En lang række partier og organisationer, hovedsageligt fra Latinamerika, samles en gang om året til et seminar i Quito og drøfter vejen frem for revolutionær forandring af kontinentet. Deltagerlisten var i år længere end nogensinde før. Her følger sluterklæringen fra seminaret.
Sluterklæring fra det 17. internationale seminar: Revolutionens udfordringer i Latinamerika
Moderniseret kapitalisme eller social revolution?
Fem år efter den økonomiske krise i det kapitalistiske system brød ud, er dens virkninger stadig til stede verden over, i nogle lande med større intensitet end andre.
Det mest fremtrædende i de seneste måneder har været reaktionerne fra arbejderne, ungdommen og folkene i forhold til de økonomiske tiltag fra regeringer og internationale finansinstitutioner som tog sigte på at overvinde krisen på folkets bekostning.
Borgerskabet finder det stadigt vanskeligere, at vælte krisens byrder over på arbejderklassen, fordi arbejderne har fået en klarere forståelse af, at de som er skyld i krisen skal betale regningen.
Europa er et levende eksempel på den enorme og vedvarende sociale mobilisering imod de nyliberale økonomiske programmer. Arbejderklassen og ungdommen spiller en vigtig rolle.
Dette er ikke det eneste sted i verden, hvor de siddende regeringer og de herskende klasser møder protester. Også i Nordafrika, Asien og Latinamerika foregår der vigtige kampe. Generelt kan vi sige, at utilfredshed med status quo spreder sig over hele verden, og at ønsket om forandring er drivkraft for folkenes vilje til handling.
På vores kontinent (Latinamerika) er vi nu, efter en periode med nedgang i den sociale kamp, særligt i lande der er styret af regimer der regnes for ‘progressive’, vidne til en opblussen af de arbejdende massers kamp, der overskrider nationale grænser og opmuntrer kampen i nabolandene.
De kæmper for anstændige lønninger, for uddannelse, for sundhedssystemer, for brød, for demokrati, for politiske rettigheder, for forsvaret for selvstændighed, for naturressourcerne og imod korruption. Kort sagt, de kæmper for livet, for friheden!
Disse konfrontationer foregår både i lande, hvor det åbent nyliberale borgerskab sidder ved magten, såvel som i lande styret af såkaldt ‘progressive’ regeringer. De to typer regeringsformer har, udover de åbenlyse forskelle som vi ikke skal glemme, også mange lighedspunkter.
Det er for eksempel svært at skelne mellem Columbias lov om offentlig sikkerhed og de tilsvarende ecuadorianske love og reformer af straffeloven, som kriminaliserer sociale protestbevægelser.
Der er kun lille eller ingen forskel mellem arbejdsmarkedsreformer af klassisk, nyliberal type som indføres i Mexico og dem vi ser i Brasilien. Eller de såkaldte antiterrorlove som bliver indført i Argentina, Peru etc.
Både de ‘progressive’ regeringer og de nyliberale satser på udvindingsindustrien (udplyndring af naturressourcerne) som vejen til udvikling, fremgang og velstand. Historien lærer os, at dette er vejen for konsolidering af udenlandsk afhængighed, forarmelse af befolkningen og uoprettelige indgreb i naturen.
Disse regeringer er også enige om at fremme juridiske og institutionelle reformer, som går ud på at genoplive borgerlige institutioner som er nødvendige for de nye kapitalistiske akkumulationsprocesser. De er også rettet mod social kontrol og kriminalisering af folkelig protest.
Med udgangspunkt i forskellige, men ikke uforenelige politiske opfattelser er de borgerlige fraktioner i disse regeringer enige om processerne for modernisering af kapitalismen, som tager sigte på at øge akkumulationen for de hjemlige herskere og at give dem et bedre udgangspunkt på det globale kapitalistiske marked.
De ændringer der sker i Latinamerika og Caribien er intet andet end en udvikling af kapitalismen. I nogle tilfælde bevæger de sig ud over rammerne for nyliberalismen, men de udgør på ingen måde en negation af det herskende system.
Eftersom de ikke rører ved den private ejendomsret til produktionsmidlerne, rører de heller ikke ved bankfolkenes, forretningsfolkenes eller jordejernes herredømme og de mindsker ikke den udenlandske afhængighed.
Det farlige ved disse processer er, at regeringer som Rafael Correas i Ecuador eller Dilma Rousseffs i Brasilien fremstiller de som revolutionære processer, idet de udgiver sig for at være antikapitalister og endda socialister. Der findes også dem, der optræder under varebetegnelsen nationale og folkelige regeringer, som regeringerne Cristian Fernandez i Argentina eller Medinas i Den Dominikanske Republik.
De såkaldt progressive regeringer forårsager alvorlig skade på bevidstheden hos arbejdere, ungdommen og folkene. De betydelige sociale og materielle programmer og den omfattende og effektive regeringspropaganda har skabt en fiktion, internt i landene selv og også på internationalt niveau, om at de faktisk skaber en udvikling som indebærer strukturelle ændringer.
Men virkeligheden er en anden. Deres økonomiske og politiske programmer tjener alene til at fastholde magten hos den herskende klasse og afhængigheden af udlandet.
De moderniseringer der finder sted går hånd i hånd med udenlandsk kapital, enten fra USA, Europa eller Asien, noget der har gjort Caribien til en arena for intens inter-imperialistisk strid på det økonomiske og politiske felt. Vi bemærker den hurtige vækst i de kinesiske investeringer i regionen, og at den amerikanske imperialisme taber terræn. Noget der ikke gør situationen mindre farlig.
De organisationer der deltager på det 17. internationale seminar om revolutionens udfordringer i Latinamerika er enige om nødvendigheden af at konfrontere de nyliberale og de såkaldt ‘progressive’ regeringer med samme energi, fordi de begge repræsenterer borgerskabets og den imperialistiske finanskapitals politiske interesser.
Vi opfordrer arbejderne, ungdommen og folkene til at stå sammen mod de ideologiske og politiske strømninger, der giver sig ud for at være venstreorienterede, revolutionære eller progressive og som manipulerer ud fra det ønske om forandring, som de ved eksisterer hos folkene, men som reelt modarbejder den organiserede folkelige bevægelse og de kræfter, som virkelig repræsenterer det revolutionære venstres positioner.
Vi støtter folkene som vælger kampens vej for at få sin stemme hørt og få sine krav igennem. Vi støtter og opmuntrer folkene, og særligt de unge, i Tyrkiet, Brasilien, Chile og Ægypten, som med deres energi og initiativ i gaderne har vundet betydelige sejre.
Vi står sammen med folket i Ecuador, som står overfor en demagogisk regering, der tyr til undertrykkelse og frygt for at forhindre social uro til at udvikle sig til en åben og vedvarende kamp.
Vi afviser kriminaliseringen af sociale protester, vi støtter Mery Zamora, Clever Jimenez, Cotopaxi 7, de 12 studenter fra Den centrale tekniske højskole og de mere end 200 sociale ledere og aktivister, der står overfor en straffesag efter anklager om sabotage og terrorisme.
Vi bakker op om det venezuelanske folk, der kæmper for at forhindre at højrefløjen og imperialismen vender den politiske proces som blev påbegyndt af Hugo Chavez, samtidig med at vi støtter radikale tiltag, der kan bringe denne proces fremad.
Vores mål er socialisme! Vi kæmper for ægte revolutionære processer. Derfor bygger vi på enheden mellem arbejdere, bønder, ungdom, kvinder og oprindelige folk i pagt med traditionen for frigørelse af de latinamerikanske folk.
Vi retter vores fælles energi mod udenlandsk dominans og imod udbytningen fra den lokale herskende klasse. Kun ved at sætte en stopper for deres undertrykkelse vil vi vinde friheden. Dette er vores forpligtelse.
Quito, 19. juli 2013
Oversat af Kommunistisk Politik fra norsk efter Revolusjon: Vårt mål er sosialisme, vi slåss for en ekte samfunnsmessig revolusjon!
Se listen af underskrivere her
Læs også
Opvækkelsen af folkenes kamp i Latinamerika og Caribien kræver en revolutionær ledelse
Netavisen 3. januar 2014
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
