Imperium i forfald: Multimilliardær-terrorister og den uddøende middelklasse

Af James Petras

Den amerikanske regering (Det hvide Hus og kongressen) bruger 10 milliarder  dollars om måneden,  eller 120 milliarder om året) til at bekæmpet anslået 50-75 Al Qaeda-figurer i Afghanistan, ifølge CIA (omtalt i Financial Times of London).

I de sidste 30 måneder af  Obamas præsidentperiode har Washington brugt 300 milliarder dollars i Afghanistan, hvilket løber op i fire milliarder dollars for hver påstået Al Queda-figur.

Hvis vi ganger det med den gode snes steder eller lande, hvor Det hvide Hus hævder, at Al Qaeda terrorister er spottet, kan vi begynde at forstå, hvorfor det amerikanske budgetunderskud er vokset astronomisk til over 1,6 billioner i det nuværende finansår.

Under Obamas præsidentskab er Socialhjælpens ’udgifter til livets opretholdelse’ fastfrosset, hvad der har resulteret i et nettofald på over 8 pct. , hvilket præcist svarer til det beløb, som er brugt på at jagte netop 5 dusin Al Qaeda-terrorister i bjergene, der grænser op til Pakistan.

Det er absurd at antage, at Pentagon og Det hvide Hus bruger 10 milliarder dollars pr. måned kun på at jagte en håndfuld terrorister, der har forskanset sig i de afghanske bjerge.

Så hvad går Afghanistan-krigen ud på? Det svar, vi oftest kan læse og få at høre, er, at krigen reelt er rettet imod Taliban, en masseforankret islamisk nationalistisk guerillabevægelse med titusinde af aktivister. Taliban har imidlertid aldrig været involveret i nogen terroristisk handling på amerikansk grund eller mod USA’s oversøiske tilstedeværelse. Taliban har altid holdt fast i, at deres mål er at forjage de udenlandske styrker, der har besat Afghanistan.

Derfor er Taliban ikke del af noget ‘internationalt terrorist netværk’. Hvis USA’s Afghanistan-krig ikke handler om at besejre terrorisme, hvorfor så dette massive forbrug af penge og menneskelige ressourcer over et tiår?

Adskillige hypoteser trænger sig på:

Den første er geopolitikken og Afghanistan. USA er i fuld gang med at oprette fremskudte militære baser, der omringer og grænser op til Kina.

Den anden er, at USA’s baser i Afghanistan kan tjene som udgangspunkter for at antænde ‘oprørske separatisters’ væbnede etniske konflikter og dermed for anvendelse af ‘del og hersk’ taktikken imod Iran, Kina, Rusland og de centralasiatiske republikker.

Den tredje er, at Washingtons opstart af Afghanistan-krigen (2001) og den lette erobring i begyndelsen opmuntrede Pentagon til at tro på, at en billig og nem militær sejr lå lige for døren. Det kunne forstærke billedet af USA som en uovervindelig supermagt, der var i stand til at gennemtvinge sit herredømme overalt i verden, modsat USSR’s katastrofale erfaring  i Afghanistan.

Den fjerde er, at den tidlige succes i den afghanske krig blev set som et forspil til at indlede en række heldige krige, først mod Irak, som derpå skulle efterfølges af Iran, Syrien og videre. Disse skulle tjene et tredobbelt formål: at styrke israelsk regional magt, at kontrollere strategiske olieressourcer og udvide buen af amerikanske militærbaser fra Syd- og Centralasien over Den persiske Golf til Middelhavet.

Denne strategiske politik, udformet af militaristerne og zionisterne i Bush- og Obama-administrationen, antog, at våben, penge, magt og bestikkelse kunne opbygge stabile satellitstater, solidt inden for rammerne af det amerikanske post-sovjetiske imperium.

Afghanistan blev regnet for en let første erobring, det indledende skridt til de følgende krige. Hver sejr, antog man, ville undergrave hjemlig og allieret (europæisk) opposition. De indledende udgifter til imperialistisk krig, hævdede de neokonservative, ville blive betalt med den rigdom, der blev trukket ud af de erobrede lande, især fra de olieproducerende områder.
                  
USA’s hurtige sejr over Taliban-regeringen bekræftede militærstrategernes tro på at ‘tilbagestående’, let bevæbnede islamiske folk ikke var nogen match for det amerikanske kraftcenter og dets vise ledere.
 
Forkerte antagelser og fejlagtige strategier:
En katastrofe til billioner af dollars

Hver eneste antagelse, udarbejdet  af disse civile strateger og deres militære modparter, har været forkert. Al Qaeda var og er en marginal modstander; den reelle styrke, som er i stand til at fastholde en langvarig folkekrig imod en imperialistisk besætter, påføre svære tab, underminere enhver lokal marionet regering og samle massestøtte, er Taliban og lignende nationalistiske modstandsbevægelser.

Israelsk-påvirkede amerikanske tænketanke, eksperter og rådgivere, der bbeskrev de islamiske modstandere som udygtige, ineffektive og feje, misforstod totalt den afghanske modstand. Blændet af ideologisk antipati kunne de højtstående rådgivere i Det hvide Hus og Pentagon ikke erkende den taktiske og strategiske, politiske og militære kløgt hos de islamiske ledere på top- og mellemniveau og deres enorme reserve af massestøtte i nabolandet Pakistan og videre.

Obamas Hvide Hus, der er dybt afhængigt af proisraelske islamofobiske eksperter, isolerede de amerikanske tropper yderligere og stødte den afghanske befolkning fra sig ved at tredoble antallet af soldater, hvad der yderligt styrkede Talibans troværdighed som det reelle alternativ til fremmed besættelse.

De neokonservatives ønskedrømme om en følge af succesfulde krige, udpønset af typer som Paul Wolfowits, Feith, Adams, Libby m.fl., om at eliminere Israels fjender og omdanne Den persiske Golf til en hebraisk indsø,  har med de langvarige krige i Irak, Afghanistan og Pakistan i realiteten styrket Irans regionale indflydelse, fået vendt hele det pakistanske folk imod USA og styrket massebevægelser imod amerikanske vasaller over hele Mellemøsten.

Fortløbende imperialistiske nederlag har resulteret i en massiv blødning fra de amerikanske skatteindtægter, snarere end den lovede flod af olierigdomme som tribut fra vasallerne. Ifølge en nylig videnskabelig undersøgelse har de voksende militære udgifter til krigene i Irak, Afghanistan og Pakistan overskredet 3,2 billioner dollars og vokser med over ti milliarder om måneden (”Krigsomkostninger siden 2001”, Eisenhower Study Group, juni 2011).

Imens styrker Taliban sit ’psykologiske greb’ om Afghanistan. Ifølge de seneste rapporter er selv det stærkest bevogtede 5-stjerne hotel midt i Kabul, Intercontinental, sårbar overfor fortsatte angreb og overtagelse af militante, fordi ‘højtstående afghanske sikkerhedsstyrker’ er infiltreret og Taliban opererer overalt og har dannet ’skyggeregeringer’ i de fleste byer og landsbyer. (FT6/30/2011, p. 8).

Imperiets forfald, en tom statskasse og udsigten til ruin

Det smuldrende imperium har tømt den amerikanske statskasse. Mens kongressen og Det hvide Hus slås om at hæve gældsloftet, undergraver krigsomkostningerne aggressivt alle muligheder for at bevare en stabil levestandard for den amerikanske middel- og arbejderklasse og uddyber de stigende uligheder mellem ‘den øverste 1 %’ og resten af den amerikanske befolkning. Imperiekrigene er baseret på plyndring af statskassen.

Den imperialistiske stat har via ekstraordinære skattelettelser koncentreret rigdommen i hænderne på de superrige, mens middel- og arbejderklassen er blevet presset nedad, da der kun er ringe aflønnede jobs til rådighed.

I 1974 stod  ‘den øverste 1 % ‘ for 8,5 pct. af den samlede nationalindkomst, men i 2008 sad den på  18 pct. af nationalindkomsten. Og  hovedparten af disse 18 pct. er koncentreret i hænderne på en lillebitte gruppe superrige, på 1 pct. af den ene pct., eller 0,01 pct. af den amerikanske befolkning. (FT 6/28/11, p. 4 og 6/30/11, p. 6)

Mens de superrige plyndrer statskassen og intensiverer udbytningen af arbejdskraften, styrtdykker antallet af ‘middelindkomst arbejdspladser’.  Fra 1993 til 2006 er over 7 %  af disse forsvundet (FT 6/30/11, p. 4). Skønt uligheden vokser over hele verden, så har USA nu den højeste ulighed blandt alle de førende kapitalistiske lande.

Byrden ved at opretholde et synkende imperium med det dets uhyrlige vækst i militærudgifter er faldet på skatteydere og lønmodtagere fra middel- og arbejderklassen. Den finansielle og militære elites plyndring af økonomien og statskassen har igangsat et stejlt fald i levestandard, indkomst ogi jobmuligheder.

Mellem 1970 og 2009, hvor bruttonationalproduktet blev mere end fordoblet, er middellønnen stagneret, hvis inflationen medregnes. Hvis øgede udgifter til pensionsopsparing, sundhed og uddannelse medregnes, er reallønnen for lønarbejdere faldet drastisk, især siden 1990.

Endnu værre slag er på vej i anden halvdel af 2011: Mens Obamas Hvide Hus udvider de imperialistiske interventioner i Pakistan, Libyen og Yemen, og forøger de militære udgifter og udgifterne til politistaten, er Obama ved at indgå budgetaftaler med ekstreme højrerepublikanere, der vil smadre regeringens sundhedsprogrammer som Medicare og Medicaid, ligesom Social Security, det nationale pensionsprogram.

De langvarige krige har spændt budgettet til bristepunktet, mens underskuddet undergraver enhver mulighed for at genoplive økonomien, der går i retning af ’gentagen recession’.

Hele den politiske elite har forunderligt glemt den kendsgerning, at deres jagt til flere hundrede milliarder dollars på angiveligt 50-75  Al Qaeda fantom-terrorister i Afghanistan har fremskyndet de middelaflønnede jobs forsvinden i USA.

Hele det politiske spektrum er afgørende drejet til højre og til det yderste højre. Debatten mellem demokrater og republikanere står om, hvorvidt man skal skære fire billioner eller endnu  mere af de sidste rester af vores lands sociale programmer.

Demokraterne og det yderste højre er forenede omkring en hel stribe samtidige krige,  mens de bejler om gunst og midler fra de øverste 0,01 % superrige, finans- og ejendomsmoguler, hvis rigdom er steget så dramatisk under krisen!

Konklusion

Men der er et dybt og stille ubehag blandt de ledende kredse i Obama-regimet. De ’bedste og kvikkeste’ blandt dets topskikkelser søger at springe overbord fra skibet før den kommende syndflod: den økonomiske guru Larry Summers, Rahm Emmanuel, Stuart Levey, Peter Orzag, Bob Gates, Tim Geithner og andre, som er ansvarlige for de ødelæggende krige, økonomiske katastrofer, den enorme koncentration af rigdom og raseringen af vores levestandard, er enten trådt tilbage eller har annonceret deres tilbagetræden, og har overladt det til de smilende bondefangere, præsident Obama og vicepræsident ‘Joe’ Biden – og deres ‘sidste og komplet uvidende loyalister’ – at tage skylden, når økonomien ramler, og vores sociale programmer udslettes.

Hvordan kan vi ellers forklare alt andet end modige tilbagetræden (for at’ bruge mere tid på familien’) under en sådan krise, der uddybes?

Disse topembedsmænds hastige afgang er motiveret af deres ønske om at undgå politisk ansvar og flygte fra historiens dom over deres rolle i det nært forestående økonomiske sammenbrud. De er ivrige efter at skjule sig for en fremtidig dom over, politiklæggere og ledere og den politik, som førte til ødelæggelsen af den amerikanske middel- og arbejderklasse med deres gode job, stabile pensioner, sociale sikkerhed, et anstændigt sundhedsvæsen og en respekteret plads i verden.

James Petras er professor emeritus (sociologi) og en af den amerikanske venstrefløjs store gamle mænd.

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research

Netavisen 20. juli 2011