Demokrati er uønsket indblanding

Kommunistisk Politik 22, 2011

To dages generalstrejke i Grækenland den 19.-20. oktober – den største arbejderprotest i nyere tid

14 dage er lang tid i politik.

I slutningen af oktober fandt eurozone-landene frem til enighed om en løsning på den græske bankerot, der bl.a. betød, at Grækenland blev sat under ”frivillig” administration og fik gældsanering mod at beholde medlemskabet af EU og euroen. Glæden var stor – ikke mindst på børserne, der i nogle få dage pludselig oplevede stigende kurser på de ellers ramponerede bankaktier.

I Tyskland så man nu frem til at mødes med USA og Kina og de andre medlemmer af riglandsklubben G20 i den franske middelhavsby Cannes i begyndelsen af november. Efter at have haft de andre lande på nakken i flere måneder var indgåelsen af aftalen om den græske gældssanering og hensigtserklæringen om et stærkere samarbejde i EU en synlig fjer i hatten for kansler Merkel.

Eneste lille mistelten, der ikke var helt med på, hvordan aftalen skulle implementeres, var tilsyneladende Grækenlands præmiereminister George Papandreou.

I hvert fald formastede han sig til at annoncere, at aftalen skulle sendes ud til folkeafstemning, en beslutning, som alle bankanalytikere var enige om at kalde vanvittig!

”At det er nødvendigt for at gøre Europa handlekraftigt, er hævet over enhver tvivl. Om konstruktionen er holdbar, vil kun fremtiden vise. Og at vejen frem er belagt med enorme forhindringer, er den absurde udmelding om en græsk folkeafstemning et soleklart tegn på.” Sådan lød det åbenhjertigt fra Nordeas cheføkonom Helge Pedersen.

De stigende kurser på bankaktierne var på få øjeblikke forvandlet til et nyt lavpunkt, som en opvisning i, at demokrati regnes som uønsket indblanding i de private markeders affærer.

Den græske premierminister blev straks kaldt til Cannes og fik på et møde med Frankrig og Tyskland at vide, hvordan hans muligheder så ud: Hvis folkeafstemningen gennemføres og der stemmes nej til gældsaneringsaftalen, ville Grækenland blive ekskluderet fra eurozonen!

Den internationale valutafond (IMF) fortalte ved samme lejlighed, at det allerede bevilgede lån, hvis næste rate var godkendt til udbetaling – efter at en sparepakke blev stemt igennem i det græske parlament den 19. og 20. oktober, mens 100.000 demonstrerede udenfor og endnu flere deltog i en 48 timers generalstrejke – på trods af aftaler alligevel ikke ville blive sendt af sted, førend også den nye gældssaneringspakke var gledet igennem.

Selvom Grækenland overholdt alle aftaler med EU og IMF, løb de store lande fra løfterne om lån og støtte, da Papandreou annoncerede en folkeafstemning om planen.

Ideen om folkeafstemning overlevede ikke mødet og kom til at leve i mindre end 48 timer. Om det var et reelt ønske om at spørge befolkningen, eller det blot var en indenrigspolitisk manøvre for at tvinge den liberalistiske opposition til at tage et medansvar for nedskæringerne, er svært at gennemskue. Men tydeligt var det, at der i bankverdenen, EU og IMF er en voldsom modvilje mod at spørge befolkningen direkte.

George Papandreou og hans socialdemokratiske regering overtog med en jordskredssejr et fallitbo efter det nyliberale højreparti Nyt Demokrati i oktober 2009. Han har siden sin tiltræden nidkært administreret en hård krisepolitik dikteret af de store EU-lande. Men da han foreslog at sende den seneste krisepakke til folkeafstemning, var der ikke brug for ham mere. Både folkeafstemning og Papandreou blev dømt ude.

Efter en uge var han trådt tilbage, og en ny samlingsregering mellem socialdemokrater og borgerlige sætter sig i de varme sæder. Et nyvalg er sat til februar, efter at gældssaneringsaftalen er vedtaget.

Dele af den politiske og faglige opposition i Grækenland har trods opfordring til masseprotester og militant retorik i virkeligheden forsvaret systemet ved at tale imod en bankerot og udmeldelse af eurozonen. F.eks. mente Grækenlands Kommunistiske Parti, KKE, at man skulle sige nej til den annoncerede folkeafstemning, da ”det opstillede valg mellem euro eller drakme er vildledende for folket. Det antimonopolitiske demokrati er den eneste løsning …”

Det konkrete resultat af denne linje er, at KKE og Kansler Merkel er fuldstændigt enige. KKE er den uformelle leder af den revisionistiske internationale, der også har også deres danske proselytter i Dagbladet Arbejderen, Kommunistisk Parti, DKP og KPiD.

De lande, der er havnet i spillet med stormagterne om de såkaldte hjælpepakker og kriselån, har efterhånden lært lektien: at reglerne laves af de stærkeste og selv en nok så underdanig og dydig spiller som den græske Papandreou kan pensioneres med øjeblikkelig virkning, uden der løftes en finger til hans forsvar.

Og dog: I den Socialdemokratiske Internationale (SI), hvor Papandreou selv de sidste fem år har været formand, og fra Det Europæiske Socialdemokrati (PES), hvor Poul Nyrup er formand, lød der støtte til hans arbejde som nu forhenværende regeringsleder og hans heroiske indsats for at nedbringe statens offentlige underskud i Grækenland.

Papandreous korte regeringsperiode kan ikke beskrives som andet end en katastrofe for den almindelige befolkning og for ham selv og hans socialdemokrati.

Samme vej, som den socialdemokratisk ledede regering i Danmark er slået ind på sammen med SF og Enhedslisten.

Netavisen 8. november 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater