Historien om min sko

Muntadhar al-ZaidiAf Muntadhar al-Zaidi

Muntadhar al-Zaidi, den irakiske journalist, der kastede sin sko efter George Bush, holdt denne tale ved sin løsladelse fra fængslet.

Kommunistisk Politik 19, 2009

I guds hellige navn
Her er jeg, fri. Men mit land er stadig krigsfange.

Først vil jeg takke og hilse alle, som stod ved min side, hvad enten det var i mit eget land, i den islamiske verden eller i den frie verden. Der har været talt meget om aktionen og om den person, som gennemførte den, om helten og den heroiske handling, om symbolet og den symbolske aktion.

Men jeg svarer helt enkelt: Hvad der drev mig til konfrontationen, er den uret, som er overgået mit folk, og hvordan besættelsen vil ydmyge mit fædreland ved at trampe det ned under dens støvlehæle.

Det var, at besættelsen ville knuse dets sønners kranier under støvlehælene, hvad enten de var sheiker, kvinder, børn eller mænd. Og at mere end en million martyrer er segnet i de seneste år for besættelsesmagternes kugler, og at landet nu er fyldt med mere end fem millioner faderløse, en million enker og hundredtusinder af krøblinger. Og af mange, mange millioner hjemløse på grund af tvangsforflytninger i og uden for landet.

Vi var engang en nation, hvor araberen ville dele sit daglige brød med turkmeneren, kurderen, assyreren og de kristne sabeanere og yazidianerne. Og shiitten bad i samme række som sunnien. Og hvor muslimerne sammen med de kristne fejrede Kristus’ fødselsdag – må fred være med ham. Og det er en kendsgerning, at vi delte lidelser og sult under mere end et årtis sanktioner.

Vores tålmodighed og vores solidaritet fik os ikke til at glemme undertrykkelsen, indtil vi blev invaderet af den illusion om befrielse, som nogle nærede. Besættelsen skilte bror fra bror, den ene nabo fra den anden, sønnen fra sin onkel. Den forvandlede vores hjem til permanente sørge-telte. Og vores grave spredte sig over parker og vejsider. Det er en pest. Det er besættelsen, som dræber os, som krænker husene for gudsdyrkelse og vore hjems hellighed, og som dagligt kaster tusinder i interimistiske fængsler.

Jeg er ingen helt, og det indrømmer jeg. Men jeg har en mening, og jeg har en holdning. Det ydmygede mig at se mit land ydmyget. Og at se mit Baghdad brændt. Og mit folk blive dræbt. Tusindvis af tragiske billeder hang fast i mit hoved, og det tynger mig hver eneste dag og driver mig mod den rette vej, konfrontationens vej, vejen for bekæmpelse af uret, bedrag og dobbeltspil. Det berøvede mig min nattesøvn.

Skoprotest for løsladelse af Muntadhar Al-Zaidi

Snesevis, nej, hundreder af billeder af massakrer, som ville gøre et nyfødt spædbarns hår gråt, bragte tårerne frem i øjnene og sårede mig. Abu Ghraib-skandalen, massakren på Falluja, Haditha, Sadr City, Basra, Diyala, Mosul, Tal Afar og på hver eneste tomme af vort sårede land. I de seneste år har jeg rejst igennem vort brændende land og har med mine egne øjne set ofrenes smerter, og med mine egne ører hørt de efterladtes og de forældreløses skrig. Og skamfølelsen plagede mig som et grimt øgenavn, fordi jeg var magtesløs.

Og så snart jeg havde afsluttet min professionelle pligt, der var at rapportere om irakernes daglige lidelser, og mens jeg vaskede asken fra de ødelagte irakiske huse eller blodsporene fra ofrene af mit tøj, bed jeg tænderne sammen og aflagde et løfte til vores ofre, et løfte om hævn.

Lejligheden bød sig, og jeg greb den.

Se skokastningen på YouTube

Jeg greb den af loyalitet mod hver eneste dråbe uskyldigt blod, som er blevet udgydt under besættelsen eller på grund af den, hvert eneste skrig fra mødre, der har mistet deres børn, hvert eneste suk fra de forældreløse, voldtægtsofrets sorg, den faderløses tårer.

Til de, der bebrejder mig, siger jeg: Ved I, hvor mange knuste hjem den sko, jeg kastede, havde trådt ind i på grund af besættelsen? Hvor mange gange den havde trådt hen over uskyldige ofres blod? Og hvor mange gange den var gået ind i huse, hvor frie irakiske kvinder og deres ukrænkelighed var blevet forhånet? Måske var skoen det passende svar, når alle værdier blev krænket.

Da jeg kastede skoen i ansigtet på forbryderen Bush, ønskede jeg at udtrykke min afvisning af hans løgne, hans besættelse af mit land, min afvisning af hans mord på mit folk. Min afvisning af hans udplyndring af mit lands rigdomme og ødelæggelse af dets infrastruktur. Og fordrivelsen af dets børn til landflygtighed.

Efter seks års ydmygelse, uværdighed, mord og krænkelser af alt helligt og vanhelligelse af husene til gudsdyrkelse kommer morderen her, pralende og storskrydende om sejr og demokrati. Han kom for at sige farvel til sine ofre og ønskede blomster til gengæld.

Helt enkelt var det min blomst til besætteren, og til alle dem, som er på hans side, hvad enten det består i at sprede løgne eller i aktiv handlen før eller efter besættelsen.

Jeg ønskede at forsvare min professions ære og den undertrykte patriotisme denne dag, hvor mit land blev krænket og dets værdighed var tabt. Nogle siger: Hvorfor stillede han ikke Bush et pinligt spørgsmål under pressekonferencen for at kaste skam over ham? Og nu vil jeg fortælle jer journalister det: Hvordan kan jeg spørge Bush, når vi, før pressekonferencen begyndte, blev beordret til ikke at stille nogen spørgsmål, men blot dække begivenheden? Det var forbudt enhver at stille spørgsmål til Bush.

Og hvad professionalisme angår: Den professionalisme, som nogle sørger over under besættelsesmagtens vinger, bør ikke have en højere stemme end patriotismens stemme. Og hvis patriotismen kunne tale frit, ville professionalismen være dens allierede.

Jeg vil benytte denne lejlighed til at sige: Hvis jeg uden hensigt har krænket journalistikken, fordi de regerende blev pinligt berørt af min handling, vil jeg godt give jer en undskyldning for enhver forlegenhed, jeg har bragt over disse. Det eneste, jeg ville, var med en levende samvittighed at udtrykke følelserne hos en borger, som hver eneste dag ser sit land vanhelliget.

Bush: Shoe Follow Up

Historien har mange beretninger om, hvordan professionalismen også blev kompromitteret af amerikanske politik-magere, hvad enten det var ved mordforsøget på Fidel Castro ved at anbringe en bombe i et tv-kamera, som blev betjent af CIA-agenter, der optrådte som journalister fra cubansk tv, eller hvad de gjorde under Irak-krigen ved at bedrage det almindelige publikum om, hvad der foregik. Og der er mange andre eksempler, som jeg ikke skal komme ind på her.

Men hvad jeg godt vil rette jeres opmærksomhed mod, er, at disse mistænkelige agenturer – amerikansk efterretningstjeneste og dens øvrige agenturer og de, som følger dem – ikke vil sky nogen bestræbelse for at knuse mig som en oprører, der er imod deres besættelse. De vil forsøge at dræbe eller neutralisere mig, og jeg beder dem, som er mig nær, om at være opmærksom på de fælder, som disse agenturer vil opstille for at fange eller dræbe mig på forskellige måder, fysisk, socialt eller professionelt.

Og dengang den irakiske premierminister optrådte på satellitkanaler for at sige, at han ikke havde sovet, før han havde garanteret sig min sikkerhed, og at jeg havde fået både en seng og et tæppe, blev jeg i selv samme moment, hvor han talte, udsat for tortur med de mest barbariske metoder: elektriske stød, slag med kabler, slag med metalstænger, og alt det i baglokalerne på det sted, hvor pressekonferencen afholdtes. Og konferencen fortsatte stadig, og jeg kunne hører stemmerne fra folkene dér. Og måske de også kunne høre mine skrig og min stønnen.

Om morgenen blev jeg efterladt i vinterkulde, bundet, efter de i gryet havde dyppet mig i vand. Og på hr. Malikis vegne undskylder jeg, at han har forholdt sandheden for folket. Jeg skal senere tale og oplyse navne på de mennesker, som var involveret i at torturere mig, nogle af dem var højtstående embedsmænd i regeringen og hæren.

Jeg handlede ikke, som jeg gjorde, for at få mit navn i historiebøgerne eller af materielle bevæggrunde. Det eneste, jeg ville, var at forsvare mit land, og det er en legitim sag, som bekræftes af international ret og gudgivne rettigheder. Jeg ville forsvare et land, en ældgammel civilisation, som var vanhelliget, og jeg er sikker på, at historien – især i USA – vil forkynde, hvordan den amerikanske besættelse var i stand til at undertvinge Irak og irakerne, indtil de overgav sig.

De vil prale af bedraget og de midler, de anvendte for at nå deres mål. Det er ikke underligt, og ikke så meget forskelligt fra, hvad der skete for de indfødte amerikanere i kolonialisternes hænder. Her skal jeg sige til besættelsesmagterne og alle dem, som følger i deres fodspor: Det vil aldrig ske!
For vi er et folk, som hellere vil dø end at blive ydmyget.

Og til slut vil jeg sige, at jeg er helt uafhængig. Jeg er ikke medlem af noget politisk parti, noget som blev påstået under torturen – nogle gange at jeg er langt til højre, nogle gange venstreorienteret. Jeg er uafhængig af noget politisk parti, og mit fremtidige virke vil være som tjenestemand for mit folk og alle, der har brug for det, uden at føre nogle politiske krige, som nogle har sagt, at jeg vil.

Jeg vil lægge mine bestræbelser i at sikre omsorg for enker og forældreløse og for alle dem, hvis liv er blevet ødelagt af besættelsen. Jeg beder om nåde for martyrernes sjæle, som faldt i det sårede Irak, og for skam over dem, som besatte Irak, og over alle, som hjalp dem med deres afskyelige handlinger. Og jeg beder om fred til dem, der ligger i deres grave, og for dem, som undertrykkes af lænker i fængslerne. Og fred med jer, som er tålmodige og ser hen til gud for lindring.

Og til mit elskede land siger jeg: Hvis urettens nat forlænges, vil det alligevel ikke kunne forhindre solen i at stå op, og det vil være frihedens sol.

Et sidste ord til regeringen: Det er et tillidshverv på vegne af mine medfanger. De sagde: ”Muntadhar, hvis du slipper ud, så fortæl de almægtige magter om vores bitre lod” – jeg ved, at kun gud er almægtig, og jeg beder til ham – ”mind dem om, at der er snesevis og hundredvis af ofre, som rådner op i fængsler på grund af en angivers ord.”

De har været der i årevis uden at blive anklaget eller bragt for en domstol.
De er simpelthen blevet indfanget på gaderne og kastet i disse fængsler. Og nu, foran jer, og i guds nærvær, håber jeg, de kan høre eller se mig. Jeg har nu opfyldt mit løfte om at minde regering, embedsmænd og politikere om at granske, hvad der foregår i fængslerne, og den uretfærdighed, der følger af det juridiske systems langsommelighed.

Tak. Og må guds fred være med jer.

 Oversat fra engelsk efter McClatchys særlige korrespondent Sahar Issas oversættelse fra arabisk.

Netavisen 27. september 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne