Alliancen af imperialister og islamister mod de arabiske folkerevolutioner

Hvem huggede ‘det arabiske forår’?

Kommunistisk Politik 15, 2012

For første gang nogensinde er der kvindelige idrætsfolk med fra alle 204 deltagerlande ved de olympiske lege i London i 2012. Allersidste land til at ophæve forbudet mod kvindelige deltagere var Saudiarabien, som siden det første gang deltog i OL i 1972 har fastholdt en rigid tolkning af den religiøse sharia-lov, som forbyder kvinder at deltage i offentlige manifestationer for begge køn.

Angiveligt skete det i sidste øjeblik efter langvarigt pres fra Den Internationale Olympiske komité, der skal have truet med at ekskludere hele det saudiske hold til OL, hvis ikke Saudiarabien fulgte det olympiske charter om lighed for racer og køn.

Dermed undgik man også pinlige spørgsmål om kvindernes stilling og mangelen på demokrati i Saudiarabien, USA’s og Vestens absolut vigtigste allierede i den arabiske verden, og har tilmed fået det til at se ud, som om der sker reelle fremskridt i dette reaktionære centrum i hele regionen.

Kendsgerningen er at Saudiarabien sammen med andre islamistiske royale og religiøse diktaturer  er dybt involveret i USA’s, Israels og NATO’s hemmelige krig mod Syrien og forberedelsen til åben aggression mod Iran.

Alliancen med det saudiske kongehus og dets drabanter fra Bahrain (med den strategiske amerikanske flådebase)  til Qatar (med det strategiske medievåben TV-kanalen Al Jazeera) er både af geostrategisk betydning for Vesten. De er nu en afgørende bestanddel af nedkæmpelsen af de arabiske folkerevolutioner under påberåbelse af netop folkerevolutionernes krav om ’frihed’ og ’demokrati’.

Saudiarabien betegnes ofte som verdens mest undertrykkende regime, og med god ret. Der eksisterer ingen frihed og ingen friheder. Den eneste politik er statsterroren, og al magt ligger i hænderne på den saudiske konge og den kongelige familie, som har ført den mest barbariske og mørke middelalder ind i det 21. århundrede.

Politiske partier og nationale valg er forbudt. Landets grundlov giver ingen rettigheder til de almindelige borgere, og i særdeleshed ingen til kvinderne. Medierne styres af den herskende familie. De fleste websider anses for skadelige og blokeres. Islam er statsreligion, andre religioner er forbudt. Enhver kritik kan være majestæts- eller religionsfornærmelse.

I den senere tid er den politiske repression taget til, selvom regimet med bistand fra sine internationale venner søger at skjule den voksende utilfredshed og protest. Militæret har skudt med skarpt mod demonstranter og flere skal være blevet dræbt. Det anslås at der er omkring 30.000 politiske fanger i Saudiarabien, hvis forhold er ukendte.

60 pct. af befolkningen – saudiere, udenlandske arbejdere og andre ikke saudiske indbyggere (som har endnu færre rettigheder end saudierne) lever i fattigdom, mens al Saud-familiens rigdomme stråler over verden.

Dette regime drømmer ikke om at tillade nogle forandringer, heller ikke for kvinderne, men har derimod en drøm om at dæmme op for de sekulære og demokratiske processer i den arabiske verden. Det har kraftigt understøtter imperialisternes dagsorden for regimeskifte i de sidste sekulære regimer i den arabiske verden,  som Libyen og Syrien.

Det bruger rigtig mange oliepenge til at eksportere og udruste sin version af islam og fundamentalistiske krigere, som er parate til ethvert barbari i religionens navn for lejesoldatens løn. Det ønsker sig en status som det iranske præstestyre fik efter folkeopstanden i Iran – med sin tilhyllede version af islam som rollemodel.

USA’s og Vestens fraser om ’demokrati’ og ’ytringsfrihed’ og ’kvindefrigørelse’ lyder ufattelig hykleriske, når de fremsættes hånd i hånd med det saudiske monarki, der sendte soldater ind for at redde herskeren af Bahrain fra folkeopstanden.

De saudiske kvinder tvinges af regimet til at skjule deres krop i den sorte abaya-kappe; det religiøse politi straffer kvinder, der kører bil, med piskeslag; religiøst begrundet mishandling af værste skuffe.

Med sådanne alliancepartnere er de vestlige imperialistmagter dømt til i sidste ende at tabe slaget om den arabiske verden, om dens sjæl og dens enorme olierigdomme, som i dag forgylder bødler og fanatikere.

’Det arabiske forår’ og folkerevolutionerne startede i Tunesien og fortsatte i Ægypten med at jage despoterne ud. Det var sekulære regimer, i begge tilfælde med regerende partier, der var tilknyttet den socialdemokratiske internationale.

USA forsøgte at fremstille sig som en ven af revolutionerne efter de var brudt ud. I begge disse lande har de allieret sig med islamistiske partier om at opretholde status quo og et amerikansk trænet og kontrolleret militær også efter de ’frie’ valg, hvor de islamistiske partier nød godt af en sort strøm af oliepenge fra den arabiske halvø.

Opstandene og revolterne mod de religiøse monarkier fra Marokko til Bahrain og Saudiarabien er derimod blevet undertrykt med brutal magt eller en blanding af brutalitet og reformløfter.

Og processerne for regimeskifter er i fuld gang: Libyen er overstået, Syrien er om kort tid  lige så ødelagt – og så bliver det  efter planen Irans tur.

Se også i temaet ‘Hvem hugged dte arabiske forår’

Belejringen af Damaskus
Af Nettmagasinet Revolusjon

Ægypten: Morsi blev valgt med hærens medvirken
Af La Forge

Sudan: Protestbevægelser og politikken for systemskifte
Af Eric Draitser, Stop Terrorkrigen

Hvorfor myrdede Israel Yassir Arafat?
Af Kommunistisk Politik

Netavisen 2. august 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne