Tunesien har fået sin folkelige enhedsfront og revolutionære vision

Af Klaus Riis

Masseprotest CairoDen tunesiske revolution har antændt en eksplosion af forhåbninger og folkelig kamp langt over  verden – og ikke kun den arabiske.

Masseprotest i Cairo

Den har fået desperate mennesker til at sætte ild til sig selv i en demonstration af fortvivlet protest mod elendigheden – men den har først og fremmest mobiliseret de fattige, arbejdsløse og sultende masser til at protestere i en stribe  lande, som indtil 2011 er betragtet som stabile allierede af USA og EU. 

Regimerne er blevet rost og støttet af imperialistmagterne på trods af deres antidemokratiske karakter, den altomfattende politiske repression og den desperate fattigdom. Den tunesiske folkerevolution har skræmt imperialisterne, der frygter at den breder sig og at dens radikale karakter bevares og forstærkes.

Derfor taler ledende EU-politikere selvkritisk om støtten til Ben Ali og taler som med én mund med den amerikanske udenrigsminister Clinton, som mener at det er på tide med ‘demokratiske reformer’.

Men folkemasserne er trætte af snak og løfter om demokrati, som man ikke bliver mæt af, og som ikke er alvorlig ment, så længe lakajregimerne kan holde de samme masser i ro.

Nu er titusinder gået på gaden i Ægypten, Algeriet, Jordan, Yemen og mange andre lande, hvor man ser noget, der kan ligne en gentagelse af starten på den tunesiske revolution. Politi og sikkerhedsstyrker har mange steder slået hårdt ned på de demonstrerende. Alene i Ægypten er over tusind blevet fængslet de seneste dage.

I Tirana, Albanien, har sikkerhedspoliti dræbt tre demonstranter i en stor folkemængde, som protesterede foran premierministeren Sali Berishas bygning mod valgsvindel, der bragte hans parti til magten. I det socialistiske Albanien blev der aldrig løsnet skud mod folket. Heller ikke under den revisionistiske og kapitalistiske kontrarevolution i 190-91.

Vi ser samtidig begyndelsen til, at imperialismen arsenal af teknikker til massekontrol, udover de rent repressive, bliver pudset af. Under folkeligt pres kan løfter om reformer forvandle sig til  ’frie og demokratiske valg’, hvor evt. nye aktører kan blive opstillet til at videreføre imperialismens og den herskende klasses politik, mens udtjente lakajer udskiftes. Det kan være planen for en Mubarak, hvis familie allerede er flygtet fra Ægypten.


To veje for Tunesien og de arabiske masser

For ’frie valg’ er ikke altid det samme som demokratiske valg. Efter Ben Alis flugt har den midlertidige regering – som blev indsat af den herskende klasse, efter ordlyden i diktaturets forfatning, og med henblik på at fortsætte regimet uden Ben Al – forsøgt at opretholde dette illegitime undertrykkelsesregimes legitimitet blandt andet ved at love ’frie valg’ inden to måneder (senere udsat), med USA, EU og hele sættet af ’observatører’ som demokratiets garanter ved et sådant stemmekøbsvalg med købte og betalte partier, politikere og medier.

De forbudte politiske partier – hvoraf tre er blevet legaliseret, mens Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti PCOT endnu ikke er erklæret legalt – ville få nogle uger til at gøre deres indtil nu illegale politik kendt, til at opbygge deres organisationer og ingen penge til at føre valgkamp.

Det ville selvfølgelig være en gigantisk fordel for den legale opposition, der fandtes under Ben Ali, og som gladelig indtog ministerposter i overgangsregeringen, hvis nøgleposter blev besat af hans gamle væbnere.

En sådan valgfarce skulle præsenteres for tuneserne og verden som ’frie, fair, demokratiske’ og som kronen på værket for den tunesiske revolution – uden at noget som helst grundlæggende vil forandre sig, og uden at imperialismens indflydelse, ikke mindst den franske og den amerikanske, reelt bliver antastet.

Heldigvis findes der en anden vision, en anden linje, en anden vej for den tunesiske revolution. Fra den første dag modsatte de konsekvente repræsentanter for revolutionen sig den ny regering og en fortsættelse af Ben Ali-regimet uden Ben Ali. Titusinder har fortsat protesterne i Tunis og i resten af landet med krav om, at hans parti PCD fjernes fra regeringen og fra alle magtpositioner.

Styrkeprøven mellem den midlertidige regering og det gamle magtapparat på den ene side og den fortsatte folkerevolution på den anden er endnu ikke afsluttet.

Fronten af 14. januar og revolutionens program¨

Den 20. januar dannede revolutionens aktive organiserede partier, bevægelser og organisationer ’Fronten af 14. januar’ – navngivet efter dagen for diktatorens fald. Denne front og dette enhedsinitiativ er historisk. Hermed kan den revolutionære bevægelse optræde samlet med et fælles program for udviklingen af den tunesiske revolution.

Det er udmøntet i de 14 punkter i frontens stiftelseserklæring, der tager sigte på at slå Ben Alis parti og alle de kontrarevolutionære kræfter, der er støttet af udlandet, og få dannet en overgangsregering, udsprunget af revolutionen selv. 

Se
Stiftelseserklæring for Fronten af 14. januar

Det politiske, sociale og økonomiske program er antikapitalistisk og antiimperialistisk. Først og fremmest sigter fronten på at få valgt en grundlovgivende forsamling, der kan udarbejde en virkelig demokratisk forfatning, der garanterer alle grundlæggende politiske og sociale rettigheder.

Det er den mest vidtgående vision, der er set i den arabiske verden og på de fleste andre kontinenter i årtier.

Den revolutionære front opfordrer til fortsat støtte til den tunesiske revolution og lover selv støtte til den palæstinensiske befrielsesbevægelses og andre befrielsesbevægelsers kamp.

Det er indlysende, at et sådant program vil blive bekæmpet med alle midler af imperialister, zionister og alle reaktionære kræfter, for det  er et revolutionært program – ikke bare i den tunesiske arbejderklasse og folks, men  i den internationale arbejderklasses og folkenes interesse.

De to veje for den tunesiske revolution: March på stedet uden virkelig forandring og tilpasning til imperialismen på den ene side og en fortsættelse af folkerevolutionen for at sikre gennemførelsen af dens mål, som nu er blevet fast formuleret med grundlaget for Fronten af 14. januar.

 For alle progressive mennesker må det stå indlysende klart, hvilken vej skal følges og støttes.


PCOT: Et marxistisk-leninistisk parti, medlem af IKMLPO

Det er to af de vigtigste af de forbudte partier, der er blandt hovedkræfterne i den nye front: Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT) og Det Patriotiske og Demokratiske Arbejderparti (PTPD). PCOT har spillet en vigtig rolle i hele folkerevolutionens forløb, har været forrest på barrikaderne, og i spidsen ved alle nye udviklinger. Det har derigennem opnået en bred støtte og forankring hos tuneserne, der er opsat på revolution og på at føre den igennem til sejr.

Dets talsmand Hamma Hammami, som blev forfulgt under hele Ben Ali-diktaturet, er en af revolutionens store helte. Nye medlemmer strømmer til partiet, som endnu ikke kan omstille sig helt til legale forhold.

PCOT har spillet en central rolle i skabelsen af enhedsfronten af 14. januar og udarbejdelsen af dens program. Det har fulgt den linje, som blev fremlagt i udtalelsen “For en grundlovgivende forsamling, der lægger grundlaget for en Demokratisk republik”, der blev fremlagt dagen efter folkerevolutionens første sejr – diktatorens flugt.

PCOT er medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer. Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at det er et af de marxistisk-leninistiske, kommunistiske partier, der har stillet sig i spidsen for den jordrystende revolution i Tunesien.

Blandt andet fordi IKMLPO fastholder en strategi for revolution og socialisme og afviser de ’strategier’, opskrifter og recepter, som blev udviklet af revisionistiske partier og bevægelser fra midten af 50erne i det 20. århundrede, ikke mindst de sovjetiske revisionister, og hvis indflydelse stadig gør sig gældende hos en lang række partier, som kalder sig kommunistiske – som KKE i Grækenland, eller KP, KPiD og DKP i Danmark.

Borgerskabet og deres medier har ikke overraskende underbetonet de revolutionære kommunisters rolle i den tunesiske opstand. Det samme gælder for de revisionistiske aviser og blade. I Danmark f.eks. Dagbladet Arbejderen, der dårligt har omtalt Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti, og ikke har beskrevet dets rolle i revolutionen, og slet ikke vil fortælle, at det er et antirevisionistisk parti og medlem af IKMLPO.

IKMLPO: Hilsen til de tunesiske arbejdende og til Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti

Trotskistisk blindgyde

Den internationale trotskisme, der har sin egen opskrift for den tunesiske revolution, har til gengæld travlt med at ’advare’ mod PCOT. Den såkaldte 4. Internationales WSWS (World Socialist Web Site) har 17. januar udsendt en erklæring med titlen ”The mass uprising in Tunisia and the perspective of permanent revolution”, som den søger spredt ikke mindst Tunesien og andre arabiske lande, hvor trotskismens rodfæste er spinkelt. Her hedder det:

” Appeller om en såkaldt ‘demokratisk revolution’ …  er en blindgyde.  Det eneste farbare program for arbejderklassen og de undertrykte masser i Tunesien og hele Mahgreb og Mellemøsten er programmet fremlagt af den internationale komité for Den 4. Internationale for socialistisk revolution…
Vi opfordrer alle dem, som søger at afslutte diktatur og udbytning i Tunesien og hele regionen til at tage kampen op for at bygge sektioner af 4. Internationales internationale komite.”

Trotskisternes anbefaling til de tunesiske revolutionære er altså at undgå ‘en demokratisk revolution’ og stifte trotskistiske partier og lave en socialistisk revolution i hele Mellemøsten, nu.

Det er logisk at Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti PCOT  svines til af WSWS. Den 15. januar skriver en Ann Talbot i artiklen ’Tunesian President flees the country’:

“Dette gør Hamma Hammami, leder af det stadig illegale Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT) til en potentiel nøglefigur. PCOT er et albansk maoistisk party allieret med Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti (PCOF) og en stålsat beundrer af Stalins tyranni og af Enver Hoxhas. Han har også appelleret om en national enhedsregering … Hammami er gentagne gange blevet arresteret og tortureret af regimet. Hans kone, sagføreren Radhia Nasraoui og deres børn er konsekvent blevet chikaneret og forhørt. Hammami hart været fremtrædende i de vestlige mediers dækning. New York Times har kaldt parret for oppositionsfolk. Deres deltagelse i enhver national samlingsregering ville blive benyttet til at give den falske akkreditiver som et brud med det gamle regime.”

PCOT og Hamma Hammamis politik var som nu bekendt en helt anden end den trotskistiske antydning af vilje til forræderi: Nemlig den konsekvent at jage Ben Ali-regimet på porten og ikke søge deltagelse i regimets ‘samlingsregering’. De trotskistiske skemaer om ’permanent revolution’ og deres afstandtagen fra at føre den demokratiske folkerevolution videre, som Fronten af 14. januar har angivet, fører dem ind i en lidet positiv rolle som løgnere og splittelsesmagere.

Viser vej for nye revolutioner

Nogle vil måske synes, at ovenstående fyldige fremstilling af opportunistiske og trotskistiske synspunkter  er at gøre for meget ud af dem. Det er det ikke. Det er forskellen mellem mulig sejr og sikkert nederlag i den tunesiske folkerevolution.

Der er ingen garanti for revolutionens sejr, for imperialismens og reaktionens kræfter er mægtige, og de er blevet udfordret af den. Men Fronten af 14. januar og PCOT går den helt rigtige vej. Og de – ikke 4. internationales frustrerede snak– viser vej for nye demokratiske og antiimperialistiske folkerevolutioner i de arabiske lande. Og ikke kun der.

Den bedste støtte, den tunesiske revolution kan få, er sinmpelthen, at den breder sig. At deen eksit bliver opgørets time for de magthavere, der i de sidste 20-30 år har undertrykt de arabiske folk, mens de har suget deres blod, sved og rigdomme, med vestlige våben og velsignelser.

I Tunesien var der et lille, men stærkt marxistisk-leninistiske parti, som kunne giver folkerevolutionen retning og vise vej. I mange andre lande eksisterer endnu ikke partier eller organisationer på marxistisk-leninistiske grundlag, selvom der i nogle findes revisionistiske partier, som kalder sig marxister-leninister. Netop i revolutionstider er der mere end nogensinde brug for et stærkt kommunistisk fortropsparti – for at bruge et gammelt leninistisk udtryk, der dækker over et parti, der evner at gå i spidsen for revolutionen og få arbejderne og de brede masser med sig.

Det betyder også at tage initiativ til at indgå alliancer og forene alle progressive kræfter, at skabe den bredest mulige enhedsfront på et kampgrundlag, der er i overenstemmelse med revolutionens opgaver netop i den pågældende periode – som i Tunesien, hvor den demokratiske og antiimperialistiske revolution er undervejs, og hvor socialismen vil være målet for næste etape, hvis den sejrer og stabiliserer sig.

Det tunesiske revolutionsprogram vil stå som en vigtig vejledning i de kommende kampe, som vil ryste Mellemøsten og en hel verden. Det tunesiske folk har allerede vist, at revolutionernes tid ikke er forbi. Imperialisterne og de reaktionære magthavere har grund til at skælve.

Netavisen 27. januar 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne