Stol ikke på skattevæsenet

Det er at købe katten i sækken, hvis fagbevægelsen går med til reallønsfald ved overenskomsterne, fordi skatteministeren lover at sænke skatten på arbejde

Kommunistisk Politik 3, 2012

Skatteminister Thor Möger Petersen (SF) valgte midt i januar at åbne en debat om regeringens planer for en ’skattereform’ med et indlæg i Berlingske Tidende, med budskabet: ’En skattereform til dem, der trækker læsset’.

Allerede i selve formen og valg af medie blev der sendt et klart signal om, hvem budskabet i virkeligheden er henvendt til. Man kan nemlig dårligt ramme længere forbi den danske arbejderklasse end med skud i borgerpressen. Til gengæld er skatteministeriet sikker på at vinde gehør hos direktørlaget i Dansk Industri.
Debatindlægget findes end ikke på skatteministeriets egen hjemmeside.

SF-ministerens budskab er, at regeringens skattereform ”markant vil sænke skatten på arbejde”, bl.a. ”fordi det skal kunne betale sig at arbejde”.

Skatteministeren går ikke i detaljer med, hvor meget skatten skal sænkes, eller hvor mange penge der skal ud og findes, ligesom indlægget er helt blottet for detaljer omkring, hvor der skal spares og hives andre indtægter ind.

Det er op til kommende drøftelse i korridorerne at finde finansieringen, men man er velkommen til at sende sine ideer til Berlingske Tidende!

Reallønsfald, brugerbetaling, mere privatisering

Uden nogle konkrete fakta fra regeringen er det dog alligevel muligt at udlede, hvad den annoncerede skattereform kommer til at få som konsekvens: reelt reallønsfald, øget brugerbetaling, mere privatisering, øget ulighed, besparelser på offentlig service og overførselsindkomster.

Reallønsfald er allerede en konsekvens af de sidste magre overenskomster. Inflationen i 2010 og 2011 var henholdsvis 2,3 og 2,8 procent, mens mindstelønnen på industriens område kun steg med henholdsvis 1 og 1,6 procent.

Skatteministeriets udmelding om at sænke skatten på løn kan ses som i direkte forlængelse af regeringens opfordring til løntilbageholdenhed for at ”øge Danmarks konkurrenceevne”. Og dermed et signal til de igangværende overenskomstforhandlinger om, at regeringen er parat til at give forhandlerne et argument for at gå med til endnu en reallønsnedgang.

Alt muligt fra kørekort til daginstitutioner bliver belagt med gebyr, og alt muligt uundværligt fra varmt vand til busklippekort og skolebøger har fået strammet afgiftsskruen.

Det er en udvikling, der nærmest er indbegrebet af nyere dansk politik, og den nye skattereform vil ikke ændre på dette.

Selvom der findes reguleringer efter indkomst, er den mekanisme, der hedder, at taksten på børneinstitutioner får et hak op, når skatten får et hak ned, i virkeligheden ikke andet end en omfordeling fra de relativt fattigste til de lidt mere velpolstrede.

Hvor en skat virker som en procent af indkomsten, betyder en afgift eller en brugerbetaling som hovedregel, at hver enkelt betaler det samme uanset indkomst. Derved er brugerbetaling og afgifter et system, der er en økonomisk fordel for dem, der har de største indtægter.

Ved tidligere ’reformer’ er finansierings-udfordringer blevet brugt som murbrækker for privatisering – bl.a. ved hjælp af brugerbetaling og såkaldt udlicitering til private. Det begynder med, at der skal betales for bøger; dernæst kommer der et kursusgebyr, og til sidst er hele skolen faktisk privatiseret. Fra folkeskoler til universiteter er hele uddannelsessystemet ved at blive privatiseret stykke for stykke.

Det er også sket inden for kultur, sygehusvæsen og på andre områder. Den nye regerings skattereform vil blive brugt som undskyldning for endnu mere af samme skuffe.

For at ’spare penge’ skal ting udføres af private, påstås det, selvom det modsatte er dokumenteret. SRSF-regeringen fortsætter ad samme spor, om ikke andet fordi EU’s regler siger, at regeringen skal udlicitere den offentlige service.

Fattige kontra knap så fattige

Hele formålet med skattereformen er markant ’sænke skatten på arbejde’, skriver skatteministeren:
”Reformen skal have en rimelig social balance. Den skal være fuldt finansieret. Og så skal den bidrage til, at det bedre kan betale sig at arbejde.”

Formuebeskatningen er for længst væk, og en progressiv indkomstbeskatning, hvor høje indtægter beskattes relativt højest, ligner mere og mere en by i Rusland.

Med andre ord skal ’skattereformen’ bidrage til øget ulighed mellem folk på overførselsindkomster og folk i arbejde. Mens der er blevet plads til at kritisere venstrefløjen for at fokusere ensidigt på fattigdom og postulere, at den glemmer den arbejdende befolkning, skriver Thor Möger Petersen til gengæld ikke noget om, at store internationale virksomheder sender deres overskud i skattely.

Det er fattige på bistand kontra knap så fattige folk i arbejde, der skal slås om smulerne, mens formuerne fordufter.

Nedskæringer i det offentlige forbrug vil blive en uundgåelig følge af lavere indtægter til statskassen. Der findes ifølge ministeren ikke noget alternativ:

”Der findes intet alternativ til mådehold og meget lav vækst, også i det offentlige, i disse år. Men det, vi kan, det er at sænke skatten på løn. Og vi kan gøre det mere attraktivt at tage en ekstra vagt på jobbet.
For i dag – efter ti års borgerligt styre – så ved vi, at det for en del mennesker stadig er sådan, at det ikke kan betale sig at arbejde.”

SF-skatteministeren forsøger tilmed at slå de borgerlige på deres egen bane.

Ingen trøst

Planen er altså at sænke skatterne for dem, der betaler broderparten til budgettet, og så skal de arbejdende til gengæld arbejde mere. Det er ren borgerlig logik, der er løbet ind i hjernen på SF.

Fra borgerligt hold er påstanden, at lavere skat vil føre til højere skatteindkomster.

Sådanne absurditeter ligger på linje med, at det respekteres som udtryk for den højeste økonomiske logik på Christiansborg, at øget ulighed og højere pensionsalder i samfundet vil føre til højere arbejdsudbud og ikke bare til et større udbud af fattige og desperate arbejdere.

Var der en sådan direkte økonomisk sammenhæng, ville mange fattige mennesker rundt på kloden i arbejde. Også de næsten 50 % af ungdommen, der er ramt af arbejdsløshed i Spanien. Argumentationen bliver ikke mere sand af at komme ud af munden på SF.

Det, der er brug for, er ikke lavere skatter til de bedst stillede, men flere penge fra de riges lommer. Og der findes tusinder af områder, der i stedet for nedskæringer trænger til genopretning.

Blot ét grotesk og brutalt eksempel: De sidste mange års nedskæringer på ældreområdet har bl.a. betydet, at de, der ligger for døden uden pårørende, bliver overladt til at dø alene.

Ingen trøst eller værdighed til de uproduktive.

De døde klager ikke, og dem kan der blive mange flere af som konsekvens af den nye regerings gammelkendte omfordelingspolitik, som også vil fortsætte nedskæringspolitikken i samme takt, som reformer laver huller i budgetterne.

Se også
Arbejde skal kunne betale sig: For arbejdsgiverne, nemlig

Netavisen 6. februar 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne