Fra dansk til tysk ”Hartz 4” arbejdmarkedsmodel?

Af Henrik Herløv Lund
Det følgende er økonomen Henrik Herløv Lunds  resume og sammenfatning af hans netop udgivne pjece af samme titel på Forlaget Alternativ. Den analyserer planerne om at ændre den nuværende danske arbejdsmarkedsmodel efter tysk forbillede – med undertitlen  Venstre vil have tyske lønninger og tyske arbejdsmarkedsreformer

Hele pjecen kan læses som pdf her

Det efter opinionsmålingerne at dømme kommende statsministerparti, Venstre, har ved den centralt placerede tidligere beskæftigelsesminister og finansminister Claus Hjort Frederiksen sat indførelse af ”svenske skatte og tyske lønninger” i Danmark på dagsordenen.

I forbindelse med det sidste har han peget på de tyske Hartz-reformer som en inspirationskilde. Ved Hartz-reformerne i 2004-5 blev rådigheds- og aktiveringspligt strammet og dagpengeperioden forkortet til 12- 18 måneder. Noget tilsvarende er som bekendt også gennemført i Danmark.

Men herudover blev indført “minijobs” med fast indkomstgrænse på 400 euro = ca. 3300 kr, hvor den ansatte er fritaget for at betale skat og socialforsikringsbidrag og ”Midijobs”, støttede jobs til en månedsløn på 400 – 800 euro, hvor arbejdsgiverne har reduceret betaling af skat og sociale bidrag. Ofte opsuppleres lønnen i ”minijobs” med bistandshjælp for at nå op på de 3.300 kroner.

Indførelsen heraf har for det første betydet en omfattende løndumpning, idet væksten i beskæftigelsen primært skete i de nye typer lavtlønsjobs, ja tilmed på bekostning af normallønnede, fuldtidsbeskæftigede og faste jobs i Tyskland – især i servicesektoren, hvor de har fået størst udbredelse. Ikke overraskende er reallønnen i Tyskland stagneret siden indførelsen af reformerne Og samtidig har reformerne for det andet reduceret ansættelsestrygheden.

Takket være Hartz-reformerne har Tyskland således fået et nyt ”lavtlønsproletariat” eller såkaldte ”working poor”, som på trods af, at de har arbejde – men netop i kraft af reformernes lave lønninger – de facto er fattige

Der, hvor Hartz lignende reformer derimod kan blive særdeles mulige, handler om indførelse af lavtlønnede hel- eller deltidsjob, navnlig i servicesektoren, hvilket borgerlige politikere og økonomer og arbejdsgiverorganisationer har støttet.

Forslagene om indførelse af lavtlønnede hel– eller deltids servicejobs motiveres for det første med, at herigennem kan der skabes mulighed for igen at få langt flere servicejobs – som der ellers var ” i tidligere tider”. Ligeledes er lavere lønnede jobs til fx, 70 kr. i timen for det andet også foreslået som ”indslusningsløn” for f.eks. unge, kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige og indvandrere.

Der er således i den borgerlige lejr allerede overvejelser i gang, der peger i retning af indførelse af minijobs i Danmark. Sker dette vil konsekvensen for lønmodtagerne – som i Tyskland – blive omfattende løndumpning, at reallønnen trykkes og at der opstår en underklasse af lavtlønnede servicejobs.

1. Hartzreformerne

2004 – 2005 gennemførte den daværende tyske socialdemokratiske regering under Kansler Gerhard Schrøder en omfattende liberalisering af det tyske arbejdsmarked. Schrøder bad personaledirektør Peter Hartz fra folkevognsfabrikken VW om at stå i spidsen for en kommission med repræsentanter for erhvervsliv, fagforeninger, politik og forskning og kommissionen fremlagde rapporten: ”Moderne tjenesteydelser på arbejdsmarkedet”.

Efter Hartz egen opfattelse ville rapportens forslag skabe 2 millioner nye jobs.

Hartz-reformerne bestod af 4 love med følgende hovedindhold:

– Skærpede krav til ledige om rådighed og om accept af jobtilbud

– Udvidet adgang for arbejdsgiverne til midlertidige ansættelser

– Udvidelse for arbejdsgiverne af mulighed for at oprette ”minijobs” med fast indkomstgrænse på 400 euro = ca. 3300 kr, hvor den ansatte er fritaget for at betale skat og socialforsikringsbidrag

– Oprettelse af ”Midijobs”, støttede jobs til en månedsløn på 400 – 800 euro, hvor arbejdsgiverne har reduceret betaling af skat og sociale bidrag

– Reduktion af dagpengeperiode fra hidtil max 32 måneder, således at den for 55 – 64 årige forkortes til 18 måneder og for under 54 årige forkortes til 12 måneder

– Administrativ sammenlægning af langtidsledige og bistandsklienter, idet det hidtidige mellemtrin for langtidsledige mellem dagpengesatsen og kontanthjælpsydelsen afskaffes, således at langtidsledige overgår til kontanthjælpslignende ydelser – Indførelse af halv bistandsydelse for hjemmeboende unge under 25 år

Skærpelsen af rådigheds -, arbejds – og aktiveringspligt og forringelse af indkomstsikringen under ledighed blev samtidig ledsaget af en forringelse af en række velfærdsydelser.

2. Omdiskuteret økonomisk effekt

For Schrøder var formålet at foregribe markedskræfterne – dvs. at gennemføre liberaliseringer, der imødekom erhvervslivets krav. Navnlig skulle erhvervslivets omkostninger ned. Og det indebar besparelser på velfærdsydelserne, da den tyske ”arbejdsmarkedsbaserede” velfærdsmodel indebærer, at velfærdsydelserne finansieres via sociale bidrag, som både arbejdsgivere og lønmodtagere betaler til. Samtidig skulle arbejdsgiverne have udvidet adgang til arbejdskraft og til lavere lønninger for at øge produktivitet og konkurrenceevne.

Efter Schrøders opfattelse havde reformerne æren for, at ledigheden faldt i Tyskland arbejdsløsheden fra 2005 og frem efter.

Det er imidlertid omdiskuteret, hvorvidt den stigende økonomiske vækst og faldende ledighed fra anden halvdel af00´erne og frem skyldes reformerne. Det er i den forbindelse blevet peget på, at Tysklands økonomiske comeback gik forud for Hartz-reformerne, i det den tyske eksport allerede begyndte at tage fart i 2000 – altså flere år forud for Hartz – reformerne. Og grunden til den tyske beskæftigelsesfremgang fra 2005 var nok så høj grad det internationale økonomiske opsving som fra USA bredte sig til resten af den globale økonomi i denne periode.

En anden også til den høje tyske beskæftigelse var efter 2009 og finanskrisen, at fagbevægelse og erhvervsliv blev enige om, at tilpasse beskæftigelsen gennem tilpasning af arbejdstiden (og lønnen) i modsætning til fx i Danmark, hvor tilpasningen skete gennem afskedigelser. Arbejdstiden reduceres midlertidigt, men lønmodtagerne sikredes deres job mod en tilsvarende midlertidig reduktion i den udbetalte løn. Det skabte en større tryghed blandt tyske lønmodtagerne trods krisen og har hermed også betydet, at forbrug og efterspørgsel i Tyskland ikke er blevet ramt af det samme hårde nedsving som i Danmark.

3. Et todelt arbejdsmarked

En anden, nok så sikker effekt af reformerne var imidlertid, at der i stigende grad blev tale om et todelt arbejdsmarked i Tyskland.

Efter reformerne skete den decideret tilbagegang i ”normalbeskæftigelse” med fast ansættelse og fuld arbejdstid. I 1991 havde godt 80 % af de beskæftigede fast arbejde med over 20 timer om ugen og arbejdsløshedsforsikring. I 2011 var det faldet til 2/3.

Derimod steg omfanget af ”atypiske ansættelsesformer” dvs. støtte beskæftigelse, deltidsbeskæftigelse og midlertidig beskæftigelse. Af 42 mio. erhvervsaktive i 2011 var 8 – 10 mio. atypisk beskæftiget, hvilket var godt 3,1 mio. flere end i 1991.

Stigningen i sådanne ”atypiske ansættelsesformer” var ikke mindst en stigning i lavtlønjobs. Stigningen er især sket indenfor de ovennævnte ”mini-” og ”midijobs” med en maksimal månedlig indtægt på 400 næsten skattefri euro om måneden.

I dag er op mod 7 millioner tyskere ansatte i sådanne jobs. De 3000 kr er som anført ofte ikke engang lønnen i jobsene, idet det offentlige ofte supplerer op med bistandshjælp (såkaldt Hartz IV – ydelse). Af de godt 6 millioner tyskere som i 2012 modtog sådan Hartz IV ydelse var godt 4½ million i arbejde, men tjente altså så lav løn i selve jobbet, at de var berettiget til bistandshjælp.

4. Skadevirkninger for tyske lønmodtagere og tysk arbejderbevægelse

Det må nok anerkendes, at Hartz-reformerne havde en vis effekt for den tyske økonomiske vækst og beskæftigelse efter 2005. Men det må i samme åndedrag fremholdes, at væksten i beskæftigelsen primært skete i de nye typer lavtlønsjobs, ja tilmed på bekostning af normallønnede, fuldtidsbeskæftigede og faste jobs i Tyskland – især i servicesektoren, hvor de har fået størst udbredelse.

Hartz-reformerne har altså ført til løndumpning, således som den tyske fagbevægelse også frygtede ved reformers iværksættelse.

Og samtidig har reformerne for det andet reduceret ansættelsestrygheden. Før reformerne var ansatte i virksomheder med mere end fem ansatte i vidt omfang beskyttet mod fyring. Efter reformen er beskyttelsen reduceret – nu gælder det kun virksomheder med under 10 ansatte. Og vigtigst: Beskyttelsen mod afskedigelser gælder ikke de nye ”atypiske” jobs, som Hartz-reformerne har åbnet op for, at arbejdsgiverne kan oprette.

Takket være Hartz-reformerne har Tyskland således fået et nyt ”lavtlønsproletariat” eller såkaldte ”working poor”, som på trods af, at de har arbejde – men netop i kraft af reformernes lave lønninger – de facto er fattige.

Det siger sig selv, at opkomsten af et sådant lavtlønsproletariat også har været en svækkelse af den tyske fagbevægelse.

For det første på grund af, at organiseringen af tyske lønmodtagere i fagforeningerne naturligvis svækkes, fordi de nye lavtlønnede i deres fattigdomssituation må spare, hvor de kan – og derfor ofte vælger at spare på fagforeningskontingentet.

Hertil kommer, at disse ”atypiske” arbejdsforhold jo netop falder udenfor de normale overenskomstdækkede ansættelsesforhold – hverken har de fastansattes ansættelsestryghed og lønforhold. Med udbredelsen af midlertidige arbejdskontrakter og deltidsansættelser har Hartz-reformerne herigennem svækket overenskomstdækningen af tyske arbejdspladser, som er faldet til under 50 %.

For det tyske socialdemokrati, hvis daværende leder Gerhard Schröder jo gennemførte reformerne, har konsekvenserne været en politisk katastrofe. Det socialdemokratiske parti mistede befolkningens tillid til, at det både kan sikre gode, vellønnede job og sociale resultater og SPD s image som ”den lille mands parti” blev undermineret. Og partiet mistede kanslerposten og havde stor tilbagegang ved efterfølgende rigsdags og EU- parlamentsvalg.

5. Perspektiver for Danmark?

Udviklingen på det tyske arbejdsmarked siden minder om udviklingen af den danske arbejdsmarkedsmodel, dog over et lidt længere stræk.

På samme måde som i Tyskland under Hartz- reformerne er der i Danmark sket en skærpelse af rådigheds -, arbejds- og aktiveringspligt. Og også i Danmark har vi set dagpengeperioden blive forkortet, hvorefter der sker overgang til bistandshjælp.

Spørgsmålet er nu, om andre elementer af Hartz-reformerne kan blive sat på dagsordenen i Danmark, først og fremmest indførelsen af ”mere fleksible ansættelsesformer” og indførelse af lavtlønsjobs (i servicesektoren)?

Hvad angår hele den opblødning af ”normalarbejdsbegrebet”, som er sket i Tyskland med indførelse af de forskellige former for ”kontraktansættelser” kan man næppe forestille det indført i Danmark.

Der er indlysende grunde hertil. I Tyskland skulle indførslen af udvidet adgang til vikariater og tidsbegrænsede ansættelser bløde op på den stærke beskyttelse af de fastansatte arbejdere i form af lange opsigelsesvarsler mm. Men det danske arbejdsmarked er i forvejen kendetegnet ved en lav grad af beskyttelse i ansættelsen – eller stor fleksibilitet om man vil – i og med, at arbejdsgiverne har vide muligheder for at afskedige medarbejdere.

Når alle lønmodtagere i Danmark i forvejen er mere eller mindre ”korttidsansat”, vil danske arbejdsgivere derfor næppe føle behov for indførelse af særlige kortfristede kontraktformer o.l.

Der, hvor Hartz lignende reformer derimod kan blive særdeles mulige, handler om indførelse af lavtlønnede hel – eller deltidsjob, navnlig i servicesektoren, hvilket borgerlige politikere og økonomer og arbejdsgiverorganisationer har støttet.

Forslagene om indførelse af lavtlønnede hel- eller deltids servicejobs motiveres for det første med, at herigennem kan der skabes mulighed for igen at få langt flere servicejobs – som der ellers var ” i tidligere tider”.

Ligeledes er lavere lønnede jobs til fx, 70 kr. i timen for det andet også foreslået som ”indslusningsløn”, hvorved personer, der umiddelbart ikke er så produktive, skulle få adgang til arbejdsmarkedet og hermed få mulighed for at erhverve nogle kvalifikationer.

Forslaget om særlig indslusningsløn er blandt andet stillet af Velfærdskommissionen. Som kandidater til sådanne lavtlønsjob er foreslået: Unge (fordi de ikke har arbejdsmarkedserfaring), kontanthjælpsmodtagere (fordi de ikke er så produktive), langtidsledige (fordi de har mistet fodfæstet på arbejdsmarkedet) og indvandrere (fordi de mangler kvalifikationer).

Der er således i den borgerlige lejr allerede overvejelser i gang, der peger i retning af de tyske minijobs.

Ikke mindst har den fremtrædende venstrepolitiker og tidligere beskæftigelsesminister og finansminister, Claus Hjort Frederiksen, direkte peget på Hartz-reformerne som inspirationskilde for en kommende borgerlige regerings økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitik.

Hjort Frederiksen har direkte peget på Hartz-reformer og de i den forbindelse indførte minijobs som middel til at få indført ”tyske lønninger” i Danmark – altså en sænkning på 20 % af lønniveauet i Danmark – for at forbedre konkurrenceevnen og øge produktiviteten.

Se mere fra Kommunistisk Politik

Kapitalismens Tyskland i krise: Masseprotesterne mod Hartz IV
Netavisen 24. september 2004

Væk med EU’s Agenda 2010
Netavisen 4. oktober 2004

Euro-krise: Elendighed og armod spreder sig
Kommunistisk Politik 11, 2011

EU-demokratiet tæsker nedskæringer igennem
Kommunistisk Politik 11, 2011

Hartz IV på dansk: Finanslov 2013 – Med EU som guide og blå blok som sufflør
Kommunistisk Politik 21, 2012

Netavisen 9. juli 2013