Tunesien: Nye fronter trækkes op

Kommunistisk Politik 2, 2010


Demonstration foran regeringsbygning i Tunis 14. januar 2011 –
dagen hvor Ben Ali flygtede

De  revolutionære udviklinger i Tunesien og deres hurtige tempo har forbløffet hele verden. Hverken imperialistmagterne EU med den gamle kolonimagt Frankrig i spidsen eller USA forstod dybden eller kraften i den folkelige opstand, der blev næret af 23 års total undertrykkelse med en smilende turistfacade, der blev rost og støttet af de vestlige regimer og medier. Under masseprotesterne blev der også båret plakater med påskriften ’Ben Ali morder – Frankrig medskyldig!”

Ifølge en ny opgørelse fra den midlertidige regering blev 78 dræbt under demonstrationerne.

Opstanden har en klar anti-imperialistisk og anti-kolonialistisk retning. De islamistiske kræfter har ikke været i stand til at præge og splitte det. Og det er netop denne sekulære og sociale karakter, der gør det ekstraordinært farligt for den herskende imperialistiske verdensorden og for de arabiske regimer, der følger samme linje som Ben Ali, der blev jaget på flugt af sit folk.

Det tunesiske borgerskab og deres imperialistiske partnere forsøger nu at redde, hvad de kan, og forhindre revolutionen i at bevæge sig videre. Derfor skyndte efterladte nøglepersoner fra Ben Ali-styret som den midlertidige præsident Fouad Mebazza og den gamle premierminister Mohammed Ghannouchi, der forsætter i denne funktion – at danne en ny regering.

Weekenden efter Ben Alis flugt var præget af  uro. Ben Alis efterladte sikkerhedsstyrker søgte med plyndringer og skyderier at skabe mest mulig uro – det siges, at Ben Ali føre sin flugt instruerede dem om at udløse en borgerkrig, der kunne bane vejen for hans tilbagevenden. Men hæren har sluttet op med den midlertidige præsident og overgangsstyret og håndhæver undtagelsestilstanden. Mange steder er politiet fordrevet af det revolutionære folk.

Den såkaldte nationale enhedsregering er sammensat efter drøftelser med den legale opposition fra Ben Ali-tiden, som udelukkede Tunesiens Kommunstiske Arbejderparti (PCOT) og islamististiske partier. De legale oppositionspartier skal være det figenblad, der skal skjule, at på trods af revolutionen og det tunesiske folks krav om forandring er de grundlæggende magtforhold intakte.

I den ny regering sidder folk fra Ben Alis parti RCD (Det Konstitutionelle Demokratiske Parti) på de centrale poster som premier-, udenrigs-, indenrigs-, forsvars- og finansministerierne. Regeringsdannelsen fandt sted, mens tusinder,  heriblandt faglige ledere, demonstrerede i nærheden af regeringsbygningerne med krav om at RCD forsvinder  helt fra magten. De blev mødt med tåregas.

Det forhadte RCD er tilknyttet det socialdemokratiske Socialistisk Internationale – og Ben Ali betegnedes som ‘socialist’.

Fra statsledere og imperialistiske medier har der ikke været nogen ende over jubelen over de demokratiske indrømmelser, den midlertidige regering har lovet. Udover et parlamentsvalg, som man vil afholde om seks måneder (selvom forfatningen siger to), som skal overvåges af internationale observatører, vil man bl.a. gennemføre fuldstændig pressefrihed, indbefattet på internettet, løslade alle politiske fanger, legalisere forbudte politiske partier, sikre  arbejdsmuligheder for menneskeretsorganisationer – og meget andet godt.

EU har lovet at bistå den midlertidige regering alt hvad man kan med at få demokratiet på plads.

Det er værd at bemærke, at de samme politikere og medier i 23 år støttede og roste Ben Alis diktatur, og at deres bekymring for demokratiet kan dateres til den demokratiske folkeopstands udvikling efter årsskiftet 2011.

Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti PCOT, som blev forbudt af Ben Ali, arbejder for en demokratisk republik og har forlangt RCD og Ben Alis folk helt væk fra magten. Efter Ben Alis fald søgte det at skabe en aftale herom blandt alle oppositionsgrupper, men den legale opposition lod sig altså friste af ministerposter.

– Vi anerkender ikke den nationale enhedsregering, sagde Hamma Hammami, leder af det forbudte Kommunistiske Arbejderparti PCOT i et interview med France24 kort før den ny regering blev proklameret:
– Det vil være en fortsættelse af Ben Ali-regimet uden Ben Ali, bare med en mere demokratisk fernis.

Se også

Samtale med Hamma Hammami L’Humanite 17.01.2011 (fr)

Hamma Hammami interview El Watan 18.01.2011 (fr)

En lang række andre oppositionskræfter, der har været aktive i opstanden, er af samme opfattelse. Nye fronter trækkes op i Tunesien, hvor den revolutionære bølge ikke er slut. Den ny regering har bred opbakning fra de samme internationale kræfter, som støttede Ben Ali.

Men allerede dagen efter regeringsdannelsen (18. januar) begyndte den at vakle, da Tunesiens største fagforbund UGTT meddelte, at det ikke længere støtter den, og tre ministre med tilknytning til UGTT, der spillede en væsentlig rolle i opstanden, trak sig.

Der er meget på spil både for magthaverne og folkene. Og ikke bare i de arabiske lande. En vellykket revolutionær proces i Tunesien vil få verdenshistorisk betydning.

Se også

Tunisia’s caretaker government in peril as four ministers quit
The Guardian

Opposition leaders excluded
Al Jazeera

Netavisen 18. januar 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne