlere havde gjort deres job og sat spørgsmålstegn ved propagandaen om at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, var løgnene fra George W. Bush og Tony Blair ikke blevet styrket gennem gentagelsen fra journalister, invasionen af Irak i 2003 var måske ikke blevet gennemført, og hundredetusinder af mænd, kvinder og børn ville have været i live i dag.

Den propaganda der ligger til grund for en krig mod Rusland og/eller Kina er i princippet ikke anderledes. Så vidt jeg ved, er der ingen journalister i de vestlige mainstream medier – som en Dan Rather – der spørger hvorfor Kina bygger landingsbaner i Det Sydkinesiske Hav.

Svaret burde være indlysende, USA omringer Kina med et netværk af baser, med ballistiske missiler, kampgrupper og atomudstyrede bombefly.

Den dødbringende bue strækker sig fra Australien til Stillehavet, som Marianaøerne, Marshalløerne og Guam, til Fillipinerne, Thailand, Okinawa, over Eurasien til Afghanistan og Indien. USA har hængt en løkke om Kinas hals. Dette behandles ikke i nyhederne. Medierne er tavse; krigen føres gennem medierne.

I 2015 gennemførte USA og Australien i hemmelighed den største luft til hav militærøvelse i nyere tid, kaldet Talisman Sabre. Dens mål var at øve en luft til hav kampplan, at blokere vandveje som Malaccastrædet og Lombokstrædet og afskære Kinas adgang til olie, gas og andre vitale råvarer fra Mellemøsten og Afrika.

I det cirkus der er kendt som den amerikanske præsidentvalgkamp bliver Donald Trump præsenteret som en sindssyg, som fascist. Han er afgjort frastødende; men han er også mediernes hadeobjekt. Alene dette burde vække vores kritiske sans.

Trumps syn på migration er grotesk, men ikke mere grotesk end David Camerons. Det er ikke Trump som er USA’s store deportør, det er den Nobelprisvindende Barack Obama.

Ifølge en vældig liberal kommentator udløser Trump ”voldens mørke kræfter” i USA. Udløser?

Vi taler om landet hvor teenagere skyder deres mødre, og politiet fører en morderisk krig mod sorte amerikanere. Dette er landet, der har angrebet og forsøgt at vælte mere end 50 landes regeringer, mange af dem demokratiske, der har kastet bomber fra Asien til Mellemøsten og været skyld i død og gjort millioner af mennesker hjemløse.

Intet land kan matche denne systemiske voldsrekord. De fleste amerikanske krige (hvor næsten alle er ført mod forsvarsløse lande) har været lanceret af præsidenter, der ikke har tilhørt det republikanske parti. De har været liberale demokrater: Truman, Kennedy, Johnson, Carter, Clinton, Obama.

I 1947 beskrev en række direktiver fra Det Nationale Sikkerhedsråd det altoverskyggende mål for den amerikanske udenrigspolitik som ”en verden der er skabt i USA’s billede”. Ideologien var en messiansk amerikanisme. Vi var alle amerikanere. Og ellers ville kættere blive konverteret, undergravet, bestukket, smurt eller knust.

Donald Trump er et symptom på dette, men han er også på tværs. Han siger at invasionen i Irak var en forbrydelse; han ønsker ikke at gå i krig mod Rusland og Kina. Faren for os andre er ikke Trump, men Hilary Clinton. Hun er ingen rebel. Hun inkarnerer kræfterne og volden i et system hvis højt besungne særegenhed dækker over et totalitært samfund med et lejlighedsvist liberalt ansigt.

Som præsidentvalget nærmer sig, vil Clinton blive hyldet som den første kvindelige præsident, uanset hendes forbrydelser og løgne – præcis som Barack Obama blev hyldet som den første sorte præsident, og de liberale slugte hans vrøvl om ‘håb’. Og der savles videre.

Obama, der er beskrevet af the Guardians klummeskriver Owen Jones som ”morsom, charmerende, og med en coolness, som overgår praktisk talt alle andre politikere” udsendte forleden dag droner for at myrde 150 mennesker i Somalia. Ifølge New York Times myrder han sædvanligvis folk om tirsdagen, hvor han får overrakt en liste med kandidater til at blive ofre for dronedrab. So cool.

I 2008 valgkampen truede Hillary Clinton med ”at udslette Iran totalt” med atomvåben. Som udenrigsminister under Obama deltog hun i afsætningen af den demokratisk valgte regering i Honduras. Hendes deltagelse i ødelæggelsen af Libyen i 2011 var nærmest lystfyldt.

Da den libyske leder oberst Gadaffi i fuld offentlighed blev dræbt med knivstik – et mord der blev gjort muligt genem amerikansk logistik – lød det opstemt fra Clinton: ”Vi kom, vi så, han døde”.

En af Clintons nærmeste allierede er Madeleine Albright, den tidligere statssekretær, der på TV på modbydelig vis fejrede en halv million irakiske børns død med udtalelsen ”det var det værd”.

Blandt Clintons største støtter er den israelske lobby og våbenproducenterne, der tilfører volden i Mellemøsten dens brændstof. Hun og hendes mand har modtaget en formue fra Wall Street. Og trods dette er hun i gang med at blive udråbt som kvindernes kandidat, der skal afvise den onde Trump, den officielle dæmon. Hendes støtter indbefatter fremstående feminister som Gloria Steinem i USA og Anne Summers i Australien.

En generation tidligere afholdt en postmoderne kult, senere kendt som ‘identitetspolitik’, mange intelligente og liberalt indstillede mennesker fra at analysere de sager og enkeltpersoner de støttede – som f.eks. Obamas og Clintons falskneri; og de falske progressive bevægelser som Syriza i Grækenland, der  forrådte landets befolkning og allierede sig med dets fjender.

Selvcentrering, en form for ‘mig’isme’ blev den nye tidsånd i de privilegerede vestlige samfund og signalerede døden for de store kollektive bevægelser mod krig, social uretfærdighed, ulighed, racisme og sexisme.

I dag er den lange søvn måske ovre. De unge rør på sig igen. Lidt efter lidt. De tusindvis af mennesker i Storbritannien, der støttede Jeremy Corbyn som Labour-leder er en del af denne opvågnen – som også de der støttede senator Bernie Sanders var det.

Men i Storbritannien bandt John McDonnell – Jeremy Corbyns tætteste allierede – Labour- regeringen til at dække gælden hos de piratagtige banker og som en følge af dette – til at fortsætte nedskæringspolitikken.

Og i USA har Bernie Sanders lovet at støtte Clinton, hvis eller når hun bliver nomineret. Han har, ligesom hun, stemt for Amerikas voldsanvendelse overfor andre lande, når han finder det ‘rigtigt’. Han mener Obama har udført ‘et flot job’.

I Australien findes der en form for dødens politik, hvor kedsommelige parlamentariske spil opføres i medierne, mens flygtninge og oprindelige folk bliver forfulgt og uligheden vokser sammen med faren for krig. Malcolm Turnbulls regering har netop annonceret et såkaldt ‘forsvars’budget på 195 milliarder dollars – et krigsprojekt. Der var ingen debat. Tavshed.

Hvad er der blevet af den store tradition for folkelig direkte aktion, uafhængig af partier? Hvor er det mod, den fantasi og det engagement, der skal til for at starte rejsen mod en bedre, retfærdig og fredelig verden? Hvor er systemkritikerne indenfor kunsten, teateret, litteraturen?

Hvor er de, der vil bryde tavsheden? Eller skal vi vente til det første atommissil er affyret?

Oversat fra

A world war has begun. Break the silence.
Af John Pilger 20. marts 2016

 

 KPnet 11. april 2016