EU-demokratiet tæsker nedskæringer igennem

Kommunistisk Politik 11, 2011

Når demokratiet går fallit, står den på tåregas og knippelsuppe. EU frygter kravet om reelt demokrati NU

Græske demonstranter blev mødt med uhørt brutalitet under den 24 timers generalstrejke imod nye nedskæringer 11. maj 2011De lande, der er blevet værst ramt af den nuværende økonomiske krise, er samtidig dem, der skal betale den højeste pris for at låne penge for at komme igennem.

Ved at se på, hvilken rente de enkelte lande må betale for at låne penge, bliver man derfor samtidig oplyst om, hvilken status deres økonomi har. F.eks. er de EU-medlemslande, der i øjeblikket må slippe de højeste renter på lånemarkedet, Irland, Portugal, Grækenland, Letland, Ungarn og Rumænien.

De samme lande er alle havnet i armene på EU-kommissionen og Den internationale valutafond (IMF), der er villig til at give kortløbende lån til lidt lavere renter mod politisk indflydelse på den økonomiske politik.

Ungarn er det eneste af de nævnte lande, der har afsluttet sit seneste engagement med Valutafonden uden at bede om flere penge. Ungarns plan er i stedet at betale IMF og EU tilbage ved hjælp af en stor engangsindsprøjtning fra almindelige folks opsparing.

Det er nemlig lykkedes at lokke folk med privat pensionsopsparing til at flytte deres penge til den statsligt baserede pensionskasse. Ikke mindst fordi tilbuddet blev suppleret med en lovgivning, der betød, at privat opsparing i fremtiden ville blive modregnet i udbetaling fra bl.a. folkepensionen.

Portugal på den sorte liste

Ny på den sorte liste er Portugal, der netop er blevet godkendt som modtager af en lånepakke på 78 mia. euro, hvoraf IMF står for 26 mia. euro over de kommende tre år, og EU-krisefonden står for resten. Efter de tre år skal pengene betales tilbage.

De politiske krav er de samme, som høres over hele den kapitalistiske verden: Konkurrenceevnen skal forbedres, og det betyder lavere løn og længere arbejdstid. Så der kan produceres endnu flere varer, som ingen til gengæld har råd til at købe.

Portugal er det tredje medlem af Euroland, der har måttet ty til at låne pengene gennem IMF og EU-krisekassen, og det står efterhånden klart, at det næppe bliver det sidste.

Pakken nåede netop at bliver trumfet igennem, inden Portugal går til valg den 5. juni. Valget blev udskrevet, efter at premierminister José Sócrates den 23. marts gik af, efter at en sparepakke blev nedstemt i parlamentet, og landet blev herefter reelt sat under Valutafondens og EU's administration.

Grækenland: Benzin på bålet

Hverken Irland eller Grækenland eller noget andet land er kommet ud af krisen ved hjælp af de lånte penge eller som følge af EU's og IMF's krav til den førte økonomiske politik. Man kan tværtimod konstatere, at Grækenland nu er tilbage ved skranken for at få hjælp til at refinansiere nye forfaldne lån.

Det er kun et år efter, at IMF og EU første gang kom den græske regering til assistance med at rundbarbere budgetterne. Det førte dengang til militante protester, demonstrationer og strejker mod nedskæringer.

De græske arbejderes og ungdommens protestbevægelse er fortsat lige siden. Også i forbindelse med forhandlingerne om nye lån og tilhørende græske ”genopretningspakke” var der indkaldt til generalstrejke den 11. maj.

Mange af demonstranterne fik i den forbindelse lært, at forskellen på et såkaldt demokratisk lands håndtering af protester ikke er væsensforskellig fra de mere utilslørede diktaturer i Mellemøsten og Nordafrika. Politiet gik brutalt til angreb på dem, der deltog i demonstrationerne til støtte for den græske generalstrejke. 67 havde efterfølgende brug for lægelig behandling.

Gælden en tikkende bombe under eurozonen

Den voksende gæld er den direkte konsekvens af den politik EU-landene gennemførte for at redde bankerne ud af finanskrisen i første omgang.
Nu er gældens størrelse blot ved at nå den håbløse situation, at alene renterne stjæler alle de mindst rige landes indtægter. Det er selvsagt en umulig situation og en tikkende bombe under eurozonen.

De såkaldte solidariske lån fra EU's store økonomiske magter med Tyskland i spidsen har i praksis fået som konsekvens at forlænge depressionsfasen for de knap så velstående lande og øge den økonomiske ubalance i det europæiske projekt.

Så de fattigste lande kommer endnu fattigere ud af krisen, mens de rigeste vil have reddet skindet.

Tydeligere kan det ikke blive: EU er ikke solidarisk med samfundets svageste, ikke med dem, der får hjulene til at dreje rundt, ikke med ungdommen, og EU er heller ikke solidarisk mellem landene indbyrdes. EU er den europæiske storkapitals projekt – og ingen andres.

Frygter reelt demokrati

Den tyske kansler Angela Merkel forsøgte i en tale i sidste uge at skjule sagens sammenhæng ved at gøre det til et spørgsmål om ’arbejdsmoral’. Hun forklarede, at selvom Tyskland vil intensivere støtten til eurozonens gældplagede lande, vil man ikke bare vise solidaritet uden at kræve noget til gengæld. Beskeden var altså, at arbejderne og folkene i de kriseramte sydeuropæiske lande arbejder for lidt, går for tidligt på pension og holder for meget ferie.

Sådanne usmagelige forsøg på at genoplive en tysk herremandsmentalitet er symptomatisk for krisen i Euroland. På samme måde som immigrantarbejdere bliver stereotypiseret og langt for had, skal vi i Nordeuropa indoktrineres med den opfattelse, at krisen er sydeuropæernes egen fejl.

En del af den overlegenhedsfølelse, som spredes, er simpelthen en moderne udgave af forestillingen, som var grundfæstet i kolonitiden, om den (nord)europæiske civilisations overlegenhed over for barbariet.

EU er heller ikke demokratiets forkæmper, som politikernes festtaler påstår. EU's påståede støtte til folkerevolutionerne i Nordafrika og de arabiske folks kamp for demokrati er kommet, da folkene selv begyndte at jage diktatorerne på flugt, og har ikke betydet flere diktaturers fald, men derimod en ny krig mod Libyen.
Det ’demokratiske’ EU frygter kravet om REELT DEMOKRATI NU, som den spanske ungdom massivt rejser.

Ingen befolkninger har fået et ord indført om bankpakker og fyringsrunder. Hele den politiske elite har omfavnet europagten. Protester imod de herskende vrangforestillinger eller demonstranter, der kæmper for at lade de rige betale krisen, bliver ignoreret eller slået ned.

Se også

Euro-krise: Elendighed og armod spreder sig

Netavisen 1. juni 2011