EU-modstanden efter Lissabontraktaten

Et styrket EU, der tilraner sig magten på bekostning af medlemslandene, kræver et styrkelse af modstanden. Folkebevægelsen mod EU, har afholdt strategikonference

Kommunistisk Politik 3, 2010

Den sidste weekend i januar mødtes Folkebevægelsen mod EU i Odense til strategikonference.
Det blev et rigtigt tilløbsstykke og et velforberedt arrangement, hvor diskussionen kom rundt om aktiviteter, organisation og arbejdet i EU-parlamentet. Alt sammen i lyset af den situation, der er opstået efter at Junibevægelsen er forsvundet som organisation, og Unionen til gengæld er blevet udstyret med en forfatning.

Er der en fremtid for Folkebevægelsen efter 10 år uden folkeafstemninger og med ingen nye i sigte? Det korte budskab var, at Folkebevægelsen mod EU må blive bedre til at sætte egne aktiviteter og mindre kampagner i søen, og komme væk fra tendensen til at gå i hi mellem de store valgkampe. Fra Landssekretæren kom et oplæg om yderligere opblødning af komité-strukturen, og en styrkelse af demokratiet på de indre linjer.

Ingen var reelt i tvivl om EU- modstandens levedygtighed efter det gode valgresultat i juni 2009. Derfor var diskussionen om aktiviteter og organisationens udvikling ikke noget, der kunne sætte husfreden over styr. Og den økonomiske kattepine, bevægelsen som sædvanlig har rodet sig ud i, så ikke ud til at ødelægge humøret.

Parlamentets øgede magt

Om arbejdet i parlamentet kom Søren Søndergaard til gengæld med en bunke problemer:
– EUs nye traktatgrundlag betyder, at EU på nogen måder er blevet en mere magtfuld og centralistisk union end USA. Beslutningerne er flyttet væk fra e nationale parlamenter til EUs mange forskellige systemer. Ikke mindst EU-parlamentet har fået mere magt med Lissabon-traktaten, hvilket f.eks. betyder indflydelse på hele EUs budget og indflydelse på indgåelse af internationale aftaler.

Der er sket en voldsom udvikling fra dengang EU-parlamentet hovedsageligt vedtog politiske udtalelser, som ingen rigtig tog alvorligt, og så til i dag med Lissabon-traktaten, hvor de fleste beslutninger, der tages i parlamentet, har direkte indflydelse på folks hverdag.

Det betyder også, at parlamentarikerne føler et pres for at tage stilling til de konkrete sager –  men Folkebevægelsen har det særlige træk som en bredt sammensat politisk bevægelse på grundlag af modstand mod EU som sådan, at den ikke har et konkret detaljeret program.

Strategikonferencen afdækkede ikke så mange nye indfaldsvinkler til denne diskussion, men der er ingen tvivl om, at det reelt er blevet mere vanskeligt at arbejde i EU-parlamentet.

Franz Krejbjerg på et tidligere landsmøde i Folkebevægelsen mod EUEn deltager på konferencen fra APK, Franz Krejbjerg, medlem af Folkebevægelsen i Århus, uddyber problemet til Kommunistisk Politik:
– De stemmer Folkebevægelsen afgiver, eller undlader at afgive, i EU-parlamentet skal ses i en overordnet ramme som værende ”imod EU”. Det modsatte vil nemlig være lig med ophørsudsalg. Men hvad det betyder i en konkret afstemning kan jo ikke forudses, eller formuleres hundrede procent i et større og mere detaljeret grundlag end det allerede eksisterende.

–  Et meget detaljeret grundlag vil i virkeligheden betyde en risiko for at redefinerer hovedopgaven og hovedfokus til at ændre og påvirke de politiske beslutninger i EU-parlamentet, jævnfør et politisk program. Men Folkebevægelsen har jo allerede sat sig den hovedopgave at kæmpe for at Danmark melder sig ud, og parlamentsopstillingen er på sin vis udelukkende et redskab i den kamp.

– Der skal også være plads til, at Folkebevægelsen stiller modstandere op liste N, der kommer fra forskellige politiske grupper i Danmark, det taler også imod at udvikle et meget detaljeret grundlag.

Ideerne op på landsmødet

Franz Krejbjerg konstaterer videre:
– Folkebevægelsen gik i sin tid (i 1979, KP) ind i parlamentet med en meget blandet forventning. Nogle var fyldt med illusioner og i frit løb til det, der blev til den nu politisk kollapsede Junibevægelse. Andre med forventninger om, at systemet indenfor netop deres interessefelt kan udvirke en forbedring, f.eks. miljøbeskyttelse eller for arbejdernes rettigheder, og den holdning er i virkeligheden stadig udbredt. Men den store gruppe af medlemmer har aldrig haft nogen forhåbninger til, at EU kunne bruges til noget, og skulle der ved sjældne lejligheder vise sig en undtagelse fra den regel, ville prisen, der skulle betales, i form af suverænitetsafgivelse, simpelthen være for stor.

Men selvom den principielle holdning er klar, er det alligevel ikke altid klart, hvordan tingene skal gøres, siger Franz Krejbjerg:
– Enkelte formulerer problemet på den lidt bagvendte måde, at hvis man inden for systemet kom igennem med at forbedre et forslag, ville man risikere at medvirke til at styrke EU. Men det er også forkert, for selvfølgelig skal Folkebevægelsen forbinde sig med græsrødderne, og også give dem skyts og information og være med til at rejse bevægelsens krav i EU-parlamentet..

Det er planen, at Folkebevægelsen mod EU skal formulere ideerne fra strategikonferencen frem til egentlige beslutningsforslag på landsmødet i Århus til efteråret.
På den frugtbare og vellykkede Odense-konference deltog fra Norge Nei til EUs næstforkvinde, med et spændende foredrag om ungdomsarbejdets betydning og deres praktiske erfaringer.

Netavisen 12. februar 2010


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater