EU’s største krise nogensinde – Danmark helt med

José Manuel Barroso
Det er ikke længere de optimistiske budskabers tid om at ’finanskrisen’ er overstået og verdensøkonomien igen er på vej frem. Tværtimod er den globale finansstemning dyster. Mere end tre år inde i krisen er den så dyb som nogensinde. Og Den europæiske Union har gigantiske problemer


De borgerlige kriserecepter fik i efteråret 2008 regeringer verden over til at gennemføre dramatiske kriseindgreb for at bremse en truende bølge af bank- og finanskrak. Nu er virkningen via disse indgreb ved at fortage sig. Krisen har forvandlet sig til en langvarig og udstrakt depression, som truer med nye recessioner, nye dyk nedad.

Som det allerede er tilfældet i Danmark, som var i recession de to første kvartaler af 2011. De første tre bankpakker i Danmark blev suppleret med nr. 4. Og lige lidt hjælper det. Det har været en fiasko i Danmark som i resten af verden. Den globale krise, krisen i USA og Euroland, og i Danmark med, skærpes.

Det gyldne boom

I boomtiden var der ingen grænser for, hvad finanssektoren kunne præstere. ’Vi kan købe hele verden’, eller noget af samme mening, erklærede Thor Petersen (V), finansminister i Fogh-regeringen i de ’gode år’ 2001-2007. Derefter blev denne dybt ansvarlige politiker formand for det danske folketing.

I denne glade tid ekspanderede Den Danske Bank og andre storbanker vildt. Danske Bank opkøbte banker i de baltiske lande og Irland, der oplevede et gyldent boom og blev fremhævet som en model for alle EU-lande. Danske Bank har nu opgjort tabet på det irske eventyr til 34 milliarder,.

Fra 2008 er der blev postet milliarder og atter milliarder dollars, euro og kroner ind i den spekulative finanssektor, som led under de forgiftede lån ikke mindst på de opskruede boligmarkeder, som de selv var ansvarlige for.

De gyldne spekulanttider var forbi, men de gigantiske profitter blev intakte. Til gengæld blev tabene kollektiviseret. De kapitalistiske stater trådte til med skatteyderpenge for at redde storbankerne, Wall Street og de lokale finanskvarterer. Danske Bank blev lidt ramponeret, men ikke mere end at den fortsat vokser på de mindres bekostning. Det er de små, der får lov til at gå konkurs og opkøbes for en slik. I Danmark er banken med nationens navn ’too big to fail’.

Men nu er midlerne sluppet op, og en lang række stater er blevet dybt forgældede i bestræbelserne på at redde den spekulative kapital. Det er en af de vigtigste faktorer bag f.eks. den græske, spanske, portugisiske og italienske gældskrise.

EU: Største krise nogensinde

Den 28. september – på 11 års dagen for det seneste danske nej til euroen ved en folkeafstemning – holdt EU’s kommissionsformand Barroso sin årlige tale om unionens tilstand i EU-parlamentet. Det gjorde han dermed for anden gang. I 2010 erklærede han kækt, at EU havde bestået finanskrisens prøve, og at de, som havde forudset unionens endeligt, var blevet modbevist.

I går lød der helt anderledes toner. Nu er krisen så dyb, at der er tale om en ’ilddåb for en hel generation’, sagde han.
Kommissionsformanden erklærede:
– Vi er i dag konfronteret med den største udfordring, som den Europæiske Union har stået over for gennem hele sin historie… Det drejer sig om en finansiel, økonomisk og social krise. Men også om en tillidskrise. Både over for vores politiske ledere, over for Europa og over for mulighederne for at finde løsninger.

Under krisen er den politisk-økonomiske magt blevet stadig mere centralisereret. Stadig mmere magt og stadig flere beføjelser er overført fra EU’s medlemslande til unionen. I foråret i form af Europagt+, som Danmark tilsluttede sig, og som man nu vil udvide med nye beføjelser.

Se
Flertal i Strasbourg for EU-pres på finanslove
Folkebevægelsen mod EU

Barroso understregede i sin tale, at kommissionen er ’Europas’ økonomiske regering og at eurokrisefonden vil blive så gigantisk, at den vil klare presset ved at understøtte de gældsplagede lande (eller snarere: at sikre afdrag og renter til de banker, ikke mindst tyske og franske, der har lånt til dem). Grækenland vil forblive i euro’en, kunne han meddele.

“Nu er det på tide, at den finansielle sektor giver noget tilbage,” erklærede Barroso og annoncerede en skat på finansielle transaktioner, der skulle kunne indbringe over 400 milliarder kroner om året til støtte for de gældsplagede lande.
Siden krisens start har bankerne i eurolandene fået 35.000 milliarder kroner i støtte og garantier. Afgiften vil udgøre en brøkdel af dette beløb.
EU-parlamentet vedtog samme dag med et lille flertal, at der skal ske en stærkere kontrol med og styring af de enkelte medlemslandes finanslove og budgetter, der skal sendes til Bruxelles før de forelægges folketinget og de andre nationale parlamenter.

Der er ingen grund til at tro de løgnagtige unionspolitikere,  der nu igen lover at krisen bliver overvundet. De søger nu med alle midler at redde unionen, der er truet af fallit, og  fortsætte med at polstre banksektoren ved at yde ’støtte’ til medlemslande, der som Grækenland er truet af bankerot.

Euro’en har været en gigantisk fiasko, og rigtig dyr for de svageste af eurolandene.  Finanskrisen ramte umiddelbart og hårdt i de nye EU-lande som De baltiske lande, Ungarn og Rumænien – og derefter har gældskrisen for alvor bredt sig til en hel stribe sydeuropæiske lande, hvis økonomier er relativt svage.

Bankernes redning er blevet betalt med omfattende nedskæringer på de offentlige budgetter, i lønninger, pensioner osv. Derfor har arbejderne, de offentligt ansatte og de unge i alle disse lande gennemført omfattende protester, fra generalstrejker og demonstrationsmarcher til sit-ins og markante aktioner.

Grækerne afviser de nye nedskæringslove, som parlamentet netop har vedtaget, og forlanger at Grækenland forlader euro’en og EU. Det forlyder at en folkeafstemning herom har været overvejet, men er lagt på hylden. I Island fik befolkningen lov til at tage stilling til, hvordan dette lands gældskrise skulle behandles.
Samtidig har EU’s krise store konsekvenser for verdensøkonomien, hvor denne politiske og økonomiske blok er en stor spiller. Håndteringen af krisen har udløst kraftig kritik fra både USA og Kina.

Danmark er med

Som bekendt har VK-regeringen og folketingsflertallet i Danmark fulgt den dikterede kurs. Alle bankpakker er vedtaget som brede forlig, hvor også S/SF/R har været med. Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen har haft samme optimistiske budskaber som Barroso – men undladt at fortælle om krisens dybde både i EU og Danmark.

Danskerne har med et nej til euro’en i 1999 (og første gang ve Maastricht-afstemningen i 1992 og igen i 1993) skabt mulighed for, at Danmark kan bevare øko0nomisk handlefrihed. Til gengæld er den danske krone bundet til euro’en som følge af fastkurspolitikken. Det var Sverige ikke, og det har betydet at den akutte økonomiske krise ved en de fakto devaluering blev afløst af et reelt opsving.

Den danske krise har kostet mere end 175.000 industriarbejdspladser og i de sidste år flere titusinder i den offentlige sektor. På trods af erklæringerne om, at den var overstået, er den fortsat og bliver værre endnu. Den kommende regering har været med fra starten og vil også fortsætte den mislykkede politik for at redde røven på finanssektoren på bekostning af ’velfærden’ og det store flertal.  S/SF/R er unions- og europartier og vil arbejde for total dansk integration.

På 11-års dagen for den seneste euroafstemning offentliggjordes en meningsmåling om danskernes holdning til euroen i dag, lavet af Danmarks Statistik for Den danske Bank. Den viser en rekordstor euro-modstand: 50,6 pct. vil stemme nej,22, 5 pct vil stemme ja. Mere end dobbelt så mange nej som ja. Ved folkeafstemningen i 1999 var der 53,2 pct. til Nej-siden og 46,8 til eurotilhængerne.

Se
Rekord-nej på årsdag for euro-afstemning
Folkebevægelsen mod EU

Netavisen 29. september 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne