Anna Lindh og torturen

Den svenske folkesanger Mikael Wiehe begrunder her, hvorfor han afslog at give tilladelse til at hans sang ”En sång til modet” kunne spilles til 10 års mindeceremonien for daværende svenske udenrigsminister Anna Lindhs død. Anna Lindh blev angrebet af en knivstikker d. 10. september 2003 og døde dagen efter.

Af Mikael Wiehe

Den 11. september i år er det ti år siden, at Anna Lindh blev myrdet. Årsdagen vil blive højtideligholdt i Kungsträdgården i Stokholm. I juni blev jeg kontaktet af arrangørerne, som på vegne af Anna Lindhs mindefond spurgte om de måtte anvende min sang ”En sång til modet” under ceremonien.

Jeg har truffet Anna Lindh et par gange. Første gang på en SSU-lejr i Bohuslän i 1980-erne, da hun var en ung og nervøs ordfører. Sidste gang i Sydafrika da vi begge var på en konference der i slutningen af 1990-erne. Hun var meget charmerende, og jeg følte mig beæret over, at en af mine sange skulle synges på 10-årsdagen for hendes død.

I slutningen af juli læste jeg en artikel af den danske journalist Carsten Jensen om den nu 75-årige danske læge Inge Genefke. Hun har viet sit liv til at bekæmpe anvendelsen af tortur og Carsten Jensen foreslog, at hun blev nomineret til Nobels fredspris 2014.

Efter angrebet på Pentagon og World Trade Center i New York den 11. september 2001 erklærede USA’s daværende præsident George W Bush ‘krig mod terror.’ Krigserklæringen indebar blandt andet, at præsidenten sanktionerede brugen af tortur. Guantanamo fængslet blev åbnet og hemmelige torturcentre blev indrettet på amerikanske orlogsfartøjer og i forskellige lande rundt omkring i verden.

Alle imperiers magt har altid – uanset ideologi – i sidste ende byget på torturkammeret, på styrken, på volden, på frygten og plagen: fra det romerske over de spanske, britiske, russiske og sovjetiske, Hitlertyske og kinesiske imperier til det amerikanske.

Men fra at være en skamfuld hemmelighed, som man helst skjulte og ikke gerne talte om, blev torturen under præsident Bush officiel USA-politik. “Enom till straff, androm till varnagel” – den ene til straf den anden til advarsel – som det hed i en middelalderlig svensk lov. Og man krævede støtte fra sine allierede. ”Dem som ikke er med os er imod os” blev en del af krigserklæringen.

Dette krav om at acceptere torturen stillede humanister og demokrater, de som bekendte sig til menneskerettighederne og ”vestlige værdier” overfor et svært valg, et valg der krævede en stillingtagen, valget mellem den torterende og den der blev torteret, valget mellem bødlen og offeret.

Et valg som i værste fald kunne koste livet, i andre tilfælde i det mindste indtægter, renomme og karriere. Valget stillede folk overfor alternativerne, at bøje sig eller blive knækket. Et valg de fleste af os heldigvis slap for at blive stillet overfor.

Anna Lindh slap ikke.

I efteråret 2001 krævede USA at få adgang til to egyptere der boede i Sverige, Ahmed Agiza og Mohammed Alzery.

Den 18. december førtes de to til Bromma lufthavn, hvor et CIA-fly ventede. De fængslede førtes til et egyptisk fængsel, hvor de blev udsat for tortur. Sveriges daværende udenrigsminister Anna Lindh var den der underskrev udvisningsbeslutningen. Anna Lindh blev ikke knækket. Hun bøjede sig. Uanset hvad man i øvrigt kan sige om hendes handling i denne sag, så kan man i al fald ikke sige, at den var dikteret af mod.

I stedet foreslår jeg en anden sang som jeg har skrevet. Den er blevet brugt af Amnesty International i en kampagne mod tortur og hedder

“Just i den här sekunden”. Teksten lyder som følger:

Just i den här sekunden
långt bort i ett främmat land
– eller kanske man kallar det nära
på vår egen jord nånstans –
är det någon som slår nån annan
utan minsta barmhärtighet
för att han eller hon ska bekänna nåt
eller berätta om nåt dom vet

Det sker inte av hat eller ilska
Det sker inte av raseri
Det är uttänkt och kallt och metodiskt
och en del av en strategi
Och om den som man slår är oskyldig
så gör det ingenting
Det är det som gör terrorn effektiv
att den är skoningslös och blind

Jag önskar jag slapp att få höra
Jag önskar jag slapp att få se
Jag önskar jag slapp att få veta nåt
och fick leva mitt liv i fred

Men just i den här sekunden
är det någon som tigger om nåd
Som bönar och ber att få slippa
Men inte får slippa ändå

Jag mår illa vid blotta tanken
Jag vill helst inte tänka den alls
Men ibland när jag nästan har somnat
så tränger sej vetskapen fram
att just i den här sekunden
är det någon som skriker av skräck
är det nån som blir pinad och plågad
och driven från sans och vett

Det är så lite en mänska kan göra
Det är så lite en mänska förmår
Men om mänskan vill kalla sej mänska
får hon göra det lilla ändå
Och just i den här sekunden
kan lite va mycket nog:
att äntligen vända på klacken
för att stå det onda emot

Det är så lite en mänska kan göra
Det är så lite en mänska förmår
Men den som vill kalla sej mänska
får göra det lilla ändå

“Just i den här sekunden”

Læs også

Demokrati i praksis –
eller hvem myrdede Anna Lindh?

Kommunistisk Politik 19, 2003

Anders Fogh er ikke Anna Lindh
Netavisen 12. september 2003

Hør Mikael Wiehe synge “En sång til modet” på Utøya 22. juli 2012 her

Artiklen har været bragt i Aftonposten d. 6. august og er oversat af Kommunistisk Politik fra Mikael Wiehes hjemmeside

 

Netavisen 9. august 2013