Regeringens plan om masseovervågning: En chip i nakken på os alle

Stop-Watching-UsRegeringen har planer om en ny og udvidet form for masseovervågning, og det logningsdirektiv der blev afskaffet i 2014 er på vej tilbage i en skærpet udgave. Det konkrete forslag er endnu ikke fremlagt, men forventes at komme i marts.

Efter hvad der hidtil er kommet frem er det tanken, at al vores bevægelse på internettet skal registreres af internet- og teleudbydere. Det skal således registreres hvilke sider vi besøger på nettet, hvem vi ringer til og som en ekstra skærpelse vil det blive registreret hvilke master vores mobiltelefon forbinder sig til.

Med andre ord skal der skabes et fuldt overblik over hvor vi befinder os hvornår og hvem og hvad vi kontakter. Det er ikke nødvendigt at indoperere en chip i nakken på os så længe de fleste går rundt med en smartphone.

I 7 år – fra 2007 til 2014 – blev al aktivitet på internettet overvåget. Oplysninger om hvilke internetsider man havde været inde på skulle være til politiets rådighed og med en dommerkendelse kunne de få adgang til oplysningerne. Begrundelsen for at stoppe denne form for overvågning var ikke hensynet til privatlivets fred og angiveligt heller ikke at EU domstolen erklærede EU’s logningsdirektiv for ugyldigt, fordi der blevet indsamlet oplysninger uden nogen konkret mistanke som baggrund. I følge den daværende regering var masseovervågningen bare ikke praktisk, man fik så mange oplysninger med, at registreringen i praksis var ubrugelig.

Det fremgår af en redegørelse fra Justitsministeriet, at oplysningerne ikke var til nogen nytte, da det kom til den eneste sag, hvor logningsoplysningerne overhovedet har været brugt.

Som det nye forslag forventes at se ud skal oplysningerne lagres i et halvt år. Det kan lyde uskyldigt, men dette tidsrum vil naturligvis altid kunne udvides og kan øvrigt gøre ‘fuld nytte’ for myndighederne i en skærpet situation over kort tid.

For hvad skal denne masseovervågning bruges til? Officielt til at indkredse terrorister og andre forbrydere. Men andre former for brug ligger snublende nær.

Med denne type registrering af hele befolkningen får efterretningsvæsnerne mulighed for at danne sig et klart billede af vores politiske tilhørsforhold og vores netværk. Man kan let forestille sig anvendelsen i en situation som f.eks. den der opstod da flygtningestrømmen lige pludselig ramte Danmark og asylansøgerne vandrede på motorvejene.

Den solidaritetsbevægelse der hurtigt opstod blev øjeblikkeligt kriminaliseret og en række folk er nu anklaget for menneskesmugling, for at tage billeder af flygtningene og af politiets håndtering mm. Folk blev anholdt under forsøg på at hjælpe flygtninge til Sverige med båd eller bil. I sådan en situation kunne masseovervågningen blive et effektivt redskab for politiet til at indkredse solidaritetsbevægelsen.

Og tilsvarende i enhver form for sager, hvor mennesker i større målestok protesterer og organiserer sig. De mere faste opbygninger af politiske netværk vil naturligvis også kunne kortlægges langt mere effektivt end med gammeldags meddeler systemer.

Man ved at overvågning også virker kraftigt forebyggende i forhold til hvad den enkelte opsøger. Alene bevidstheden om at intet man gør længere er privat virker dæmpende på f.eks, politisk aktivitet og hvor man orienterer sig.

Regeringen benægter at der skulle være tale om masseovervågning. Det gør de ud fra den påstand, at overvågning kun sker når mennesker ser på de indsamlede data. Og dette skal først ske efter en dommerkendelse i den enkelte sag.

Juridiske eksperter afviser den fortolkning og slår desuden fast, at overvågningen i sig selv vil påvirke menneskers adfærd. – alene gennem afskrækkelsen der ligger i det.

En artikel i Information d. 12. februar peger desuden på de tilfælde, hvor oplysninger er blevet hacket. Dette er sket hos både teleudbydere og hos politiet. Professor Ian Brown gør her bl.a. opmærksom på, at udover at de indsamlede data aldrig vil være sikret, kan der også ske en ændret brug hen ad vejen.

Statens totale overvågning af borgerne er en meget væsentlig magtfaktor i dens kontrol gennem overblikket over læsevaner, politiske sympatier og seksuelle tilbøjeligheder.

En anden side er regningen for den massive overvågning, som befolkningen på den ene eller anden måde vil komme til at betale. I første omgang ligger udgiften hos tele- og internetudbyderne, men regningen vil på blive lagt over på forbrugerne. Enten gennem dårligere netdækning eller højere priser.

Alene etableringen af overvågningen vil koste en milliard udtaler Jakob Willer, direktør i telebranchens organisation Teleindustrien, til Berlingske.

25 branche- og interesseorganisationer samt fagforeninger sendte forleden et fælles brev til justitsminister Søren Pind (V) som rettede sig imod de nye overvågningsplaner.

Regeringen har nu hyret et privat konsulentfirma til at regne på forslaget og dets konsekvenser for erhvervslivet.

Kritikken af forslaget kommer mange steder fra. Selv fra Venstres ungdom, hvor formanden gjorde det klart hvordan hans eget parti ser på befolkningen, da han udtalte:

– Man vil mistænke alle borgere for at være potentielle terrorister eller kriminelle ved at overvåge dem alle sammen. I stedet for som i dag, hvor man er uskyldig, indtil andet er bevist.