Enhedslisten og den hvide mands byrde

Kommunistisk Politik 7, 2011

Take up the White Man’s burden
The savage wars of peace
Rudyard Kipling 1899

Enhedslistens sidste og endegyldige skridt ind blandt imperialismens ansvarlige partier har genklang af Kiplings digt ‘Hvid mands byrde’

Den lange nat, krigens nat, sænkede sig den 19. marts over endnu et uciviliseret land, befolket ’halvt af djævle, halvt af børn’, med Kiplings jargon. De danske medier og ”det danske folkestyre” står stålfast skulder ved skulder bag militarismens nye triumf under krigsråbet: Bomb Libyen for at forsvare civile mod blodbad!

Imperialismens rådnende træk fornægter sig ikke. Måske derfor er der sænket et selv for krige usædvanligt mørkt tusmørke omkring de virkelige begivenheder, der kunne afdække de sande interesser bag krigen mod Libyen.

Hvem der er med på imperialismen rænkespil skifter en smule fra krig til krig. Denne gang er stort set hele pibetøjet af store danske medier med på vognen, sammen med deres forskellige ejere og samarbejdspartnere blandt de store internationale nyhedsmonopoler.

Også arabiske kanaler som Al Jazeera holder mikrofoner for imperialismen i denne krig. Regering og opposition i de fleste krigsførende lande står sammen om krigen, sammen med nogle, der kalder sig selv venstrefløj.

Og alle medlemmer af folketinget – Alle! – bakker op. De forskellige partier har hver for sig gennem årene støttet forskellige imperialistiske krige eller kupforsøg. Det gælder også de grupperinger, der i sin tid blev til Enhedslisten.

Men det må alligevel konstateres, at der er forskel på at støtte i ord og så gå linen ud og bruge medlemskabet af folketinget til at blåstemple en imperialistisk angrebskrig og dens uundgåelige forbrydelser.

Enhedslistens parlamentariske mandat, givet af håbefulde progressive og talrige krigsmodstandere, blev benyttet til at rette et voldsomt slag mod antikrigsbevægelsen, som dermed ’officielt’ blev marginaliseret.

Denne gang faldt interesserne sådan ud, at der var total enighed i det danske folketing, og beslutningen kunne tages på mindre end 24 timer, efter at FN’s sikkerhedsråd havde givet grønt lys for endnu en ulovlig krig. De seks F16-jagere var i luften over Libyen kun to døgn senere. Fly, mandskab og bomber for milliarder blev sendt i krig, mens beslutningstagerne kunne tage til Bruxelles og vedtage nye krisespareplaner.

Enhedslistens slutspil

Ved at stemme for krigsdeltagelse har den danske reformismes forræderier bestemt nået et nyt historisk lavpunkt, med uforudsigelige konsekvenser for befolkningen i Libyen til følge. Uanset udfaldet af det libyske krigseventyr er vejen banen for en snarlig aggression mod Syrien og Iran – måske igen med Enhedslisten hånd i hånd med de øvrige våbenbrødre og Israel, der i det skjulte, men aktivt støtter aggressionen.

Med Enhedslistens åbne tilslutning til militarismen og imperialismens krige er en vigtig skillelinje mellem opportunistiske holdninger og en progressiv og revolutionær politik blevet trukket op. Det er demonstreret, at partiet ikke er nogen pålidelig allieret eller støtte for de progressive kræfter og bevægelser. Det kan sælge ud af hvad som helst, alt principielt, i halen på S og SF. ‘Socialchauvinister’, kaldte Lenin denne kategori af partier.

Enhedslistens nye forræderi er ikke tilfældigt. Det er en konsekvens af partiets programmatiske uklarhed og manglende evne til konkret analyse, af dets usikre forståelse af kapitalismen i dag og af imperialismen. Det åbner porten til opportunisme på vid gab, for alskens parlamentariske taktikker og manøvrer. Og det trækker tråde tilbage til partiets start, hvor det betragtede Gorbatjov og hans glasnost som en politik for ’socialisme’, tilmed ’mere socialisme’.

Frank Aaens støtte til den vestlige imperialismes interventioner er ikke væsensforskellig fra hans tidligere støtte til det socialimperialistiske Sovjetunionens krig i Afghanistan.

Der er en udbredt skuffelse og frustration over Enhedslistens tilslutning til imperialismen og militarismen i brede kredse på venstrefløjen. Men hvilken konsekvens skal der drages?

De trotskistiske organisationer i Danmark er medlemmer af Enhedslisten, men erklærer sig nu – noget forsinket –imod Libyen-krigen. Men de kunne ikke drømme om at fordømme liste Ø eller bryde med den. Den giver dem en parlamentarisk platform, og tilmed repræsentation. De vil synge den gamle sang om, at det blot var en fejl, som partiet vil rette, når den indses.

Men ændrer liste Ø standpunkt, vil også det være af opportunistiske grunde – presset fra antikrigsbevægelsen, som har gennemskuet imperialismens nye krig.

Krigsdeltagelse og krigsbidrag, EU-tilslutning, privatiseringer osv. bagatelliseres konsekvent af en vis del af den danske venstrefløj som uenigheder, der kan undskyldes med gode hensigter og nødvendige kompromis’er.

”Opportunismens og socialchauvinismens politiske indhold er ét og det samme: klassesamarbejde, forkastelse af proletariatets diktatur, forkastelse af revolutionære aktioner, uforbeholden anerkendelse af den borgerlige legalitet, mistillid til proletariatet, tillid til bourgeoisiet,” skrev Lenin i Opportunismen og 2. internationales sammenbrud.

Chauvinisme med socialistisk fernis. Enhedslisten har længe været på vej mod socialdemokratiske positioner. Det er på vej til at overflødiggøre sig selv i praksis.

Et nyt revolutionært alternativ i den parlamentariske kamp må opbygges!

Netavisen 30. marts 2011