Fra Afghanistan til Bahrain og Libyen: Bomber, storkors og demokratisk hykleri

Opdateret 22.2.2011 kl 23.00

NATO-offer AfghanistanSent søndag den 20. februar blev en familie på seks – et ægtepar og deres fire børn – dræbt af en raket fra et NATO-fly i Khogyani i det besatte Afghanistans østlige Nangarhar-provins. Lørdag fordømte marionetpræsidenten Hamid Karzai et andet NATO-angreb, der dræbte mere end 50 civile i naboprovinsen Kunar.

NATO-talsmænd har beklaget udslettelsen af familien og meddelt, at man vil undersøge det andet massemord fra luften.

NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har været tavs om disse som om de talrige andre tilfælde af drab på civile i Afghanistan, med bomber fra fly og droner, eller med kugler fra NATO-tropperne på jorden.

De danske medier fandt dårligt  disse rapporter fra Afghanistan var en notits værd. Til gengæld trak det overskrifter, at NATO-generalsekretærens angiveligt var ’chokeret over Libyen-vold’.

”Jeg er chokeret over den planløse brug af vold mod fredelige demonstranter i Libyen. Jeg beklager dybt tabene af menneskeliv. Jeg beder de libyske myndigheder om at stoppe underkuelsen af de ubevæbnede civile borgere, erklærede Anders Fogh Rasmussen i en skriftlig meddelelse.
Han understregede samtidig, at folkets oprør ikke kan holdes nede.

Fogh og NATO var særdeles glade for den afsatte ægyptiske præsident Mubarak. Kort før hans fald erklærede NATO-politikeren på sit ugentlige pressemøde:

”Begivenhederne i Egypten og Nordafrika er en rettidig påmindelse. Vi kan ikke tage stabilitet for givet, selv ikke i vores umiddelbare nabolag… Jeg betragter ikke situationen i Egypten eller Tunesien eller andre steder som en direkte trussel mod NATO-allierede. Men det er åbenlyst, at udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika kan få indflydelse på fredsprocessen i Mellemøsten – og at ustabiliteten i regionen som sådan i et længere tidsperspektiv kan få en negativ betydning på økonomien, hvilket kan lede til illegale indvandrere i Europa og så videre.”

Der var ingen fordømmelse fra Fogh af Mubaraks vold mod demonstranterne, der kulminerede der, eller støtte til de ægyptiske eller tunesiske folkemassers kamp.
Med Libyen er den en anden sag. Selvherskeren Muammar Gaddafi har ikke været Vestens eller NATOs hjertebarn.

Se
Hvem er Gaddafi

Foghs libyske udtalelser kom efter forlydender om, at piloter i libyske militærfly havde beskudt civile demonstranter. Det blev benægtet af  Saif al-Islam Gaddafi, søn af Muammar. Angrebene var rettet mod ammunitionsdepoter i områder, der ligger langt fra beboede områder, sagde han.

Demonstranternes blod er flydt i strømmevis i Libyen, som i Tunesien, Ægypten, Bahrain og andre arabiske lande, hvor kampen mod diktatoriske regimer – uanset om det konger eller militære, der står i spidsen – har bragt de bredeste masser på gaden.

Opstandene har brugt vold mod sikkerhedsstyrker og politi og mod bygninger for regeringspartier og regerende klaner.

Efter massakren: Genindtagelsen af perlepladsen i Bahrain 19. februar 2011Et toppunkt af dansk demokratisk hykleri kom, da dronning Margrethe sammen med sin mand besøgte det enevældige kongedømme Bahrain med et Storkors af Dannebrogordenen i lommen – den næsthøjeste danske orden  - som hun tildelte den selvudnævnte konge fra 202 Sheikh Hamad bin Isa al-Khalifa, tidligere emir af Bahrain, for hans fortjenester.

Besøget foregik, mens opstanden i Ægypten var ved at kulminere. Ridderen af Dannebrog Hosni Mubarak var under voldsomt pres, mens han lod sine sikkerhedsstyrker og lejede bøller skyde, lemlæste og banke demonstranterne på Tahrir-pladsen og andre steder i landet.

Den danske regent kunne meddele, at kaldsfællen i Bahrain nok var bekymret over uroen i Ægypten, men at alt var roligt i Bahrain, og der ikke var nogen udsigt til en massebevægelse mod den monarkistiske diktator og hans klan, som besætter alle vigtige poster i den lille ø-stat med 800.000 indbyggere.

Et par uger senere lod majestæten i Bahrain udenlandske lejesoldater massakrere fredelige protesterende demonstranter, der gennemførte en sit-in på Perlepladsen i hovedstaden Manama.

Den amerikanske 5. flåde. der patruljerer den persiske Golf og store dele af Afrika, har netop base og hovedkvarter i Manama, Bahrain.

Den internationale krigsforbryder Anders Fogh Rasmussens chok-tilstand over Libyen, som blev flittigt rapporteret, har en hensigt. Den falder sammen med gentagne opfordringer i medierne til at Vesten ‘må gribe ind mod Gaddafis folkedrab i Libyen’.

FNs sikkerhedsråd, der ikke fordømte regimevolden mod demonstranterne i Tunesien og Ægypten, der i begge lande kostede hundreder af døde, har tirsdag enstemmigt fordømt volden i Libyen og krævet at den stopper øjeblikkeligt.

I sin seneste kommentar i cubanske medier skriver Fidel Castro, at Washington ikke vil tøve med at beordre en NATO-invasion i det olierige nordafrikanske lande ‘i løbet af nogle timer eller nogle få dage’.

Hvad USA bekymrer sig om er landets store oliereserver, konstaterer Castro:
“For mig er det indlysende, at den amerikanske regering overhovedet ikke bekymrer sig om fred i Libyen”.

USA har gentagne gange gennemført militære provokationer mod Libyen. I 1986 lod den daværende amerikanske præsident sine fly angribe en række mål i Libyen, indbefattet Gadaffi selv. Det var et groft brudt på international lov. Det lykkedes imidlertid ikke at dræbe Gadaffi, men mindst 45 militærfolk og 15 civile blev dræbt.

Netavisen 22. februar 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne