På randen af næste kollaps

Kommunistisk Politik 14, 2010

Både G20-landene og EU lovpriser sig selv og deres evner til at holde krisen under kontrol. I virkelighedens verden betaler de fattigste og de kommende generationer.

Den afgrundsdybe distance fra de mænd og kvinder, der ankommer i pansrede limousiner til det årlige topmøde for verdens grådigste nationer, og til arbejderklassen og verdens fattigste nationer kan ikke undgå at falde i øjnene. Den er det indtryk, der klarest står tilbage efter G20-topmødet i Toronto i slutningen af juni.

På gaden måtte fagforeninger og tværpolitiske organisationer, der demonstrerede for job og ret til understøttelse, slås mod store kampklædte politistyrker, der forsøgte at undertrykke alle demokratiske rettigheder.

Urobetjente klædt ud som autonome smadrede ruder i butikker og blev forsøgt brugt som undskyldning for massearrestationer og opløsning af demonstrationerne med de nyeste våben mod civile. Bl.a. var en såkaldt lydkanon indkøbt til formålet, men blev i sidste øjeblik forbudt. Heldigvis blev urobetjentene denne gang afsløret, da de tydeligvis havde samme militærstøvler på som de kampklædte politifolk, og de blev smidt ud af demonstrationerne.

”Krisehåndtering”
Håndteringen af den økonomiske krise har været på dagsordenen på de seneste års topmøder i den snævre cirkel af verdens rigeste i G20. Med håndtering menes koordinering af en fælles historiefortælling, så der nu i enighed kan fortælles, at ”det værste er overstået”, og at det nu handler om at se fremad og holde gang i væksten og få balance på budgetterne. Det tilsættes måske oven i købet med en ukonkret indrømmelse af, at finansverdenen skal under en eller anden form for kontrol. Håndteringen af krisen har på den måde været en stor succeshistorie!

Bagsiden af medaljen bliver der ikke talt om: at arbejdsløshedstallene langtfra har stabiliseret sig, de er fortsat stigende, og det samme er antallet af familier, der havner i direkte fattigdom, også i de rigeste lande. For slet ikke at nævne, at den økonomiske krise snart kan gå fra slemt til værre.

Den mere kontante krisehåndtering var der ikke helt enighed om blandt verdens førere inde bag hegnet i Toronto. I EU-landene bliver krisen brugt som undskyldning for dramatiske sociale nedskæringer, indgreb, der især sigter mod at ramme pensionister og arbejdsløse. Det udgør samtidig et større angreb på fagforeningerne i direkte fortsættelse af den nyliberale politik, der har været ført i årtier. USA ville gerne gøre det samme, men der er knap flere penge at ryste ud af fattigfolks lommer. Til gengæld kan man jo låne med pant i børns og ufødte generationers arbejdskraft.

Verbale indrømmelser
G20-landene har måttet indrømme, at der har været noget galt med kontrollen af de store banker, og igen i Toronto lovede man, at der skal kigges på sagen. Et udvalg arbejder videre med spørgsmålet, så staterne ikke igen overtager kriseramte banker med den begrundelse, at de er for store til at gå konkurs. Men der er ingen garanti for udvalgets succes.

For der er lang vej til enighed af en fælles standard for kontrol med den spekulative finansverden. Og resultatet bliver meget langt fra kravet om forbud mod spekulation i fast ejendom, fødevarer, og råstoffer. Hasard – med arbejdspladser som indsats – er den bærende søjle i kasinokapitalismen, og det bliver ikke ændret, før jorden skælver under G20-landenes fødder og krateret åbner sig.
Men regeringerne er dog presset så langt, at de indrømmer at ‘hedgefonde’ og lignende konstruktioner skal afkræves mere åbenhed. Og det er en ændring – om end kun i ord – fra de glade opsvingsdage, hvor al spekulation blev ophøjet og belønnet med priser, så længe karrusellen kørte. Danske Stein Bagger er et præmieeksempel.

Krisen har betydet det største fald i den internationale handel i 70 år. Derfor er en af G20-landenes største bekymringer, at der vil ske en opblomstring i tiltag, der kan sikre selvstændig økonomisk udvikling i verden uden for G20. Mødet i Toronto kunne derfor blive enige om at styrke et af neokolonialismens centrale værktøjer: Den Internationale Valutafond (IMF), der som udgangspunkt låner penge mod politiske krav til fuldstændig åbne markeder.

Back in the Union
Hjemme i EU afsluttede regeringscheferne det første halvår af 2010 med at være lettede over, at euroen ikke var brudt sammen under indtryk af gældsproblemerne i Grækenland og en række andre medlemslande. Man har, skriver kommissionen, lært sin lektie:

”Den finansielle og økonomiske krise har lært EU en lektie. Vi se nu klart, at i en højt integreret Union, og endnu mere i en monetær union, er vores succes forbundet til økonomien. Selv om EU har flere instrumenter til at koordinere den økonomiske politik, har krisen afdækket, at de ikke er blevet udnyttet fuldt ud, og at der er mangler i det styringssystem, der er. Der er en bred politisk enighed om, at dette bliver nødt til at blive ændret, og at EU har brug for et mere effektivt regelsæt for at sikre sin fremtid.”

Langsomt, men sikkert er EU ved at styrke kontrolmekanismerne med sine vasaller. Hvad der i første omgang var fælles regler og lovgivning, hvor det var op til de enkelte lande at udfylde rammerne og udføre kontrol, er ikke længere nok for Unionen. Der er opstået en tillidsbrist i slæbesporet på den økonomiske ruin, som søges opvejet ved, at kontrolmekanismerne kommer mere eller mindre direkte under EU’s domæne. Opfylder et land ikke diktaterne til finanspolitikken, vil EU i fremtiden gøre brug af sanktioner som hjælp til de regeringer, der har problemer med deres parlamenter og befolkninger.

Fra ”Agenda 2010” til ”Europa 2020”
Planen Agenda 2010, der skulle gøre EU til en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier ved at privatisere og skære ned, er blevet gennemført på den brede befolknings og ’velfærdens’ bekostning – uden at konkurrencefordelen er opnået, for også EU’s kapitalistiske konkurrenter er rykket.

Uden nogen rigtig lektie er lært, er ’Agenda 2010’ nu erstattet af en ny plan, der fortsætter i samme boldgade. Den hedder simpelthen ’Europa 2020’. I mange og lange ordtirader fortæller man historien om den ’intelligente vækst’ og satsningen på at skabe arbejdspladser og en bæredygtig energipolitik engang langt ude i fremtiden – og meget andet godt, som vil ske engang.

Men efter luksusmiddagene er fortæret og der har været tæppefald for medierne, er virkelighedens plan 2020 startet med en historisk hestekur, der vil sende yderligere millioner ud i arbejdsløshed og harmonisere en privatiseret minimalstats-”velfærd” i alle unionslandene.

Historien om de fælles interesser mellem befolkning og magtelite klinger stadig svagere.

Netavisen 9. august 2010


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne