En ny verdensorden?

Indspark fra DKU – med fotoserie fra Women of Egypt

Kommunistisk Politik 3,2011

Fra sin fødsel har 2011 vist sig at være et år,  hvor kvantitet bliver til kvalitet. Et år, hvor krisens byrder er blevet for tunge for folkenes skuldre, og resultatet er blevet det eneste mulige – oprør og revolution.

Det første led i kæden, der sprang, var Tunesien. Et officielt mønsterland for regionen, der eksploderede, da en ung mand i afmagt og frustration brændte sig selv ihjel. Vigtige skridt på vejen mod en bedre fremtid for tuneserne er allerede taget. Den korrupte præsident Ben Ali er smidt på porten, men endnu vigtigere er der skabt en fælles politisk platform for at bryde med mange års undertrykkelse og skabe et frit og demokratisk Tunesien. To vigtige træk i platformen er: et fuldstændigt opgør med den eksisterende stat – ikke blot den siddende regering. Og at skabe job og sikre arbejdsløshedsunderstøttelse.

Det tunesiske folk har vist vejen, og i hele regionen har der været demonstrationer, gadekampe og oprør. Centralt er kampen i Egypten, men også i Algeriet, Jordan og Yemen er vreden over prisstigninger, korruption og manglende rettigheder kommet til udtryk. Beskeden fra de arabiske folk er ikke til at tage fejl: Nutiden er uacceptabel – vi skaber selv en bedre fremtid.

For mange ellers progressive ‘vesterlændinge’ vil det givet være en svær kamel at sluge, at det ikke er os, der ‘redder’ dem, men dem, der ender med at ‘redde’ os. Lidt ligesom med modstandskampene i Irak og Afghanistan, hvis sag er retfærdig, men hvis tro er forkert. Med lidt held bliver 2011 starten på slutningen for den udbredte ide om, at den vestlige verden er “lidt bedre end andre gode verdener”.

At følge med i opstandene er både opløftende og trist. Trist, fordi tusinder blevet såret og  mange dør. At se folk blive kørt ned af politibiler eller gennemtæsket med stave, at vide, folk bliver skudt. Det er trist og sørgeligt. Samtidig er det opløftende og inspirerende at opleve folkets krav rejse sig med en magt og vilje, der er uimodståelig. Det bekræfter den tro og det håb – der kan virke langt væk i mørke vinter-Danmark – at folkets skæbne er i folkets hænder.

En kommentator på Al-Jazeera snakkede om, at frygtens magt, der i mange år har holdt egypterne nede, er brudt. Når man ser billeder dernedefra, er det helt sikkert ikke frygt, men vilje til at vinde, der skinner igennem.

Hvordan udfaldet af opstandene bliver, er umuligt at vide nu. Den tunesiske kamp er den politisk mest fremskredne, men udviklingen kan gå meget hurtigt. I Egypten er der uden tvivl intense forhandlinger mellem flere parter for at skabe den politiske samling og ledelse, der vil kunne smide Mubarak på porten og overtage ledelsen af landet.

Uanset hvad så er det tegn på, at en ny verdensorden er på vej, en verden, hvor USA’s globale dominans vil smuldre. Hver eneste af de regimer, der er ved at falde, er amerikanske lydregimer, der har solgt deres land for militært isenkram og gode venner i Washington. Lykkes det at erstatte de undertrykkende regimer med reelt demokratiske styrer under folkets kontrol, vil det være et nederlag for den amerikanske imperialisme.

Billeder fra Women of Egypt

Netavisen 4. februar 2011