Englebørn i Mexico

Rejsereportage

Af Dorte Grenaa

Hvis man gå ind i rummet til venstre på førstesalen i Diego Riveras museum og fødehjem i Guanajuato, Mexico, hænger der en række gamle portrætfotografier.

De har alle et lille barn i smukt hvidt tøj – nærmest en dåbskjole – i centrum, enten på skødet af sin mor eller deres ældre søskende. De ser alvorlige og stive ud, som folk gjorde på fotografier fra sidst i 1800 tallet.

Efter at have gået lidt rundt og set på billederne går det pludselig op for en, at det er billeder af døde børn. De såkaldte ”dødeportrætter”, som har været skik her i Mexico. Et sidste minde for familien.

Navnet på fotoudstillingen Los Angeles – ’englebørn’ –  skal forstås helt bogstaveligt.

En mandag nogle uger efter møder vi en hel anden gruppe hvidklædte børn. De har fuld fart på deres små trehjulede cykler rundt i gården. De har smilehuller i kinderne, glimt i øjet,  skal have pudset næse og så i gang igen. Stedet hedder Casa de los Angeles og er en vuggestue og børnehave for levende englebørn.

Børn fra Casa de Los Angeles, San Miguel de Allende

Vi har hørt på et marked, at der arbejder 2 danske frivillige her, og at vi bare kan tage ud og besøge stedet. Det ligger udenfor bymidten i Saint Miguel de Allende på nogle høje bakker.

Vi går derud og prøver at finde skyggesiden af vejen i middagssolen. Det med gadeskilte er temmelig så som så og ’Mexican style. Men folk er søde til at vise os retningen, når vi viser den lille seddel med adressen.

De første der møder os indenfor porten er Malene og Steffanie fra Tarm, Vestjylland. De besluttede sig for, efter de blev studenter i sommers, at ville se og opleve verden på en anden måde, inden de skal mures inde på et studium i en storby i 5-6 år, som de siger. De har arbejdet her en måned og skal være her en måned til.

Lige nu bruger de deres middagspause på at vise os rundt og fortælle.

Steffanie Bødskov og Malene Kousgaard Wickstrøm

Der er 90 børn på stedet. De er opdelt i faste aldersgrupper på 8-11 børn, der har sit eget grupperum. Udenfor rummet hænger et opslag med den faste ‘lærers’ (maestro) navn og inde i de fleste rum hænger plancher med farver, bogstaver, tal og ugedage.

– I sidste uge skulle gruppen med 2½-3 år lære at tæller æbler. Det var svært for dem, men de forsøgte meget ihærdigt, fortæller Malene og forsætter:
– De har stor respekt for deres lærer på en god måde. Og samtidig er børnene meget sociale i deres lege og tager sig af hinanden. Det er nok en forskel fra en dansk børnehave.

Begge har haft spansk i gymnasiet:
– Men her lærer vi at snakke spansk. Det er børnene supergode til at hjælpe med. De retter os bare, hvis vi siger forkert og vil gerne fortælle, hvad alt muligt hedder. Så føler de sig rigtig gode, fortæller Steffanie.

Der er 2 legepladser –  én oppe på taget og én nede i gården. Det er her vi møder de hvidklædte børn. Vi er nødt til at høre, hvordan hvidt tøj og legeplads kan hænge sammen.

– Det gør det heller ikke en hel dag, forklarer Malene. Mandag er national dag, derfor har de store hvidt tøj på, så samles de her i gården omkring det mexicanske flag og lærer nogle sange og danse om Mexico.

Det er ikke en offentlig børnehave. Den drives af en privat fond og indsamlinger, hovedsagelig i USA. Det er børn af de allerfattigste enlige mødre fra landområdet omkring San Miguel, der går her. De der er heldige at komme ind. Her får man nemlig også to måltider om dagen.

Her dufter af god mexicansk mad

Børnene er her, mens deres mødre gør rent for rige amerikanere inde i byen. Som millioner af kvinder i Mexico arbejder de på det uformelle arbejdsmarked uden  social-, sundheds- og pensionsrettigheder og til en ringe løn.

De kan ikke betale for institutionspladsen i kontanter, men arbejder en time på stedet  for hver dag, deres barn er der.

En mindre gruppe børn kommer fra et nærliggende børnehjem. De er tyndere, mere stille og meget kontaktsøgende.
– Det er godt de kan komme her, siger Steffanie, der har besøgt børnehjemmet.

Som frivillig er man kun tilknyttet en børnegruppe en uge af gangen, så børnene ikke knytter sig for meget til de voksne, der jo i sagens natur kommer og forsvinder igen.

– Men man føler virkelig at man gør en forskel, ved at være her. Og samtidig kan man rejse herfra uden at skulle føle dårlig samvittighed over at forlade stedet og børnene. Og vi får så meget til gengæld fra dem og det vi oplever her, fortæller Steffanie.

Casa de Los Angeles

Her i januar er der 11 fuldtids frivillige fra forskellige lande. De bor sammen i den tidligere børnehave, som i 2006 blev for lille, ca. 15 minutter derfra. De arbejder på hverdage  8-15,  som er børnehavens åbningstid.

– Resten af tiden skal andre sider af Mexico opleves – dets mennesker, streetfood, dans og musik, siger pigerne til et farvel.


Hjemmeside: Casa de Los Angeles

Tidligere rejserreportager fra Mexico

Catrina og døden i livet
Netavisen 15. januar 2013

Hos murmalere og poeter  i Mexico
Netavisen 21. januar 2013

’Verdens bedste by’ – San Miguel de Allende, Mexico
Netavisen 25. januar 2013

Se også

De rige får det igen som de vil have det med Mexicos olie
Netavisen 20. januar 2013

Netavisen 28. januar 2014