Kapitalismens bankerot

Mens der i dette forår spekuleres i hvornår Grækenland går bankerot og må forlade euroen, er den græske krise i sig selv et symptom på at kapitalismen er bankerot.

Kongresdebat
Kommunistisk Politik 7, 2012

Det kapitalistiske økonomiske system har haft verdensscenen alene de seneste årtier. Efter at Albanien som sidste socialistiske land blev offer for et revisionistisk kup, fik det efterfølgende, som resten af Østeuropa, kapitalismens frihed at føle i kontrarevolutionerne omkring 1990erne.

I nogle lande er kapitalismen måske en anelse svær at få øje på i den traditionelle forståelse af moderne industrialiserede produktionsmetoder, men selvom der i mange lande stadig findes et stort landbrug og en bondekultur, hvor industrialiseringen ikke er slået igennem, så er de kapitalistiske økonomiske strukturer de væsentligste træk i alle landes økonomier i dag.

Der kan tales om store regionale forskelle i stadier af industriel udvikling og forskelle i, hvor langt den borgerlige revolution er nået. Men kapitalismen kommer ikke kun i form af fuldt gennemførte borgerlige revolutioner, selv i Danmark anno 2012 er der feudale elementer.

Uanset de forskellige stadier har alle lande kapitalismens lovmæssigheder indbygget, og de indbyggede modsætninger forstærkes, uanset om staterne ledes af et militært diktatur, et vestligt demokrati, et præstestyre, er underlagt udenlandske tropper eller anden postkolonialistisk konstruktion, eller der er tale om den kinesiske variant. De økonomiske kriser rammer alle.

Afprøvet er også alle mulige udgaver af kapitalistiske ideologier, om de hælder til den britiske økonom Keynes og går ind for relativ aktiv statsregulering, eller liberalistiske ideer om minimalstat. Hele verden rundt har man kunnet se et utal af forskellige grader af demokrati og industrialisering. Og kriser rammer alle. Også de mere udviklede varianter af reformistiske velfærdssamfund i Norden, der har været under afvikling siden 70erne.

Depressionen

Hvad er de særlige kendetegn ved kapitalismens nuværende økonomiske krise?

Sammenbruddet ligner umiskendeligt alle de tidligere kriser, der har hærget verden i snart århundrede: et økonomisk opsving udvikler sig til en overproduktion, som bliver kunstigt forlænget ved hjælp af lån, spekulation og svindel, og et militærforbrug der udgør en stadig større del af statens udgifter.

En krise der har alle de karakteristika, som kapitalismens er kendt for, hvor marker ligger brak og industrien står stille, folk er arbejdsløse og dyrker køkkenhaven og bytteøkonomi i al hemmelighed.

Depressionsfasen, som verden er trådt ind i, er tilpasningen af produktionen gennem mere eller mindre anarkistiske sammenbrud.

Mandag morgen er blevet et tidspunkt, hvor man skal være beredt på, at fabrikken, eller sygehuset eller flyselskabet som ellers eksisterede før weekenden, er lukket uden varsel. Et par tusind om måneden, alene i Danmark, har henover de seneste år stået i den situation at blive bedt om at stille til mønstring i kantinen, medbringende nøgler og mobiltelefon, og derpå blevet eskorteret ud af deres nu tidligere arbejdsplads. Antallet af mistede arbejdspladser har for længst passeret 100.000.

I de hårdest ramte lande er hylderne i butikkerne tomme som folks pengepunge, infrastrukturen mere eller mindre brudt sammen, og kun politiet er i arbejde.
Det kapitalistiske samfundssystem er ikke til nogen nytte, når den økonomiske krise hærger. Initiativet til at få hverdagen til at fungere kommer fra befolkningen selv, der organiserer sig og lokalt understøtter hinanden i at sikre nødvendige funktioner.

Det er et kendetegn ved det kapitalistiske system, at det er fuldstændigt ligeglad med, om befolkningen har mad eller varme. Mennesker er blot et vedhæng til arbejdskraften, og når der ikke er brug for arbejdskraften, er dets knogler og andet ligeledes ude af kapitalismens øje.

Det er muligvis stærkt forenklet, men ikke desto mindre en lektie, som kan drages af ud af alle de kriser, der gennem årerne har fulgt kapitalismen. Mennesker regnes ikke.

Kapitalismens peak

Også den nuværende krise betyder, at folk bliver arbejdsløse og fabrikkerne ruster, den betyder at tonsvis af mad smides ud, fordi der ikke er nogen der har råd til at købe det og må sulte. Det er som sagt kendetegn ved alle tidligere kriser og er beskrevet af Marx og Lenin og i en række af vores bevægelses analyser igennem tiderne. Hverken den såkaldte globalisering eller IT udviklingen bringer afgørende nyt, der ikke også kunne siges om tidligere tekniske og videnskabelige landvindinger.

Det er endnu vanskeligt at se ud over den nuværende krise og udrede om det f.eks. er nu, at kapitalismen har nået til det punkt, hvor den ikke længere kan tryllebinde en stor del af befolkningen i verden. Om der findes lande hvor imperialismens kæde vil briste, og de folkelige revolutioner kan udvikle en ny socialistisk bevidsthed. Om den socialistiske revolution kommer på dagsordenen.

Her skal behandles en del af dette spørgsmål: Nemlig om kapitalismens historiske økonomiske højdepunkt er overstået; er dens ”peak” lagt bag os?

Peak er et udtryk lånt fra beskrivelsen af udvinding af fossile brændsler over tid. Man ved at der er en bestemt mængde, der kan udvindes, men da man udvinder de lettest tilgængelige ressourcer først, og de vanskeligst tilgængelige til sidst, vil man – selvom produktionsudstyret forøges og udvikles hen over årerne – alligevel nå et tidspunkt, hvor man kan ikke kan producere samme mængde som i årene før. Og fra da vil produktionen gradvist falde, selvom teknikken forbedres, til det sidste fossile brændsel er brændt af.

Selvom højdepunktet måske ikke endnu er nået, så er der nogle ting, der i hvert fald peger på, at der findes et sådant højdepunkt. Det er f.eks. grådigheden efter jordens ressourcer, også de menneskelige, der i dag roligt kan siges at overstige det bæredygtige.

Mens politikerne begræder den demografiske udvikling og ’ældrebyrden’ er virkeligheden den, at udnyttelsen af mennesket i den rigere del af verden betyder, at ældre og børn ikke er velsete i samfundet. En stadig større del af befolkningen udskyder eller fravælger at få børn af økonomiske grunde, og sagen stiller sig endnu grummere i de fattige lande, hvor FN anslår, at der i 2010 døde 21.000 børn hver eneste dag af fattigdomsrelaterede årsager, der kunne være forhindret. Millioner af arbejdere er tvunget til at rejse flere tusinde km væk fra familien for at finde arbejde. Her kan der tales om spildtid, der får Københavns trængsler til at blegne.

Og et sidste eksempel er de uhyrlige summer, der bruges på militær og krig, og krigenes omkostninger i form af destruktion af liv og livsbetingelser. Uden at vide det nøjagtigt er der en tendens til, at der bliver brugt så mange ressourcer på ødelæggelseskraft, at det også på længere sigt overstiger indtægten fra de, der rent faktisk laver noget. Altså at krigenes økonomiske konsekvens er som fødevareproduktion der efterlader ørken og energiproduktionen der går mod bunden, de dræner på opsparingen.

Det er måske en smule urimeligt at kalde det livsgrundlag, som er givet fra naturen som resultat af milliarder af års udvikling, for ”opsparing”. Det er måske mere præcist at beskrive det som en slags udviklingscyklus som mennesker er en del af. Før kapitalismen var der også naturkatastrofer, men livet vinder hurtigt det tabte tilbage, og den naturkatastrofe som kapitalismen kan siges at være, gør antageligt ikke mere skade end forhistoriske kæmpemeteorer, og når den kapitalistiske vinter er forbi vil livet blomstre op igen på et højere niveau.

De teoretiske problemer for den liberalistiske katastrofekapitalisme

Dem der tror at liberalismen er kilden til kapitalismens evige ungdom tager fejl. Følg blot dansk politik.

Ifølge den danske regering findes der f.eks. ikke nogen sammenhæng mellem krise og arbejdsløshed. Til gengæld er sammenhængen mellem underskud på statsfinanserne og ”rod” i økonomien så forbundet, at der nu skal laves en lov imod selve underskuddet.

Men hvorfor er netop størrelsen på underskuddet blevet genstand for sådan en lov? Ville det ikke være langt mere økonomisk fornuftigt at tage mål af arbejdsløsheden og lovgive imod, at ungdommen ikke tilbydes et arbejde? Hvorfor ikke lave en lovgivning, der ville sende regeringen under administration, hvis den tillod at en stor del af ungdommen gik arbejdsløse?

Folk i arbejde er jo det, der holder økonomien i gang, forsimplet sagt.

Men sådan ser man ikke på det – hverken i det danske folketing, hos EU, eller i IMF. Her er statens gæld og underskud de eneste ting, man vil forsøge at styre. Mens alt andet i store træk overlades til de økonomiske mekanismer, der under ét kaldes markedskræfter.

F.eks. skal det stadig være tilladt at opføre ejendomme, som ikke kan sælges eller udlejes. Eneste stop er når bygherrer og banker og investorer går fallit og river entreprenører og håndværkere med sig i faldet, og stumperne skal reddes af staten.

Men hvad skal landet med alle de tomme huse, som ingen har råd til at bo i, eller som forfalder i Udkants-Danmark, fordi der ikke er arbejde at få? Og hvad fortæller det om pengemagtens holdning til ressourcer og arbejdskraft.

Det skal også stadig være tilladt for landmænd at låne penge i jordpriser, der er vurderet alt for højt, ligesom det skal være tilladt for vurderingsmænd at vurdere prisen på jord alt for højt. Så længe vurderingen stiger på jord og ejendom, skal det tælle lige så meget, som var det rede penge.

Det skal også være tilladt at landmændene kan bruge pengene, som de låner med pant i jorden, på et kasino. Og når vurderingen kollapser og landmænd og de ivrige banker krakker, har alt været ganske lovligt.

Altså alt hvad der giver rod i økonomien, bliver der ikke gjort op med. Det er jo kapitalismens natur, og det ville være imod dens natur at gøre op med det. Men skulle kommunerne bruge en krone mere end budgetteret på gamle og unge, så falder hammeren.

En bankdirektør forklarede teorien, han arbejdede efter i ultrakort form: Ting koster det man kan få for det.

Den liberalistiske økonomiske videnskab i en nøddeskal er, at den ikke begriber at værdierne bliver skabt af folk i arbejde, men tror den opstår ved køb og salg ud af den blå luft.

Teknologien som frelser af verden

Det er langt fra sikkert at den nuværende krise vil få bugt med det liberale tankevås af sig selv. Men i kulissen står den begejstrede ”teknologi kapitalisme” parat til at overtage.

Det er den optimistiske og fremadskuende fraktion af borgerskabet, der er parat til at stille sig i spidsen.

De taler om, hvad der kan blive det næste store industrieventyr, den næste modedille eller medikament, eller det næste teknologiske fremskridt, som kan give krisen baghjul. De taler aldrig om de IT systemer, der ikke rigtig kommer til at fungere. Tværtimod er de overbeviste om, at den næste maskine vil løse problemerne, som er skabt af dem vi har i dag. Affalds- og energiproblemer er blot teknologiske udfordringer. Løftet er nærmest, at det teknologiske paradis vil komme i vores tid.

Men i selve kernen af denne udlægning af kapitalismen er der også nogle tegn på, at der findes en negativ udvikling. Introduktionen af maskiner der snart sagt kan overtage alt manuelt produktionsarbejde betyder, at selve produkterne indeholder mindre og mindre arbejdskraft, og dermed mindre profit.

Mange brancher er afløst af maskiner gennem tiden; i løbet af en årrække vil det chauffør løse metro-tog være en teknologi, der har overtaget det meste af transporterhvervet, som vil blive affolket, ligesom havnene og pakhusene er blevet det i stadig større omfang.

Om ikke så mange år vil langt de fleste forbrugsgenstande kunne produceres lokalt ved hjælp af en kombination af fleksible robotter og 3d printere. Produktionsapparatet er selv ved at blive smart og mindre og mobilt, hvilket vil give endnu et grundstød til dele af sværindustrien. Der er flere dele af storindustrien, der simpelthen er på vej i graven.

Antagelig vil det kunne gå samme vej for hele sundhedssektoren, der ellers har været udset til at blive et af de helt store satsningsområder i Danmark med den fuldstændige centralisering og privatisering på tegnebrættet. Den tekniske udvikling trækker i virkeligheden mod at decentrale løsninger vil være ”state of the art” frem for de milliarddyre centraliserede motorvejs-hospitaler.

Dystopisk kapitalisme

Modsætningen mellem kapitalismens dynamik, der monopoliserer og centraliserer og stagnerer, og den egentlige tekniske udvikling, og økonomiens samfundsmæssiggørelse, viser sig bl.a. på den underlige måde, at statsmagten på vegne af monopolerne forsøger at bremse udviklingen af internettet ved forskellige reguleringer. Den kapitalistiske statsmagt viser sig på dette felt igen som en bremse for samfundsudviklingen.

Det er jo også en illusion, at udviklingen i sig selv gør alle rigere. Der er ikke sammenhæng mellem øget materiel velstand og fordelingen af rigdom – andet end at de rige bliver rigere og de fattige fatigere.

En bekymrende udlægning af den teknologibegejstrede kapitalisme er derfor også den dystopiske, der kan udledes af kapitalismens historiske holdning til arbejdskraftreserven, der vel nærmest kan beskrives som skødesløs – forbundet med den måske urealistiske og alligevel uhyggelige vision om et samfund, hvor folket er afskaffet, og kun udviklere og eliten sidder tilbage.

På slagmarken er den virkelighed allerede indført. Den asymmetrisk krigsførelse er eskaleret, så de mest udviklede soldater kan sidde derhjemme i kontoret og bombe børn bevæbnede med slangebøsser på den anden side af planeten.

På gravens rand

Om denne krise er udtryk for at kapitalismen har nået sit peak, som oliebrønde der løber tør, kan måske ikke siges.

Men for hvert eneste ægte fremskridt, der gøres, bevæger kapitalismens sig tættere på graven, og bruger mere og mere energi på at undertrykke arbejderklassen og forhindre udvikling.

Og for hver eneste af kapitalismens indbyggede dårligdomme – kriser, krige, øget kløft mellem rig og fattig – afsløres også, at imperialismen som kapitalismens højeste og sidste stadium er rådnende og døende kapitalisme.

fsk

Netavisen 7. april 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne