Berlusconi-regeringen er bankerot
Af Kommunistisk Platform, Italien
Kommunistisk Politik 23, 2011
Berlusconi-regeringens sammenbrud skete midt under Italiens finansielle storme.
Hans flertal kollapsede som følge af to hovedfaktorer:
a) Det international finansoligarkis og den herskende italienske elites manøvrer, for hvem det var nødvendigt at gennemføre antifolkelige foranstaltninger hurtigere og mere dybtgående for ikke at blive smittet af gældskrisen; derfor måtte de skille sig af med Berlusconi, som nu blev anset som upålidelig og for svag.
b) Arbejderklassens og folkemassernes evne til modstand, som gennem de kampe, der er udviklet i de seneste to år, har forhindret konsolideringen af et reaktionært regime, splittet den sociale blok omkring Berlusconi og fået befolkningens støtte til regeringen til at falde til et minimum.
Arbejderbevægelsen og dens kampe har givet et vigtigt bidrag til Berlusconis fald, men var ikke afgørende, og det bekræftede dermed Marx’ berømte slogan: ’Enten er proletariatet revolutionært, eller det er intet.’
Dette skyldes arbejderklassens svagheder og dens politiske, ideologiske og organisatoriske begrænsninger, og det store ansvar er hos reformisterne, som af bekymring for konsekvenserne brugte alle midler til at forhindre arbejderklassens afgørende fremstød. Den sidste gave til Berlusconi var at bane vejen for hastepakken af økonomiske tiltag, som er et nyt kapitel i den sociale udplyndring.
Berlusconi-regeringens endeligt er et vigtigt politisk skridt, som vi med tilfredshed byder velkommen, men det er ikke enden på berlusconismen, det vil sige den neoliberale politiks dominans.
Vi må ikke nære nogen illusioner og endnu mindre stoppe mobiliseringen, for det billede, som vi ser foran os, er foruroligende.
For det første må vi notere, at mens landet er under EU’s/ECB’s/IMF’s kommissariat, er regeringen og parlamentet under kommissariat af ’Kong Giorgio’ Napolitano (den italienske præsident siden 2006, o.a.), som, idet han gjorde sig til talerør for finansoligarkiets diktat, gennemtvang tidspunktet og formen for løsningen af regeringskrisen og den parlamentariske debat om at godkende de økonomiske tiltag.
Skønt der er tale om en akut situation, bringer den forvarsler om overgangen til en præsidentstyret republik, et symptom på en yderligere autoritær udvikling af det borgerlige system.
Med den forventede udnævnelse af Monti bevæger Italien sig tættere på dannelsen af en regering af næsten alle borgerlige partier til højre og ’venstre’, som vil danne et samlet kapitalens parti, når det handler om at frelse den herskende klasse fra dødelig fare eller forsvare dens grundlæggende interesser.
’Nød’-regeringen, som dannes under pres fra ’finansmarkederne’, vil være lige så anti-folkelig som Berlusconis, om ikke mere. Den fødes under det imperialistiske bourgeoisis utilslørede herredømme og i dets tegn.
Den neoliberale Montis stamtavle er klar nok: I årevis var han EU-kommissær (udnævnt af Berlusconi og D’Alema), europæisk præsident for den trilaterale kommission, medlem af Bilderberg-gruppen, konsulent for investeringsbanken Goldman Sachs – alle imperialistiske magtcentre.
Den ny livslange senator (Monti blev af Napolitano udnævnt til senator på livstid, et italiensk system, der tilgodeser eks-præsidenter og andre ’fortjente’ med livsvarigt medlemskab af senatet med stemmeret, o.a.) er en repræsentant for finansoligarkiet, der er ansvarlig for krisen og høster fordel af den. Modsat Berlusconi støtter han finanskapitalismens generelle strategiske, basale og langsigtede interesser.
Hans program er Trichets (chef for den europæiske centralbank ECB, o.a.) og Draghis (daværende direktør for den italienske centralbank Banco Italia o.a.) brev (af 29. september til den italienske regering, o.a.): forøgelse af konkurrencedygtigheden for enhver pris (dvs. den forøgede udbytning af arbejderne), forøgelse af længden af arbejdslivet, pensionsnedskæringer og lettere adgang til fyringer.
Den gradvise likvidering af demokratiske rettigheder vil forsætte sammen med beskæringen af den nationale suverænitet og den økonomiske kolonisering. Alt sammen i navn af ’styringen af globaliseringen og krisen’ og bag ’den sociale markedsøkonomis’ forhæng.
Internationalt vil regeringschefen, som nu gøres klar, fortsætte med at acceptere den amerikanske imperialismes leadership og tage hånd om dens forhold til de andre europæiske magter, og således fastholde Italiens rolle som geostrategisk springbræt og vasalland til aggression langs krisezonen fra Nordafrika til Den Persiske Golf og Afghanistan.
Den regering, som det imperialistiske bourgeoisi vil påtvinge, vil få støtte fra reformisterne, fra centrumpartierne med forbindelse til Vatikanet og de fleste af de reaktionære i Forza Italia (deres ’ridders’ fald øger deres indre splid). Men den vil ikke have nogen støtte blandt de arbejdende masser, og det vil være dens svage punkt.
I denne situation bekræftes de reformistiske og socialdemokratiske ledere i deres rolle som kapitalismens rekvisitter, som under krisens forløb rykker stadig længere til højre. De skjuler regeringens klassekarakter for masserne ved at kalde den en ’teknokrat-regering’.
Det vil være afgørende, hvilken rolle det socialdemokratiske PD (Partido Democratico) og topledelsen af fagbevægelsen CGIL (som udtalte sig for nød-regeringen Monti) vil spille. Dette vil imidlertid åbne for de allerdybeste modsætninger på grundplan og i fagforeningen selv.
At hestene skiftes ud, vil ikke løse krisen, som er verdenskapitalismens og hele den herskende klasses krise. Ingen af de økonomiske, politiske, sociale, miljømæssige eller kulturelle problemer, som vedrører de arbejdende masser og ungdommen, vil blive løst. Tværtom vil arbejds- og levevilkår for hovedparten af samfundet blive ringere.
Bag den italienske kapitalismes nedgang, bag de strukturelle problemer, som kommer langt borte fra og berører de arbejdende masser, står hele borgerskabets fremstød for at forsvare sine privilegier og dets manglende evne til at afværge sin egen ruin.
I denne situation bekræfter vi nødvendigheden af den proletariske enhedsfronts politik. Vi har brug for enhed, men ikke enhed med kollaboratører og opportunister.
Den eneste holdbare politik, der kan bringe orden i og forberede modoffensiven, er at fremme sammensmeltningen og reorganiseringen af klassens kræfter i en samlet antikapitalistisk front, som udtrykker et program for kompromisløst forsvar af de udbyttedes interesser og støtter deres organisationer såsom arbejderkomitéer og folkelige komitéer.
På basis heraf vil der blive opbygget en bred folkelig front for at forene de sociale klasser og lag, som undertrykkes af finansoligarkiet, omkring arbejderklassen.
Vi må fremme en politik for enhedsfront mod neoliberalismen og socialliberalismen, for ikke at betale for gælden og krisen, imod militærudgifterne og krigspolitikken samt for udtræden af EU og NATO.
Opbygningen af fronten er primært en proces for politisk enhed i arbejderklassen og folkemasserne, som smedes i kampen mod bourgeoisiets reaktionære politik for at vælte krisen tilbage på kapitalisterne, de rige, snylterne.
Denne kamp for politisk enhed må gennemføres på møder, i diskussioner med de forskellige venstrekræfter og i klassebaseret fagforeningspolitik, men især i fælles kampe mod en hvilken som helst borgerlig regering på basis af de politiske behov, vi deler.
Dette understreger det vitale behov for en alternativ politik for revolutionært brud med denne politik og det system, som frembringer den.
Den regering, som vi skal kæmpe for, er arbejdernes og alle andre udbyttede massers regering. En regering, som eksproprierer de kapitalistiske monopoler, konfiskerer parasitternes rigdomme, gør de vigtigste produktions- og samhandelsmidler til samfundsejendom, støtter arbejdernes kontrol og indsyn, tilintetgør det undertrykkende borgerlige statsmaskineri og giver arbejderne de rettigheder og friheder, de er berettigede til. En regering, som tjener arbejderklassens kamp for at besejre bourgeoisiet, for at fremrykke dets endelige nederlag.
Arbejderklassens interesser er for en revolutionær vej ud af krisen. Italien vil blive genfødt, det vil blive et frit og velstående land, respekteret og beundret; det vil yde sit bidrag til verdens økonomiske og sociale genopbygning, som kun er mulig med socialisme.
Men uden det kommunistiske parti kan arbejdernes og alle de udbyttedes overgang til revolutionære positioner ikke opnås; kampen for et nyt samfund vil savne ledelse.
At tage vare om fremtiden betyder derfor at fokusere på det kommunistiske parti og dets rolle som et uundværligt redskab til at lede de udbyttede og undertrykte massers udviklings- og frigørelsesproces.
Genopbygningen af arbejderklassens politiske fortropsorganisation kræver den aktive og direkte deltagelse af de seriøse kommunister og de bedste elementer i arbejderklassen.
Las os arbejde for at fremskynde denne proces og bryde med opportunismen én gang for alle, og forene os på basis af marxistisk-leninistiske principper og proletarisk internationalisme!
11. november 2011
Engelsk udgave
Netavisen 25. november 2011
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
