Magtkamp om dansk energi

Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk Politik 7, 2012

En privatisering af de danske kraftværker og energiinfrastruktur er dagsordenen bagved fyringen af direktøren for DONG, der finder sted samtidig med at der er afsluttet et ’bredt’ energiforlig mellem ’rød’ og blå blok

Netop som SRSF regeringen stod i de afsluttende energiforhandlinger om nye vindmølleparker, brød en magtkamp ud i statens eget energiselskab. I kulissen spøger Venstres fundraiser Fritz Schur, der for alt i verden vil genvælges som bestyrelsesformand i DONG Energy med en dagsorden om at privatisere virksomheden.

Den EU-dikterede liberalisering af el-markedet nåede for alvor til Danmark i 2006, hvor staten gennem DONG opkøbte en stribe mindre danske energiselskaber, der tidligere var forbrugerejede.

Det var påstanden, at kun giganter ville overleve i den nye politiske virkelighed med konkurrence på elpriserne, fordi priserne ville falde. Det modsatte er faktisk sket. El til almindelige forbrugere er blevet væsentlig dyrere i samme takt som el-markedet er blevet liberaliseret og de mindre lokale energiselskaber er blevet opslugt. Den økonomiske krise udsatte i første omgang, at staten solgte sine aktier i DONG Energy, men planen er aldrig blevet trukket tilbage.

Heller  ikke i SRSF regeringen kan man finde tilhængere af statsejede virksomheder. Heller ikke hvis de der henter store indtægter hjem til statskassen. Det er nemlig et liberalistisk princip, at  statslige selskaber – der giver overskud – skal sælges eller splittes op ved første og bedste lejlighed, når den værste krise er ovre.

Stol begyndte at brænde

Flere ting tyder på, at DONGs bestyrelsesformand Fritz Schur har følt,  at stolen begyndte at brænde under ham, da Venstre ikke generobrede regeringsmagten ved folketingsvalget. For selvom politikken (stort set) er den samme,  kan det næppe have været et plus set med den nye regerings øjne,  at Fritz Schur er storsponsor og inkarneret medlem af Venstre og bedsteven med Anders Fogh.

En anden og mere realpolitisk komplikation var, at DONG Energy begyndte at give pensionsselskaber mulighed for at investere direkte i havvindmølleparker, helt uden om kapitalfonde, banker og aktiespekulation. Det forlyder at den nu fyrede direktør Anders Eldrup havde store planer i den retning, og planlagde helt at udskille havvindmølledelen som en selvstændig virksomhed med hans særdeles godt betalte – og nu ligeledes fyrede – højre hånd Jakob Baruel Poulsen som boss.

Det kunne være en rigtig god forretning for alle involverede, men for dem, der lurede på hvornår aktierne kom til salg, så man kunne få fingre i Danmarks energiproduktion, kunne det være  uheldigt,  hvis virksomheden udviklede sig i den retning, Eldrup og hans højrehånd forestillede sig. Det blev måske svært at opnå fuld kontrol.

Her skal man måske nok tænke sig, at den eneste logiske danske køber er Mærsk, en af DONGs største samarbejdspartnere i Nordsøen.

Whistleblowere og energiforlig

Da regeringen satte sig til bords med Venstre og de øvrige folketingspartier om et energiforlig, der rækker næsten 20 år frem, blev det klart, at forliget ville indebære, at der skal opføres flere kæmpe havvindmølleparker, og den mest oplagte vinder af de udbud ville blive DONG, hvis ingenting ændrede sig.

Derfor virker det også usædvanlig belejligt, at Fritz Schur samtidig fik et tip fra en hemmelig kilde, omtalt som en intern whistleblower, om fråds i direktionen, og statsrevisorerne meldte deres ankomst ved DONGs hovedkontor.

Det blev hurtigt klart, at informationerne fra den hemmelige kilde omtalte en aftale om en million+ gage til en chef i koncernen, og at det var en aftale, der tilsyneladende var indgået bagom ryggen på bestyrelsen.

Og ganske få dage efter blev Anders Eldrup, direktøren gennem 11 år, og hans chef makker Jakob Baruël Poulsen – begge med en fortid i finansministeriet med daværende Mogens Lykketoft som boss – sparket ud uden at få lejlighed til at se anklagerne eller tage til genmæle over for bestyrelsen.

Der var heller ikke mulighed for genmæle, da Fritz Schur ved et hasteindkaldt pressemøde kunne berette, at han aldrig, aldrig nogensinde havde set sådanne ansættelsesaftaler som dem, der var indgået i DONG. De var den direkte årsag til, at tilliden til direktøren var brudt, og han blev smidt ud.

Sagen var til gengæld klappet af med både stats- og finansministeren. De fastholder overfor pressen, at der er tale om en intern personalesag.

Et lidt mere sandt indblik i magtkampens alvor fik man, da en vredladen Mogens Lykketoft i egenskab af folketingets formand anbefalede regeringen at fyre Fritz Schur for nærmest landsskadelig opførsel.

Det de riges paradis

Magtkampen om kontrollen med dansk energiproduktion og infrastruktur, åbnede også en lille flig ind til direktionslønninger og magtforholdene i en statsejet virksomhed, som ikke bare er en af Danmarks største, men også regnes for en af de mest succesrige.

Det såkaldte ’armslængde princip’ om forholdet mellem statsejede (eller kontrollerede) virksomheder og  de politiske myndigheder betyder ikke,  at virksomhederne skal være så tæt på, at man trods alt stadig holder virksomheden i hånden. Dett er nærmere noget med, at statens virksomheder skal holdes så langt væk fra politikere og demokratisk indflydelse som overhovedet muligt.

Derfor har det heller ikke været offentligt tilgængeligt, og er heller ikke oplyst for medlemmer af folketinget,  hvad lønniveauet har været i DONG.

For dem, der betaler elregningen, er det også kommet som en overraskelse, at hvad der for blot få år siden var en virksomhed drevet efter en nonprofit model, med åbne regnskaber, nu opfører sig fuldstændigt som alle andre kapitalistiske virksomheder. Det bruger også de samme undskyldninger for at dele overskuddet ud til en lillebitte gruppe mænd i direktionen.

Er de det værd?

Kapitalistiske virksomheder er fulde af historier om direktører, der uden at blinke synes de skal have 5-6 gange så meget som statsministeren i årsløn. Det er noget med at deres ansvar jo er så stort… Altså meget støre end demokratiets højeste embede, forstås.

Eller at de skal have 10 gange så meget som landets universitetsprofessorer. Det er noget med at de er så dygtige… Altså meget dygtigere end landets højest uddannede mennesker.

Eller at de skal have 20 gange så meget som faglærte håndværkere. Det er noget med, at de er så arbejdsomme, at de kan præsterer 20 mands arbejde. For slet ikke at tale om forskellen til Sosu-assistenter eller ufaglærte …

Der kan også  argumenteres med, at lønninger på over 20 millioner kroner årligt er prisen for direktør på det globale marked ,osv..

Det er reelt rent og skært vås og fupargumenter. Ingen er de høje direktørlønninger værd. De findes simpelthen, fordi en lille kreds af personer kan give lønningerne til sig selv. Så længe der er fri adgang til pengekassen, vil direktørlønninger bare vokse og vokse – måske indtil kassen er tom og virksomheden belånt.

Bankdirektører og chefer forandre kriseramte finansvirskomheder har fået kraftige lønstigninger både i Danmark og udlandet under krisen  – men efter de gavmilde bankpakker.

DONG- sagens mest omtalte lønordning blev kaldt en Stay On-bonus. Det er som regel de almindelige lønmodtagere, der  må gå ned i løn for at få lovning på at beholde jobbet, når direktøren truer med udflytning af arbejdspladser. Det er hvad der argumenteres med, når Harald Børsting og LO-toppen nu går ud og sælger reallønsfaldet ved OK2012-aftalerne.

Men i DONGs tilfælde handler det tilsyneladende om, at en direktør fik lovning på 2 års løn i bonus, hvis han blev og passede sit arbejde.

Det burde give nogle argumenter til stemme de ”ansvarlige” overenskomster ned. En enkelt direktør-bonus på 14 millioner vil kunne løfte timelønnen for 1000 ansatte med 7 kr. i timen. Lige det der mangler for at holde reallønnen.

Usagligt bestillingsarbejde

En advokatundersøgelse, bestilt af Friz Schur og DONGs bestyrelse, konkluderede 28. marts, at det var helti orden at fyre direktøren, fordi Anders Eldrup har ””misligholdt sin direktørforpligtelse” ved at tildele en lille håndfuld medarbejdere særdeles givtige lønaftaler uden bestyrelsens godkendelse.

Advokatrådet har kritiseret undersøgelsen for (groft sagt) at være et usagligt bestillingsarbejde

Om det lykkes for den magtfulde Fritz Schur at holde sin toppost som formand for bestyrelse i DONG er stadig et åbent spørgsmål.

Hvis det lykkes, vil vejen være banet for en ny virksoimhedsstrategi uden så mange vindmøller, og med udsigt til privatisering af ‘guldægget’. Mærsk står klar til at overtage kontrollen.

Se også

‘Energipolitisk Danmarkshistorie’
KP7, 2012

Netavisen 28. marts 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne