De rige får det igen som de vil have det med Mexicos olie

 

 

Af Gary Engler,
Mexico City 16. dec. 2013

Lever vi i en tid, hvor almindelige mennesker har glemt deres historie, og hvor alle de, som ikke husker fortiden vil blive tvunget til at genopleve dens brutale virkelighed ?

Jeg kom til at tænke på det, da to canadiske turister marcherede sammen med tusinder andre langs Paseo de la Reforma i Mexico City i sidste uge for at demonstrere modstand mod den energi-’reform’, som de mexicanske lovgivere debatterede. Den ny lov vil tillade udenlandske oliegiganter at operere i landet for første gang i 75 år.

De folk, som kom fra alle ender af landet for at danne en menneskekæde rundt om det mexicanske senat og deputeretkammer, var bestemt bevidste om deres historie og viste det med skilt, slagord, taler og sange, som begyndte tidligt om morgenen og fortsatte til sen nat. Larmen, trafikpropper og tusindvis af urobetjente skræmte både turister og lokale.

For studenterne og de andre, som hamrede på metalbarrikaderne omkring regeringsbygningerne, er det at ændre forfatningen, så den tillader udenlandske multinationale at udnytte landets olie- og naturgas ressourcer en tilbagevenden til den grimme gamle tid før 1930, hvor den mexicanske regering udøvede mindre reel magt end de udenlandske selskaber, der kontrollerede den vitale energisektor.

Plakater klistret op på barrikaderne alluderede til historien: ’Spanierne kom for at stjæle det gule guld og gøre det til nipsgenstande Gringo’erne kommer efter det sorte guld. Vil I være tavse?’

Faktisk fejres ekspropriationen i 1938 af verdens næststørste olieindustri – den første nationalisering i et kapitalistisk land – og skabelsen af det regeringsejede Pemex over hele Mexico, og deres betydning for landets opbygning og udvikling læres i skolen. Børnene lærer, hvordan olieprofitterne, der engang gik til udenlandske investorer, nu blev i landet for at bygge skoler, veje og sikre sociale ydelser.

Den moderat venstreorienterede præsident Lázaro Cardena, som tog konfrontationen med og besejrede datiden oliegiganter, hædres med gader, parker, skoler og andre bygninger, som bærer hans navn, og han betragtes generelt som en af grundlæggerne af det moderne Mexico.

Det er ironisk nok det parti, som Cardenas var en hovedkraft i at skabe, det regerende PRI (det Institutionelle Revolutions Parti, ligesom socialdemokraterne i Danmark medlem af den socialistiske internationale, o.a.), der sammen med det åbent højreorienterede PAN, som nedstemte forfatningen med mere end to tredjedele af stemmerne både i senatet (95-28 i tirsdags) og i underhuset (353-134 i torsdags). Det eneste, der mangler for at lovforslaget skal blive gældende lov er godkendelse af 17 af de 31 delstatsparlamenter, hvor de fleste kontrolleredes af PRI og PAN.

Statuerne og skolepensum gør det svært at argumentere med, at de almindelige mexicanere ikke kender til landets olieindustri og dens historie og de glimrende begrundelser for at beholde ’folkets’ ejerskab af denne vitale ressource. Faktisk viste en måling, der blev offentliggjort i juni, at 65 procent af mexicanerne er modstandere af udenlandske investeringer i olieindustrien. De fleste mener helt klart, at olien tilhører folket, og at profitterne skal investere i landets fremtid frem for at pynte på bundlinjen hos Exxon Mobil, Shell, BP og Chevron.

Det problem, som Mexico står overfor, er faktisk ikke mangel på historisk erindring. Det er mangelen på virkeligt demokrati. Det er den herskende klasses, både den intenationale og den mexicanskes, magt til at få det, som de vil have det. De folk, som vil have gevinst af en tilstrømning af udenlandske kapital og en genindførelse af ’det fri initiativ’ i olieindustrien ved ganske udmærket, at lovgivningen i sidste ende vil være negtativ for de fleste mexicanere, men de er ligeglade. De sørger i første række for at berige sig.

Kapitalismens lovprisere proklamerer højlydt, at ‘grådighed er godt’, og alligevel lader vi som om vi bliver forbavsede, når kapitalister handler i egeninteresse, og tilsidesætter det fælles bedste.

Mexicanske kapitalister vil ødelægge det regeringsejede Pemex (som de har forsøgt det i årtier), for al økonomiske virksomhed, som ikke producerer privatprofit, er ubrugelig for dem – ja værre end ubrugelig, for den kan give et eksempel på et andet økonomisk system.

Hvad der sker med den mexicanske olieindustri er endnu et tilbageskridt i en lang række internationale tilbageslag for alt, hvad der begrænser de 0.1 procent rigeste i verden, som sætter sig på langt den overvejende del af profitterne fra det kapitalistiske system.

Før vi – de 90 % der arbejder for føden, og som er i stand til at gribe magten rejser os og udfordrer de 0.1 procents mindretalsregimer – vil tingene bare blive stadig værre. Endnu flere sociale tiltag vil blive beskåret, flere nationaliserede industrier vil blive solgt til privatinteresser, og vores såkaldte kapitalistiske demokrati vil blive ved med bare at være en stemme pr. dollar.

Udsalget af den mexicanske olieindustri er blot det seneste ekempel på, hvor kapitalismen fører os hen.

Gary Engler er fagforeningsmand.

Oversat efter

The Rich Get Their Oily Way again in Mexico

Dissident Voice
Se også

Masseprotester mod regeringen i Mexico
16. december 2013 RT

Parlamentsmedlem Antonio Garcia Conejo stripper i protest, som Mexico strippes for værdier.
13. december 2013 You Tube

 

 

Netavisen 20. januar 2014