PET-rapporten: 4600 siders hvidvaskning

Af Kommunistisk Politik

Det har taget PET-kommissionen over 10 år at udsende sin rapport om PETs virksomhed 1945-1989 under den såkaldt kolde krig. Rapporten  er blevet på 4600 sider, som skal hvidvaske både PET og politikere.

Kommunistisk Politik 14, 2009

De 16 bind fra PET kommissionen er en meget lang skovtur,  der omhyggeligt tegner et rosenrødt billede af statsmagtens hemmelige virksomhed. Det selvom rapporten fra start til slut dokumenterer, at PET har fjernet et hvert spor af konkrete opperationer, og undersøgelsen af de i kommissoriet lovpålagte opgaver har derfor ikke har kunnet lade sig gøre, med de midler der var stillet til rådighed. Det var nok heller aldrig hensigten.

Blev PETs virksomhed undersøgt?

PET-kommissionen har arbejdet ekstremt ensidigt og tilrettelagt sit arbejde gennem afhøringer af  repræsentanter for systemet. Kun ganske få af dem, der blev overvåget i den pågældende periode som medierne kalder ’den kolde krig’, er blevet afhørt, hvorfor omfattende viden ikke er opsamlet. Med en enkelt undtagelse har kommissionen ikke henvendt sig til de overvågede partier og organisationer.

En regulær undersøgelse ville bl.a. kræve offentlige forhør af samtlige involverede under strafansvar.  Kun 88 vidner  har været indkaldt, hvor 42 er hemmelige. Hvad de udspurgte har sagt er også hemmeligt, der blev kun holdt fem åbne retsmøder om generelle forhold. I det hele taget er kommissionen meget forbeholden overfor brug af vidner, og mener,  at folk slet ikke kan huske hvad der foregik, hvis det ligger nogle årtier tilbage.

Almindelig glemsomhed, ikke at forveksle med egentlig senilitet, er vidt udbredt i Centraladministrationen og andre steder i statsapparatet, når prekære sager skal endevendes.

Fra starten har den langsommelige undersøgelse  samtidig lidt af den grundfejl, at den ikke har inddraget den anden  hemmelige spioncentral FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, som også har haft den danske venstrefløj som overvågningsobjekt. I det hele taget har begrænsninger i Kommissionens emnefelt betydet, at der ikke blev åbnet for en generel adgang til PETs arkiver, men at PET selv har udvalgt, hvad tjenesten mente, kommissionen burde se.

Juraprofessor Jens Vedsted-Hansen, der afgav dissens ved kommissionens endelige rapport forklarede dette i oktober 2008 til avisen Arbejderen:
– Vores kommissorium er begrænset af, at vi kun må undersøge bestemte sagsområder. Det giver nogle særlige problemer, fordi PET derfor skal sortere i de papirer, vi har adgang til og ikke adgang til. Det giver uundgåeligt en usikkerhed med hensyn til, om vi får alle dokumenterne med. Den usikkerhed forsøger vi at komme til livs ved at foretage stikprøvekontroller i PET’s arkiv.

Til alt overmål har PET i tiden omkring kommissionens nedsættelse i slutningen af 90erne haft rigtig gang i makuleringen. Ifølge spredte bemærkninger og noter rapporten igennem er papirer omkring prekære emner blevet tilintetgjort af PET selv. Det gælder f.eks. papirerne omkring den alsidige agent Anders Nørgaard, omkring infiltrationen af SAP, om Carl Scharnberg, den særlig intense overvågning af DKP/ML, og meget andet.

Vi kan roligt gå ud fra at beviser for omfattende lovbrud er tilintetgjort – hvis de da ikke er blevet ’bragt i sikkerhed’ andre steder eller hos venligtsindede udenlandske tjenester.

Hvem der stod bag arkivdestruktionen og med hvilke formål, den fandt sted, har PET-kommissionen tilsyneladende ikke stillet spørgsmål om. Det hele godtages uden  videre.

Alene dette er grunde nok til, at det må konkluderes at PET’s reelle virksomhed i perioden ikke er blevet undersøgt.


PETs historie – ikke historien om PET

Kommissionsrapporten er ikke historien om PET i den pågældende periode. Den fungerer i den grad på PETs præmisser, at det snarere er PETs historie, der lægges frem.

I stedet for at undersøge PET brugte undersøgelseskommissionen 10 år på at efterkomme kommissoriets stk. 2,  hvori det kræves at der skal redegøres for karakteren af de partier mv. der havde været genstand for PETs interesse.

Det er først og fremmest denne opgave, som PET-rapporten forsøger at løse: Alle de undersøgte er fundet af en samfundsnedbrydende karakter, og et flertal af kommissionens medlemmer finder derfor, at PETs interesse har været helt indenfor gældende love og instrukser.

Mens offentligheden blev bildt ind, at der ikke foregik personregistreringer på basis af ’lovlig politisk virksomhed’, foregik sådanne registreringer lystigt igennem hele perioden, også efter regeringserklæringen herom fra 1968. De  skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer var fuldt ud klar over dette. PET arbejdede ikke bare som en stat i staten, den samarbejde med den politiske statsmagt, der gensidigt dækkede over de hemmelige tjenester og ders operationer –  mens den brede befolkning blev bedraget og beløjet hele vejen igennem.

PET-kommissionens rapport er hvidvaskning af samme karakter som den  kollaboratør-politikerne under 2. verdenskrig sikrede sig med de parlamentariske kommissioners beretninger  (1945- 1956) vedrørende den tyske Besættelse 1940 – 1945.

Langt det meste materiale, PET-kommissionen har benyttet sig af,  er allerede kendt, forstået på den måde at kommissionens rapport hovedsageligt er sammenskrivninger af avisartikler og andre åbne kilder.

Når der henvises til oplysninger fra PET er dette også i vidt omfang sagsakter, som efterretningsvæsenet har skrevet sammen fra åbne kilder. Eller der er tale om materiale fra andre myndigheder, som domstolsgodkendelse af telefonaflytning. Kommissionen anfører selv, at den har gennemgået 13.414 sager, og derudover haft adgang til elektroniske arkiver på mere end 100.000 sider.

Med den sære blanding af åbne kilder omkring de overvågede partier, fagforeninger, folkebevægelser og andre progressive organisationer, herunder historiske undersøgelser, som kommissionen og dens ansatte historikere har benyttet samt PETs selektivt udvalgte materiale, kan det ikke forbavse, at de mange bind tegner fejlagtige og skævvredne billeder af den nyere tids historie. Repræsentanter for de overvågede organisationer kalder fremstillingerne for ’overfladiske’ og forkerte.

Allerede indenfor det første år efter kommissionen blev nedsat, forsvandt centrale frivillige vidner som agenten Anders Nørgaard, der begik selvmord inden han havde været til samtale. Faktisk oplyser kommissionen mellem linjerne at de slet ikke ønskede at tale med ham, når de skriver at ”Ingen af de vidner, som Kommissionen har ønsket at afhøre, har nægtet at møde eller afgive forklaring.” (Bind 1 side 34)

I de 10 år der er gået er en række vidner der kunne belyse forhold i de første efterkrigsår døde uden at de blev spurgt. Det må konkluderes, at kommissionen har gjort alt hvad der stod i dens magt for at trække undersøgelsen i langdrag, og dermed forhindret sandheden eller blot elementer af faktuel viden om nyere dansk histories tusmørkesider i at komme frem.

Havde nogen haft forhåbninger til at rapporten kunne virke positivt i retning af et opgør med statsmagtens fordækte udemokratiske metoder til at underkue civilbefolkningen, var det forgæves. De kan om et ukendt antal år måske få aktindsigt i PET kommissionens forhørsprotokoller, hvis de da ikke i mellemtiden er flyttet til en udenlandsk ambassade eller bare smidt ud.

Massiv kontrol med alt progressivt

Efter anden verdenskrig påbegyndes et systematiske arbejde med at inddæmme og isolere DKP. Regeringen godkender i hemmelighed fornyet registrering i 1948, samtidig med at socialdemokratiet afbryder samarbejdsrelationerne og opbygger egne registre over kommunister og starter et tæt samarbejde med politiet. På sidelinjen er private aktører som Arne Sejrsens Firmaet på plads finansieret af ”ledende erhvervskredse”.

Forløbet er kendt fra tidligere bøger og det er ikke til at vurdere hvor meget nyt materiale der er kommet for dagen. Kommissionen konklusion er til gengæld ikke ny: Det, som især gav anledning til bekymring, var kommunisternes formodede potentielle rolle som femtekolonne i tilfælde af en storpolitisk krise eller et angreb på Danmark. (Bind 2 side 72)

I den historiske gennemgang er der mange referencer til både den offentlige debat og fortrolige regeringsdirektiver vedr. registrering og udrensninger på arbejdspladser. Arbejderklassens synspunkt til denne virkelighed er til gengæld fraværende. Bind 2 omhandler tiden hvor Danmark bliver medlem af Nato og antikommunismen når hysteriske højder. Der er end ikke en reference til McCarthyisme.

Firmaet (Operation Gladio) er sammen med den massive overvågning og jagt på kommunister en del af NATO-medlemsskabet, hemmelige ’forpligtelser’, som skiftende regeringer har tilsløret. Mere end hver 10. voksne dansker i denne periode, mere end 300.000 opnåede at blive registret i PETs Stasi-arkiver.

De havde konsekvenser i form af berufsverbot, nægtelse af stillinger på forskellige områder – og et direkte samarbejde mellem PET og socialdemokratiet om kommunistbekæmpelse.

PET fortsatte også det gode samarbejde fra besættelsestiden med nazister. Dansk politi kom i juni 1947 kom i kontakt med en person fra nazihærens efterretningstjeneste, der havde forfulgt kommunister. Han indgik en aftale om »at give oplysninger mod betaling«, og ansatte som sin medhjælper en gammel Gestapo-mand »med speciale i kommunistbekæmpelse«. Fra disse pålidelige kilder flød en hel strøm af efterretninger.

De helt igennem grundlovsstridige og udemokratiske metoder pakkes pænt ind i den kolde krigs egen selvforståelse, og berettes videre af PET-kommissionen med et påtaget neutralt verdenssyn som denne afsluttende bemærkning.

Venstreopbruddet i slutningen af 60erne øgede kritikken i offentligheden af den massive overvågnings m.v.-virksomhed og førte til regeringserklæringen om, at man ikke kunne blive registreret af PET alene på grund af lovlig politisk virksomhed. Den blev straks undermineret af ikke-offentliggjorte regeringsretningslinjer, og PET personregistretrede videre på livet løs, med personsager, arbejdspapirer og hvad man ellers kaldte det, af alt og alle, der påkaldte sig væsenets opmærksomhed, fra Gedser til Thule.

Ikke kun DKP (og senere SF), men fremvæksten af en ny revolutionære og anti-imperialistisk venstrefløj, der ikke var forbundet med Moskva, fra slutningen af 60erne gav masser af arbejde til PET frem til periodens slutning i 1989, ja, lige til i dag.

Fagforeninger og arbejdskampe blev overvåget og oplysningerne brugt imod de aktionerende; fredsbevægelsen og fredsorganisationerne blev fulgt tæt; antiimperialistisk solidaritet med f.eks., kampen mod det sydafrikanske apartheidregime blev registreret som undergravende virksomhed, telefonerne aflyttet og en agent sendt ind.

Folkebevægelsen mod EF blev overvåget, og det er naivt at tro, at den ikke blev udsat for provokatøragenter og PETs politiske dagsordener. Endnu mere intenst gælder det for de erklæret revolutionære organisationer på venstrefløjen, trotskister, maoister og marxist-leninister.

Et tæt samarbejde med medier af samme reaktionære politiske observans som PET gennemsyres af forsynede disse med historier og materuiale mod progressive aktiviteter af mange slags. PET blandede sig også i f.eks. ministerudnævnelser.

De godt 100 PET-folk var særdeles aktive – og nåede at udrette langt mere end rapporten fortæller.

Hvad kan de mere end 700, der nu er ansat som ejendomsrettens spioner og politiske politi ikke drive det til – hvor de med terrorlove og andre udvidede beføjelser og den mest avancerede elektronik fortsat løser tjenestens traditionelle hovedopgaver: at bekæmpe den revolutionære kommunistiske bevægelse, aktivister af ehnver art og den kæmpende arbejderklasse?

Se også

PET-spionerne løj og bedrog
Af Frede Klitgård

PET og DKP/ML: Forsætlig arkivdestruktion
Udtalelser Klaus Riis


Tillæg

PET-kommissionen

PET-Kommissionen blev nedsat på forslag af daværende justitsminister Frank Jensen (S) i 1998 og loven blev vedtaget 2. juni 1999.
Ifølge lovteksten havde ’undersøgelseskommissionen (…) til opgave at undersøge og redegøre for:

1) politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989 i forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark og

2) karakteren af de aktiviteter i politiske partier mv., der i den nævnte periode var baggrunden for politiets efterretningsvirksomhed på dette område.

PET-kommissionens 16 bind med PETs nyere Danmarkshistorie

Bind 1: PET-kommissionens beretning

Bind 2: Politiets Efterretningstjeneste 1945-89

Bind 3: Regeringserklæringen og PET’s registreringer på det politiske område 1968-1989

Bind 4: PET’s virkemidler

Bind 5: Stay-Behind og Firmaet

Bind 6: PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989

Bind 7: PET’s overvågning af politiske partier 1945-1989

Bind 8: PET’s overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989

Bind 9: PET’s overvågning af den antiimperialistiske venstrefløj 1945-1989
(Herunder SAP, KFML, Boml, MLE, DKP/ML og Blekingegadefolkene)

Bind 10: PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989

Bind 11: PET’s overvågning af den yderste højrefløj 1945-1994

Bind 12: Operation Zeus (Anders Nørgaard m.m.)

Bind 13: KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark under den kolde krig

Bind 14: PET’s virksomhed i forhold til Grønland og Færøerne

Bind 15: Mindretalsudtalelse og juridiske notater

Bind 16: Resumébind: Sammenfatning af pet-kommissonens beretning

Kan læses i pdf på
PET-kommissionens hjemmeside

Netavisen 9. juli 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne