Rejsereportage
Af Klaus Riis
- Synes I så godt om Mexico? spørger taxachaufføren, som en aften kører os fra torvet, Jardin, der stadig genlyder af høj levende musik fra forskellige hjørner af pladsen.
Alle mexicanske byer har deres Jardin, for det meste den oprindelige kirkeplads, med et bandstand og bænke, og for det meste nogle træer og blomstrende bede.
I San Miguel de Allende er Jardin det altdominerende centrum, samlingsstedet, pejlemærket. Fuldt af mennesker på de fleste tidspunkter af døgnet.
Ungdom Jardin San Miguel de Allende
Jardin er udgangspunktet for bryllupper, hvor brudeparret mødes af musikken fra et mariachi-orkester, når de træder ud af kirken, og bruden kysses af veninder og fotograferes med familiens og nabolagets småbørn.
Jardin er betemmelsesstedet for parader og optog, mindst et par gange om ugen. Fra religiøse optrin til karnevalsudklædninger og militærparader. Men det meste af tiden er det en afslappet ramme om byens liv.
I weekenden er den fyldt med børnefamiljer og om aftnerne med festende ungdom.
Det er her en ulykkelig pige, der har fundet sin mand med en anden kvinde, drikker og danser sin sorg ud.
Hun giver orkestret 100 pesos for den næste sang, og den næste igen, og får omkringstående og forbipasserende til at danse med i hendes farvelritual, mens hendes veninde prøvet at få hende helskindet gennem aftenen.
Jardin er pladsen foran byens vartegn, den imponerende gotisk inspirerede kirke La Parroquia, synlig næsten alle steder fra, og med byens navnefaders hus, nu museum, på det tilstødende gadehjørne.
Dans i Jardin - foran La Parroquia, San Miguels vartegn
Tilbage i taxa’en giver vi i munden på hinanden et bekræftende svar på chaufførens spørgsmål. Vi kører opad på de brostensbelagte og undertiden stejle gader mod husene på bjergsiden med deres pragtudsigt over byen og de flammende solnedgange.
Han spørger videre:
- Kan I lide den mexicanske mad? Hvad synes I om enchilladas, tacos, tortillas, tamales?
Ja, siger vi, måske lidt mindre præcist.
Med synlig stolthed fortsætter han:
- Er I klar over at San Miguel sidste år blev kåret som ’verdens bedste by’?
Det vidste vi godt.
Mariochi-orkester modtager brudepar foran La Parriochia
Det amerikanske rejsemagasin Condé Nast Traveler lader hvert år en læserafstemning lave en rangliste over ’verdens bedste byer’. 1,3 millioner deltog i efteråret 2013, og San Miguel de Allende blev placeret på førstepladsen foran Budapest, Firenze, Salzburg og Charleston, South Carolina (!).
Kåringen af en mexicansk by som verdens bedste er godt nyt for turistindustrien og særdeles tiltrængt for landets image, der med de daglige rapporter om narkokrig, opgør mellem bander og indsættelse af hæren i flere delstater er stærkt ramponeret. Med det sikkert tilsigtede resultat, at mange amerikanske og canadiske turister skræmmes væk.
For nordamerikanere er Mexico nærmest hvad den spanske solkyst er (eller var) for nordeuropæere.
Mange tilbringer de kolde vintermåneder i det solrige Mexico, en del har deres vinterhus her.
San Miguel de Allende, forkortet SMI, i daglig tale bare San Miguel, ligger i det centrale Mexico, ca 275 km nordvest for Mexico City. Temmelig ensomt, på en øde og ret ufrugtbar højslette, omkranset af bjerge til alle sider. Med et halvt hundrede kilometer til de næste lidt større byer, omme bag tinderne.
Tilkørselsvejene skærer sig ind gennem klippeformationer, med lange strækninger med kaktuslandskaber på en tør jord, tilsyneladende for mager til effektiv beplantning.
Det store pyramideanlæg i bjergene uden for San Miguel
Små 20 km fra byen, mod vest, i bjergene hvor solen hver aften farver himlen i guld og rosa, findes et stort indiansk pyramideanlæg – i omfang større end vikingeanlæg som Trelleborg. Det blev anlagt omkring år 500 og forladt igen ca år 1050.
Hvem bygmestrene egentlig var, ved man ikke. Pyramiderne blev først åbnet for offentligheden for få år siden, og de arkæologiske udgravninger er langt fra afsluttet.
Brostensbelagte gader og røde husfascader
Engang i begyndelsen af det 20. århundrede fik styret for en dengang stagnerende by den gode ide at bevare byens oprindelige præg af spansk kolonibebyggelse med huse i kolonistil. Gaderne er derfor stadig snævre og brostensbelagte i den historiske del af byen, med en lille halv meter brede, hævede fortove.
Og så er der gyder og stræder, hvor biler ikke kommer igennem, men hvor man stadig kan støde på et æsel med ’chauffør’, sammen med de allestedslegende børn.
Callejon - en lille gyde i SMI - med æsel
Bevarelsen af den gamle by sikrede dens fremtid. Man forbød også reklameskiltning både i den historiske by og på indfaldsvejene dertil. Den eneste neonreklame er et stort kors på toppen af La Perroquio, der brænder hele natten. Men ved bygrænsen på vejen, der fører til Mexico City, har man for helt nylig gjort en undtagelse. Store skilte forkynder, at her kommer San Miguel de Allende – ’WORLD’S BEST CITY’.
Siden rejsemagasinets kåring er grundpriserne steget med 20 pct. og der er igen kommet gang i salget af huse og lejligheder. Mange amerikanerne har siden krisen i 2008 været tvunget til at sælge hus nr. 2. Men der bygges også ud og bygges nyt. Også opad på husene. Mange får lagt en ny etage på, også uden hensyn til om det tager naboens udsigt. Blev væksten bremset af den økonomiske krise, ser den ud til at tage til igen.
Kunsthåndværksmarkedet nær ved Jardin
San Miguel er en by, hvor man går. Langt de fleste af dens seværdigheder, det permanente marked, teatre, museer, biografer og restauranter ligger i gåafstand fra hinanden. Ejendomsannoncer angiver gåafstanden til Jardin. 10 minutter til et kvarter nedad er perfekt. Det tager lidt længere tid at komme op igen. Byen ligger i 1900 meters højde og er omgivet af en pragtnatur, med kløfter og bjerge, der fletter sig ind mellem huse og bebyggelser.
Den store botaniske have ligger oven over en stor kløft og fastholder regionens oprindelige beplantning med kaktus og andre sukkulenter og myriader af sommerfugle.
Den botaniske have oven over San Miguel de Allende bevarer områdets oprindelige natur
Byen er fuld af blomstrende krukker med og storblomstrende klatrebuske på tagene og i småhaver mellem husene og op ad facaderne – Jacaranda, Bougainvillea, Susanne med det brune øje. Den undgår den forurening fra biler og industrier, der forpester de fleste storbyer. Det er en ren by.
Bortset fra støjen fra bimlende kirkeklokker, og fra festfyrværkeri, der kan blive brændt af på alle tider af døgnet, eller den ledsagende festmusik, er det også en meget stille by.
Godt for helbredet, hvis man er i en alder, hvor man bekymrer sig om det.
Haven i Allende-instituttet midt i byen
På trods af mylderet på Jardin og i dens nabolag leves livet ikke først og fremmest i det offentlige rum. Det leves inde bag de ofte tilstængede døre og porte, i de gamle huse i sydspansk stil med patio og åbne terrasser i flere etager. De fleste af de nyere huse imiterer den stil, men selvfølgelig med moderne bekvemmeligheder. Her griller man, her drikker man sin øl eller vin, her følger man solnedgangen, indtil man trækker ind i de store huse for aftenen.
I de mexicanske familier sendes børnene tidligt i seng. Skolerne starter kl. 7. Hverdagen er tidlig over alle. Og arbejdsdagene er lange.
Der har været industri i San Miguel. Den store tekstilfabrik Aurora var et familieforetagende, der gennem 90 år definerede byen med 7000 ansatte, eget fodboldhold, orkester og meget andet. Generationer af arbejdere, fra far til søn, og mor til datter sled sig til tilværelse der. Fabrikken tog sig af det hele. Også fester for arbejderne, og deres religiøse udfoldelsesmuligheder.
Nelly Lorenzo ved sin væv: Der laves i dag fremragende moderne tekstilkunst på den gamle Aurora-fabrik
Den lukkede i begyndelsen af 1990’erne og er nu et stort udstillingsområde, hvor tekstilkunstnere, designere, malere og billedhuggere har atelierer og fremviser deres ting, og der er salgslokaler med ældre kunst og antikviteter – alt sammen med priser i international topklasse.
I dag er det kunst, kultur og folklore, der sælges. Og byen selv og dens milde klima, dens farverige historie og flotte natur.
En moderne udgave af frihedskrigens militærleder Ignacio Allende red forbi hans hus ved Jardin på 245 års for hans fødsel
På 245 årsdagen for frihedshelten Ignacio Allendes fødsel den 21. januar 2014 afholdtes en 'civil- og militærparade' der gik til Jardin Ikke mindre end 53 klasse rmed børn fra grundskolen var udkommanderet og gik forbi til stor applaus Den stilnede væsentligt af, da militæret drog gennem byen.
Det mexicanske militær, der er sat ind i 'narkokrigen', er ikke særlig populært
Tilskuere til paraden
Der bor nu ca. 80.000 i San Miguel, med omegn bliver det omkring 140.000. Henved 10.000 af indbyggerne i byen er amerikanere. Mexico gennemlevede en opgangsperiode under og de første årtier efter 2. verdenskrig, og San Miguel blev en magnet for malere, kunstnere og digtere. Efter krigen blev den for alvor ’opdaget’ af amerikanske krigsveteraner, der blev sendt dertil for at komme til kræfter.
Klimaet er godt – om vinteren omkring 25 grader om dagen, selvom nattemperaturen kan synke til 5-8 grader. Fra april om sommeren køligere end det brændende mexicanske indland. Og byen var billig. Amerikanske dollars strakte langt.
Det har skabt en stor og kulturelt meget aktiv amerikansk koloni, der har oprettet et stort både spansk og engelsksproget bibliotek og gennemfører talrige kulturfestivaler – som et årligt ugelangt poesiseminar, kun for allerede offentliggjorte digtere, og med nogle af de mest fremtrædende amerikanske og canadiske poeter som kursusledere.
Derudgives et ugeblad på både engelsk og spansk for kolonien, der også har sine egne in-steder med organisk mad, sundhedsprodukter og meget mere.
Det økologiske marked
Det økologiske lørdagsmarked kan minde om Haight-Ashbury i San Francisco anno 1969, selvom hippierne er blevet en del årtier ældre og er gået på pension.
Den amerikanske tilstedeværelse har præget San Miguel på godt og ondt. Den har også gjort den til en rigtig dyr by for mexicanere, dyrere end hovedstaden Mexico City, langt dyrere end de øvrige store og små byer uden megen turisme. Det er stadig en billig by at leve i eller besøge for en amerikaner eller en nordeuropæer.
Det er meget amerikansk og ret åndssvagt at udnævne en by til ’verdens bedste’. Uden den amerikanske koloni havde San Miguel sikkert levet en stille tilværelse, ret upåagtet i den globale turiststrøm. Men San Miguel de Allende er ud fra ethvert kriterium en perle.
Nogle uger efter vores første ankomst til Mexico sidder vi med en kammerat på en Starbucks-café i Mexico City. Da han hører, at vi allerede tilbragt nogle uger i San Miguel, siger han:
- Næste gang I kommer, må I altså se det rigtige Mexico!
Solnedgang over SMI
Tidligere rejserreportager fra Mexico
Catrina og døden i livet
Netavisen 15. januar 2013
Hos murmalere og poeter i Mexico
Netavisen 21. januar 2013
Se også
De rige får det igen som de vil have det med Mexicos olie
Netavisen 20. januar 2013
Netavisen 25. januar 2014