40 år efter: Nu dikteres finansloven af EU

Interview med Franz Krejbjerg, APK, om den politiske situation

Folketingets åbning den 2. oktober står i EU’s tegn: Den kommende finanslov er en EU-finanslov – og det er på dagen nøjagtig 40 år siden, danskerne ved en folkeafstemning blev manipuleret til at sige ja

Kommunistisk Politik 18, 2012

Vi oplever i øjeblikket fremgang for venstrefløjen. Dens organisationer og bevægelser mærker voksende  interesse og stigende medlemstal, men i fagbevægelsen går det direkte modsat, og de store markeringer mod nedskæringer er helt udeblevet under den nuværende regering.

Franz Krejbjerg fra APK’s ledelse giver her sit bud på, hvad der sker.

Kommunistisk Politik: For ganske få måneder siden op til sommerferien led regeringen et kæmpe nederlag, da den måtte opgive trepartsforhandlingerne om længere arbejdstid. Efterfølgende lovede venstrefløjen i fagbevægelsen, at den nu ville begynde at give SRSF-regeringens politik aktiv modstand. Hvad er der sket siden?

Franz Krejbjerg: – Det, der skete, var i virkeligheden både et nederlag for fagbevægelsens pinger og regeringen. Modstanden mod trepartsforhandlingerne kom nedefra, fra arbejdspladserne og fra arbejdsløse, og fik til sidst presset LO til at sige nej til at opgive fridagene.

– I næsten samme åndedrag blev Enhedslisten sat uden for døren, da SRSF-regeringen indgik en skatteaftale med Venstre. Det fik jo, som nogle vil huske, Enhedslisten til at erklære, at de ikke længere var støtteparti, men i opposition til dens politik. Men Enhedslisten er tilbage som støtteparti. Det, de  blev sure over, var klart nok ikke så meget selve forliget, men at de ikke fik lov til at være med.

– Derfor har vi siden oplevet, at både fagbevægelsens top og Enhedslisten har haft travlt med at finde tilbage til forhandlingsbordet, og knap så travlt, mildt sagt, med at mobilisere til en bred kamp mod nedskæringerne. Resultatet indtil nu er en rådden aftale om en såkaldt akutpakke til de langtidsledige, der står til at miste deres dagpenge.

2. oktober: 40 år med EU

KP: – Men modstanden mod nedskæringspolitikken er jo ikke blevet mindre rundtomkring. Der protesteres mod dagpengekatastrofen, mod fleks- og førtidsreform, mod planerne om en knockout på kontanthjælpen og meget mere. Hvordan udtrykker det sig? Der har længe rumsteret rygter om en stordemonstration ved folketingets åbning den 2. oktober …

FK:  - LO i storbyerne var før sommer på banen og indkaldte til et landsdækkende tillidsmandsmøde. Det blev aflyst, da trepartsforhandlingerne brød sammen. Tilsyneladende har det ligget for længe i hængekøjen, og man vil nu først mødes den 28. september. Snakken om demonstration lyder ikke så klar og tydelig længere.

– Men folketingets åbning den 2. oktober markerer samtidig præcis 40 års-dagen for EF-afstemningen i 1972. Og det fejres så med en nedskæringsfinanslov dikteret af EU og båret igennem af Folketingets EU-begejstrede partier. Det er jo oplagt, at der skal demonstreres mod både regeringen og EU foran Christiansborg ved åbningen.

– APK opfordrer alle fra arbejdspladser og græsrødder og elevorganisationer og ”folkets parlament” og de mange, mange andre, der bliver ramt og vil være med til at kæmpe, til at finde sammen og demonstrere sammen lige præcis den dag!

Det er faktisk nu, kampen står

KP: – Den globale krise, og ikke mindst krisen for EU og euro, har jo udløst voldsomme angreb på arbejderne og sat dem under hårdt pres …

FK: – Ja, situationen for arbejderklassen i verden er flere steder dramatisk, hvor det handler om at holde sulten for døren. Vi oplever i disse år den værste økonomiske krise siden trediverne. Den har allerede varet fire år, og meget tyder på, at krisen vil fortsætte en rum tid endnu.

– Kapitalismens seneste store økonomiske kriser i 70’erne og 80’erne varede i mere end otte år, og vi skal indstille os på et meget langt perspektiv. Der er ingen udsigt til hurtig helbredelse. Det er langt værre, end politikerne prøver at give indtryk af.

– Det sætter de samme politikeres nedskæringspolitik i perspektiv, at de uanfægtet af den voksende massearbejdsløshed planlægger nedskæringer på de arbejdsløse. Sandheden er, at hvis man er fyldt 50 og bliver arbejdsløs, så er alle udsigter til at komme i job igen som at vinde i Lotto. Det vil også sige, at for tusinder er det et farvel til pensioner og opsparing og goddag til et liv som fattig pensionist, hvor selv de sidste nedslidte rester af den offentlige velfærd og folkepension jo er ved at forsvinde.

– Sådan ser de kommende år ud, og det er faktisk nu, at kampen står.

Søvndals exit – Hvad så?

KP: Skaber det en ny situation, at Villy Søvndal og forladt formandsposten i SF? Kan regeringen drejes til venstre?

FK: – Illusionerne er ved at forsvinde hos almindelige mennesker. Det viser situationen for SF ganske tydeligt. Med Villy Søvndals afgang midt i partiets dybeste krise cementeres SRSF-regeringsprojektets fiasko, endnu inden den har siddet et år ved magten.

– Faktisk mener vi godt, at man kan skærpe tonen en smule over for de EU-begejstrede partier og sige helt klart, at hvis man ikke går med på gaden nu, så understøtter man den politiske udsalgskurs og EU’s diktat. De, der tier, samtykker.

– Arbejderklassens fattigste kommer til at betale dobbelt og tredobbelt, mens der er råd til skattelettelser til de allermest velbeslåede. Kig udelukkende på den konkrete finanslov et øjeblik, og glem, at statsministeren kalder sig ’socialdemokrat’, og udenrigsministeren kalder sig ’socialist’, og regeringen kalder sig ’rød. 

– De nøgne kendsgerninger viser, at titusinder af arbejdsløse og andre på overførselsindkomster skal betale. I stedet for at ansætte de ledige hænder, som der er brændende brug for i det offentlige, så de kan få lov til at virke, smides de menneskelige ressourcer ud af de sociale sikkerhedsnet som uønskede af samfundet. Det er et gigantisk tab – og usandsynlig sjofelt af ’deres’ regering.

KP:  – Ud over kampen mod EU-finansloven og udviklingen af EU hen mod Euroens Forenede Stater, hvad står ellers på den politiske dagsorden i efteråret, og hvad prioriterer APK?

FK:  - Det vigtigste spørgsmål ud over den fortsatte økonomiske krise og kampen mod EU’s diktater er naturligvis den fortsatte kamp mod imperialismens terrorkrig, der nu snart har varet i 11 år. Danmark er stadigvæk engageret i krigen mod Afghanistan og poster milliarder af kroner i sønderbombning og nedslagtning af befolkningen i Afghanistan hvert år.

– Den nye regering har fortsat, hvor Fogh og Løkke slap, med støtte til Libyen-krigen og de såkaldte Syriens venner, der opflammer borgerkrigen mod Assad. Terrorkrigens tid er ikke forbi.

– Og så må også kampen mod den fremvoksende nazisme og fascisme opprioriteres. En Breivik hænger sammen med militarisering af krig. Og det racistiske kort spilles ivrigt ud over hele EU.

– Protesterne mod den nyliberale offensiv afledes, splittes og bombes.

Netavisen 18. september 2012