Når det daglige brød bliver ubetaleligt

Ny fødevareprisboble

I Danmark stiger madpriserne i lyntempo, og i mange andre lande ser det langt værre ud. Verdens stormagter har sat sig på den globale fødevareproduktion, og spekulanter presser priserne til det yderste

Kommunistisk Politik 2, 2011

Fødevareprotest i Jordan

Intet er tilsyneladende ændret, siden spekulanter i 2008 fik verdens fødevarepriser til at stige til det uhyrlige, og millioner gik på gaden i protest. I 2010 nåede priserne samme niveau, som da de var højest, da krisen satte ind. I mange lande har man igen set kæmpeprotester mod de stigende madpriser. I Tunesien var det en af de faktorer, som satte en revolution i gang.

I løbet af 2010 er spekulation i fødevare blevet endnu mere udbredt, og FN’s fødevareorganisation FAO advarede i begyndelsen af januar i år om, at priserne i december var nået samme højde som i sommeren 2008. Det er især sukker og madolie, der er trækker prisindekset op, men alle fødevarer har oplevet en stigende tendens.

For den fattigste befolkning i udviklingslandene har prisstigninger på fødevarer og foder betydet en truende hungersnød. Men prisstigninger rammer også den fattigste del af befolkningen i de industrialiserede lande.

Ekstrabladet skønner f.eks., at der i Danmark kan forventes prisstigninger på 20 % på kød og 10 % på brød. Avisen har beregnet, at en gennemsnitsfamilie må regne med at skulle slippe 4.000 kr. ekstra om året, hvis de høje priser holder.


Spekulation i mad

Hovedårsagerne til fødevarekrisen og prisstigningerne er ved første øjekast et samspil mellem den almindelige økonomiske krise og dårligt vejr og/eller kronisk krigstilstand i en række lande.

Den almindelige krise betyder, at spekulanter i nogen grad har søgt mod råvarer, og herunder fødevarer. Store lagre købes op og gemmes i forventning om, at priserne vil stige, når mennesker og dyr begynder at sulte.

Spekulation er også den væsentligste enkeltårsag til de rekordhøje priser på benzin og diesel. Prisbobler drevet af spekulation vil uundgåeligt sprænge. Enten fordi afsløres, at der spekuleres for lånte penge med dækning i tomme boliger belånt til op over skorstenen, eller som følge af, at befolkningen går til resolut modstand.

Sommerens tørke i Rusland betød, at Putin indførte et eksportforbud for hvede for at sikre, at der var nok til Ruslands selvforsyning. Rusland står ellers for omkring 14 % af verdens eksport af hvede, mel og lignende produkter.

Eksportforbuddet er blevet forlænget, indtil høsten i 2011 er i hus. Nogle af de typiske eksportører valgte at lægge hveden på lager i stedet for at sælge på det indenlandske marked. Det udløste til gengæld glade dage i USA, der netop havde hvede på lager til at overtage kontrakter, naturligvis til en lidt højere pris.


2010: Stort høstår

Også andre steder i verden blev høstudbyttet ramt af oversvømmelse eller af tørke. Men overordnet blev 2010 et stort år, hvad høstudbyttet angår.

FAO vurderer, at verdens kornproduktion  vil blive 2.229 millioner tons (inkl. ris), hvilket vil betyde, at det er det tredje mest udbytterige år nogensinde, kun 1,4 % under rekordåret 2009. Den samlede produktion er fordelt på 653 millioner tons hvede (4 % mindre end 2009), 1.110 millioner tons foderkorn og 466 millioner tons ris, hvilket er en stigning på 2,3 %.

De lande, der er hårdest ramt af fødevarekrisen, er også de lande, der er ramt af krig.

FAO anslår, at 29 lande – hovedsagelig i Afrika – vil få brug for hjælp udefra til at brødføde flygtninge fra krig, tørke eller andre plager. Såsom en regering, der bruger alle pengene på våben og soldater, som f.eks. Etiopien, eller at landbrugsjord bruges på afgrøder, der har en højere pris end fødevarer, som f.eks. valmuer.

Udsigterne for 2011 er endnu usikre, fordi høsten på den nordlige halvkugle endnu ikke er gået i gang, og klimaeffekterne kan endnu ikke overskues. Især har vejret drillet hos landbrugseksportører som Argentina, med både tørke og store mængder regn. Det skyldes ikke klimaforandringer, men det tilbagevendende vejrfænomen over Stillehavet, der kaldes La Niña, som gerne efterfølger vejrfænomenet El Niño.

Argentina er verdens førende eksportør af sojaolie og sojamel og den tredjestørste globale leverandør af sojabønner. Argentina er også en stor hvedeleverandør og næststørste majsudbyder. Som følge af udsigten til prisstigninger har den argentinske regering forsøgt at regulere eksporten med toldsatser, hvilket både i 2008 og i januar 2011 har udløst en kamp om, hvilke dele af fødevareindustrien der skal vinde mest på prisstigningerne. Sikre tabere er den fattigste del af befolkningen og de små landbrug.

Kapitalens sultlogik

Den egentlige årsag til prisstigningerne er et system, der tillader, at der overhovedet kan spekuleres i mad. Det er i sig selv en hån mod den ene milliard mennesker, der altid er sultne. Mens en stor del af den globale befolkning sulter, har stormagternes fødevareindustrier systematisk spekuleret i at opretholde fødevare-usikkerhed gennem næsten 30 år.

Investeringerne i industrialiseringen af udviklingslandenes landbrug er faldet fra 18 % af den samlede bistand i 1979 til blot 2,9 % i 2006.
Også udviklingslandenes egne offentlige investeringer i landbruget er faldet i løbet af denne periode, med en tredjedel i Afrika, og med så meget som to tredjedele i Asien og Latinamerika.

Virkeligheden er, at kontrol over fødevareforsyningen bliver brugt som et af imperialismens centrale våben mod den fattigste del af jordens befolkning.

Det er selvfølgelig en politik, der er i total modsætning til FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne fra 1948, der slog fast, at alle har ret til mad.

De umådelige bjerge af mad, der smides ud som affald i Europa og USA fra supermarkeder og private husholdninger, er kun med til at indramme billedet af en verdensorden, der alt for længe har været bundrådden.

Men noget er faktisk anderledes ved indgangen til 2011 frem for 2008:
Karakteren af demonstrationerne verden over mod de stigende fødevarepriser er mere revolutionær end blot desperat. I folkerige lande som Indien og Bangladesh har set store protester. I Kina er madprotesterne til stor bekymring for regimet. Og i arabiske lande som Egypten, Jordan og Algeriet har der været demonstrationer forbundet med en protest mod andre sociale problemer.

De stigende leveomkostninger har sammen med flere års udbredt arbejdsløshed og fattigdom udløst en bølge af protester verden over, der kan gå hen og blive en tsunami – med Tunesien som foregangsland.

Og borgerskabets regeringer tvinges på retræte, til at give indrømmelser eller falde, mens demonstranterne fortsat kæmper mod kapitalens sultlogik.

Se også
Fotoreportage: Globale madprisprotester

Netavisen 22. januar 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne