Kina og milliardærerne

Kommunistisk Politik 6, 2010

Kina kan nu prale af at have 64 dollar-milliardærer, ifølge den årlige liste over klodens rigeste  fra Forbes-magasinet:
– For første gang har det kinesiske fastland det største antal milliardærer i noget land uden for USA, sagde det i en erklæring. Dermed har Kina henvist de russiske olie- og enerigimilliardærer, der tyvstjal den kollektive ejendom efter 1991 til en tredjeplads.

Der var i alt 1.111 dollarmilliardærer i 2009. 403 af dem er fra USA. Tilsammen har de en formue på 3.6 billioner dollars – en vækst på 50 pct. i kriseåret 2009.

Det har nu i mange år været IN at tjene millioner i Kina, nærmest ligegyldigt hvordan. Den, der beriger sig, ligegyldigt om det er ved udbytning af arbejdere ved boom-byggerier eller i eksportindusrtien, ved spekulation, korruption eller gemen svindel (i al fald så længe den ikke afsløres) har afløst den opopfrende soldat, mønsterarbejderen og den flittige kollektivbonde som rollemodeller.

Det kinesiske revisionistparti, der stadig kalder sig ’kommunistisk’, har stået i spidsen for en ekstrem hurtig kapitalistisk udvikling under Deng Xiao-ping og hans efterfølgere. Det har betydet, at man har undgået det politiske, sociale og økonomiske kaos, som fulgte Sovjetunionens opløsning og overgangen til råkapitalisme efter 1991.

Det er  også blodig råkapitalisme, der råder i Kina, men på en mere kontrolleret måde og uden den kontante og direkte udenlandske (især amerikanske) indblanding, som fandt sted i det tidligere Sovjetunionen.  Der er kommet omfattende udenlandske investeringer, der har moderniseret den kinesiske letindustri og bragt den op på det fremmeste niveau på verdensplan ved at stille en stor del af den enorme kinesiske arbejdskraft til rådighed for de udenlandske selskaber, som i vidt omfang har lukket deres hjemlige produktion og flyttet den til Kina og Sydøstasien. Det er aktionærerne blevet rige af, men arbejderne i hjemlandene fattigere.

Det langvarige kinesiske boom – hvor BNP ifølge de officielle tal voksede med 8,7 pct. sidste år på trods af  den økonomiske verdenskrise -  har delvist kunnet dæmpe utilfredsheden med den hurtige kapitalistiske udvikling i den brede kinesiske befolkning, og altså gjort milliardærer og tyve til helte.

Der hersker tilsyneladende en vis usikkerhed blandt nogle venstrekræfter, ikke mindst blandt de revisionistiske organisationer, der kalder sig kommunistiske, om hvordan man skal bedømme det nuværende Kina, dets karakter og dets globale rolle. Ønsketænkning og illusioner får nogle til at se på Kina gennem et positivt farvet prisme. Kina er ikke en succeshistorie, men en tragedie. Og Kina er ikke en stadig tungere økonomisk og politisk magtfaktor på globalt plan, som medvirker til en progressiv udvikling, for fred og global social fremgang. Det forbyder dets kapitalistiske karakter.

For en kapitalistisk stormagt af Kinas format er forudbestemt til at blive en imperialistisk supermagt, sådan som verdens marxister-leninister fastslog for snart mere end 30 år siden. Kreditorlandet Kina har opkøbt så mange amerikanske værdipapirer og dollar-reserver, at det i realiteten i årevis har kunnet holde de amerikanske underskudsbudgetter og dets krigsmaskineri kørende. Det bekymrer sig om sikkerheden for dets dollar- og obligationsbeholdninger og øver allerede et pres på USA i retning af nedbringelse af statsgælden – men ikke til at presse USA til at stoppe sine krige. Tværtimod ser man gerne USA svækkes og forbløde.

Også under Obama  tager  amerikansk global strategi  sigte på at inddæmme sine supermagtsrivaler – p.t. i særlig grad Kina og Rusland – og stræber på at besidde en overvælden militær overlegenhed, som kan knuse dem. Det betyder at USA går forrest i kaprustning og militarisering af verdensrummet, og søger at omringe Rusland og Kina militært med missilsystemer, ’raketskjolde’, militærbaser o.s.v. , stadig tættere på de to lande.

Opløsningen af Sovjetunionen og Warschawapagten og indlemmelsen af de russiske randstarter i amerikansk indflydelsesfære har befæstet de amerikanske militære positioner i Europa, Kaukasien, Mellemøsten og en del af det fjerne østen. Og samme proces har USA kørende i forhold til Kina og de kinesiske områder, hvor man forsøget at udnytte den kapitalistiske udvikling til at styrke provestlige løsrivelsesbevægelser. Det er hvad f.eks. Tibet og Dalai Lama handler om. Og spillet om Nordkorea.

Men Kina er ikke det samme land på revolutionens vej, som da det støttede Tibets befrielse fra feudalisme, middelaldereligion og kolonialt åg, eller da det sendte store hærstyrker til at bistå koreanerne i krigen  mod USA fra 1950-53. Med dets kontrarevolutionære kapitalistiske udvikling med stormskridt forvandler det sig også til en imperialistisk undertrykkernation med stormskridt.

Det imperialistiske Kina søger at skabe modvægt mod den amerikanske strategi gennem en alliance med Putins Rusland, der også søger at genoplive dets gamle supermagtsstatus. Naboskabet, fælles interesser og en fælles fjende binder dem sammen.

For verdens folk er der intet godt at vente fra nogen af de imperialistiske supermagter – hvad enten det er det overanstrengte militaristiske fallitbo af en verdensbehersker som USA, de gamle kolonimagter i den europæiske Union, der drømmer om at solen aldrig vil gå ned over et nyt imperium, det genopståede Rusland eller den gigantiske opkomling Kina.

Netavisen 21. marts 2010


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne