20 års enhed og kamp for revolution og socialisme

Marxist-leninisternes røde tråd af kamp blev aldrig knækket. Konference-processen er både et tegn på kontinuitet og markerer samtidig et nyt trin. På det teoretiske og politiske niveau er konferencerne en kollektiv bestræbelse på at analysere situationen i den globale klassekamp og at anvende marxismen-leninismens principper på den konkrete virkelighed. På den internationale organiserings område betegner konference-processen et fremskridt, som fører til etableringen af kimen til en kollektiv ledelse.


Af Pierre*, Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF

Forord til jubilæumsnummeret af Unity & Struggle/Unidad y Lucha #28

Det sidste plenarmøde i Konferencen (CIPOML, november 2013) pålagde mig at lave en introduktion til dette særnummer af Unity & Struggle/Unida y Lucha. Jeg vil ikke give en bedømmelse af alle disse år, for det må være en kollektiv bestræbelse.

Derfor vil jeg begrænse mig til at pege på nogle elementer i den situation, vi stod i, før vi traf den historiske beslutning om at iværksætte processen med konferencerne, og understrege de aspekter, der i min vurdering var de vigtigste i dette kollektive arbejde.

I den artikel, vores ven Nils Anderson har skrevet til denne udgave af vores tidsskrift gør han opmærksom på den sammenhæng, hvorudfra den marxistisk-leninistiske bevægelse udsprang i 1960’erne og 70’erne, og den ideologiske og politiske kamp, som fandt sted.

Nils understreger vanskelighederne ved at udvikle en organisatorisk form, som var i stand til at rumme virkeligheden for de bevægelser og organisationer, som udgjorde den internationale kommunistiske bevægelse i den periode, og som ville være tro over for de marxistisk-leninistiske principper, fastholdt målet om den socialistiske revolution og kampen mod imperialismen, og nødvendigheden af kampen på alle fronter mod de revisionistiske, reformistiske og opportunistiske tendenser.

Jeg vil med bred pensel uddybe hans udsagn om den militante dedikation, som indgik i denne kamp. Det var den ideologiske og politiske kamp mod maoismen, en ny form for revisionisme, som udviklede sig oven i Hrustjov-revisionismen (sovjetrevisionismen, o.a.), den såkaldte ’eurokommunisme’, til de anarkistiske ideer om selvforvaltning, som Tito forkyndte, hvorunder mange partier og organisationer blev dannet og udviklede sig.

Proletarisk internationalisme var et af de marxistisk-leninistiske principper, som vi forsvarede og kæmpede for konkret at virkeliggøre.

Det betød

– at forsvare Albanien, det eneste socialistiske land dengang; at gøre dets fremskridt kendt og støtte Albaniens Arbejdets Parti (AAP), som sloges for at opbygge socialismen under de vanskelige betingelser af en embargo, som blev organiseret af imperialistmagterne, den sovjetiske socialimperialisme og den kinesiske revisionisme.

– at forsvare og virkeliggøre solidariteten med de marxistisk-leninistiske partier og organisationer; at udbrede kendskabet til deres kampe, og støtte dem politisk og materielt i deres udvikling.

– at organisere solidaritet med arbejdernes og folkenes kamp for deres sociale og nationale frigørelse

– at udvikle den antiimperialistiske solidaritet med verdens folk i deres kamp mod det imperialistiske systems overherredømme og udplyndring.

For et parti som vores – PCOF – som kæmper for den socialistiske revolution i et imperialistisk land, var det en absolut nødvendighed at udvikle solidaritet i alle former med de marxistisk-leninistiske partier i de lande, der domineres af fransk imperialisme, og især med arbejderne, folkene og de revolutionære og demokratiske organisationer i disse lande. Det er et aspekt, vi vil tage op i vores artikel til dette nummer af tidsskriftet (med titlen ’Kampen for revolutionen i de imperialistiske lande og de beherskede folks kamp for deres nationale og sociale frigørelse’).

I 1980’ernes begyndelse tog et vist antal partier initiativ til at mødes en gang om året i rammerne af ’multilaterale’ møder, som alle partier og organisationer, som blev anset for at være medlemmer af den internationale kommunistiske bevægelse, blev inviteret med til. I den forbindelse glemmer vi ikke kammerat Bernadette, leder af vores parti, der mistede livet på vej til et af disse møder.

Ud over at der ikke var en international organisatorisk form, havde vi heller ikke i denne periode nogen kriterier, der kunne definere, hvem der var en del af den marxistisk-leninistiske bevægelse. Grundlaget var basalt ideologisk: forsvaret af de marxistisk-leninistiske principper, kampen mod de revisionistiske strømninger og forsvaret for det socialistiske Albanien og anerkendelsen af det som den eneste socialistiske stat.

Disse ideologiske referencepunkter tillod de marxistisk-leninistiske partier at knytte bånd, støtte hinanden i den fælles kamp og udføre et arbejde for at tiltrække partier og organisationer, som tog politisk og ideologisk afstand fra de revisionistiske strømninger Det vil sige, at kendskab til hinanden og gensidig anerkendelse var basis for de bånd, der blev skabt.

Disse møder tjente til at udveksle partiernes erfaringer i arbejdet med deres opbygning, i deres arbejde for at anvende de marxistisk-leninistiske principper på klassekampens realiteter og udvikle fælles aktioner som f.eks. de internationale antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejre.

Disse multilaterale møder udgav et tidsskrift, ’Teori og Praksis’, som udkom regelmæssigt. Det første nummer (af den franske udgave) er dateret januar 1983.

Da situationen i Albanien forværredes, og den internationale kommunistiske bevægelse mistede en af sine vigtigste støtter, da AAP kollapsede i 1991.

De revisionistiske staters, og især USSR’s, sammenbrud førte til en alvorlig krise hos de partier og organisationer, som havde den opfattelse, at USSR og Den Tyske Demokratiske Republik stadig var socialistiske stater. Denne krise havde omfattende konsekvenser for arbejderne og de folkelige bevægelser.

Imperialismen forkyndte sin overlegenhed og ’historiens afslutning’. Det er sandt, at det var den revisionistiske degeneration af de partier, der var i spidsen for disse stater, og som falsk pyntede sig med betegnelsen kommunistisk, var hovedårsagen til dette sammenbrud, men det var ikke revolutionære processer, som tilintetgjorde dem.

Det er klart, at den marxistisk-leninistiske bevægelse har mærket følgerne af den voldsomme antikommunistiske kampagne, og at det fik den til at føle behov for at slutte rækkerne af de partier og organisationer, som kaldte sig marxister-leninister.

På den tid var der hos nogle af de partier, som blev betragtet som en del af den internationale kommunistiske bevægelse, en tendens til at bringe alle de partier og organisationer sammen, som betegnede sig selv som kommunistiske.

Denne tendens fandt et ekko blandt partier, som indtil da var betragtet som revisionistiske, og som også talte om behovet for at ”genforene den kommunistiske familie”, og om at ”overvinde forskellene mellem de pro-albanske og pro-kinesiske”, og som på den måde på karikaturagtig vis reducerede kampen mod forskellige typer revisionisme til en slags halehæng til det ene eller andet ”store parti”.

For marxist-leninisterne, som havde fastholdt de marxistisk-leninistiske principper mod alle odds, var situationen ikke ligetil: Det var nødvendigt at tage spørgsmålet om enhed og ønsket om at overvinde de ideologiske og politiske divergenser alvorligt for at imødegå og bekæmpe imperialismens og reaktionens offensiv uden at smide den førte kamp over bord.

Det var også et spørgsmål om at vise, at den marxistisk-leninistiske bevægelse var i stand til at tage initiativer, gøre sig gældende i klassekampen og genvinde kræfter.

Det var grunden til at sammenkalde et møde for at fortsætte de marxistisk-leninistiske partier og organisationers fælles kamp. Dette møde blev afholdt i Quito i 1994, og var begyndelsen på den proces som vi kalder ’Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer’ (CIPOML/IKMLPO)

Kontinuitet og en ny fase

Marxist-leninisternes røde tråd af kamp blev aldrig knækket. Konference-processen er både et tegn på kontinuitet og markerer samtidig et nyt trin, som i de store træk kan defineres.

På det teoretiske og politiske niveau er konferencerne en kollektiv bestræbelse på at analysere situationen i den globale klassekamp og at anvende marxismen-leninismens principper på den konkrete virkelighed

På den internationale organiserings område betegner konference-processen et fremskridt, som fører til etableringen af kimen til en kollektiv ledelse – koordinationskomiteen – som vælges på hver af de årlige konferencer, etableringen af dens arbejdsnormer, og tilslutningen til en permanent organisation, som bygger på årlige sammentræf og regionale møder, og som har sit eget organ, ’Unity & Struggle/Unidad y Lucha’, som oversættes til diverse sprog og distribueres i mange lande. Konferencen har også givet en mere vedvarende impuls til de internationale antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejre, den støtter forskellige faglige træf i Latinamerika og Europa, osv.

En af de lærdomme, vi har draget af disse år, både med hensyn til international organisering og udviklingen af politiske standpunkter og initiativer fra Konferencen, er, at ”vejen banes ved at gå den”. Det vil sige, at ethvert skridt har været resultatet af kollektive diskussioner og forpligtelser, som tager hensyn til bevægelsens og hver af dens deles begrænsninger. Kun vi – det vil sige hvert medlem af Konferencen og Konferencen som organ for diskussion og beslutninger – er ansvarlige for de beslutninger, der bliver truffet, og for deres gennemførelse.

De skridt, som er taget i løbet af de sidste 20 år, har vist, at vi er blevet styrket i vores evne til at lede os selv, og vi har lært i tæt forbindelse med klassekampen. Vi må fortsætte på den måde med at sætte mål, som tillader vores bevægelse at gå fremad – med den nødvendige udvikling af kommunistisk ledelse af den revolutionære proces og udviklingen af det bevidste element: det kommunistiske parti, for at styrke det og introducere det i arbejderklassen og folkets brede masser, for at bringe stadig flere lag ind i kampen for revolutionær forandring af samfundet.

Dette er nødvendigt for ethvert parti og organisation i dets eget land. Vi må imidlertid se dialektisk på dette spørgsmål. Marxismen-leninismen understreger i høj grad betydningen af det svage led i imperialismens kæde, de led, som kan blive brudt, og som kan få undertrykkelsens, herredømmets og udplyndringens kæde til at splintres – den kæde, som vejer stadig tungere på arbejderklassens skuldre, på arbejderne i by og på land, på verdens folk.

I de sidste 20 år har det været forskellige ’svage led’, ikke mindst i Latinamerika og i Afrika. I nogle tilfælde har der været marxistisk-leninistiske partier med en vis indflydelse, der har handlet sådan, at det mulige brud transformeres til et virkeligt brud. Vi tænker på Ecuador, på Tunesien, og nu modnes betingelserne i andre lande som Burkina Faso osv.
En af Konferencens opgaver– ud over at forstå, hvordan situationerne skal analyseres, og se mulighederne i dem – er at udvikle opgaver, som er brugbare og kan løftes af alle de partier og organisationer, som er medlemmer, og handle som en kollektiv kraft, og ”slå sammen på det svage led” for at bryde det op. Det er en af Konferencens grundlæggende opgaver.

Sluttelig vil jeg understrege den rolle, Konferencen spiller ved at bistå marxist-leninisterne med at forene sig, at organisere sig i et enkelt parti, hvor der findes flere grupper, cirkler og enkeltpersoner, som har forstået, at uden det kommunistiske parti kan revolutionen ikke organiseres.
Jeg har haft den ære som delegeret for mit parti at deltage i drøftelse og aktiviteter, som har ført til dannelse eller gendannelse af et enkelt kommunistisk parti. Det er rige erfaringer, som bidrager til at modne den kommunistiske overbevisning.

Jeg har talt om ’processen af Konferencer’ for at understrege det dynamiske aspekt, for at understrege behovet for at tiltrække nye partier og organisationer. Konferencen har erfaring, den har politiske og organisatoriske redskaber, som tillader den at tage initiativer i denne retning.

For i denne gamle kapitalistiske verden, som kun formår at overleve ved at ødelægge flere og flere produktivkræfter og produktionsmidler – den rådne kapitalisme, som allerede Lenin talte om – foregår der et kapløb mellem revolutionens og reaktionens kræfter. Vi må styrke vores partier, slå stadig stærkere rødder i arbejderklassen og folkemasserne, vi må stræbe efter at tiltrække flere kræfter til den revolutionære kamp, vi må lære at lede de bestandig voksende lag af udbyttede og undertrykte.

For at gøre det har vi brug for en Konference, som er aktiv i klassekampen, overalt hvor vi er som marxistisk-leninistiske partier og organisationer, og overalt hvor klassekampen skærpes, hvor spørgsmålet om et revolutionært brud modnes.

Længe Leve Den Internationale Konference of Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer!

Paris, 12. maj 2014

 

* Pierre er medlem af ledelsen af PCOF – Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti.
Han har repræsenteret sit parti ved mange internationale møder, især ved CIPOML’s konferencer.

 

Følg med i kongresdebatten

TEMA: På vej mod APKs 6. kongres


Se også

20 år med Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
Af Diethard Müller

Introduktion til CIPOML: Verdensbevægelse og globalt forum for revolution og socialisme

Se hele jubilæumsnummeret af tidsskriftet på engelsk

Unity & Struggle/Unidad y Lucha #28, 2014

Netavisen 31. december 2014